Modernitet og modernisme - it-lab

More documents

Recommendations

Info

182 Den enorme udvidelse af opfattelsen af hvad det vil sige at være menneske, trængte ind i alle sprækker af den moderne kunst og førte til en problematisering og en begyndende opløsning af menneskebilledet. Opmærksomheden omkring det ubevidste, det dæmoniske eller det dyriske i mennesket medførte, at man satte spørgsmålstegn ved den menneskelige identitet. Baudelaire byggede sine digte i Les fleurs du mal omkring modpolerne spleen (livslede) og idealitet. Han skildrer på en radikalt ny måde det sataniske, det onde og det perverse i mennesket, samtidig med at idealiteten snarere lægges ud i sprogets magi end i en ortodoks tro. Det klassiske idealistiske kultursyn opererede ud fra en klar opdeling af kulturens områder. Man talte om "det gode, det sande og det skønne". Etikken tog sig af det gode, filosofien det sande og æstetikken det skønne. Kants filosofi bygger endnu på en sådan tredeling. Modernismen problematiserer både det gode og det sandes entydige realitet, samtidig med at den udvider området for det skønne radikalt. Det "hæslige" indføres som æstetisk kategori. F.eks. vakte Picassos maleri fra 1907 Frøkenerne fra Avignon furore, fordi det med sine kubistiske kvindeskikkelser med ansigter, der lignede afrikanske masker, brød med en traditionel æstetisk idealisering af kvinden. Det "hæsliges indtog" kan også aflæses i den atonale musik og i litteraturens focusering på den menneskelige driftsside. Det er ikke tilfældigt, at det er i modernismens periode, at vi oplever en række retssager med krav om censur mod litteraturens frimodige skildringer af seksualiteten (Baudelaire, Herman Bang, James Joyce, Henry Miller, D.H.Lawrence, Agnar Mykle og Soya). Først med postmodernismens tolerance eller moralske relativisme frigives pornografien. Den større psykologiske forståelse for det psykisk sammensatte fører til et mere komplekst kunstnerisk udtryk for det menneskelige. Hvad mennesket mister i "ånd", får det i den modernistiske kunst igen i sammensathed og splittethed. Menneskets fremmedgørelse-både over for samfundet og sig selv - bliver et centralt tema. I det lange løb sker det også undertiden, at mennesket reduceres til et rent biologisk væsen uden personlig identitet. Dette er tydeligt i den absurde dramatik, i den "nye" franske roman i 1960'erne og 7o'erne, hvor det moderne menneskes tingsliggørelse føres ud i det ekstreme. Ændringerne i menneskeopfattelse fører også til ændringer i den moderne kunsts skildringer af tid og rum. Den objektive tid erstattes mere og mere af subjektivt oplevet tid, og det konkrete sociale rum afløses af et vanskeligt identificerbart eksistentielt rum, som f.eks. i Kafkas prosa eller Samuel Becketts romaner og skuespil.
Storbyen som modernismens scene 183 Storbyen er "en ganske selvfølgelig stoflig baggrund for så megen nyere fortællekunst og lyrik",2) siger modernismens danske litteraturkritiker Torben Brostrøm. Allerede Walter Benjamin havde påpeget, at den chockprægede oplevelse af storbyen og menneskemasserne var forudsætningen for Baudelaires lyrik. Den modernistiske lyriker skriver sine digte ud fra et fundamentalt tvetydigt forhold til storbyen. Han indgår selv i den, trives måske i cafeernes bohème-miljø, men oplever samtidig den moderne fremmedgørelse eller absurditetsfølelse i det forjagede storbyliv. Storbyen opleves som en jungle, som et planløst væld af modstridende individuelle interesser eller som en labyrint uden udgang. Kun sjældent - som f.eks. hos den amerikanske lyriker Walt Whitman - betragtes storbyen optimistisk som et vældigt demokratisk mulighedsfelt. Også i romanen i det 19. og 20. århundrede dominerer storbyen I den realistiske og naturalistiske roman er Balzacs og Zolas romaner utænkelige uden Paris, og Dickens uden London. I Sult (1890) beskriver Hamsun Kristiania (Oslo) som en "by man ikke kommer fra, uden at den har mærket én". Tom Kristensens Hærværk (1930) kan læses som en angstpræget roman om 1920'ernes København. Malcolm Bradbury fremstiller russeren Fjódor Dostojevskij som den første store moderne forfatter, og hans Forbrydelse og straf (1866) som den første store moderne roman. Den er et barn af sin tidsalder og sin storby, Skt. Petersborg. Raskolnikov er en af datidens typiske intellektuelle, "en ateist og nihilist, der tror på individets frie ret til at skabe sin egen moral og overskride religiøse og moralske love til fordel for et selvskabt højere formål".3) Han myrder en ussel pantelånerske og søger ud af dette mord at skabe en ny moral, der hævder individets absolutte ret over for al gældende etik. Han lærer dog til sidst, at der findes en højere etik end hans egen overmenneske-moral og melder sig til politiet. Dostojevskijs løsning på konflikten i denne roman - og endnu tydeligere i et andet hovedværk Brødrene Karamazov (1879-80) - er antimoderne, dvs. kristen. Til gengæld er hele romanformen og den psykologiske dybdeboring tidstypisk og moderne. Raskolnikov er inkarnationen af en moderne nihilistisk, nervebetonet storby-intellektuel.
Page 1 and 2: 177 Modernitet og modernisme Af Cla
Page 3 and 4: 179 I det følgende vil begrebet mo
Page 5: 181 krig, som de fleste intellektue
Page 9 and 10: 185 6o'erne med bl.a. Ivan Malinovs
Page 11 and 12: 187 Det mest berømte eksempel på
Page 13 and 14: 189 som en moderne variant af Homer
Page 15 and 16: 191 Ideen om modernismen var forbun

Modernitet og modernisme - it-lab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?