MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

I sofaen sad mor og Ragnhild. Mor havde en stor blå
trøje på, armene hang ned langs den sammensunkne overkrop.
Mor havde rødsprængte øjne, det var tydeligt hun
havde grædt. Ragnhild så på mig med et myndigt, men
mildt blik, som fortalte at hun havde kontrol over situationen.
Ragnhild er en stolt dame. Mor havde altid beundret
hende, og det har jeg også. Hun har rygrad, hun har ben
i næsen. De mødtes i 1961 da de var seksten år og arbejdede
som stuepiger på Hotel Atlantic, og de havde været
venner lige siden dengang, til og fra, men altid et
stærkt venskab, og når der havde været omvæltninger i
den enes liv, havde den anden været der, bortset fra de
sidste år af mors og fars ægteskab hvor han effektivt klarede
at afskære mor fra resten af verden.
“Hej, Jarle,” sagde Ragnhild.
Mor snøftede. På bordet foran hende stod en kaffekop
og en termokande. Mor rakte ud efter koppen, drak.
“Gik det godt?” spurgte hun forsigtigt og så på Ragnhild.
“Jarle har været ude at øve med bandet.”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Der sad de foran
mig, et lille, men stærkt kvindekollektiv, og jeg følte
med det samme at jeg ikke havde noget at gøre der. Jeg
havde ikke noget at bidrage med. Det var deres verden.
Det var ligesom dengang man gik i skole, i sjette klasse,
når man kom ud i frikvartererne og så pigerne stå sammen,
i små klynger, i små lukkede pigesamfund, med
ryggen til verden og kroppene mod hinanden. Der har
man ikke noget at gøre. Det er pigernes verden. Mor og
Ragnhilds verden gik langt tilbage i tiden, den handlede
om ting jeg aldrig ville kunne sætte mig ind i, fælles er-
faringer, dage og nætter før jeg blev født, i en verden
hvor folk dansede swing, så månelanding i fjernsynet,
gik med hat og så Sophia Loren i biografen.
Ragnhild rejste sig, og mor så straks bange ud.
“Skal du gå?”
Ragnhild smilede til mor, beroligede hende, rystede
på hovedet og gik hen til mig. Hun gelejdede mig ud i
køkkenet.
“Vent lidt, Sara,” sagde hun.
Hun talte roligt. Fattet og alvorlig. Hun fortalte at
mor havde ringet til hende for nogle timer siden og spurgt
om hun kunne komme. Mor havde været rolig, helt udramatisk,
bare spurgt om hun kunne komme. Så havde
mor fortalt hvad der var sket.
“Du ved det vel også, Jarle?”
Jeg nikkede.
“Det er ikke nemt for hende lige nu, hun har brug for
noget tid til at forstå det der er sket – det ved du godt,
ikke?”
Jeg nikkede igen. Ragnhild fyldte mig altid med en
slags ærefrygt. Hun var ikke som andre kvinder i den
alder. Hun var milevidt fra mors tidligere, kaglende veninder,
disse smilende, venlige, pligtopfyldende husmødre
mor kom sammen med i 70’erne og 80’erne. Ragnhild
lod sig ikke trække rundt ved næsen.
“Selvfølgelig,” sagde jeg.
Ragnhild smilede og nikkede.
“Hun har brug for din støtte nu,” sagde hun.
Jeg var på nippet til at sige at jeg også trængte til lidt
støtte, men gjorde det ikke. Vi gik ind i stuen igen. Jeg
så på mor. Hvad er det der sker?
264 265