MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

ene. “Jo. Det er holdt op med at bløde. Foreløbig.”
“Så er jeg den der er smuttet,” sagde Helge og så olmt
på mig.
“Det er jeg sgu også,” sagde jeg.
“Vi skal fandeme ikke følges ad,” sagde Helge.
“Nej, det er sgu da helt sikkert,” sagde jeg.
Vi gik hen mod udgangen. Bag os stod bartenderen og
det alkoholiserede par og så os vakle mod udgangen fulde
og usikre på benene. I baren holdt Jokeren stand. Han så
bekymret ud og spærrede sine fiskeøjne op.
Helge og jeg kom ud. Det plaskede ned over Breiavannet.
Vi så på hinanden. “Jaja, Fidel,” sagde jeg.
Jeg havde ikke kun overrasket Helge ved at stikke ham
en på hovedet og så knalde billardkuglen i skallen på ham,
jeg havde også overrasket mig selv. Jeg var ikke vant til
at slås, så vidt jeg huskede havde jeg kun været oppe at
slås en gang før, og det var med far. Men nu var det
Helges tur til at overraske mig. I stedet for at svare nikkede
han mig en skalle. Jeg faldt bagover og ned på grusvejen
langs Breiavannet. Liggende på jorden så jeg Helge
komme mod mig, jeg krøb baglæns på alle fire, prøvede
at sunde mig, kom på benene. Jeg kom på benene, og
bag Helge så jeg bartenderen, Jokeren og det alkoholiserede
par komme til syne i døren indtil Ferdinand, de
rystede på hovedet af det de så: mig der fik rejst mig op,
tog tilløb og kastede mig mod min bedste kammerat, og
Helge der gik et skridt til siden og løb.
“Nej, drenge, nu holder I op med det der!” hørte jeg
bartenderen sige da jeg løb efter Helge.
Helge var stærkere end mig, men der var én ting han
ikke var, og det var hurtigere. Han var ret langsom. Jeg
løb hurtigt, og selv om jeg var omtumlet og havde smerter
efter han havde nikket mig en skalle, så indhentede
jeg ham hurtigt da han spurtede ned ad grusvejen langs
med Breiavannet. Da vi nærmede os pavillonen var jeg
kun nogle få meter fra ham, regnen stod ned i stænger,
og vi var fulde, men vi løb, jeg efter ham, og nu kunne
jeg snart få fat i ham, men i stedet langede jeg en fod ud
og sparkede, spændte ben for Helge, så han faldt så lang
han var. Jeg kastede mig over ham, forsøgte at sætte mig
på ham, men hvad hjælper det at løbe hurtigt hvis ham
du fanger er stærkere end dig? Helge fik smidt mig rundt,
og nu sad han oven på mig. Han pustede tungt, og jeg så
at han blødte fra baghovedet igen. Vinden piskede rundt
om ørerne på os, regnen silede ned fra himlen.
“Jeg er fandeme så skidetræt af dig!” råbte han.
“Og hvad tror du så jeg er?” råbte jeg tilbage og prøvede
at vride mig væk fra ham, men det var umuligt.
“Du står i lort til halsen,” sagde han rasende.
“Kom igen,” sagde jeg, “tror du jeg er bange? Hvad?
Tror du jeg er bange for dig, Helge? Ved du hvad du er?
Du har fandeme ikke en eneste selvstændig tanke i hovedet,
er du klar over det? Du er bare en kopi af dine forældre,
og du er en helvedes patetisk kopi, er du klar over
det?”
“For satan mand – og hvad er du så! En kopi! Du er
fandeme en kopi af mig! Vorherre bevares!”
“Kopi af dig?! Af dig! Din skide pik! Kom nu, skal du
ikke banke mig? Kom nu! Bank så din kopi!” råbte jeg.
Helge dunkede mit hoved ned i jorden. Gruset, regnen
og vinden smældede rundt om mig, hjernen raslede
rundt i hovedet, druknet i alkohol, angst og raseri, og
398 399