MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Det går over,” sagde hun.
Inde i Turnhallen gik vi til hver sin garderobe. I drengegarderoben
så jeg Yngves tøj på den lange, lakerede træbænk.
Han er her. Jeg placerede mig selv ved siden af
ham, åbnede tasken og lagde tennisketsjeren frem. Yngves
lyseblå, forvaskede cowboybukser hang på en krog ved
siden af mig. Hans tøj, T-shirt, jakke, trøje, lå pænt lagt
sammen på bænken. Skoene stod sirligt på gulvet med
de hvide tennissokker i. Det var så enkelt. Så pænt og så
enkelt. Bukserne som hang der. Stakken med tøj der var
lagt pertentligt sammen. Skoene og sokkerne.
Sådan vil jeg også være, tænkte jeg og lagde en hånd
på hans trøje. Jeg lod fingrene glide hen over stoffet.
Sådan ville jeg også være.
Normalt ville jeg ikke have tænkt på hvordan jeg lagde
mit tøj. Det plejer at havne i en bunke på bænken, skoene
sparker jeg af, og jeg snupper nøgler og pung og trasker
ned i hallen – hvis jeg i det hele taget havde ladet
mig overtale til at sætte mine ben i en tennishal, hvad
der var uhyre tvivlsomt. Nu gjorde jeg som jeg forestillede
mig Yngve ville gøre, og som mor egentlig også
gerne ville have jeg skulle gøre: Jeg lagde alt pænt fra
mig. Trak trøjen og T-shirten langsomt af overkroppen,
vendte retsiden ud, var omhyggelig med alle bevægelser,
hængte bukserne ordentligt op, vendte et lille opsmøg
forneden. Satte skoene ved siden af hinanden. Satte tasken
pænt på bænken.
Jeg gik hen til spejlet. Håret hang ned i ansigtet, langt
og fedtet. Ansigtet var fyldt med bumser. Jeg så katastrofal
ud. For bare nogle få dage siden ville jeg have været
stolt af dette udseende, det var sådan det skulle være.
Det lange blonde hår, som jeg altid gjorde et stort nummer
ud af ikke skulle klippes eller redes. Huden der aldrig
havde været i berøring med kosmetik, selv om mor havde
påpeget at det “ikke nødvendigvis er forkert at bruge
dækstift når du har uren hud, selv om du er en dreng.”
Herregud, tænkte jeg. Jeg tog hænderne op til håret,
forsøgte at få pandehåret væk fra øjnene, jeg strøg hånden
ned ad kinden. Jeg vendte mig væk fra mig selv og
gik mod hallen.
Nede på banen stod Yngve og Katrine. De talte sammen.
På afstand kunne jeg se hvordan Katrine lagde hovedet
bagover og lo. Det slog mig hvor glad hun var, og
jeg mærkede igen et stik ved at se dem sammen. Det jeg
havde ønsket var jo at få Yngve ind i vores liv, så han
kom tættere på mig, så jeg kunne se på ham hele tiden,
være nær ham. Men det her havde jeg ikke forudset, at
Katrine syntes så godt om ham, at hun skulle stå dernede
på banen med en ketsjer i hånden og le, og at jeg skulle
blive jaloux. Men samtidig kunne jeg ikke blive andet
end glad, for det var jo Yngve der skabte dette omkring
sig, denne enkle glæde som ikke fik næring af at tage
afstand fra andre, men ved at komme dem nær.
Jeg gik hurtigt ned mod tennisbanen. Katrines latter
blev højere. Hun fik øje på mig og lo.
“Jarle, dit tossehoved!”
“Hvad er der,” sagde jeg og prøvede på at være lige så
glad som dem. Yngve smilede, og hans smukke øjne stod
vidt åbne, troskyldige, gode. Han havde en rød T-shirt
på med “Stavanger Tennisklub” på brystet og hvide korte
shorts. Han havde kondisko på. Uden sokker. Det
lagde jeg mærke til med det samme, jeg så hans senede
106 107