MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Jeg så den her plade i butikken, og så havde jeg hørt
en sang i radioen, og så tænkte jeg …”
Sig det nu, Jarle. Sig det.
“Ja … så tænkte jeg på dig.”
Yngve så forbavset på mig.
“Jamen – jeg kan da ikke bare …”
“Jo, du kan,” sagde jeg og rakte ham pladen. “Pak den
op.”
Yngve var forlegen og forvirret, men han pakkede
op. Han så på omslaget, vendte det, læste sangtitlerne,
og så på mig.
“Jeg … ved ikke så meget om musik, jeg kender den
ikke, men den er sikkert god. Tak.”
Og nu? Hvad nu? Skulle vi give hinanden et kram?
Give hinanden hånden? Jeg var ikke en krammefyr, jeg
syntes det var ubehageligt at drenge var begyndt at kramme
hinanden hele tiden. Det var forvirrende, grænserne
var uklare, og jeg syntes altid det var kejtet at give en
dreng et kram.
Jeg krammede mor. Jeg krammede Katrine. Pigerne.
Men Yngve, skulle jeg give ham et kram?
Yngve lænede ind mod mig. Hans krop kom nærmere.
Hvad nu? Han holdt stadig pladen i hånden, og han
lænede sig ind mod mig, jeg mærkede at jeg blev nervøs,
vi var jo nøgne, for helvede, og nu lænede han sig ind
mod mig, han åbnede armene, stadig med pladen i den
ene hånd, han drejede den ene kind til venstre, han ville
give mig et kram, som tak, han ville give mig et kram,
og så skulle jeg åbne armene, dreje kinden til venstre –
og lukke øjnene?
Hjertet bankede, Yngves arme kom nærmere, hans
kind, overkroppen, læberne, hele Yngve kom nærmere,
jeg så han var våd på kravebenet, som om der havde lagt
sig en lille pyt der, og Yngve kom nærmere. Jeg mærkede
det i maven, jeg mærkede det i underlivet, benene
rystede.
Yngve lagde armen om mig, lagde sin kind mod min,
og vores nøgne overkroppe ramte hinanden. Hjertet
dundrede så det sang inde i hovedet, jeg var bange for
det skulle begynde at give ekko mod væggene derinde,
jeg var bange for han skulle mærke det mod sit bryst.
“Tak skal du have,” sagde han.
“Det var så lidt.”
Skal jeg kysse dig?
Vi slap hinanden.
Jeg rømmede mig.
Så hørte jeg en anden rømme sig, og vendte mig brat
mod døren.
Jeg kendte den lyd.
Helge. Helge.
Fandens fandens fandens. Helge? Her? Vejrtrækningen
gik i stå, hjertet klikkede og blikket flakkede. Helge,
her? Hvad satan i helvede skal Helge her?
Han stod roligt i døråbningen og så på Yngve og mig,
der lige havde krammet hinanden, Yngve med en lpplade
i hånden, og vi var nøgne, med vores tøj i to sirlige
bunker ved siden af os, med tennisketsjerne der lå på
bænken. Jeg så på Yngve, han smilede som sædvanlig.
Jeg så på Helge, han så kold og vred ud.
“Hej,” sagde Yngve og nikkede til Helge.
Helge reagerede ikke.
256 257