MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Mor gik op ad trapperne.
“Mor …”
Jeg hørte døren lukke ind til soveværelset.
Forudsigeligheden i en personlighed, den der gør at vi
kan forudsige hvordan dem vi kender vil opføre sig i
givne situationer, forsvinder når personen selv bliver
udsat for noget uforudsigeligt. Så forsvinder sikkerheden,
den psykiske ustabilitet tager til, personligheden begynder
at skrante, som om det kun er skelettet der er
tilbage. Sådan var det formentligt for mor de første dage
efter at hun havde fået besked på at de “var nødt til at
afskedige hende”. Hun holdt stædigt fast i sin gamle optimisme,
malede alt lyserødt for at komme gennem dagene,
men der skulle ikke ret meget til for at vælte hende.
Et lille løftebrud var nok. Hvad skulle hun nu fylde sin
eftermiddag med? Når hun ikke engang var betydningsfuld
nok for mig?
De næste timer, mens det blev mørkt udenfor, mens
regnen faldt og vinden aftog, sad jeg i stuen og røg. Foran
mig lå matematikbogen opslået, men jeg kunne ikke
koncentrere mig om at læse. Jeg forsøgte at høre plader,
men det kunne jeg heller ikke. Jeg bladrede mig åndsfraværende
gennem Stavanger Aftenblad, prøvede at læse
en artikel som fortalte at der gik rygter om at Gorbatjov
havde planer om at træde tilbage som partichef, men jeg
kunne ikke koncentrere mig, jeg forsøgte at læse om
nogle rester af en kæbe, nogle ryghvirvler og en albue
som var blevet fundet da de foretog udgravninger under
kirkegulvet i Domkirken, men verden ville ikke fæste
sig til mig. Jeg sad der og røg, jeg var tosset på Katrine,
på Helge, og jeg begyndte at blive irriteret på mor. Her-
regud, kunne hun ikke tage sig lidt sammen? Hun var jo
ikke nogen lille pige mere? Hun havde levet, hun havde
arbejdet i flere forskellige virksomheder siden 60’erne,
hun vidste hvad det drejede sig om, og når hun gik ind i
oliebranchen uden at være fagligt organiseret, ja, så var
det vel hendes egen skyld? Det gik jo ikke i længden at
skyde skylden på far, når hun selv havde været konservativ
halvdelen af sit liv, så måtte hun betale for det – og
hvad var det hele egentlig for noget? Først sidder hun
der og forsvarer de skvadderhoveder der har givet hende
et los i røven dagen efter at de kneb hende i den samme
bagdel, og så skal hun pludselig krænge over som en anden
jolle, gå i seng bare fordi hendes søn ikke kan være
sammen med hende? Skal hun nu gå rundt og surmule i
stedet for at tage sig selv i nakken, stå op, søge nyt job?
Okay, der er måske ikke ret mange ledige stillinger, men
tror hun at de få der er kommer flyvende af sig selv?
Tror hun for alvor at de vil ringe fra Amoco? At Bærheim
vil ringe og sige at han fortryder? Jeg foragtede hende
for det; dumme kælling, sagde jeg for mig selv, der skal
rode mig ind i alt det her, se for fanden da at få styr på
dit eget liv.
Det er mærkeligt. Hvis jeg havde hørt om arbejdere i
Nicaragua der havde mistet deres job fordi de var blevet
udbyttet af et multinationalt selskab, ville jeg have været
i stand til at kaste alt hvad jeg havde i hænderne,
sætte mig i det første fly og tage derned for at hjælpe.
Men når arbejdsløsheden kom vandrende ind ad døren
herhjemme, i trygge Norge, med mor under armen og
slap hende som en bylt på tæppet, var jeg ude af stand til
at se krisens omfang. Havde jeg læst om mors historie i
248 249