MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

Helge og Andreas så på hinanden, på den måde som
kun folk der har røget marihuana kan. De lo. Der opstår
et helt særligt fællesskab mellem to unge fyre der har
røget pot, det er latterens fællesskab som parkerer uvished,
nervøsitet, det kan føre hvem som helst sammen;
hvis Reagan og Bresjnev bare havde mødtes til selv en
meget lille bønne, ville de være kommet hjem med vanvittige
nedrustningsaftaler først i firserne. Men disse aftaler
ville også have været upræcise. De ville se utrolig
godt ud i Bresjnev og Reagans øjne, i hvert fald så længe
de havde pot i kroppen og var milde som lam mellem
ørerne, men for resten af verden ville traktaterne se ud
som børnetegninger.
Er det ikke det der sker når man bliver venner? Ligesom
når man bliver forelsket? Man bliver upræcis og
urealistisk. Man mister sin kritiske sans, sin selvkritik,
lader ting passere som egentlig ikke holder mål, bare fordi
man er glad. Bare fordi man mærker lykke, og som alle
ved er lykke tæt forbundet med dumhed. Det var hvad
der sad foran mig, to unge fyre der spillede i band sammen,
der knapt kendte hinanden, begge forandret til hinandens
bedste venner, begge skråsikre på at alt var superfint,
at intet kunne skade dem, at alt ville gå godt.
“For fanden da, Jalla,” sagde Helge igen,” der er noget
jeg må sige …”
Herregud, nu kom betroelserne.
“En ting,” fortsatte han leende, “du er fandeme blevet
så corny på det sidste – og så den frisure du har anskaffet
dig! – men nu lægger vi det bag os, okay? Ja. Nu kører
vi. Mathias Rust Band! Hold kæft, sikke et navn!”
Jeg prøvede på at blive ved med at være alvorlig. Jeg
vidste at det ikke var godt at forsøge at rive dem ud af
rusen; det værste der kunne ske var at de fik en nedtur
mens vi spillede. Men jeg ville vide hvad jeg stod over
for.
“Okay,” sagde jeg. “Jeg vil skide på hvad I har haft
gang i. Jeg vil bare gerne vide én ting: Hvor meget I har
røget? Har I drukket øl?”
Helge stak hånden ned i lommen, fiskede efter posen
med pot.
“Nej, nej! For helvede! Læg den ned igen!” sagde jeg.
“Det her er en fritidsklub! Der kommer børn her!”
“Okay, okay,” sagde Helge. Andreas fniste. “Nej, Anni,
hvad siger du?”
“Godt, skide godt!” sagde Andreas.
“Et par joints,” sagde Helge og smilede.
“Og en dåseøl,” sagde Andreas stolt.
Børn. Små børn. Der sad to små unger foran mig, lykkelige
over at kunne fortælle far hvor mange bakteriebefængte
tyggegummiklumper de har samlet op fra jorden
og proppet ind i munden. Forstanden var taget på
ferie og havde sat idiotiet til at passe på huset.
Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller opgivende
fordi de også havde drukket øl. Når hundrede og et er
ude, kan det af og til være godt nok at hundrede og to
også står for døren. Jeg forsøgte at konsultere mine egne
små erfaringer på området. Jeg havde et noget irrationelt
forhold til alkohol og dope. På den ene side havde jeg
det ligesom de fleste af mine jævnaldrende – hvis man så
bort fra de kristne piger, jeg kunne godt lide at koble
hjernen fra i weekenderne, lamme kroppen og blive fuld.
Så enkelt var det. Mennesket kan godt lide at blive tåbe-
290 291