MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Jeg tænkte slet ikke på dem på den måde. Min barndoms
firserfascination af de androgyne engelske kunstnere
– Nick Rhodes i Duran Duran, Martin Gore i Depeche
Mode, Boy George – var for længst overstået. Jeg
var sytten år, og jeg tænkte på piger. Jeg havde en mor
jeg var glad for, en mormor jeg så op til, og jeg tænkte
på piger. Altid og hele tiden. Alt ved pigerne elskede jeg:
måden de gik på, måden de holdt på blyanten, deres lyse
stemmer, små bryster, store bryster, langt hår som de
måtte vikle om halsen når de bøjede sig over bordet for
at skrive, kort, stramt hår, hvad det skulle være. Man
kunne have budt mig hvad som helst bare det sad fast på
en pige: træpinde, drivremme, blikdåser, og jeg ville have
taget imod. Og så kom Yngve.
Det ringede ud. Kroppen reagerede før lærer Hagen
nåede at sige “tak for i dag”, og før jeg ønskede det, og
jeg havde ingen selvkontrol da jeg sprang op fra stolen.
Helge, der sad bag mig, kiggede på mig bag sit lange,
brune og fedtede hår.
“Hold da kæft,” sagde han. “Tag det roligt, Jalla, skal
du ud og spille den af eller hvad sker der?”
“Er ved at pisse i bukserne,” sagde jeg og styrtede ud
af døren. Bag mig hørte jeg Helge sige : “Pis lige for mig
samtidig.”
Jeg var den første elev ude i skolegården.
Hvor var han?
Jeg opførte mig som noget jern foran en magnet og
ikke som et menneske med fornemmelse for taktik og
diskretion. Jeg var forelskelsens marionetdukke, berøvet
al selvkontrol, ren vilje, jeg var ren fascination. Alt i
mig dansede efter forelskelsens pibe, også selv om jeg
prøvede at undgå det. Alle mine dage de næste uger, fra
denne januarmorgen, kom kun til at handle om én ting:
at være i nærheden af ham. Være der hvor han var, gøre
det han gjorde. Og der var ingen beregnende taktik –
kun magneten Jarle, viljen Jarle, forelskelsen Jarle.
Jeg så ud over skolegården. Fingerspidserne gned utålmodigt
mod hinanden.
Hvor blev han af?
Klassen kom ud bag mig.
“Hold kæft, hvor gik det stærkt.” Helge holdt en tyve
styks Marlboro frem. “Mabbe?”
“Æh … nej,” mumlede jeg uden at se på Helge og ønskede
ham for en gangs skyld langt væk.
Det plejede at være Helge og mig i frikvartererne. Vi
følte os højt hævet over de andre. Arrogante, politiske,
punkede. Vi passede godt sammen. Vi diskuterede politik,
film, musik, litteratur, piger og øl, vi var enige om
at U2 for længst havde mistet grebet og var blevet kommercielle,
vi syntes at den litteratur vi blev præsenteret
for på skolen var noget konservativt pis, vi elskede Barfly,
Charles Bukowski, The Smiths, Dead Kennedys, Jim
Jarmusch, Stanley Kubrick, vi sagde NEJ til alt det der
ikke passede ind under vores alternative paraply. Det var
princippernes tid for sådan nogle som os, og det vigtigste
princip var at være ligesom os, og ikke som dem.
Takket være de andre kunne vi definere os som anderledes.
Havde det ikke været for dem, om det nu var samfundet,
politikerne, borgerdyrene, familien, de kristne
eller de rige, så ville Helge og jeg have haft det svært. Vi
var de få, og vi nød at være få og alternative. Stå side om
side i skolegården og ryge Marlboro og diskutere hvor-
28 29