stadig ingen penge til den nye sundbyøsterhal - Amager Øst ...

SEPTEMBER 2008
I KÆRLIG
ERINDRING
- om 4. socialkontor, Portugalsgade 12
Der var engang. Sådan begynder mange
gode historier. Også min.
Og således lå der engang en Kehlet
Stella Nova-fotograf på hjørnet af Amagerbrogade
og Frankrigsgade. Dér blev
jeg foreviget i en meget vigtig anledning,
hvor familiens kassefotografiapparat til feriebrug
ikke var tilstrækkeligt.
Jeg skulle aflevere
et fotografi til en personalesag.
Iført jakkesæt og
slips, som samtidig skulle
blive min arbejdsbeklædning
i en verden, hvor
modsætningerne var
simpel beklædning, ofte
udleveret fra Københavns
Kommunes beklædningsdepot,
så den del af den
sparsomme forsorgshjælp,
der var målrettet
beklædning, ikke blev
brugt til andre formål.
Vi skriver 1959. En livsstilling
i kommunen med
pension var min mors
ambition. Og da knægten
ikke anede, hvad han
ville, blev der hentet ansøgningsskemaer
i samtligemagistratsafdelinger,
Belysningsvæsenet,
Begravelsesvæsenet osv.
Også i Forsørgelsesvæsenet,
hvor der var ledig
elevplads i 4. socialkontor.
Således forvirret og
uvidende blev min første
arbejdsplads 4. socialkontor,
hvor det hurtig viste
sig, at jeg var havnet på
den rigtige hylde!
Kontoret, fordelt over
tre etager, var, i store
træk, et sammensurium
af oprindelige lejligheder
og havde fælles adresse
med en støjende marmeladefabrik
i kælderen og
et folkekøkken i nr. 10. På
mistanken om at lysten til
sprit var større end behovet
for fast føde, kunne
der udleveres spisebilletter
til folkekøkkenet.
Blandt de borgere, der havde brug for offentlig
hjælp, var der mange herlige mennesker,
der hjerteligt kunne gengælde en
smule venlighed og imødekommenhed,
som et skævt liv ikke havde forvænt dem
med. Mennesker, som havde kendt bedre
dage, og måske med en god uddannelse,
hvor en social deroute havde taget overhånd.
Boligen kunne eksempelvis være
Sundholms Herberg. Mandag morgen
kunne abstinenserne være slemme. Dagene
gik tåleligt, hvis hjælpen blev udbetalt
pr. dag. Men når en søndag kom imellem,
og man var løbet tør - så gjordet det
ondt.
Var der problemer, var det sjældent
mere, end vi selv, måske med støtte fra en
rådhusbetjent, kunne klare. Blandingsmisbrug,
og dermed uberegnelighed, hørte
til sjældenhederne.
Der var endnu ikke registrering efter
personnummer, man fik et nummer tildelt
ved den første henvendelse. Der blev
oprettet en ”personalbog” og skrevet en
”trang” ved hver henvendelse. Og i hvilket
sprog! Komplet uforståeligt og svært at tilegne
sig, når man ellers kun havde korresponderet
med bedstemor i Jylland. Men
numrene altså. Der kunne opstå nogle
pudsige situationer. I Holmbladsgade boede
en stor familie sammen, hvor de fleste
havde en relation til ” sjalen”. Man havde
sit nummer på et lille kort, som skulle vises,
når man henvendte sig. I denne familie
hang samtlige kort på en krog i køkkenet,
og så tog man det nærmeste kort i brug.
Resultatet var, at man begyndte samtalen
med den rigtige person - men måske med
farens eller fætterens sag foran sig.
Først i 1973 kom lov om svangerskabsafbrydelse.
Derfor var der mange enlige
mødre og ofte med en større børneflok.
En påstand om, at disse kvinder havde
”fredet” sig selv i forhold til arbejdsmarkedet
og i øvrigt levede ”fedt” af diverse
børnebidrag, må gøres til skamme.
Det var ofte slidte kvinder, der måtte
klare sig selv efter traumatiske parforhold.
Var man så endelig så heldig at få sig en
kæreste, så blev han straks ”efterforsket”
som medforsørger,
og jagten gik ind på mistanken om socialt
bedrageri.
Urbanplanen betød lys og luft til familier,
hvoraf mange var udsanerede fra brokvartererne.
Hermed kom nye problemstillinger. Forældrene
kunne fortsat være forankrede i
deres tidligere miljøer. Men tjeneren på
det lokale værtshus kunne ikke mere give
et praj om, at en af ungerne skejede ud.
Børnene og de unge levede deres eget liv,
og mange familiesammenhold gik fløjten.
Der blev sat aktiviteter i gang i nærområ-
det - men sent i forhold til, at de burde
have været etableret i takt med indflytningen
i denne egentlige nye bydel.
Og så er der erindringen om de mennesker,
som jeg mødte og kom til at arbejde
sammen med i kortere eller længere tid.
Der var den lille skrutryggede kontorist,
en for længst uddød type, med sygekassebriller
og stopninger på ærmerne, der
holdt sammen på lageret af papir og blyanter.
Ved første øjesyn fuldstændig vissen.
Og som røbede en stor begavelse.
Kunne Københavns historie i søvne og
skrev artikler herom. Strøede om sig med
tør humor, hvor der var lys forude en sur
mandag morgen, når han - med en mine,
som uskyldigheden selv - fyrede et par vitser
af, så man lå flad af grin.
Der var den gamle assistent, der ikke var
blevet overassistent efter de normale 11
års anciennitet - hvis man var ”egnet”. Et
blankslidt og elskeligt menneske som var
blevet vurderet på en uheldig dag og fundet
for let. Og overassistenten, uha, så var
man næsten konge. Ve den, der glemte at
banke på - og ikke huskede en passende
omgangsform. At det så var nødvendigt
at genbruge madpapiret, fordi lønnen
ikke rakte, når man var eneforsørger, forhindrede
ikke, at der var en vis status. Der
var fuldmægtigen, der meget hellere ville
have været biolog, men som efter forældrenes
ønske valgte den sikre kommunale
vej. Han var videnskabsmand med doktorafhandling
og med dispensation for en
manglende akademisk titel. Når han skulle
13
tale med en borger, der ville klage over et
afslag på et eller andet, ville han gerne krybe
uden om. Men landede vi dér, at han
skulle fastholde et afslag på beklædningshjælp,
iførte han sig en gammel laset jakke,
som han havde hængende til formålet
- så var det lidt nemmere at forstå, at ”man
som klient ikke kunne gå bedre klædt”.
En meget stille ekspeditionssekretær, der
også var næstkommanderende, støvede
rundt efter nye cirkulærer op til ferieperioderne.
Det var hans fritidsunderholdning.
Der var chefen med en ledelsesstil, der
ikke havde holdt mere end én dag i 2008
- så havde personalet fyret ham. Og som
kastede al blufærdighed af sig hen imod
sin pensionering og løftede sløret for et
herligt reflekterende menneske, hvis passion
og lidenskab var opera.
I denne - i min periodebeskrivelse af et
lokalt offentligt kontor med opgaver og
indhold - er de nok væk alle sammen, og
hvis der er nogle, der kan nikke genkendende
til mine karakteristikker, er de ganske
få.
Alle fik en plads i det fotoalbum, hvor
jeg har mine billeder, ikke i sort/hvid eller
i farver, men
i kærlig erindring.
Oktober 2008
Peter Tversted