MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

når mor ønskede at tro på mig og altid tænkte at jeg
talte sandt, ville Ragnhild tage det modsatte standpunkt:
det er altid værre end det han fortæller. Hun havde ingen
illusioner om den opvoksende generation.
“Ja vi hutler os igennem her,” sagde jeg. “Har vi noget
mad?”
Mor nikkede. Jeg gik hen til køleskabet.
Fra køkkenet så jeg Ragnhild læne sig frem mod mor
og tage hendes hænder i sine. De sagde ingenting til hinanden.
Begge havde tårer i øjnene, men i modsætning til
sidste gang hun var her, da mor var nede til tælling og
rystede nervøst med kaffekoppen i hånden, så hun stærkere
ud i dag. Jeg smurte noget morgenmad, og med
ryggen til dem mærkede jeg igen den følelse af at der sad
en stærk kvindealliance bag mig, som jeg ikke kunne være
en del af.
Ragnhild gik ud i gangen. Mor fulgte efter.
“Gør du det så?” sagde Ragnhild.
“Ja.”
“Der er ikke noget at være bange for. Det ved du. Det
er ingen skam. Hører du?”
“Ja.”
Jeg så der var gang i noget da jeg kom ind i stuen. Mor
sad ligesom og ventede på mig. Jeg satte tallerkenen og
mælkeglasset på stuebordet og så på hende. Ja? Hvad er
der? Sig det nu, mor.
“Vi har ikke mere toiletpapir,” sagde jeg og tog en bid
af brødet.
Mor nikkede. Jeg så på hende. Sig det nu, mor.
Det kom et kvarter senere.
“Jeg har brug for din hjælp, Jarle.”
Ikke andet?
“Selvfølgelig.”
“Jeg har brug for din støtte til noget,” sagde hun.
Ikke værre? Var der noget jeg ønskede så var det at
kunne støtte nogen, der var ikke noget der var bedre for
min sønderrevne samvittighed, magtesløshed og elendige
selvfølelse end at kunne hjælpe nogen.
“Selvfølgelig, mor,” sagde jeg igen, “til hvad?”
Så begyndte hun at græde. Øjnene lukkede sig, og mor
græd en stille gråd i sofaen foran mig. Hun hulkede forsigtigt,
brystet hævede og sænkede sig, mundvigene trak
nedad, og hun snøftede hver gang hun trak vejret.
“Jamen, mor, hvad er der?”
“Jeg har brug for hjælp, Jarle,” fik hun frem.
“Jaja, jeg er her, hvad er det?”
“Du må gå med,” sagde hun.
“Jaja, hvad er det, hvor, hvor skal jeg gå med dig hen?”
“På Arbejdsformidlingen.”
“Ja – er det så slemt?” slap det ud af mig. “Er det det
du sidder og græder over? At du skal på Arbejdsformidlingen?”
Mor åbnede øjnene og stirrede på mig gennem tårerne.
Nu var hun ikke ked af det. Hun så hårdt på mig. Hvad
var det her? Hvad havde jeg nu gjort? Hun rejste sig,
stod foran mig.
“Ja, Jarle,” sagde hun vredt. “Det er det din mor græder
over. At hun skal på Arbejdsformidlingen i morgen.
Derfor vil hun gerne have dig med.”
Så gik hun ud i gangen og tog overtøj på. Jeg råbte
efter hende mens jeg spurtede rundt i hovedet efter en
håndfuld forståelse der kunne få mig til at begribe hvad
354 355