MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Vi ringede på den anden dørklokke, hvor der stod
Kydland. Heldigvis var der ingen hjemme.
“Okay,” sagde Helge. “To tilbage. Tooghalvtreds eller
toogtres?”
“Nej, det må du finde ud af,” sagde jeg.
“Tooghalvtreds,” sagde Helge, “hør en gang: Toogtredive
tooghalvtreds, toogtredive tooghalvtreds, det ligner
sgu da ret meget hinanden.”
Ja, det lignede da. Vi gik over gaden der krydsede
Storhaug på vej ned mod Rosenli. Vi kom frem til huset.
Det var hvidt, som det skulle være. Men der var
bare et problem. Helge og jeg så på hinanden.
“Det kan fandeme da ikke være her!” hviskede jeg,
“ved siden af skolen! Nabohuset til Nylund skole! Det
går ikke! Hold da kæft!”
Helge vurderede situationen. Så mod den store, gule
skolebygning klos op ad det hvide hus, nummer tooghalvtreds.
Nærmeste nabo var skolegården, hvor børnene
legede.
“Hegga! No way!”
Han rystede på hovedet.
“Enig. Toogtres, det er toogtres.”
Vi gik videre. På postkassen til nummer toogtres stod
der Stiansen. Huset var også som det skulle være; hvidt
med termovinduer. Helge så triumferende på mig. Min
vejrtrækning blev roligere. Stiansen, selvfølgelig. Stegasen,
Stiansen. Toogtredive toogtres.
“Ja, det var toogtres!” sagde Helge og ringede på.
Vi hørte en hund gø derinde.
“Selvfølgelig har han hund,” sagde Helge, “det har de,
den slags.”
Nu begyndte jeg at blive nervøs for hvad det var Helge
havde trukket mig ind i. Jeg så skæve narkomaner for
mig med oversavede haglgeværer og hunde.
Der kom en velvoksen mand med skæg ud i døren.
“Stegas?” sagde Helge.
“Hvem?”
“Bor Stegasen her?”
“Hvem?”
Samme smøre igen. Det var forkert. Da vi var kommet
ud på gaden, sagde jeg til Helge at jeg ikke gad mere.
“Hvor er det så? Nu må du selv ringe på, det er for
pinligt, det her, okay?”
Helge gav sig ikke. Så længe der var pot på Storhaug,
så skulle han have fat i det.
“Det er tooghalvtreds,” sagde han og så alvorligt på
mig. “For fanden mand, hvad tror du?”
“Nej! Nej nej nej!” sagde jeg irriteret, “det kan da ikke
være naboen til skolen, er du skingrende skør!”
“Hør her, tag det nu roligt, hør her: Hvad er mere
genialt end at handle med dope i nabohuset til politistationen,
hvad? Selvfølgelig er det tooghalvtreds! Selvfølgelig!
Ingen vil have en mistanke om det!” Helge så triumferende
på mig.
“Det er helt hen i vejret,” sagde jeg, “det er fandeme …
det er Gøg og Gokke-agtigt. For fanden.”
Helge var allerede på vej. Han gik hen til nummer
tooghalvtreds. Jeg haltede irriteret efter. Det her var ikke
til at standse. Hold da kæft. Ved siden af skolen. Nabo
til skolen. Helge gik op mod huset. Heldigvis var der
ingen børn i skolegården.
Jeg stillede mig på god afstand af huset og røg en smøg,
216 217