MIG OG YNGVE 100 WS Bookwell.p65 - Batzer & Co

udenlands et år. Unni kunne godt huske de første par
uger, og det var der hun mente at du kom ind i billedet,
sagde mor til mig. Det var i den periode hun mente at
kunne huske dig, at Yngve havde talt om dig som en af
dem han godt kunne lide, som en af dem der tog godt
imod ham på Kongsgård. “Det er rigtigt, ikke? Du kom
vel sammen med Katrine på det tidspunkt? Eller var det
slut? Var det samtidig?”
“Ja,” sagde jeg, det gjorde ondt at tænke på det, “sådan
cirka.”
“Ja,” sagde mor, “hun var en frisk pige, Katrine. Men
Unni siger i hvert fald at det var nogle gode uger, de
første der. Yngve gik i skole, og var ikke så meget væk,
kun når han skulle til psykolog eller følte sig nervøs.
Men han spillede tennis, han havde det godt. Var det
ikke også der I nedlagde bandet?” spurgte mor.
“Jo, det var det.”
“Ja, jeg kan godt huske det,” sagde mor.
“Og hvad skete der så?” spurgte jeg nervøst.
Jeg mærkede koldsveden i hænderne.
Midt i det Unni havde kaldt den bedste periode i Yngves
liv, de første uger på Kongsgård i januar og februar 1990,
havde han fået et pludseligt, slemt tilbagefald. Det var
kommet helt bag på familien. Telefonen havde ringet en
lørdag nat oppe på Tennisveien. Det var politiet. De
havde taget hånd om en der kaldte sig Yngve Lima. De
havde fundet ham i Vålandsskogen, drivvåd og ophidset,
hvor han forsøgte at save et af bøgetræerne ned mens
han talte et uforståeligt sprog, skreg og brølede. Han var
brudt ind i en garage i Våland, havde stjålet en sav og var
gået op i skoven hvor han var gået løs på bøgetræerne.
Unni havde aldrig helt forstået hvad der var sket. Yngve
havde været til fest den aften, sagde hun, ude på Hundvåg
eller Buøy, og så skete det, et massivt tilbagefald. Yngve
blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Haugesund med
det samme, for forældrene besluttede at vende tilbage til
hjembyen. Og efter det er Yngve aldrig blevet helt rask,
sagde mor. Han har gode og dårlige perioder, men han
skal tage medicin og tilses løbende. Nu er familien tilbage
i Stavanger, sagde mor.
“Kan du huske ham?” spurgte mor.
Om jeg kan huske Yngve?
“Ja, jeg kan godt huske ham.”
“Du må have gjort indtryk på ham,” sagde mor.
I går stod jeg tidligt op, spiste morgenmad sammen
med mor. Hun blev forbavset over at jeg ikke sov længe,
som jeg plejede. Du med din studenterrytme, sagde hun
og smilede, sover til langt op ad dagen. Jeg sagde at jeg
skulle ind til byen, sidde på biblioteket og læse, lede efter
job. Godt, sagde mor, du med din uddannelse, du får
job med det samme.
Vi spiste morgenmad. Røræg, kaffe, te, skinkepålæg,
ligesom før i tiden. Kan du huske det, spurgte mor, morgenmaden
vi spiste sammen da du gik i skole. Jeg nikkede.
Det var hyggeligt, sagde mor, var det ikke? Jo,
sagde jeg, det var hyggeligt. Hun smurte smør på en skive
brød, og så gjorde hun det hun altid gør: Delte den i to.
På den ene halvdel tog hun æblemarmelade, og på den
anden halvdel tog hun ost og tomat. Så kiggede hun op
på mig. Du har taget dit pæne tøj på i dag, sagde hun og
smilede.
Jeg var gået ud på badeværelset og havde set mig selv
414 415