MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Ingen kan si kæm
ingen kan si kor
men du e der vel?
Ingen kan si ka
og ingen kan si koffor
du e
Yngve rejste sig pludselig, gik hen til anlægget og slukkede
for musikken. Han så ikke vred ud, men det var
tydeligt at han ikke ville høre mere. Da han kom tilbage,
tog han bogen frem han havde hentet i skabet. Jeg
havde set den før. Det var en rød bog, ret stor, på forsiden
stod “Udklipsbog Yngve 12 år,” skrevet med håndskrift.
Omslaget bar indskriften “1984” med en glorie
omkring og var dekoreret med billeder af Big Ben, det
skæve tårn i Pisa, en pyramide og den kinesiske mur.
Yngve begyndte at bladre i den. “Vil du også se den i
dag,” sagde han, ikke som et spørgsmål, men som en
rutine, som om vi faktisk gjorde det her hver dag; mødtes
her, drak saft, hørte en bestemt plade og kiggede i
hans udklipsbog.
“Ja,” sagde jeg.
Jeg kunne skimte togbilletter, biografbilletter, udklip
fra magasiner, mens han bladrede bogen igennem. Det
var tydeligt at han vidste hvad det var han ville vise mig.
Han standsede. “Her,” sagde han og pegede. “Se her.
Det er mig, og det er Simon le Bon.”
Jeg så på fotografiet. Yngve og Simon le Bon. En glad
Yngve og en lidt slidt forsanger.
“Det er mig,” sagde Yngve, “synes du jeg ser åndssvag
ud?”
“Nej,” sagde jeg, “du ser suveræn ud. Det er ham der
ser kikset ud.”
Jeg smilede til ham. Hvor syg er du? tænkte jeg. Hvor
syg er du lige nu? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene.
Var han sådan altid? Var det her Yngves verden, nu som
før? Egypten, nogle gamle minder, en plade han kunne
lide at lytte til?
Yngve behandlede tiden anderledes end jeg, eller tiden
behandlede ham anderledes, det er ikke til at sige. Han
talte som om vi ikke havde været væk fra hinanden i
tretten år, som om det bare var nogle få sekunder siden
vi mødtes i skolegården på Kongsgård, en dag i januar
1990, i januar, som om vi lige var gået derfra i regn og
blæst, på vej ned til byen for at gå på café. Om det var
med vilje han fortrængte tiden så eftertrykkeligt, eller
om han faktisk havde det sådan, det ved jeg ikke. Men
jeg fulgte ham. Jeg ville også gerne have at det skulle
være dagen efter.
“Er du vred på mig, Yngve,” spurgte jeg igen, “jeg
mener, for det jeg gjorde til den fest?”
Han så ikke på mig, reagerede ikke.
“Er du?”
Yngve smilede.
“Skal jeg fortælle dig noget, Jarle?”
Jeg nikkede.
“Hvis du går op på Vålandstårnet i Stavanger,” sagde
han, “så kan du se ud over hele byen. En dag jeg var
deroppe så jeg en masse skyer der mindede om katte,
hunde og dyr. Har du set det? De hang der på himlen.
Og så fik jeg øje på en sky som hang over Rennesøyhornet.
Ved du hvad Rennesøyhornet er?”
424 425