MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

engang havde været forelsket i, manden hun havde fået
mig med, manden mor var bange for, manden som absolut
ikke skulle være her, hos os. Det var ikke os tre, og
det skulle ikke være os tre.
Hvis han så havde været ædru, men det var han selvfølgelig
ikke, det havde han ikke turdet, at komme hjem
til os ædru, nej, han var fuld, og når far var fuld, var han
totalt utilregnelig, han kunne være glæden, festen og viddet,
og han kunne være infamien, aggressionen og volden
selv, og det skiftede hurtigt.
“Jarle! Sara!”
Fars øjne skinnede, blanke og stolte og selvsikre, badet
i væske, røde, om munden havde han sit klassiske
fordrukne smil med ophovnede, røde, fugtige læber. Han
var i en stigende rus, han var stadig aftenens konge. Far
strålede og gav mig et kram.
“Ja! Nu er det vist på tide jeg ser hvordan I bor, ikke,
Jarle? Hvad siger du?” Han så på mor der var frosset
fast på tæppet ved døren ind til stuen. “Ikke, Sara, min
pige, hvad siger du? Ja, nu skal vi rigtig hygge os. I inviterer
mig vel indenfor?”
Far satte sig tungt på en stol i gangen og begyndte at
tage sit fodtøj af.
“Terje,” sagde mor rystet, “du skal gå, du skal …”
“Nej, for fanden,” far hævede stemmen mens han holdt
den ene sko i hånden, og truede mor med den, “nu har
jeg fandeme ikke set dig i to år, og drengen er jo holdt
op med at besøge mig, og så vil du til at smide mig ud
igen? Kom nu, så vi kan være en familie igen, ikke?”
Far sparkede den anden sko af og krængede den mørkeblå
habitjakke af, som han gav mig. Jeg tog stumt
imod. Jeg var jo den lille søn, jeg magtede ikke at gøre
noget.
Mor rykkede ind i stuen da far kom mod hende. Jeg
fulgte paralyseret efter, med fars jakke i hænderne.
“Jaja,” sagde han og så sig om, “her har du fået det
fint, kan man se, ja, konen kan klare sig selv, det er godt.”
“Terje, du skal gå,” sagde mor igen. Hendes stemme
var lille og spag, selv om jeg ved hun prøvede at være
stærk, være hård og myndig, få overtaget, som hun
gjorde i krigsårene før skilsmissen.
Han gik pludselig hen til hende. Jeg så hans ansigtsudtryk
ændre sig, og jeg mærkede hvordan mine hænder
rystede og strammede sig om habitjakken.
Far havde den evne, som kun få har, at kunne nedlægge
sine omgivelser med ansigtet; smiler de, så gnistrer
øjnene, og verden smiler tilbage og føler sig tryg.
Ser de vrede ud, strammes musklerne i ansigtet, kæberne
spændes, øjnene bliver iskolde og hårde, og verden bliver
bange. Og nu ændret han sig, lynhurtigt, som et dyr,
et fordrukkent dyr, og nærmede sig mor. Jeg mærkede
mine mundvige dirre, jeg var rasende og bange på én
gang, mens jeg hørte far sige:
“Sara, jeg er fandeme så træt af det her. Nu er det nok.
Forstår du det?”
Hvorfor var der ingen af os der sagde noget?
Far lagde en hånd på mors skulder, og mor krympede
sig under ham. Det her magtede hun ikke. Først havde
hun brugt flere år på at ruste sig til den store krig mod
far, som hun på sin vis havde vundet, med hjælp fra
barnesoldaten Jarle og sin allierede Ragnhild, og så havde
hun brugt lang tid på at bygge sig selv op, som Sara
132 133