MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

nis, løb, fodbold. En almindelig dreng. Hverken Unni
eller Steinar Lima havde reageret nævneværdigt da Yngve
var begyndt at opføre sig anderledes i puberteten, det
var vel bare naturligt at han trak sig lidt væk fra kammeraterne,
ikke gik så meget ud, fik længere hår og sad
og grublede. Det gør alle jo i puberteten. De havde heller
ikke tænkt særlig meget over hans pludselige interesse
for Egypten da han kom hjem fra biblioteket med
alt hvad der fandtes om emnet, da han sad på sit værelse
og læste, dag ud og dag ind, om en gammel dødsfikseret
kultur. Det er vel også en sund interesse? Han lå meget
på sengen på den tid, fortalte moren, hun havde ikke
tænkt over det, hvordan Yngve kunne ligge stille på sengen
i timevis, strække ryggen, med et roligt, afklaret
ansigtsudtryk. Selv sagde han ingenting. En dag blev Unni
ringet op på sit arbejde, hun var lærer i en børnehaveklasse
i Haugesund. Det var nabokonen der ringede. Hun
måtte komme hjem. Javel? Hvad var det? Naboen, der
var hjemmegående med to småbørn, havde hørt en masse
bankelyde og støj fra deres have for en lille time siden.
Hun var gået hen til vinduet hvor hun kunne se direkte
ned i familien Limas store have. Ja. Og så? Ja, sagde nabokonen,
Yngve havde fældet alle træerne i haven.
Hvad? Har Yngve fældet alle træerne? Æbletræet? Birketræet?
Rønnen? Ja. Nabokonen havde stået og set på
ham, den spinkle, langlemmede femtenårige der svingede
øksen mod træstammerne. Hun havde først tænkt at
det var noget han var blevet sat til, ja, at nu ville de fjerne
alle træerne i haven inde hos Lima. Men så var hun begyndt
at reagere, for Yngve arbejdede så intenst, næsten
manisk, han så farlig ud, og hvorfor var han egentlig
ikke i skole? Det var jo onsdag? Burde han ikke være i
skole? Så var hun gået ud til ham, med de to små børn
på armen, havde forsøgt at få kontakt med ham som
bare stod der og svingede øksen mod træerne, og til sidst
havde han set op.
“Hvad er det du laver, Yngve?” havde hun spurgt.
“Jeg fælder træerne.”
“Ja, det kan jeg se, men … ja, hvorfor fælder du træerne?”
“De larmer sådan.”
Han var ikke til at standse, havde nabokonen fortalt,
og nu gik han også løs på deres træer, på blommetræet i
deres have, han virkede næsten farlig, havde hun sagt.
Unni havde ikke troet sine egne ører – Yngve, farlig? –
og var sprunget ud i bilen, kørt hjem, hvor hun så det
nabokonen havde fortalt, sønnen der havde fældet træerne
i nabohaven, og deres egen have, træstammer som
lå spredt overalt.
“Yngve, hvad er det du laver?”
“De larmer sådan.”
Det var Yngves første psykotiske anfald, selv om de
senere konkluderede at sygdommen havde udviklet sig
med tiden. Han havde ikke været til at standse, han havde
stået og hugget løs med øksen, truende over for dem der
kom i nærheden, og det endte med at en ambulance standsede
foran huset i Haugesund, og personalet fik overmandet
ham og kørt ham på psykiatrisk afdeling. Træerne
havde larmet for meget for Yngve. Det var begyndt
at knage i dem tidligt om morgenen, et mærkeligt sprog,
en blanding af knagen og snakken, det var som om der
kom en ustandselig ordflom fra haven. Træerne fortalte
410 411