MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Jeg var rasende, men jeg sagde “ja”, og jeg vidste at
sådan blev det; jeg ville tage hen til ham om et par uger,
overnatte hos ham, og vi ville begge lade som ingenting,
far ville føje mig, jeg måtte gøre lige hvad jeg ville, og
jeg ville tjene godt med penge på at være hos ham. Sådan
ville det gå. Som om der slet ikke var sket noget. Mens
mine kammerater måtte have ekstrajob for at få råd til
at drikke, købe fjolletobak, bøger eller plader, så tog jeg
hjem og “arbejdede” hos far. Jeg tog altid hjem et par
tusind kroner rigere. Jeg kan huske jeg plejede at regne
timelønnen ud. Hvis jeg kom fredag aften, sådan cirka
ved 9-tiden, regnede jeg det som tre arbejdstimer før vi
gik i seng. Så om lørdagen var det syv arbejdstimer, på
daghold, hvor jeg måtte gøre et eller andet røvsygt sammen
med far. Og så var det knapt fire, højst fem timer
om søndagen før han kørte mig ind til byen og satte mig
af ved Atlantic. Det blev cirka fjorten timer i alt. To
tusind divideret med fjorten. Ret god timeløn.
Jeg kunne mærke hvordan mine læber dirrede, og det
eneste jeg ville var at give far et kram.
Far gik ud i vinden. Inde i stuen sad mor i den grønne
lænestol. Jeg satte mig i sofaen ved siden af hende. Hvad
skulle vi sige? Mor sukkede.
“Det måtte jo ske en dag,” sagde hun. “Jeg vidste det
måtte ske en dag. Uanset hvor jeg er, så vil han dukke op
en eller anden dag.”
“Ja,” sagde jeg.
“Men hvordan er det når du besøger ham?” spurgte
hun.
“Det er bare … lidt kedeligt. Det er ligesom ikke rigtig
far.”
“Hm.”
“Det er ikke noget vi skal tale om.”
“Hm.”
“Men det var far der var her nu,” sagde jeg.
Mor rejste sig, gik ud i køkkenet og satte kaffe over.
“Han var her også en anden gang,” råbte jeg.
Hun kom ind igen.
“Hvad siger du?”
“Han har været her før,” sagde jeg.
“Har han?” Mor så forbavset på mig.
“Ja, det var lige efter at vi var flyttet ind. Jeg var
hjemme fra skole af en eller anden grund, og du var på
arbejde. Jeg sad hernede i stuen og spillede plader, jo, jeg
var syg, ja … jeg sad altså her og spillede plader, og så
stod jeg ved vinduet, og pludselig så jeg far.”
“Her?”
“Ja, udenfor. Han stod lige uden for vinduet ud til
gaden og så på huset. Jeg kastede mig ned på gulvet, gemte
mig under vindueskarmen og håbede han ikke kunne se
mig. Jeg var dødbange. Det var lige efter skilsmissen, så
…”
“Så han dig så?” spurgte mor.
“Jeg ved det ikke. Vi har aldrig talt om det. Så jeg tror
det ikke.”
“Hvad ville han så?”
“Det ved jeg ikke. Jeg tror bare han ville … ja, se huset,
måske. Se hvor du boede.”
Mor hentede kaffen. Klokken var blevet elleve.
“Skal du gå nu? Ringe til Helge?” spurgte hun ude fra
køkkenet.
“Nej,” sagde jeg, “jeg orker det ikke.”
140 141