MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

“Javel,” sagde jeg, “det var ikke så godt.”
Hendes bror er død.
“Du må ikke sige det til nogen,” sagde Anita. “Hun vil
ikke tale om det. Det var en ulykke. I Sverige.”
En ulykke i Sverige.
Anita, der i virkeligheden ikke var Katrines veninde,
men boede i nabolaget, opførte sig som Katrines talerør
i de to uger der gik før hun kom tilbage. Det hun gjorde
ser usmageligt ud i dag, men det var ikke anderledes end
det de fleste der nyder at være den fortrolige ville have
gjort: sole sig i glansen af andres lidelse. De næste dage
magtede hun ikke at holde tæt, og hen mod slutningen
af ugen vidste hele klassen alt, og alle havde lovet ikke at
sige noget til nogen; en mærkelig situation der resulterede
i at alle havde den samme viden, men ingen talte
åbent om det de vidste, kun på tomandshånd, og helst
under opsyn af oplysningens kilde, Anita. Dette resulterede
i at Anita fik nogle dage i søgelyset, drengene så
oftere på hende, og hun tog imod. Snakkede mere i timerne,
med en selvfølgelig tyngde.
Indtil Katrine kom. Indtil da havde jeg opbygget en
vældig længsel efter at se hende, hver dag havde jeg kigget
rundt og håbet på at se hende: kommer hun ikke
snart? Jeg kiggede hen mod den tomme stol i vinduesrækken
og så hende for mig. Hun var smuk, hun gik i
mørkt tøj, sad forsigtigt og sørgende ved vinduet, tynget
af den oplevelse hun havde haft i sommerferien hvor
hendes lillebror var død ved en tivoliulykke i Liseberg i
Göteborg.
Den tomme stol tog imod mine forestillinger, lod hende
sætte sig, trist, med store, åbne øjne.
Men det var en helt anden Katrine der kom gående
over skolegården, op ad trapperne og ind i klasselokalet.
Jeg havde lagt op til en fascination af et offer, jeg havde
forestillet mig et skrøbeligt menneske, en ung kvinde
med triste øjne, et roligere og mere tilbagetrukket menneske
end før sommerferien. Jeg havde fyret op under
forestillingernes bål, og jeg var begyndt at betragte mig
selv som trøsteren.
Og så kom hun. Fordi vi havde edb som valgfag sammen
i første time, var jeg en af de privilegerede der fik
hende at se før de andre. Edb var det fag jeg hadede mest.
Jeg havde fået ind i mit hoved at datamaskiner var fremmedgørelsens
endelige sejr over mennesket; jeg havde fået
den bagstræberiske forestilling at hvis vi blev præsenteret
for flere data, ville vi ikke længere kunne tænke en
selvstændig tanke, vi ville blive firkantede i øjnene, og
vores tanker ville også blive firkantede, ja, hele menneskeheden
ville blive én stor, neongrøn firkant uden egne
tanker, vi ville bare sidde og trykke på tastaturer der gav
os forhåndsfabrikerede meninger; der var orwellsk apokalypse
hos Jarle Klepp i 1990. Læreren havde haft sine
sammenstød med mig siden skoleårets begyndelse. Hver
time måtte hun gennem den samme tirade, hvor jeg brutalt
gik til angreb på monsteret datamaskinen, og hun
løftede opgivende øjenbrynene og sagde det samme hver
gang. Du har selv valgt det, og jeg sagde det samme som
sidst. Ja, jeg kunne jo ikke få andet, og hun prøvede en
sidste gang. Når du nu er her, når du nu har valgt faget,
skal vi så diskutere eller skal vi lære noget, og jeg fik
altid den sidste replik. Jeg var da ligeglad.
Jeg var virkelig ligeglad. Helge havde ikke edb, og der
164 165