MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Hvem var det?”
“Katrine,” sagde jeg og gav hende et kram. Så spiste vi
aftensmad, mor og jeg. Vi talte ikke så meget, smilede
bare usikkert til hinanden og mærkede efter hvad der
var ved at ske. Jeg forsøgte at skubbe tankerne om far
ud af hovedet.
Lidt over halv elleve ringede telefonen igen. Bange for
at det var far der havde mere at sige, med et svagt håb
om at Yngve stadig kunne nå at ringe, rejste jeg mig og
gik ud i gangen.
“Sikkert Katrine igen,” løj jeg for mor og lukkede døren
bag mig.
Jeg tog røret. “Ja, hallo?”
“Træffer jeg Jarle Klepp?” En nøgtern mandsstemme.
“Ja, det er mig der hedder Jarle.”
“Jeg hedder Arne Torkildsen.”
Jeg studsede. Arne Torkildsen? Kendte jeg nogen Arne
Torkildsen?
“Ja?”
“Jeg har en regning til dig,” sagde mandsstemmen, han
var stadig lige kold og uengageret.
“En regning til mig?”
“En knust rude, en tagdug til en Opel, et skindsæde,
ødelæggelser på badeværelse,” sagde han.
Der blev stille. Åh, for fanden. Tronds far.
“Det …,” begyndte jeg, mens hjernen roterede for at
finde en god undskyldning der kunne få mig til at falde
til ro, “det ...”
“Ja?”
Jeg gav op. “Ja,” sagde jeg. “Beklager. Hvor meget er
den på. Regningen?”
“Den er rundet ned til tyve tusind.”
Jeg måtte synke en gang. Tyve tusind kroner.
“Må jeg spørge hvordan du er kommet frem til at det
er mig der skal betale den regning?” spurgte jeg og hostede.
“Nej, det er uvæsentligt. Vil du da protestere?”
“Nej,” sagde jeg handlingslammet, “det vil jeg ikke.”
“Du har sikkert nogen du vil dele den med,” sagde
han tørt. Jeg svarede ikke.
“Og så regner jeg med at vi ikke ser jer herude hos os
igen. Er det en aftale?”
“Ja,” sagde jeg spagt.
“Så skal jeg bare lige have din adresse,” sagde han.
Jeg gav ham den.
“Jeg håber du tænker over din opførsel,” sagde Torkildsen.
“Og jeg håber du tænker over hvordan din søn har
det,” sagde jeg roligt.
“Hvad for noget?”
“Du hørte godt hvad jeg sagde, jeg håber du tænker
over hvordan din søn har det, hvordan det samfund du
lever i er, og hvilken forbandet udbytter du er.”
Han lagde på.
“Hvem var det der ringede?” spurgte mor.
“Bare Helge,” sagde jeg.
Tyve tusind. Okay. Det var tyve tusind delt med tre,
næsten syv tusind til hver, til Rune, Helge og mig, hvis
vi delte lige over – selv om Helge havde ødelagt mest.
Syv tusind. Hvor fanden skulle jeg få syv tusind fra? Jeg
ville ikke fortælle det til mor, så hvor i alverden skulle
jeg få syv tusind fra?
364 365