MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ste, der var så stille. Om Lalla, den ældste pige der var
reservemor for de små, vaskede deres tøj, læste lektier
med dem. Mens morfar behandlede hendes ryg, mens
mormor gav fodpleje, lå fru Hansen fra Avaldsnesgata
på Storhaug og fortalte. Ja, vi kunne jo ikke vide det,
sagde mormor, så frisk som hun altid var. Vi anede jo
ingenting om det, sagde mormor, at fru Hansen havde
mistet alle sine fire børn, én til alkoholen, én til kræften,
én i en togulykke, og den sidste blev klemt ihjel på arbejdspladsen,
mellem to store jernstænger. Vi kunne jo
ikke vide det, siger mormor, og det var ikke fru Hansen
selv der fortalte det, nej, det kunne hun aldrig have fundet
på, ligesom det heller ikke var hende selv der sagde
at hun regelmæssigt blev slået af sin mand. Fru Hansen
fra Avaldsnesgata på Storhaug. Hun var en fin dame,
siger mormor, altid så pæn i tøjet og med venlige øjne,
og hun ser stadig lidt forbløffet ud når hun fortæller
det, som om hun næsten ikke kan tro på at det var sådan
det var.
Når mormor fortæller om fru Hansen, tænker jeg
altid på mor og alle de mennesker hun møder i sin hverdag,
på jobbet, i butikken, overalt hvor hun færdes, som
ser en solstråle i min mor, altid i godt humør, altid et
venligt ord til andre og aldrig et ondt ord om sit eget
liv. Min mor som aldrig er syg, som aldrig er sendt til
tælling.
Tirsdagen blev et ekstremt ræs. Helge hev mig rundt
på hele skolen i hvert frikvarter, ind til byen for at hente
MRB-badges han havde fået lavet, og han satte Katrine
til at dele flyers ud. Han talte med redaktøren fra skoleavisen,
pressede ham benhårdt for at de skulle anmelde
koncerten på lørdag – “hvor mange bands har vi her på
skolen som skal spille live?” Han fløj rundt som en hoppebold,
han kørte på, han gav alt hvad han havde i sig
for MRB, og jeg hang på. Jeg ønskede egentlig bare at gå
stille og roligt hen til Yngve, måske gemme mig sammen
med ham, sidde på en af bænkene ved Breiavannet
i den sure kulde, men jeg tog bestik af situationen: Hvis
jeg følger Helge nu, gør alt det han siger jeg skal gøre, så
skaffer jeg mig nogle uvurderlige bonuspoint til i morgen
hvor jeg har tænkt mig at droppe øveren.
Yngve stod alene uden for en af dørene da Helge og
jeg gik hen mod Kulturhuset. Jeg smilede til ham, men
han så mig ikke. Han stod som han havde stået den fredag
jeg mødte ham første gang. Alene, med et verdensfjernt
udtryk, ansigtet vendt op mod skyerne. Han er
altid alene, tænkte jeg, alene og smuk.
Efter skole havde Helge og jeg en anden væsentlig ting
at ordne. Pot.
“Vi kan fandeme da ikke spille live første gang uden at
fejre det med fjolletobak!” sagde Helge.
“Nej nej, selvfølgelig ikke,” sagde jeg, “men du må
fandeme ikke ryge dig skæv når vi skal spille koncert, så
er det ud, okay?”
“Tror du jeg er komplet idiot?” sagde Helge mens han
viste vej op over Storhaug. Vi var på vej til Stegasen,
som vist nok boede i Nedstrandsgata. Jeg ved ikke hvad
han egentlig hed, Stegasen; Steinar, måske? Stian og så
noget med G? Jeg havde ikke mødt ham før, men ifølge
Helge var det ikke noget problem. Han havde lavet en
deal med ham, og vi skulle bare komme forbi efter skoletid.
“Han har ikke kun noget godt shit, han har også
210 211