MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

værelse, jeg så mig selv sidde og fortælle Katrine at “alle
damer kan og skal kneppes”, og jeg så mig selv skælde
Yngve ud, og hvad var det jeg havde sagt til ham? Havde
han sagt noget til mig? Og jeg så mig selv gribe fat i en
vildtfremmed dame med mørkebrunt hår og sige til hende
“jeg vil kneppe dig så du græder, okay?”, og hun ser
på mig, søvnig og sløret, og siger “ja? nu?”
Jarle. Jarle Klepp.
“Skal vi smutte?” spurgte Helge.
Jeg så på Anette som lå på sengen. Tænk hvis hun var
blevet gravid? Jeg så ned ad mig selv, mærkede efter og
mente at kunne registrere at den var gået på mig. Skal
ikke have en unge nu. Måske havde hun bare slikket mig
af. Nej, Helge havde sagt at jeg lå oven på hende, at hun
var træt, så kan hun vel ikke have slikket mig af. Måske
var jeg sprunget af i svinget?
“Smutter vi?”
Jeg gik hen til sengen, løftede den lyseblå dyne der lå
hen over hendes ben. Helge kom hen til mig.
“Hvad fanden har du gang i? Har du ikke fået nok?”
Jeg kiggede på hende. Prøvede at se på hendes skridt.
Svært at vide.
“Hvad er det du har gang i?” Helge stod ved siden af
mig nu. “Dejlig dame,” sagde han og så på hende. Han
smilede. “Jeg fik mig også et knald,” sagde han. “Siv
Therese.”
Jeg så på ham. “Vorherrebevares! Siv Therese!”
Han løftede skuldrene. “Ja. Hun kan jo godt kneppe
selv om hun er en idiot.”
Jeg så igen på damen foran mig. Lænede mig frem
mod hende. Hun sov som en sten. Prøvede at se på hen-
des skridt, om der var spor efter mig der kunne fortælle
om jeg var kommet oppe i hende. Måske var jeg, men
måske tog hun p-piller? Måske havde jeg været midlertidigt
steril efter at vi røg fru Torkildsens p-piller? Jeg
stirrede på hendes skridt, prøvede at se efter spor. Jeg
kunne jo heller ikke begynde at sprede hendes ben, ikke
nu, måske ville hun vågne.
“Nej, vi smutter,” sagde jeg.
“Du er fuld endnu,” sagde Helge.
Folk lå rundt omkring i huset og sov. Fem-seks stykker
var vågne og sad og spillede plader i stuen. Trond lå
på sofaen med lukkede øjne.
“Hvor er Rune så?” spurgte jeg.
“Det skider vi på,” sagde Helge, “Rulle klarer sig.”
Helge og jeg gik ud af døren. Det regnede stadig. Helge
standsede og så op på huset. Pludselig løb han ud på plænen,
tog en sten og kastede den op på et af vinduerne
som gik i tusind stykker.
“Kom!” sagde han og greb fat i mig. Vi løb.
“Herregud! Hvorfor fanden gjorde du det!” råbte jeg
mens vi spurtede ned mod hovedvejen.
“Hvorfor tror du!” råbte Helge.
“Jamen, for fanden da!”
“Ja?”
“Nej, men … fandens også!”
“Ja – netop!” sagde Helge.
Hjernen roterede mens vi løb mod Bybrua, den ledte
efter nattens hændelser, nægtede at tro på dem, nægtede
at tro på Jarle.
Kunne jeg have gjort alt det? Og hvad havde Yngve
sagt til mig?
334 335