MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

arbejde han måtte tage med hjem, som han sad og arbejdede
med om aftenen, og det fungerede ikke, sagde han,
med al den støj fra kælderen.
“Må vi isolere rummet?” havde Helge spurgt.
“Isolere?”
“Ja, med æggebakker og filt?”
“Glem det,” havde faren sagt.
“Glem det,” sagde Helge i Kvernevik-bussen. “I kælderen?
Tror du min far går med til det? Og hvorfor
fanden skal det lige være hos mig?” sagde han, selv om
han godt vidste at vi hverken kunne være hos Andreas,
der boede i blokkene ved Lassa-banen, eller hos mig, for
mor havde ikke fået kælderen sat i stand endnu.
Vi så på ham.
“Ellers bliver det uden mig,” sagde jeg og pressede
Helge.
“Så må vi skaffe en ny forsanger,” sagde Helge vredt.
“Så har I heller ingen numre I kan synge, jo, to måske,”
sagde jeg og mærkede hvor anspændt jeg blev mens
bussen kørte op ad bakken til Revheimskirken.
“Det var fandens,” sagde Helge, “fandens fandens fandens.”
“Spørger du så?” sagde jeg.
“Jaja, jaja, stop en halv.”
Nu havde Helge en opgave. Han måtte handle hurtigt.
Det skulle klares inden mandag aften klokken seks.
“Og hvis det ikke går, så finder du et andet sted vi kan
øve fra mandag til lørdag,” sagde jeg, “vi må også øve
lørdag formiddag, før lydprøven.”
“Hold da kæft!” sagde Helge mens Andreas trykkede
på stopknappen. “Skal det nu være mit ansvar? Vi kan
ikke betale for øvelokale i en hel uge, er du fuldstændig
vanvittig!”
“Nej,” sagde jeg, “det er derfor du skal ordne det med
din far.”
Vi stod af bussen. Jeg smilede for mig selv, for jeg
kunne mærke at Helge og jeg kørte i samme tog igen, vi
havde noget sammen, vi skulle planlægge et projekt sammen,
vi havde brug for hinanden.
Helge standsede og fiskede en smøg frem, så kikkede
han pludselig på os: “Hvad med udstyr? PA?”
“Vi tager det med vi har, resten låner vi af Ståle og
dem,” sagde Andreas.
Vi krydsede vejen, det var allerede mørkt, det var
koldt, det blæste gennem marv og ben da vi begyndte at
gå ned ad bakkerne mod beskyttelsesrummet hvor vi
øvede. Ingen af os sagde noget. Mit hjerte bankede, og
det kogte mellem ørerne på Helge, selv Andreas gik hurtigere
end han plejede.
Ingen af os sagde noget før vi var kommet ned for
enden af bakken.
“Spillejob,” sagde Helge stolt.
“Jah,” sagde Andreas.
“Det er nu det hele begynder,” sagde Helge.
Vi øvede som tre panikslagne heste den aften. Vi piskede
hinanden og skruede tempoet op på alle numrene
og blev antagelig endnu mindre samspillet end vi var
før.
Da klokken var halv elleve var vi blevet enige om
følgende sæt på otte numre, med to i baghånden, hvis vi
skulle blive ved lidt længere:
186 187