Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

VELKOMMEN TIL FERNISERING
LØRDAG D. 7. APRIL KL. 12-15
PÅ PÅSKEUDSTILLING 2001
MOGENS ANDERSEN
MALERI – AKVAREL 1959-1995
7. APRIL – 15. MAJ 2001
MOGENS ANDERSEN ER TILSTEDE PÅ FERNISERINGEN
GALLERI PROFILEN
GRØNNEGADE 93 · DK 8000 ÅRHUS C · TLF. +45 86 20 17 22 · FAX +45 86 20 19 22
www.galleri-profilen.dk · e-mail: mail@galleri-profilen.dk
ÅBNINGSTIDER: HVERDAGE 10-17, LØRDAGE 10-13
I PÅSKEN: Skærtorsdag, langfredag kl 12-16
Center Offset Grafisk Support

MOGENS ANDERSEN

Forsidebillede: Olie på lærred 130x98 cm. December 1977

MOGENS ANDERSEN
At en kunstner udtrykker sig abstrakt vil på ingen måde sige, at han flygter fra genstandsverdenen,
fra alt det som et menneske kan se og sanse i sin omverden.
Abstraktion i billedkunsten er blot et andet ord for frigørelse fra det, som begrænses
af synet og erfaringen. At frigøre sig er derfor heller ikke det samme som at
flygte. Det er retten til at kunne bevæge sig frit i forhold til sit ståsted. Uden denne
ret vil en kunstner ikke være i stand til at opdage nye verdener. Uden denne ret ville
kunsten ikke være i stand til at udvikle sig.
Mogens Andersens livshistorie kredser om frigørelse, på flere planer. Der er frigørelsen
fra det naturalistiske motiv, som for mange stadig var anledningen til at
male, da denne kunstner, som er født i 1916, var ung. Og der er frigørelsen fra den
danske tradition i maleriet, som stadig stod stærkt før anden verdenskrig, og som
tidligere dominerede de danske museers erhvervelser og udstillinger lige så meget,
som den dengang dominerede undervisningen på f.eks. Kunstakademiets skoler.
Hvor gallisk Mogens Andersens maleri end kan virke sammenlignet med mange
andre i samme generation, er hans egen historie tæt forbundet med det abstrakte
maleris historie i Danmark. Om nogen har han været med til at placere det såkaldt
genstandsløse maleri i det offentlige rum, og om nogen har han som kunstner forsvaret
dets sag i bøger, kronikker og - ikke mindst - malerier.
Dermed er ikke sagt, at Mogens Andersen altid har arbejdet abstrakt. Hvis man
kender til hans tidlige produktion, til nogle af de meget store figurmalerier, som han
malede i slutningen af 1930'erne (og som bl.a. tilhører Aarhus Kunstmuseum), ved
man også, at han ikke altid er trådt personligt og stilistisk i karakter gennem det
mørke, dekorativt abstrakte formsprog, som er blevet så umiskendelig "ham", at det
nærmest er blevet hans anden signatur.
3

4
Selv en Mogens Andersen har engang været nærmest det modsatte af elegant og
spirituel i sine virkemidler. Selv han har malet med store, grove strøg og masser af
farvesubstans på enorme lærreder, der aldrig ville kunne passes ind i en dagligstue.
Selv han har tilhørt en nordisk skole i maleriet, som rakte tilbage til Edvard Munch,
Jens Søndergaard og den sære og oversete outsider Svend Guttorm. Dette nærmest
"vilde" ekspressionistiske maleri har været en erfaring, Mogens Andersen
måtte arbejde sig gennem for at nå den næste etape af sin frigørelse.
Denne nye etape handlede om at slippe de nationale bånd og dét, han havde lært
på maleren P. Rostrup Bøyesens skole. Det var en god skole, fordi den havde en
forstående lærer, som havde et særligt blik for de individuelle elevers muligheder.
Men den kunne ikke træde i stedet for et møde med den nation, som også havde
været lærerens væsentligste kunstneriske tilskyndelse.
Mødet med Frankrigs kunst betegnede den næste afgørende station på Mogens
Andersens lange vej mod at realisere sig selv. Han ville finde sig selv, sit eget
ståsted, ved at udforske det bedste inden for den metier, han havde valgt. Altså
opsøgte han de førende franske kunstnere i deres atelierer, og indtrykkene af sine
besøg samlede han i et par bøger, som for mange danske blev den første introduktion
til den franske modernisme.
For ham blev disse besøg en oplevelse for livet, og flere af disse franske artister
blev hans nære venner. Da han i starten af tresserne forlod Frankrig for at vende tilbage
til Danmark, måtte han endnu engang bryde bånd og bryde op. Men hans rejse
var på ingen måde en flugt, og han lagde ikke noget afgørende bag sig, heller

