MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

12 FALSK
jag är pojken
som sköt raketen
i min egen hand
Kent
“DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien,”
sagde Svendsen med begejstring i stemmen.
Jeg forsøgte at koncentrere mig.
“Hvad siger I?” sagde han og udfordrede os med blikket.
Det var første time. Svendsen kørte sig selv op, han
producerede adrenalin i bøtter og spande, og blodsukkeret
steg jo længere han kom ind på sit yndlingsemne:
Virkeligheden. Jeg følte stor sympati for den svedende,
samtidsforelskede historielærer med de høje tindinger
og de store briller, men samtidig markerede han den realistiske
grænse for mig. Hvordan ville det gå Svendsen
hvis han en dag fik øje på et spøgelse? Han ville tage et
målebånd frem. I hans kvantificerbare verden var der
ikke plads til en fattig fantasi som ikke havde rod i historiske
processer. Selvfølgelig elskede han spekulation, men
det var spekulation af typen: “Spørger I mig, så er apartheid
overstået om, ja, lad os sige tredve år.” Han ville
være totalt afvisende over for den teori biologilæreren
begejstret gengav, når klassens nørd, Idar, spurgte og
gravede i dyrs hørelse og dyrs stemmer. Er larven for
eksempel stum? ville han vide. Det fik læreren til at fortælle
en besnærende historie om snegle. Der skal have
været en forsker som samlede ekstreme mængder af snegle
på samme sted. Mange tusind snegle, sorte og brune. Han
indhegnede dem så de ikke havde nogen flugtmulighed,
lagde dem oven på hinanden og udsatte dem for ekstrem
varme, ekstremt lys. Og som vi ved er snegle glade for
mørke, glade for kulde. Målet med det groteske eksperiment
var at studere hvordan de reagerede når de blev
udsat for deres værste frygt, når de måtte opleve en form
for apokalypse, en form for sneglenes Holocaust, det
værst tænkelige for arten: at samles i et vanvittigt antal
til en langsom, pinefuld død under en åben, brændende
sol. I tortursituationen kom forskeren frem til et forbavsende
resultat. Han stod der, ude på marken foran gården,
og så de chanceløse snegle. Panikken steg da de forstod
at de var fortabte. De begyndte at æde af hinanden,
forsøgte at åle sig ud, men kunne ikke. Men så skete der
noget. Pludselig hørte forskeren en lyd. Et lillebitte pip
der kunne minde om et skrig. Han gøs. Et barneskrig?
Skriget var så realistisk, så menneskeligt, at han først troede
det kom fra nabogården, at det var et barn der lå og
skreg. Men så forstod han hvad det var han havde hørt,
han forstod til sin egen forbløffelse at det lave skrig måtte
komme fra den groteske bunke af snegle han havde foran
sig. Forskeren, der ikke havde ledt efter lyde fra snegle,
men var ude på at studere artens reaktion på total ødelæggelse,
kalkulerede og regnede på det, og kom frem til
at det han havde hørt var de mange tusind snegle som på
et vist tidspunkt havde skreget samtidig under hede- og
lystorturen, formentlig da de selv indså at de alle var
230 231