MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

am Yngve, eller noget i den stil. Spurgte om vi måtte
tage et billede. Af ham og mig. Mor blev genert, kan jeg
huske, for det var hende der skulle tage billedet, jeg tror
hun prøvede at undskylde over for le Bon, noget i retning
af ‘kids, you know’, som om han var en alvorlig
gammel mand der var flov over hvem han var.”
“Det var han selvfølgelig ikke,” sagde jeg og lo. “Han
kunne godt lide det, ikke?”
“Selvfølgelig!”
“Hold da kæft,” sagde jeg og så på billedet igen. “Det
er fandeme godt,” sagde jeg.
“Ja, er det ikke?”
I 1990 var Jarle ret langt fra sin barndomsfascination
af bands som Duran Duran. Den Jarle der sad på sofaen
hos Yngve havde ikke skænket disse firserbands en tanke
i flere år, og hvis han havde, havde det været med foragt.
Det var noget jeg havde lagt bag mig. Så da jeg fik en
af de største repræsentanter for det jeg nu betragtede som
et musikalsk lavmål, for kapitalistisk yuppiedekadence
og brutal amoral, i et album hos Yngve, var det meget
underligt. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg skulle
takle det.
“Duran Duran,” sagde jeg. “Jamen, jeg kunne også godt
lide Duran Duran – altså, dengang.”
Yngve så usikkert på mig. “Ja … de er gode, ikke?”
Jeg så på ham, og det var ikke flovt for ham at kunne
lide Duran Duran. Han kunne faktisk godt lide Duran
Duran. Var det muligt?
“Ja, de er nogle af de få der stadig står distancen,” sagde
jeg, for ikke at skuffe ham, men i samme øjeblik jeg sagde
det, begyndte jeg at tro på det. Jeg begyndte øjeblikkelig
at forfølge tanken, og fandt den rimelig: bør jeg ikke
lytte lidt til Duran Duran igen? Har jeg egentlig lyttet
til dem de sidste par år? Ved jeg overhovedet hvad jeg
taler om når jeg siger at jeg ikke kan lide dem? Jeg blev
engageret.
“Jeg mener,” sagde jeg, mens vi så på billedet af Yngve
og le Bon, “kan du huske New Moon Monday? Utrolig
fængende popmusik, ikke, ligesom Beatles.”
Han kunne ikke helt huske sangen og blandede den
sammen med et andet Duran Duran-hit, New Religion.
“Jeg kan bedst lide den der The Reflex,” sagde han,
“men det er sikkert bare fordi det var den første jeg fik.
Jeg fik singlen da vi var i Birmingham. Mor og far købte
den til mig efter at jeg havde mødt le Bon, i det samme
indkøbscenter, faktisk. Vi fandt den i HMV. Jeg har den
sikkert et eller andet sted, en lidt gul eller beige farve
med nogle streger på forsiden, og med koncertbilleder
på bagsiden.”
Jeg var lidt skuffet over at Yngve, når vi nu skulle til
at tale om musik, når han nu havde mødt en verdensstjerne,
vidste så lidt om det og var så skødesløs i sin
omtale af det. Men ok – jeg huskede jo også The Reflex
endnu, det havde været en af mine favoritter som barn,
ligesom The Wild Boys med den fjollede Mad Max-agtige
video.
Mine singler, tænkte jeg, mine gamle singler. De lå et
sted oppe på loftet, 45-skiverne fra 80’erne. Mens andre
tolvårige brugte deres sparepenge på superheltblade eller
fodbold, brugte jeg dem på 45-skiver. Herregud, tænkte
jeg, de gamle singler. Jeg havde en ret præsentabel samling
af 45-skiver fra 80’erne, og som mange andre drenge
76 77