MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

en kontaktperson.” Helge snakkede som om det var planen
at blive en hårdkogt narkoman i løbet af kort tid,
mens det eneste vi skulle var at blive fulde, skæve og
tulle lidt rundt.
“Dit nazisvin,” sagde jeg og slog Helge i ryggen.
Han lo. “Yes.”
“For resten,” sagde jeg mens vi gik ned mod byen og
følte os større end omgivelserne, selv om vi ikke var
begyndt at ryge lortet endnu; “hvorfor skal det absolut
være marihuana, hvorfor kan vi ikke bare skaffe noget
ganske almindeligt hash, det er da meget lettere?”
“Herregud,” sagde Helge og så på mig som om jeg var
en idiot. “Hør lige, skal det være Elton John eller Pixies?”
Jeg nikkede. “Jeg forstår,” sagde jeg.
Mor lå ikke i sengen da jeg kom hjem fra pot-turen,
hun sad ved køkkenbordet, med brillerne på næsen, i en
stor gammel trøje. Foran hende flød det med papirer.
Hun samlede dem sammen da jeg kom.
“Skal gå om lidt,” sagde jeg og så ikke hvad hun var i
gang med, “går det bedre eller hvad?”
“Ja da,” sagde mor, “det går fremad.”
“Hvad er det du laver?”
“Nå … det er bare selvangivelsen.”
Jeg åbnede køleskabsdøren. Der var ret tomt derinde.
“Har du ikke været ude at handle?” Jeg tog mælkekartonen
ud. “Det har du vel tid til nu hvor du er syg.”
“Jarle,” sagde mor og lød streng, strengere end jeg havde
hørt længe, “af og til er du meget ubetænksom, ved du
det?”
Jeg vendte mig om.
“Sorry,” sagde jeg og så opgivende på hende, “det var
ikke sådan ment, jeg tænkte bare på om vi ikke skulle
have noget at spise. Skal vi ikke?”
Mor sukkede, samlede papirerne i en bunke, lagde dem
i en mappe, og så på mig. “Jo, det skal vi. Kan vi ikke
bare tage en omelet, eller noget?”
“Kører du mig så? Bagefter, vi skal øve?”
Mor sukker. “Ja – jeg skal nok køre dig.”
“Godt!” sagde jeg og gav hende et kram. “Skal du så på
arbejde i morgen?”
“Åbner du en dåse skinke?” spurgte hun og tog æggene
ud af køleskabet. “Vi laver bare noget nemt.”
Helges far var ikke i lige så godt humør denne aften
som dagen før. Han trampede i gulvet, sad og kogte og
stegte oppe i stuen, så det var ikke muligt at sidde og
ryge og småsnakke efter at vi havde øvet. Men vi gjorde
fremskridt, og vi begyndte at tro på at det nok skulle
blive en god koncert.
“Når vi har øvet fire gange til spiller vi forhuden af
det der Hekkan-band,” sagde Helge da han lagde trommestikkerne
efter sidste gennemspilning af “Kanonføde”.
Klokken var elleve, vi stoppede.
Helge vendte sig om mod Andreas.
“Så i morgen? Klokken seks?”
“Selvfølgelig,” sagde Andreas.
Det blev onsdag. Hvordan skulle jeg slippe ud af det.
Jeg kunne ikke være to steder på en gang. Planen blev
sådan her: Jeg ville fortælle Katrine om det der var sket
i weekenden med far. Det ville jeg gøre i det første frikvarter.
Jeg ville sørge for at jeg fik givet både Helge og
hende et indtryk af at jeg havde det svært i løbet af den
første time. Få deres sympati, vække en uro i dem. Så
220 221