MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

en sådan beskaffenhed at når man ser noget, medfører
det at det skygger for noget andet. Jeg så andre piger i
1.g, ikke Katrine.
Hvorfor begyndte jeg så at komme sammen med hende
om efteråret i 2.g?
Lige siden jeg var lille og gik i de små klasser, havde
sommerferiens sidste uger været fyldt med rastløshed
og spænding. Jeg syntes altid ferierne varede for længe.
Uanset hvor skoletræt jeg var, uanset hvor kedeligt jeg
syntes det var at gå i skole når det blev november, mærkede
jeg altid en utålmodighed i begyndelsen af august
når ferien var ved at være slut. Jeg husker engang i underskolen
hvor Trine fra klassen havde sagt at hun skulle
til Amerika i sommerferien. Amerika. Jeg skulle selv på
bilferie til Danmark sammen med mor og far. Trine
havde en smal mund, lyse rottehaler med røde elastikker
og var datter af ham der ejede den lokale dagligvarebutik
hvor vi boede, og jeg havde været forelsket i hende
på den måde man er forelsket i dem der har alt det man
ikke selv har: en grådig forelskelse, den samme forelskelse
som man kan se i gamle amerikanske film, hvor fattige
heltinder gifter sig med velstående forretningsmænd for
pengenes skyld. Og nu skulle Trine til Amerika i tre uger.
Til Florida og Miami.
Jeg kendte ikke nogen der havde været i Amerika før,
og syntes det var flovt at vi skulle til Danmark; jeg sagde
det til mor – skal vi til Danmark? Kan vi ikke tage til
Amerika i stedet? Trine havde allerede været to gange i
Legoland og sagde at det var ret kedeligt. Hele den sommerferie
i begyndelsen af 80’erne lå jeg om aftenen i forskellige
senge på forskellige moteller i Danmark og tænkte
på Trine. Sommeren sneglede sig af sted, med røde danske
pølser og ture til Himmelbjerget, og jeg tænkte kun
på Trine. Småbørnsforelskelsen havde fået ny motor, en
mere voksen, mere grådig tiltrækning, blandet med selvforagt
og misundelse.
Og når efteråret nærmede sig, når første skoledag stod
for døren, var det altid det samme. Hvad sker der? Hvad
er der sket? Hvordan er det nu? Har pigerne forandret
sig? Har nogen fået kærester? Vil nogen blive forelsket i
mig?
Det samme skete hver gang når skolen endelig begyndte
igen: de første uger gnistrede. Folk havde en masse at
fortælle, og jeg blev næsten altid forelsket i de nye piger.
Nogle havde fået et nyt udtryk i øjnene, nogle havde
fået længere hår. Nogle var vokset: lange ben, større bryster.
Nogle havde fået nye ting: en dreng fra klassen kom
med en blå kasket fra en zoo i Münster, eller Trine, det
år hun havde været i Amerika, kom hjem med amerikansk
slik pakket ind i sølvglinsende papir og en E.T.dukke
i hel figur som havde selvlysende fingre og talte
amerikansk: E.T. phone home. Verden blev større.
Da vi begyndte i 2.g på Kongsgård, var det en mangel
der fik min opmærksomhed. De første dage var det bare
en forsigtig følelse af at noget var anderledes. Så begyndte
jeg at lægge mærke til at nogle af pigerne fra klassen,
Anita, Gro Elin og Marit, sendte hinanden indforståede
blikke, disse blikke som kun piger udveksler, og som
altid betyder det samme: En hemmelighed. Vi taler ikke
om det. Sig det ikke til nogen. Det var tydeligt at det var
Anita der sad inde med de fleste informationer om det
der ikke måtte slippe ud, for det var hende der havde
160 161