MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

VM på ski, han har tænkt på mig, alt bliver godt igen.”
Af og til virker det som om hjernen ved hvad der vil
ske, men ikke tør meddele det, og i stedet melder en
utopi, omtrent som en nervøs konge i et gammelt skuespil
kunne finde på at dele guldmønter ud til borgerne
mens landet er ved at falde fra hinanden. Jeg vidste jo
godt hvem der kom, hvem disse kontante, ildevarslende
skridt op ad trappen tilhørte, jeg genkendte dem jo, men
alligevel stirrede jeg på dørhåndtaget og fortalte mig selv
at det var Yngve, selv om jeg godt vidste det var hende.
Da hun havde lukket døren bag sig og stod foran mig
på gulvet ved sengen, tænkte jeg at jeg ikke havde set
Katrine så vred før. Jeg krympede mig under dynen,
kun iført underbukser, med koldsved og syg, og så på
Katrine der stod med sorte øjne foran mig, tavs og hård.
“Hej,” sagde jeg.
“Jeg vil tale lavt, Jarle,” begyndte hun, “men kun fordi
din mor er nede i stueetagen, havde det ikke været for
hende så ville jeg have skreget.”
“Hvad er der?” sagde jeg hjælpeløst, som om jeg ikke
forstod noget som helst.
“Ved du godt at jeg syntes du var en idiot i hele 1.g?”
sagde hun, stadig lige lavt, “ved du det?”
Jeg rystede på hovedet.
“Jeg havde ret,” sagde hun, “du er en lille fej fyr der er
lige så stor i kæften som du er lille som menneske.”
“Men hvad er der …,” sagde jeg før hun afbrød mig.
“Jeg har gennemskuet dig, Jarle, jeg har gennemskuet
dig noget så forbandet, du er bundfalsk, du smider rundt
med folk som om de var luft, mig, din mor, Helge,
Andreas og ham den stakkels Yngve. Fy for fanden.”
“Hvad mener du,” stammede jeg. “Hvad er det jeg
har gjort?”
Katrine åbnede den ene hånd og kastede noget mod
mig. Smykket jeg havde givet hende nogle uger efter at
vi var begyndt at komme sammen landede på dynen foran
mig.
“Du ved sgu godt hvad du har gjort,” hvæsede hun.
“Du ved det så forbandet godt. Du holder overhovedet
ikke af mig, du bruger mig som du bruger alle andre.”
Hun stod foran mig, forsøgte at være hård og kold,
men nu blev øjnene blanke, fulde af vand, og munden
skælvede.
“Jeg troede på dig, Jarle,” sagde hun og snøftede, “ved
du det?”
“Men … jeg tror på os!” sagde jeg.
“Hold op!” råbte hun fortvivlet, “du leger med folk,
du bruger store ord, men du mener det ikke, du … du …
jeg troede på dig, Jarle. Det skulle være os to, sagde du,
jeg troede på dig.”
Katrine tørrede tårerne, knyttede munden igen.
“Har du set Yngve?” spurgte jeg.
Hun pustede tungt.
“Har du?” gentog jeg.
“Du er fandeme for meget,” sagde hun.
Så knækkede filmen, jeg blev overmandet af en tung,
desperat følelse og begyndte at græde, hulke, med stor
dramatik.
“Kan du ikke give mig et kram?” sagde jeg og græd.
“Hvad? Kan du ikke? Kan vi ikke gå i seng med hinanden
en sidste gang?”
Katrine så ud som om hun kunne myrde på stedet,
382 383