MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ærgerrig, skulle ikke have karakterer under fire, det var
sikkert, jeg havde jo syv og ti i resten, næsten tolv i engelsk.
Og jeg måtte hellere se at få lidt mad, inden jeg
tog over til Helge. Mor skulle desuden køre mig, for vi
måtte ud til Kvernevik på vejen og hente Twin’en. Jeg
følte mig i bedre form nu, efter at jeg havde fundet en
gave til Yngve, noget han kunne tage frem og vide at det
var fra Jarle. Det hjalp.
Det bragte mig nærmere ham.
Skal jeg tage den med til tennis på onsdag?
Jeg cyklede over brostenene ned ad Kirkegata, ned ad
Prostebakken, ud langs kajen og hjem til Bjergsted.
“Hej mor, vil du køre mig til øveren klokken seks?”
Jeg smed tasken, sparkede skoene af, kastede et kort
blik på mig selv i spejlet og tog jakken af. Satte posen
med pladen på gulvet. “Mor?” gentog jeg.
Jeg gik ind i stuen. Der stod en halvtom kaffekop foran
den grønne lænestol. Midt på gulvet stod to tøfler, lidt
fra hinanden. “Mor?”
Ude i køkkenet lå skærebrættet fremme. Osteskæreren
og en kniv lå på det, med smørrester på knivsbladet.
“Mor?”
Det var små detaljer, men meget tydelige for en der
ikke har set det før. Mor drak altid sin kaffe, ryddede
altid koppen væk. Hun gik sjældent i tøfler, og hvis hun
gjorde, ville hun sætte dem på plads bagefter.
Det var ikke alarmerende, mor var jo syg, influenza,
men alligevel, så syg var hun da heller ikke? Jeg gik op
ad trappen til første sal, kaldte ikke længere på hende –
måske sover hun? Jeg gik stille op ad de sidste knirketrin
hen til soveværelset. Hun sover sikkert, hun har sikkert
travlt på jobbet, hun er syg, og så blev hun slået ud af at
far kom på besøg i fredags. Hun sover nok. Jeg skubbede
forsigtigt døren op og så ind i det halvmørke rum.
Gardinerne var fortsat trukket for, luften var tung. Jeg
kiggede hen på sengen. Hun lå der, under dynen. Kunne
lige skimte hendes baghoved, det lyseblonde hår på puden.
Hun lå ind mod væggen.
“Mor?” hviskede jeg, “kan du køre mig over til Helge,
vi skal øve?”
Hun bevægede sig under dynen.
“Hej, Jarle,” hørte jeg hende sige.
Jeg gik hen mod sengen, satte mig på kanten, hun så
op på mig. Øjnene var slappe, kroppen var slap. Jeg
havde ikke set mor sådan længe.
“Er du dårlig?” spurgte jeg.
“Nej, det går fint. Ja, det går meget bedre.”
“Okay, jah … vi skal øve, til koncerten, du ved, og så
– men jeg kan da tage bussen, eller ringe til Andreas, han
bliver sikkert kørt …”
Mor smilede. “Jeg skal nok køre dig.” Hun kvikkede
lidt op, rejste sig på albuerne. “Det går fint. Vi må hellere
se at få noget mad i dig?”
“Har du hostesaft og den slags?” sagde jeg og gik ned
ad trapperne.
“Nej, jeg hoster ikke så meget, det sidder i hovedet,”
sagde hun.
Efter aftensmaden kørte mor mig over til Helge. På
vej ud pegede hun på posen med pladen, som jeg havde
glemt at gemme væk. Hun så gavepapiret.
“Hvem er det der har fødselsdag?”
“Øh … nej, der er ikke nogen der har fødselsdag, det
204 205