MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Jo, det gjorde det.”
“Herregud! Hold nu op, Katrine,” sagde jeg og drak
resten af øllen.
“Drikker du her?” Hun så bange ud, kiggede nervøst
hen mod døren.
“Det gik ad helvede til,” sagde jeg, “og det ved du godt.”
“Det er kun jer der synes det,” sagde hun og forsøgte
at muntre os op. “Folk synes det gik smaddergodt. Skoleavisen
er her – måske vil de anmelde koncerten?”
Det gav et sæt i Helge og mig. Anmelde det her?
“Det gik drøngodt,” gentog Katrine.
Havde hun slet ikke fattet at det gik ad helvede til
fordi Helge og Andreas var skæve?
Helge rejste sig. “Vi må fandeme ikke håbe de anmelder
den her koncert. Jeg gider sgu ikke sidde her og høre
på alt dit lort, hvornår skal vi til fest? Hvor er det?”
“Vi skal vel se Hekkan først?” sagde Andreas. “Strømsvolden
og de andre?”
“Jaja, men hvor er der fest?” sagde han igen.
“Hos en eller anden Trond,” sagde Katrine, “en fra cklassen,
han bor på Buøy.”
“Olieungen?” spurgte Helge sarkastisk.
Katrine nikkede.
“Det var satans,” sagde Helge. Han løftede øjenbrynene
og nikkede. “Det var satans. Skal vi med? Hjem til
olieungen?”
Jeg pakkede guitaren ned, sagde ingenting, og gik ud i
lokalet. Fandens til folk, tænkte jeg, forbandede kraftidioter.
Jeg fik øje på Yngve, han stod alene op ad væggen,
med en cola i hånden. På scenen stod Ståle Strømsvold
og de andre i Hekkan og stemte guitarer og gjorde sig
klar. Jeg orkede ikke at tænke på dem. At der nu ville
komme et band og gøre det vi ikke havde gjort: Overbevise.
Jeg krydsede rummet og kom hen til Yngve.
Der var måske femten meter derhen. På de femten
meter gik jeg fra irritation, en stærk følelse af at have
dummet mig totalt, til at blive varm, glad, og ikke tage
mig af hvad andre tænkte. Det var som om Yngve slog
en ring omkring sig, og da jeg kom ind i den forandrede
alt sig.
“Hej.”
Kan det være rigtigt?
Et smil, og en person der siger “hej”?
Tre små bogstaver fra en smilende mund?
Mennesket er et latterlig smukt væsen. Det er rigtigt.
“Det gik godt!” sagde Yngve entusiastisk.
Jeg lagde vægten over på det andet ben og trak luft
ind mellem tænderne. “Nej … synes du det? Vi var ikke
helt oppe på beatet.” Jeg så på ham. Jeg ville sige: Hvor
var det dejligt du kom, Yngve. Jeg ville sige: Jeg har
savnet dig, Yngve. Jeg ville tage på ham.
“Jeg kunne se det var ægte,” sagde Yngve.
En utålmodig hånd slog mig på skulderen og rev mig
brat ud af Yngves verden.
“Javel, Jalla, rockstjerne nu?”
Det var Rune, Helges bror. Rune var to år yngre end
ham, en velvoksen femtenårig. Mens Helge var sine jævnaldrende
overlegen, kunne Rune ikke leve op til hverken
sin bror, mor eller far. Han lod som om han var
interesseret i de samme ting som sin bror, deltog i politiske
diskussioner som om han var på hjemmebane, men
300 301