MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

mens jeg kikkede på mit ur. Fire. Djises. At gå her og
lede efter græs midt om eftermiddagen. Det er for galt,
her går grænsen fandeme, tænkte jeg, det her vil jeg ikke
være med til, jeg drikker øl på lørdag, det gør jeg, og
Yngve, han ville aldrig have fundet på sådan noget, det
ville han ikke, jeg drikker øl på lørdag.
“Jalla!” hørte jeg Helge råbe.
Jeg så hen mod huset. Han stod på trappen til nummer
tooghalvtreds og viftede ihærdigt med hænderne.
Jeg så mig stjålent omkring, kiggede mod skolegården
efter børn der spillede baseball eller hockey, men heldigvis
var vejret for dårligt. Jeg sukkede og gik hen mod
ham. Pludselig kunne jeg mærke det i maven, at vi var
ude i noget kriminelt, og jeg krympede mig mens jeg
gik.
“Det er her,” sagde han, og vi gik ind ad den åbne dør,
“du skal ikke sige noget,” hviskede han lige bagefter.
“Hvad mener du?”
Indenfor stod en tynd fyr midt i trediverne. Han så
ret almindelig ud, bortset fra at han var tynd, hulkindet,
indsunkne tindinger og et lidt udstående adamsæble.
“Det er Stegasen,” sagde Helge og pegede, “Jarle,” sagde
han og pegede på mig.
Stegasen nikkede. Så blev han vred.
“Okay. Der er lige en ting her. Ingen kommer til min
dør og spørger efter pot, okay?” Stegasen kom nærmere.
“Jeg aner ikke hvor I har det fra at I bare kan troppe op
her og købe pot, men det er helt uaktuelt, fatter I det?”
Han var helt rolig, men superstreng. Helge smilede
nervøst.
“Helge, du sagde jo …”
“Hold kæft,” sagde Helge.
“Hvor meget skal I have?” sagde Stegasen.
Helge nikkede til mig.
“Ja, for et par hundrede kroner, måske,” sagde Helge
uerfarent, “er det ikke okay?”
“I skal fandeme ikke spørge mig om hvor meget I skal
have,” sagde Stegasen opgivende, “Vorherre bevares, satans
unger, men okay. To sekunder.”
Så forsvandt han op ad trappen for at hente sagerne.
“For satan, Hegga!” sagde jeg. “Hvad fanden har du
gang i!”
“Hold kæft,” hviskede Helge, “forklarer senere.”
Efter at Helge havde taget imod posen og betalt, tog
Stegasen pludselig fat i kraven på ham og trængte ham
op mod væggen. Han stirrede på Helge.
“Er den feset ind?” sagde han roligt. “Er den feset ind?”
Helge nikkede.
“Jaja, selvfølgelig.”
To minutter senere gik vi derfra, nykriminelle, med
en god pose grønt tryllegræs i lommen. Helge var pavestolt.
Han lo og sagde at han bare havde gjort det for at
skræmme mig, han var helt ovenpå, og sagde at på en
eller anden måde er man jo nødt til at skaffe sig en personlig
kontakt, og forklarede hvordan han bare havde
hørt om denne Stegasen og Nedstrandsgata fra nogle
3.g’ere, at han aldrig havde været til fest der, at han bare
havde taget en megachance, at han aldrig havde set fyren
før – “for fanden, selvfølgelig er jeg godt klar over at
man ikke bare kan komme rendende og banke på folks
døre og forlange pot! Tror du jeg er idiot! Man må jo
tage en chance af og til! Og nu har vi en mand, nu har vi
218 219