MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Ugen før havde jeg hørt en sang i radioen før jeg gik i
seng, af et nyt band fra Trondheim. Det var bestemt
ikke musik jeg ville købe med Helges godkendelse, men
måske var det noget jeg skulle købe nu? Jeg mente at
kunne huske at bandet hed Tre Små Kinesere, jeg havde
lagt mærke til det fordi studieværten havde sagt at nogle
af dem havde spillet punk før. I den sang jeg havde hørt
havde forsangeren sunget “Jeg er en lille mand fra en lille
by i et lillebitte land.”
Jeg gik hen til ham bag disken.
“Har I en plade med Tre Små Kinesere, ret ny, tror
jeg?”
Han fandt den frem. “Må jeg høre den?”
Det var popmusik. Nedtonede, akustiske guitarer,
piano, kontrabas, et godt kor. Fint nok. Joh. Det her
kunne være vores plade. Jeg skiftede til sang to. Roligere
end den første. Næsten lidt jazzet i kanten, helt anderledes
end det jeg plejede at lytte til:
Ingen kan si kæm
ingen kan si kor
men du e der vel?
Ingen kan si ka
og ingen kan si koffor
du e
Jeg mærkede en hånd på min skulder og vendte mig om.
Det var Katrine. Det gav et sæt i mig, og jeg rødmede.
Jeg tog hovedtelefonerne af. Hun gav mig et kram.
“Køber du plader? Du sagde ellers at du tog direkte
hjem?”
“Jah, nej, jeg … jeg kunne ikke nære mig,” sagde jeg,
“hørte den i radioen i sidste uge, skide god, nyt band,
lidt poppet, men rigtig god.”
“Må jeg høre,” sagde Katrine.
Jeg ville ikke have at hun skulle høre den. Jeg ville
ikke have at hun skulle kende den plade, det var Yngves
plade, vores plade. Jeg sørgede for at springe lidt frem så
Katrine ikke skulle høre den sang jeg havde hørt.
Katrine smilede, hun så på mig, og musikken gjorde
at hun fejlbedømte sin egen stemmevolumen, så hun
råbte højt: “Den er dødgod, jo, det er den slags jeg godt
kan lide!”
Hun måtte løbe for at nå bussen til Stokka, hun havde
bare lige fået øje på mig efter at hun havde været inde
hos Brødrene Pedersen og købe gave til farmoren.
“Køb den,” sagde hun og gav mig et kys, “gør det.”
“Tja, ved ikke … er den så god?” sagde jeg og forsøgte
at lyde uinteresseret.
“Ja! Gør det, så hører vi den i weekenden,” sagde hun
og gik ud ad døren.
Jeg tog høretelefonerne på igen, hoppede tilbage til
nummer to, var ikke interesseret i alt det andet, og hørte
Ulf Risnæs synge: “I aften bliver jeg hjemme, så er det
vist på tide du kommer?”
Jeg købte 365 Fri med Tre Små Kinesere, men ikke til
Katrine, og jeg håbede hun ville glemme pladen, for den
var ikke til hende.
Vi skulle øve allerede klokken seks, så jeg havde ikke
så meget tid. Jeg skulle snart begynde at læse op til matematikprøven
på torsdag, min karakter i matematik var
raslet ned, og nu var firetallet tilmed truet, og jeg var
202 203