MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

på skolen. Helge, Katrine og jeg var selvskrevne kandidater
og med på at arbejde gratis for dem. Repræsentanten
var en 3.g’er med skarpe øjne og et stort smil. Hun
talte sindssygt hurtigt og højt og gik i Natur og Ungdom-T-shirt
med påskriften: “Du (eller jeg?) smider 250
kilo affald ud om året”. Efter timen, hvor hun havde
holdt oplæg og fortalt at EF ødelagde fire og et halvt
ton madvarer i minuttet – “i minuttet!” – og at dem der
interesserede sig for at værne om miljøet, dem der gerne
ville værne om selvbestemmelsesretten, dem der mener
at solidaritet er en vigtig ting, skulle melde sig ind i Ungdom
mod EF, så grupperede der sig et hold idealister i
sorte sildebensvævede frakker, islændere, boots og partisantørklæder
omkring hende uden for klasselokalet.
Havde det været en almindelig dag ville jeg have stået
der sammen med dem. Jeg ville have været en af de ivrigste,
og jeg ville have skrevet mig på alle de lister der
fandtes. Men denne onsdag gav jeg bare Helge og Katrine
et nik som sagde “jeg går lige en tur”, så jeg kunne
være i fred.
Jeg fandt Yngve på gangen i bygningen ned mod Breiavannet.
Han stod og lænede sig op ad en væg og talte
med en fyr. Jeg fór sammen. Jeg havde endnu ikke set
Yngve tale med andre og reagerede instinktivt på at nogen
brød ind i hans ensomhed, den smukke ensomhed
som jeg skulle være et plaster på.
“Hej, Jarle,” sagde Yngve glad og nikkede hen mod
den anden dreng, “det er Tommas, fra klassen.”
Jeg nikkede til ham. Denne Tommas var et borgerdyr,
og jeg brød mig ikke om ham. Jeg vidste hvem han
var fordi han var kredsmester i skak, det havde stået i
avisen. Hold da kæft, tænkte jeg, er han ude på at hverve
Yngve til skakholdet? Han kastede et grimt lys over Yngve
og tilsmudsede ham. Tommas nikkede tilbage.
“Nå, jeg må hellere smutte,” sagde han og gik. Jeg var
lettet, nu var Yngve min igen.
“Nåh,” sagde jeg, “hvordan går det?”
“Jo, godt,” sagde Yngve, “lidt træt af vejret, men.”
Vejret. Yngve talte om vejret. Helge, Katrine og jeg
talte kun om vejret hvis det havde miljømæssige konsekvenser.
Al anden snak om vejret var tegn på at man
levede et kedeligt liv, at man manglede indhold i tilværelsen,
at man var på vej til at blive ligesom sine forældre.
Vejr handlede om ozonlaget, om drivhuseffekten,
og denne vinter havde vi haft mange samtaler om vejret
fordi det var så mildt, fordi hele januar havde ligget på 2
til 9 grader, og regn, vind og regn, og vi mente – nej, var
skråsikre på – at det skyldtes klimaændringer og forøgelse
af drivhusgasser i atmosfæren, hvilket naturligvis var vores
skyld, kapitalisternes skyld, Vestens skyld, som fældede
regnskovene i Amazonas-deltaet, som drev industrivirksomhed
uden rensningsanlæg.
Havde det ikke været Yngve der stod foran mig, så
ville jeg sikkert have sagt “ved du godt at der i Katowice,
i Polen, døde 150 spædbørn i 1986 af luftforurening, fordi
man arbejder på fabrikker fra 1880? Det er os der varmer
jorden op; så derfor er vejret som det er, ja.” Men
det sagde jeg ikke.
Jeg sagde: “Jeg kan godt lide regn.”
“Kan du?” sagde Yngve.
Jeg nikkede. “Regn og blæst,” sagde jeg, “det er godt
at blive rusket igennem.”
242 243