MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Helge sad oven på mig, han bevægede munden, jeg lukkede
øjnene, hørte ikke hvad han sagde.
“Hvad?”
Helge dunkede mit hoved ned i jorden igen, mens
han sagde noget.
“Hvad?”
“… og de siger det er din skyld,” opfangede jeg mens
regnen plaskede ned, mens hovedet blev dunket i jorden,
mens vinden peb i ørerne på mig.
“Hvad?”
Helge hoppede af mig, jeg lå gennembanket og mast
ned i gruset. Han stod et sekund og så på mig, så begyndte
han at gå, jeg så han blødte fra baghovedet. Og
det var min skyld? Hvad var det han havde sagt? Jeg
kom op på albuerne, omtumlet af smerter, og råbte efter
ham.
“Hvad var min skyld?”
“Ham den skide haugesunder!” hørte jeg Helge råbe
idet han forsvandt. Jeg satte mig op i gruset, våd, mørbanket,
og så Helge gå langs Breiavannet, langs sangsalen
på Kongsgård, og ud af syne.
Yngve?
Jeg løb hele vejen, løb så hurtigt benene kunne bære
mig, mens regnen høvlede ned, sivede igennem frakken,
igennem trøjen, ind gennem skoene, ind gennem T-shirten,
mens vinden piskede mod ansigtet, jeg løb så jeg
troede jeg skulle segne, op til Våland, forbi Gamlingen,
gennem skoven med de store, våde, mørke bøgetræer
oven over mig, over motorvejsbroen, langs Mosvannet,
og jeg gled og faldt, men kom på benene igen, fuld af
pløre, gennemvåd, og løb videre, gennem Mosvangen
Camping, op på toppen, ned ad vejen langs Idrætshallen,
op på Tjensvoll, fuld, forslået, våd, bange, dødbange;
og det var min skyld? Hvad er det jeg har gjort, hvad er
det der sker, hvad er det du har gjort, Jarle?
Yngves hus var mørklagt. Ikke et eneste lys. Regnen
hamrede mod taget, vinden jagede igennem Tennisveien,
og jeg stod forpustet, dødtræt, og ringede på døren midt
om natten, hørte hvordan ringeklokken lød inde i huset,
trykkede som en besat på klokken, men der var ingen
der lukkede op. Jeg bakkede, løb over den drivvåde
plæne i haven, pressede ansigtet mod stuevinduet, prøvede
om jeg kunne kigge ind, men jeg så ingenting: Et
tomt hus. Ikke et møbel, mørkt, tomt, ingenting, tomme
rum, nøgen parket, vægge og loft, som om der aldrig
havde boet nogen. Jeg klatrede op på garagetaget og
strakte mig for at se ind på første sal, men det eneste jeg
kunne skimte var det samme som i stueetagen: ingenting.
Helt tomt, ikke et møbel, kun vægge, gulv og loft
– og det var min skyld? Jeg gled ned igen, faldt da jeg
landede på fliserne, hinkede rundt om huset, kikkede ind
ad vinduet på bagsiden, men jeg så ingenting, og hvad
var der sket, hvad i alverden var det, Yngve, Yngve, smukke
Yngve, hvad er der sket?
Jeg gik ud på den lille græsplæne bag det forladte hus.
Regnen høvlede ned over mig, med en kraft som om
den bare regnede for min skyld, som om det var mig
den ville regne på, og ingen andre. Jeg var så træt at jeg
var ved at segne, jeg var så bange at jeg følte hjertet ville
stikke af. Jeg åbnede munden.
“Yngve, det er Jarle!”
400 401