MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

pot, ikke sandt? God pot, for fanden – ved du egentlig
hvor svært det er at få fat i noget pot?” spurgte Helge,
som om han var en autoritet på det område, men i virkeligheden
havde han kun røget det fem, max ti gange,
og næppe selv købt det før. “Nej nej, for fanden! Pot!”
sagde jeg. Det var ikke så let at score weed i 1990 som det
er nu, græs var noget vi forbandt med Roskilde-festivalen.
I dag kan man skaffe pot i blinde her i byen; rækker
du hånden op, så har du lommerne fulde af græs.
Helge fiskede en seddel op af lommen, hvor der stod
“Nedstrandsgata 32”.
“Hold da kæft,” sagde jeg og så mig skræmt omkring,
“skriver du det ned? Vil du have at alle folk skal kende
adressen?”
Helge lo lidt smånervøst og rev sedlen i stykker.
Vi nåede frem til et stort, klassisk Storhaug-hus, i to
etager, loft og kælder, og en fin lille have. Hvidt træhus
fra mellemkrigstiden med vinduer fra tresserne.
“Yes,” sagde Helge selvsikkert, “yes, det er her, nu
kan jeg huske det.”
“Har du været her før?”
“Ja, til en fest engang.”
“Til en fest?” Jeg så mistænksomt på ham. Hvilke fester
havde han været til uden mig? “Hvornår var det?”
“Herregud, bare en eller anden fest!”
“Okay,” sagde jeg, “så ring på.”
“Rolig, rolig,” sagde Helge og gik op ad trappen til
indgangen.
Der gik lidt tid. Der var ingen der åbnede. Jeg så spørgende
på Helge, men han holdt hånden fladt frem i hoftehøjde
for at berolige mig. Så hørte vi skridt.
Helge så på mig med et “er du så tilfreds”-udtryk.
Døren gik op og foran os stod en dame i slutningen af
halvtredserne. Det gibbede i mig. Helges blik flakkede.
“Øh … er Stegasen hjemme?”
“Hvem?”
“Stegasen, ja, han hedder egentlig … ja, Stig.”
“Nej, her bor ingen Stig,” sagde hun.
“Okay, så er vi gået forkert,” sagde Helge.
Hun lukkede døren. Jeg så på Helge. “Hvad fanden er
det her for noget? Ved du ikke hvor han bor!?”
“Jo jo, selvfølgelig ved jeg hvor han bor, jeg må have
taget fejl, de huse på Storhaug ligner jo fandeme hinanden
alle sammen!”
Jeg så mig omkring. Han havde ret. Alle gaderne var
fyldt med hvide huse fra mellemkrigstiden, alle i hvidt
træ, og næsten alle uden have.
“For fanden da, Hegga, du havde jo skrevet det ned!”
“Dæmp dig lidt, for satan,” sagde Helge og trak mig
væk fra fortovet ud for nummer 32. Damen der havde
åbnet for os, stod i vinduet i stueetagen og så ned på
Helge og mig. Helge smilede og vinkede.
Vi gik over på den anden side af gaden.
“Okay, ud med sproget. Hvad ved du?”
Helge så på mig. Han standsede.
“Okay.”
“Ja? Ved du hvad han hedder?”
“Stegasen.”
“Ikke fornavnet, jeg mener – kender du hans rigtige
fornavn?”
Helge rystede på hovedet.
“Hold da kæft mand. Hvad så med hans efternavn?”
212 213