Hvad motiverer bureaukrater? Nazisten fra den sorte skov ... - Libertas

Nr. 48
lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” Som
kontrast, så kan seks-årige Sapiens handle bolsjer,
glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et
sindrigt system med nærmest uendelige nuancer, og
ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til
komplekse handler, der har muliggjort den
specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag
ligger til grund for den moderne industrialiserede
verden. En verden, hvor Einstein kan være teoretisk
fysiker, fordi andre er landmænd og skræddere.
Således taler The Rational Optimist for frihandel som
den naturgivne grundøkonomi, der definerer vores
civilisation, driver innovationen fremad og
karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese
er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og
Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer.
Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og
kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og
computere blev til internettet. Combine and Conquer.
De levedygtige ideer overlever på det frie marked og
masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre
uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.
Frihandel er samarbejde
Markedskræfterne, ikke hunden, men
markedskræfterne er altså menneskets bedste ven.
Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod
det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall
Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er
ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener,
nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel
faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således
kan vi sammen blive rigere og mere kompetente, end
nogen af os kunne hver for sig. Markedet giver os en
fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at
slås.
Således det overordnede argument, og de
komparative data fra tidligere menneskearter og
nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på
antropologiske og historiske data fra Homo sapiens
eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de
oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige
øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet
frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor
der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via
handel, så finder menneskets driftighed en anden
ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til
døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker,
kvinder og børn.
Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms
i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og
England. Hver gang fremdrages frihandel som en
determinerende faktor for menneskets velstand og
som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med
hinanden. Og når samme booms så senere bliver til
busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie
handel altid var indtruffet kort forinden, og konkluderer,
at en civilisations indskrænkning af frihandel er den
direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og
forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske
utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse
af en lang række historiske, økonomiske og
psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i
England, så er børsen det eneste sted, hvor “jøden,
muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som
om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej
nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.”
(Lettres philosophiques, VI). Uden et marked gælder
jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle
vilde er knap så ædel, som han er vild.
Marx og naturen
Men denne sammenblanding af biologi, politik og
økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne
oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en
nyere kontekst skriver Ridley med sin “naturlige
liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod
Lewontin, Rose og Kamins “naturlige marxisme”, som
den udfoldede sig i deres 1984-klassisker Not in Our
Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at
videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå
den marxistiske dialektik. – Et synspunkt som havde
fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den
berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede
sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på
evolutionen, som når han omtalte større spring i
evolutionshistorien som “revolutioner”.
I en større kontekst trækker de alle på Friedrich
Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung
des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som
den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig
fra dyrene og som har muliggjort civilisationen. Langt
hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men
hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så
fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen
for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke
fejl, han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias
res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en
dybere tænker end den ellers så omhyggelige Engels,
og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til
12