MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

der repræsenterede den borgerlighed jeg ellers brugte store
dele af min tid på at hade, så kunne jeg tage det roligere.
Vi havde et system sammen, hun og jeg, og for det meste
holdt jeg mig inden for systemet. Jeg lavede kaffe,
mor lavede mad.
“Tænk at du har lyst til gå i biografen med mig,” sagde
mor og smilede.
Så lod jeg hende sidde i stolen og drikke sin kaffe mens
jeg vaskede op.
Af og til så jeg hen på hende. Mor er smuk, tænkte
jeg. En dejlig pige. Ja, jeg tænkte ofte på hende som en
pige, en lille pige på måske tolv år. Jeg ved ikke hvorfor,
jeg syntes bare det passede. Det gør jeg stadig, selv om
mor nu er tretten år ældre og nærmer sig de 58 år. Hun
har stadig noget piget over sig. Selv om hun har lagt sig
lidt ud, selv om hun ikke længere ser så let ud som hun
gjorde lige til hun var i slutningen af 40’erne, og selv om
hendes lange hår nu er kortere, og sølvgråt, tager jeg mig
selv i at forvente at mor pludselig skal rejse sig op og
begynde at tale som en lille pige, og løbe af sted ud i
haven, ned over engene, plukke markblomster, tage tilløb,
slå vejrmøller, løbe videre over plænen, standse ved
jernbaneoverskæringen, se togene fare forbi, finde en
skov at lege i, et træ at klatre i, et hindbær at putte i
munden, en strand at løbe på, en nøgen fjeldside at springe
på hovedet fra, en dreng at stirre på.
En kvinde på 57 år, i almindelighed betragtet som en
glædespreder på jobbet, meget glad for klassisk musik,
først og fremmest klaverstykker, og russisk litteratur,
mest af alt Dostojevskij, og José Saramago, og Selma
Lagerlöf, og Halldór Laxness, og svenske visesangere,
Nils Ferlin, Cornelis Vreeswijk, og hun er god ved folk,
især gamle mennesker, som hun er så glad for.
“Jeg kan godt lide gamle mennesker,” siger hun tit.
“De får mig til at føle mig tryg.”
“Selv om de er syge, selv om de er bange?” spurgte jeg
engang.
“Ja,” sagde mor. “Sådan er livet, det ved du da. Og så
synes jeg de er kloge. Ligesom din mormor og morfar.
Se på dem.”
“Ja,” sagde jeg. “Det er sandt.”
“De har levet, du.”
Senere den fredag aften så mor og jeg detektivtimen.
Bergerac. Noget om smugling i overklassemiljøet. Jeg
havde ikke andre ønsker. Havde jeg set Bergerac sammen
med andre, Helge eller Katrine for eksempel, måtte
de kæmpe sig gennem episoden mens de hørte mig affyre
den ene tirade efter den anden om hvor fladpandet,
tåbeligt, dramaturgisk uudholdeligt, skuespilmæssigt amatøragtigt
det var. Det sagde jeg ikke da jeg sad der sammen
med mor, og slet ikke denne aften hvor jeg prøvede
at efterligne det jeg mente var Yngve. Sådan er han ikke,
tænkte jeg. Bagefter var der europamesterskab på skøjter
fra Herenveen, 5000 meter, men vi slukkede mens vi
ventede på Nyhederne, for det mindede mor og mig
om far, som var skøjteinteresseret ligesom de fleste andre
mænd fra efterkrigstiden, dem der stadig sidder og
græder over at skøjtesporten ikke længere er hvad den
var, ligesom fremtidens mænd vil tude over at skøjteløb
ikke længere er hvad det var. Mor fandt nogle aviser
frem fra ugen der var ved at være gået, og jeg gik ud i
køkkenet for at hente chokolade.
48 49
t