MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

valgte nu, var at blive stumt rasende, fryse blikket, nægte
øjenlågene at blinke, stramme kæberne, vise sin totale
foragt uden at gøre noget overilet. Det var en “vi taler
om det senere”-manøvre. Han reddede sig ud af det ved
at spille offer, og han kunne opretholde truslen over for
os, i og med at det var en klassisk åben slutning. Han var
tilmed i sikkerhed, vi kunne ikke sige at han ikke havde
givet sig, tværtimod måtte vi indrømme at han havde
gjort som vi sagde.
Far sagde ingenting.
Han så pludselig helt ædru ud i ansigtet, øjnene tørre,
kæberne stramme. Han så hen på mor, kneb læberne
sammen og lod øjnene blive smalle. Så kiggede han på
mig, med et blik der sagde “hvor er du utaknemmelig,
Jarle, ved du godt det, du er så utaknemmelig, og der er
fandeme så meget du ikke aner en skid om, men jeg tilgiver
dig.”
Han rejste sig.
Ville han slå om endnu en gang?
Han bukkede sig ned og samlede habitjakken op
Så gjorde mor noget hun aldrig skulle have gjort.
“Terje …,” og jeg kunne høre på stemmen at hun var
ked af det der var sket. Selvfølgelig var det ikke hendes
mening at lade ham få overtaget, selvfølgelig var det ikke
hendes mening at række ham en buket blomster, som
om hun takkede ham for at være kommet, tværtimod,
hun var lige så rasende, lige så bange, lige så ødelagt, men
det hun faktisk gjorde var at række ham en sørgebuket.
Far så på hende, standsede hende med øjnene, sagde
ingenting. Men han tog imod.
Han gik hen mod udgangen.
Jeg stod på gulvet foran lænestolen og mærkede hvordan
raseriet kogte i mig. Ville han bare gå herfra på den
måde? Mens mor og jeg stod tilbage som to smeltede
snemænd inde i stuen, og han kunne fortsætte ud i januaraftenen?
Fortsætte hvor han slap, bestille drinks på Cobra
eller hvor han nu fandt på at gå hen, møde damer ved
bardisken som han kunne fortælle hvor forfærdeligt det
var at være mand i dag, hvor forfærdeligt det var at
have en søn der ikke kunne tage imod en fars kærlighed,
en søn der var købt og betalt af møgfissen der engang
havde været hans kone, ja, kunne han sige, ja, jeg besøgte
dem her til aften, jeg så min kone for første gang i halvandet
år, jaja, vi er skilt, men hvad fanden, det er jo min
kone, det er hende jeg har spildt tyve år af mit liv på, det
er jo hende jeg har drengen med, jeg har fandeme betalt
for alt det hun er i dag, ja, jeg tog hen til dem, og hun
har klaret sig godt, kan du fatte det, det har hun, et skide
stort hus har hun formået at skrabe sammen, hende der
påstod at jeg ruinerede hende da vi fordelte hus, ting, og
gæld, men et hus har hun anskaffet sig, og hun har også
fået bil, en dyr Opel kører hun rundt i, og kan du fatte
det, ville han sige til damen i baren mens han købte en
Gin Tonic til hende og lurede på om han skulle kneppe
hende hjemme hos sig selv eller hjemme hos hende; kan
du fatte det, at jeg fandeme ikke engang må besøge dem?
Hvad mener du? Er det at opføre sig voksent?
Far tog skoene på, jakken, og åbnede hoveddøren.
Ville han bare gå på den måde?
Jeg var rasende og løb efter ham.
Han vendte sig mod mig. “Kommer du så om to uger?”
“Jeg … ja,” sagde jeg.
138 139