Olie på lærred 100x81 cm. Marts 1960
5

6
ikke denne gang. Hvad han kunne bruge af al det, han havde set og tilegnet sig i
Frankrig, deponerede han i sit maleri som essensen af en stor klassisk tradition, set
gennem hans eget temperament.
Erfaringerne fra mødet med kunstnere som Georges Braque, Henri Laurens, Jean
Bazaine, André Marfaing og Pierre Soulages beholdt han hos sig som tilskyndelser
til at arbejde videre ad den vej, han allerede var slået ind på. Og det var ingen særlig
befærdet vej i forhold til, hvad der allerede rørte sig i efterkrigstidens danske kunst.
For den lå hverken i forlængelse af Cobra eller af den abstrakt konkrete kunst, der
havde samlet sig under navnet: Linien 2. Uden kendskab til Mogens Andersens produktion
i fyrrerne vil man næppe være opmærksom på, at en lang serie naturemortér
inspireret af især Braque blev de umiddelbare forudsætninger for det maleri,
han malede i halvtredserne og tresserne, og som betegnede hans gennembrud.
Mogens Andersens maleri er diskretionen selv. Og det gør en æstetisk dyd af sine
forbehold. Det røber intet om de overvejelser, der ligger bag dets tilblivelse, intet
om anstrengelserne foran staffeliet, og intet om de forstadier, som findes i form af
andre malerier. Det efterlader sig ingen spor i form af skitser og forarbejder. Det går
også stille med de inspirationer, som kunstneren kan have modtaget i Paris, mens
han var i nærkontakt med modernismen i det, der endnu var kunstens hovedstad:
der er ingen citater, ingen referencer, ingen hentydninger til virkeligheden uden for
atelieret. Der eksisterer heller ikke, denne forfatter bekendt, fotografier af Mogens
Andersen, mens han iført plettet malerkittel selvforglemmede fortaber sig i arbejdet
med billedet på staffeliet.

Olie på lærred 195x130 cm. Structure IV 1959
7

8
På dette punkt danner kunstneren fælles sag med sit værk: Ingen af dem, hverken
kunstner eller kunstværk, er blevet dokumenteret undervejs eller midtvejs. Det er
kun det færdige resultat - og den, der har æren af det, der kan gøre krav på interesse.
Det var Degas, der engang udtalte over for en potentiel kunde, der ville besøge
ham, mens han arbejdede: Min herre, maleri er privatsag. Det samme standpunkt
indtager Mogens Andersen.
Men ikke alt kan skjules. Den ubesværede, næsten legende lethed, som billederne
fører sig frem med, havde kunstneren ikke kunnet tilegne sig ved at blive hjemme i
Danmark. Det ligner ikke fransk kunst at gøre oprør mod traditionen. Dertil er selv
traditionen for vigtig og givende, og ingen kunstner - selv ikke den mest kontrære -
ønsker at fravælge forudsætningerne for sin egen udfoldelse og fornyelse. Uden
fortrolighed med det bedste i fortiden vil avantgarden altid savne et sted at sætte
af, når den vover sit tigerspring ind i fremtiden.
Hvis der gemmer sig et oprør i disse ellers så elskværdige og kultiverede malerier,
er det et diskret oprør mod det den stoflige tyngde i nordisk maleri, der kan ligne
mangel på både præcision og mådehold, og den sjælfuldhed, der er mere ekshibitionisme
end ekspressionisme. Det ville ikke være forkert at tolke dem som en
fransk inspireret reaktion mod surrealismen, mod den udlevering af indre forestillinger,
drømme og fantasier, som blev inspireret af psykonalysen. Det kunne også
være en reaktion mod Cobra - og de orgier af følelser og farver, som bevægelsen
satte skub i - ikke mindst hos mindre gode kunstnere i Cobraens slipstrøm. At man
fravælger den ydre virkelighed som motiv indebærer ikke, at man så i stedet tømmer
sig selv - og sin palet - i fuld offentlighed.

Olie på lærred 117x89 cm. Komposition 1989
9

10
Mogens Andersen har aldrig ønsket at fortælle noget om sit eget inderste, hverken
når han malede eller gennem det, han malede. Til gengæld har han altid lagt vægt
på at fortælle noget om dét, der betyder mest for ham i maleriet: Farvernes rige
stoflighed, det grafiske spil mellem lyst og mørkt og mellem tomhed og fylde, det
fine spil mellem konstruktion og improvisation og den rytmiske bevægelse i strøgene,
som skal afspejle to væsentlige forhold: behovet for frihed og en bevidsthed om
at friheden også må have grænser.
Et maleri som Mogens Andersen’s bliver aldrig til bekendelsesmaleri. For den
abstrakte kunstner er inderlighed ikke en særlig forfinet udgave af sandheden.
Sandhed ligger for ham et helt andet sted: i den disciplinerede frihed. Han prøver at
finde en balance mellem bindingerne til sin egen natur og den natur eller virkelighed,
der ligger uden for som et potentiale af muligheder.
Det er det, han forstår ved frihed.
Peter Michael Hornung
Mogens Andersen f. 1916, repræsenteret på talrige museer i ind- og udland bl.a. Statens Museum
for Kunst, Århus Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Vestsjællands
Kunstmuseum, Kobberstiksamlingen, Kunstindustrimuseet, Listasafn Island, Malmø Museum,
Bridgestone Museum - Tokyo, Nationalmuseet Warzawa. Danmarks repræsentant på Bienalen i
Venezia 1968. Utallige udsmykninger og udstillinger.

Olie på lærred 100x81 cm. Oktober 1985
11