MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Ja, for fanden,” sagde jeg.
Et bedre samfund.
Jeg havde aldrig hørt nogen sige det på den måde før.
Vi talte om et bedre samfund. Et samfund hvor ingen
tjente mere end 400 000 om året – “og så strækker jeg
mig fandeme langt,” sagde Helge, “langt.” Et samfund
hvor alle havde lige rettigheder. Et samfund uden børs
og aktier. Et samfund hvor alle ejede deres eget arbejde,
skabte deres egne værdier, fandt deres egne pladser. Et
samfund hvor der var nogen som satte grænser for hvad
en bolig måtte koste, hvor der var grænser for hvad folk
kunne profitere på. Et samfund hvor folk brugte sig selv,
og ikke blev brugt.
“Er du socialist?” spurgte jeg med store øjne.
Helge rystede på hovedet.
Jeg blev forvirret. Var han ikke socialist? Var det ikke
det far altid havde advaret mig imod, socialisterne? Jeg
havde aldrig mødt en socialist før, og nu viste det sig at
Helge heller ikke var det?
“Kommunist,” sagde han, “med klare anarkistiske
træk.”
Jeg savner samtalerne med Helge. Jeg savner vores
drømme. Jeg savner den dag hvor vi gik over Jæren gennem
regnen, i timevis, og blev mere og mere våde, før
vi til sidst endte på en landevej og kom op at køre med
en fårehyrde til togstationen i Nærbø, hvor vi talte hele
tiden, om et bedre samfund, hvor vi stak af fra de andre,
tog toget ind til byen, vadede drivvåde ind på Folken og
lagde vores blåfrosne fingre om de varme kaffekopper,
hvor vi nød at have givet pokker i de andre, der gik
oppe på Jæren og ledte efter Helge og Jarle, som var
forsvundet, som skabte et stort postyr, de ringede til
politiet, ringede til Helges forældre, ringede til mor, der
blev helt hysterisk og dødbange og forestillede sig at jeg
lå forfrossen og død ude på heden, mens vi, Helge og
Jarle, sad på Folken, blå af kulde, godt tilrøgede, drivvåde,
og fortsatte med at tale over den dårlige kaffe der
smagte bedre end nogen anden kaffe. Jeg havde fået en
ven. Jeg havde pjækket fra skole. Jeg var begyndt at ryge.
Jeg drømte om et bedre samfund.
Da jeg kom hjem den aften, mødte far mig i døren.
Han var stiktosset og kold. Spurgte om jeg var klar over
hvad jeg havde gjort, tog mig i nakken, trak mig ind i
stuen hvor mor sad i sofaen og græd, pegede på mor og
sagde “se! se! se hvad du har gjort!”
Jeg kunne ikke angribes, jeg var ligeglad. Jeg havde sat
hele huset på den anden ende, men jeg var ligeglad. Jeg
lod far give mig en overhaling, og jeg lod mor sidde og
græde – de havde sikkert en følelse af at stå sammen den
dag, deres søns frygtelige skridt ud på skumle stier, og
det havde de jo sjældent.
“Ryger du hash, Jarle?” hulkede mor henne fra sofaen.
Jeg var fristet til at sige ja, men jeg havde jo ikke røget
hash endnu, så jeg sagde nej.
“Ned på værelset med dig,” råbte far. “Nu!”
Det var en utrolig god dag.
Og nu sad jeg der, to år efter, foråret 1990, og det var
begyndt at knirke mellem Helge og mig. Den sidste uge
havde det hele knirket, jeg havde forandret mig på nogle
få dage, og far kom væltende ind ad døren hjemme hos
mor og mig. Jeg skulle ikke have det sådan, vel? Og
Katrine, var hun ikke min dame? Herregud, denne
156 157