MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

fortabte, at de ville omkomme der, at de ville dø og
tørre ind på sletten uden for den spanske bondegård hvor
han havde samlet dem en varm sommerdag. Og pludselig
havde forskeren indset hvordan hele verden er fuld
af kaglen og ævlen, snak og mumlen. Selvfølgelig taler
de, selvfølgelig taler alle, det er bare os, menneskene, der
har så ufattelig dårlig hørelse, det er os, menneskemonsteret,
der vakler omkring på to ben, der går og
brøler hele tiden, der er udstyret med ekstremt dårlig
høreevne. Det handler om et andet tale- og høreregister
end vores; sneglene er ikke stumme. De taler hele tiden,
de græder, de ler, og de skriger, men der skal altså en
enorm kraftanstrengelse, og flere tusind snegles synkrone
angstskrig til, for at vi kan høre dem. Så det er klart at
hvis vi havde opereret på samme tale- og høreniveau som
dem, ville vi stadig have hørt sætninger som “har du
været på kålmarken i dag?” hvis vi gik på landevejen,
det ville småsnakke og kagle fra haven hver eneste kølige
aften, “åh ja, sikke en herlig brise, ikke?”, når sneglene
var ude og slappede af.
Snegleforskeren blev aldrig den samme efter det eksperiment.
Mens han før havde betragtet mennesket med
en slags stolthed, så han nu næsten ingen værdi i os. Han
forstod hvor grundigt snydt vi var blevet, hvordan de
andre arter på kloden lo af os, sneglene som var os kapitalt
overlegne hvad hørelse angik, antiloperne der kunne
spadsere ved siden af os i behageligt tempo når vi løb så
hurtig vi kunne – og hvad med mågerne, havde han sagt,
hvad med dem? Har du set hvad der sker når du renser
en fisk? Når du står på en bro, inderst i fjorden, og fører
tollekniven mod fiskens bug, hvad sker der så? Sekundet
efter at du har åbnet bugen, er fjorden fuld af måger, de
kredser over dit hoved, de skriger og hviner, og for nogle
få sekunder siden var de der ikke, der var ingen – ingen –
måger i sigte, men så har de lugtet fisken du sprætter op,
og bevæget sig lynhurtigt, med utrolig præcision, hen
til broen hvor du står. Vi har ikke en chance mod disse
dyr. Vi har ikke en chance. Forskeren mistede modet.
Han blev siddende og kiggede rundt, sagde biologilæreren,
stirrende på naturen, og alt hvad han så, var sin
egen utilstrækkelighed. Stemmerne han ikke hørte. Lugtene
han ikke fornemmede. Synene han ikke så. Følelserne
han ikke følte. Han følte sig afstumpet, utilstrækkelig,
og han blev bange. Angst kommer af at vide at der
findes noget derude som man ikke kan se, høre, lugte
eller føle. Hvis man ser alt det der findes, er man ikke
bange. Små børn ved det. De er bange for det der er
nede i kælderen, i mørket. For den stakkels snegleforsker
blev hele verden barnets kældermørke, han blev klar over
det der ikke findes, det vi aldrig kan se, høre, føle eller
lugte, og det blev umuligt for ham at gå gennem en park,
det blev umuligt for ham at styre en båd, for parkens
blomster talte, og han kunne ikke høre hvad de sagde,
hvilke udspekulerede planer de lagde, for havets dyb bar
på hemmeligheder som for altid skulle være hemmelige.
“Ja,” sagde biologilæreren, “hele verden kagler løs.”
“Han tager gas på os,” sagde Helge og lænede sig over
mod mig, “det er bare noget han finder på.”
I modsætning til biologilæreren, der havde sans for
spekulative teorier som der ikke altid var lige meget hold
i, og som havde en grænseløs fascination af verdens hemmeligheder,
størrelser og fænomener som endnu ikke
232 233