MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“De fortjener det sgu!” råbte Helge.
“Hvad?”
“Glem det,” sagde han og tog det sidste sug af jointen
og smed den på måtten foran sine ben.
Så gik han bersærk. Jeg kan huske jeg tænkte, “nu må
du gøre noget, Jarle, du kan ikke bare sidde og se på det
her”, men kroppen reagerede ikke. Jeg blev ved med at
le, jeg blev ved med at grine dumt mens jeg tænkte “hold
da kæft, mand” og så på Helge som gik bersærk; han
stak nøglerne op i taget, gennemhullede tagbeklædningen,
skrabede instrumentbrettet, satte lighteren til trevlerne
på sædet og brændte dem af, mens vi sad på bagsædet
dumme og skæve.
Jeg så på Rune.
“Rune,” sagde jeg, “du …”
Rune så ikke godt ud. Han prøvede at fæste blikket,
han prøvede at tage sig sammen, men han havde det ikke
godt. Kæberne strammedes. I hånden havde han en joint.
Fandens også, tænkte jeg, har han røget den helt alene?
Mens Helge fortsatte med at perforere taget i Fam. Torkilsens
Opel begyndte Rune at hoste, han knækkede sammen,
og han prøvede at sige noget, men det var for sent.
Han nåede ikke engang at vende sig og åbne døren, og
jeg var lige så lammet over det der skete med ham som
det med Helge. Det begyndte bare at løbe ud af ham,
overkroppen knækkede sammen, og brækket flød ud af
munden på ham.
Helge kunne mærke at der skete noget på bagsædet,
og vendte sig om.
“Åh, for fanden da,” sagde Helge da han så hvordan
hans lillebror brækkede sig ud over sig selv og bilen.
Han vågnede op til dåd, åbnede døren, hoppede ud af
bilen, lænede sig ind på bagsædet, tog fat i sin lillebror
og hev ham med ud i regnen. Jeg stavrede efter dem, så
brødrene dingle ud i mørket på den vanvittige golfbane
af en plæne, og jeg hørte Helge gennem regnen, “Sådan
ja, kom af med skidtet”, og jeg så hans hænder på Rune
der sank ned på knæ og knækkede sammen imens han
brækkede sig. Et vindue på første sal blev åbnet, nogen
pegede og lo, og Helge vendte sig om og råbte “hold så
kæft, din lede narrefisse!” mens han stod over sin bror.
Så lyste himlen op, et kraftigt lyn flængede natten, og
det svimlede for mig, hele situationen fremstod som morsom,
den kolossale regn, den store plæne, lynet, Helge
der brølede, lillebroren der brækkede sig som om han
havde drukket salmiak, det var ustyrligt morsomt. Jeg
lo, jeg røg den sidste joint til der ikke var mere tilbage,
så jeg brændte fingrene på den lillebitte cigaretstump, og
det eneste jeg kunne gøre var at le. Til slut lå Rune fladt
på plænen. “Vend dig om,” hørte jeg Helge sige mens jeg
stod og lo, “vend dig om, Rulle, så regnen kan vaske dig
lidt.”
“For satan, Hegga!” råbte jeg. “Så du det? Det lynede
uden at det tordnede!”
Nogle minutter senere dinglede vi ind i huset, Helge
og Rune var gennemblødte, og Rune lignede et lig. Jeg
gik rundt og grinede dumt.
Helge banede sig vej ud på badeværelset i stueetagen
og placerede Rune i badekarret, låste døren mens han
krængede sit tøj af, vred det, og tørrede sig. Jeg sank ned
på toiletsædet, stadig leende.
Helge så på mig. Så begyndte han også at le. Han så sig
324 325