Hvad motiverer bureaukrater? Nazisten fra den sorte skov ... - Libertas

Nr. 48
sig stærkest. Som Orwell viste i 1984 kan man
kontrollere et folks tanker ved at kontrollere dets sprog.
Hvad vi ikke kan udtrykke, kan vi heller ikke tænke. Og
hvad vi ikke kan tænke, kan vi dårligt handle efter. Hvis
vi eliminerer individtanken bliver det svært at handle
som et individ, endsige at opfatte sig som et.
Heidegger er ikke den første, der har ønsket at give
kollektivet forrang for individet. Men han er den første til
at systematisere en antiindividualisme med et så
insisterende ontologisk fundament.
Folket over individet
Vi er altså gået fra den ene vederstyggelighed til den
anden; fra destruktionen af filosofihistorien til
destruktionen af subjektet. Lad os fortsætte med det
sidstnævnte og se nærmere på det efterhånden
velkendte Dasein. Heidegger fandt, at begrebet
’menneske’ var for specifikt, og foretrak igennem hele
sit værk at kalde mennesker for Dasein, altså ’dérværen.’
Allerede her aner vi konturerne af hvad der
sandsynligvis var tænkt som en sproglig revolution, der
skulle ændre vores opfattelse af os selv og hinanden.
Begrebet ’menneske’ kan bruges om et individ, der
fremtræder med sin fulde egenart. Det samme gælder
ikke ’dér-væren’, der ganske vist også er en generel
betegnelse, men hvor den deskriptive kerne er det
menneskelige fællestræk; nemlig at vi eksisterer. En
’dér-væren’ er ganske rigtigt konkret i tid og rum og
dermed potentielt individualiseret – men det er ikke
pointen med begrebet. Hvis man i stedet for at sige ’et
menneske’ tvinges til at sige ’dér-væren’, har man
allerede mistet muligheden for at formulere alle de
karakteristika, der udgør et individ. ’Dér-væren’ betoner
udelukkende at vedkommende er. Ikke hvem, ikke
hvordan.
Og det er ikke så mærkeligt. Hvis man, som
Heidegger, er mest optaget af væren qua væren –
hvilket, som vi har set, primært betyder ’det tyske folks
væren’- så er individet uinteressant. Det er folket, og
folkets essens (Wesen), der bestemmer historien. Og
historien lå Heidegger på sinde. Med trusler fra både
bolsjevikker og liberalister, frygtede han at miste den
europæiske kulturelle egenart, han så forfinet i det
tyske folk. Hvis man ser bort fra hans nazisme er der
elementer i denne tankegang, der også i dag lyder
fornuftige for det værdikonservative øre. Men kan man
adskille hans ideologi fra filosofien?
Man fristes til at læse Heidegger med Platon-briller:
hvis folkets essens udgør den autentiske væren, er den
enkelte ’dér-væren’ overhovedet andet end en
instantiering af idéen om folkets væren? Er det i folket
– og måske kun det tyske? – at den enkelte undslipper
uegentligheden, den hjemløse tilværelse som Das
Man? Heideggers begreb om ’uegentlighed’ er også
blevet tolket som den tilstand af ansvarsforflygtigelse,
det moderne menneske ofte befinder sig i. ’Das Man’
repræsenterer dermed den apatiske type, der lader
omstændighederne bestemme, i hvilken retning, hans
liv skal gå.
Hvis ikke det enkelte menneske i sin egenart har
interesse, hvilken værdi har det da? Og hvilke
rettigheder kan man så tilskrive det, om nogen?
Fra antiindividualisme til maskeret nihilisme
Svaret på, hvordan Heidegger er blevet så udbredt på
venstrefløjen ligger altså lige for; hvis man fjerner
hitlerismen og de sentimental-nationalistiske fraser,
bliver en radikal antiindividualisme tilbage. Den
enkelte har ingen mening, ingen egentlig væren
udenfor kollektivet. Heideggers modernitetskritik, der
ganske vist kom fra et konservativt udgangspunkt,
appellerer ikke desto mindre til nutidens progressive
og post-progressive kritikere af den kapitalistiske
verdensorden, hvor individet er i centrum.
Heideggers arvtagere, deriblandt Gilles Deleuze og
Jacques Derrida, fortsatte det radikale projekt;
elimineringen af den enkelte skulle ske ved hjælp af
sproget. Ved at insistere på, at subjekt-objekt-skellet
blot var en social konstruktion, og på, at det enkelte
menneske intet andet er end et stadigt flux af indtryk i
den totale eksistens’ evige malstrøm, ville man med
tiden opdrage de uoplyste masser til ikke at opfatte sig
selv som autonome entiteter. Denne form for
de(kon)struktivisme fører naturligvis ikke nødvendigvis
til noget kollektivt, og heri adskiller Heideggers
filosofiske børn sig fra deres fader, som ønskede
individet opslugt af folket. Som det ofte sker, er hans
arvinger mere ekstreme; opløsningen af individet
skulle ske for opløsningens egen skyld. En form for
maskeret nihilisme, hvis eneste fikspunkt lader til at
være dyrkelsen af kaos, det ubestemte, det, der er
imellem det, der er.
Heidegger opstiller et værenshierarki, hvor kollektivet
rangerer højest, der både appellerer til højre og
venstre. Men mens konservative ønsker at forsvare det
nationale fællesskab på grund af dets historiske værdi
og altså ikke for kollektivets egen skyld, har
fællesskabsdyrkerne på den modsatte fløj den
8