MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

at omstille mig, som denne aften: Knaldhård forfest, den
samme runde som ellers i byen – men til sidst kom vi
ind på Folken, vi dansede pogo som vanvittige til Bever,
Sild Krokodill and the Saltpastill og til Helvetes Forgård,
og bandet leverede varen, forsangeren i Sild Krokodill
kom på scenen klædt ud i en postsæk, de spillede
“Runkesangen” og vi skreg med, bassisten i Bever knaldede
stemmeskruerne i hovedet på forsangeren mens han
sang “Pieces of Your Face”, han styrtblødte fra panden
og ned over hele ansigtet og lignede en trash-metal-forsanger
før han løb væk fra scenen og hele hans hoved
blev viklet ind i wc-papir som han havde på resten af
koncerten; “hold kæft hvor godt!” råbte Helge. Da Helvetes
Forgård spillede, stagedivede fra scenen og lige ud
i folkehavet, og Helge og jeg var enige om at hvad fanden
skal vi med udenlandske bands eller Oslo-folk når vi
har de her, og vi lovede hinanden i vores koncertbrandert
at nu, nu var det fandeme på tide at Mathias Rust Band
førte sig frem i byen. “Vi er sejere end dem!” råbte Helge.
“Ja!” skreg jeg tilbage og prøvede at overdøve bandet.
Bagefter var der efterfest med bræk og naboklager, inden
de sidste gik hjem og Katrine og jeg fuldeknaldede
som aldrig før, med ægte glæde. Først lidt kejtet op ad
badeværelsesvæggen, så bagfra på stuegulvet, før vi endte
på gammeldags manér i forældrenes seng. Hun på ryggen,
med benene godt fra hinanden, og jeg oven på hende.
Bagefter slikkede hun mig, jeg mærkede hendes hår kilde
på maven mens tungen og læberne arbejdede, jeg lagde
mine fingre på hendes kinder. Jeg elskede hende den nat.
Det er sandt. Jeg elskede hende den nat, med kraft fra
Yngve.
Efter at vi havde været sammen, lå vi på ryggen, forpustede
og lykkelige, mens vi lyttede til Perfect day.
Jeg blæste røgringe der steg mod loftet, og vendte
hovedet mod Katrine.
“Du?”
Hun så på mig.
“Hvad hvis vi …,” jeg holdt en pause, “okay, du synes
nok det er lidt dumt …”
“Ja, men sig det nu,” sagde Katrine.
“Hvad med at vi to begyndte at spille tennis?”
Katrine satte sig op. Hun så forbavset på mig. “Tennis?
Vil du spille tennis?”
“Jah …,” jeg lo og trak på det. “Ja? Jeg mener, vi hænger
jo bare rundt omkring på caféer hele dagen alligevel;
Folken, Ankeret, og så på Folken, og så på Ankeret, og
så – hej, vi går på Folken! Altså. Hvad siger du?”
“Ja, skal Helge så også være med? Du tror da vel ikke
du får Helge med til det?”
Jeg trak på skuldrene. “Det var bare en idé. Det ser jo
godt ud.”
Katrine gav mig et kram. “Det klæder dig,” sagde hun
og smilede.
“Hvad klæder mig?”
“At du har guts,” sagde hun. “At du sådan kan skifte
mening. Jeg er med.” Katrine havde altid ønsket at vi
skulle lave noget. Lave noget sammen. Det havde altid
været hendes største kritik af vores halvvoksne forhold.
Vi laver aldrig noget sammen, plejede hun at sige. Så jeg
vidste hvad jeg gjorde da jeg sendte hendes argument
retur den nat. Jeg vidste at forslaget ville falde i god jord.
Det var jo hendes forslag. Det kunne ikke gå skævt.
88 89