Læs de første tre kapitler her - Cindie G. Cichy

Elementlærlingen.
Legenden om Den Bortkastede I
af Cindie G. Cichy.

Mødet
Fra tid til anden sker det for en magiker, at han bliver rastløs.
For hertug Robert til Waies Øerne, Mestertroldmand og
Ordensleder for Fira, Ildens Herskerindes, Broderskab, var
dette ikke bare rastløshed. Der var noget på færde, noget
magisk.
Det var en følelse af uro som nåede helt ind i knoglemarven.
Der var intet der kunne fjerene følelsen.
Omkring middag blev det alt for meget for Robert, han
slyngede en kappe over sin ordenskåbe. Vejret var ved at bliver
koldt for alvor og regnen var tung dette efterår.
Robert indkøbte to varme boller med honningglaseret skinke i
og begav sig ud i sin fødeby. Hertug-mestertroldmanden var
borgerlig født i Mitagons hovedstad, Lysets By, men guderne
havde til smilet Robert. Efter at have gennemgået sin
uddannelse havde Robert været heldig at gøre indtryk på
kongen. Ved flere lejligheder havde han været til gavn for
kronen, han havde endda reddet kronprinsens liv – for hvilket
han var blevet adlet.
Som magiker sker det fra tid til anden, at man mister grebet
om sine omgivelser. Dette var hvad der førte til at Robert gik
ned gennem en mørk gyde uden at tage notits af omgivelserne
eller de to halvstore drenge der kom slentrende mod Robert.
De to drenge var mellem fjorten og seksten var klædt i
jordfarver med undtagelse af et skarlagenrødt tørklæde. Den
ene bar det om hovedet, mens den anden havde bundet det om
livet. Tørklædet var det eneste ved de to drenge, der var rent.

Frem fra deres laser listede drengene våben. Den ene havde to
knive. Den anden en to meter lang kæde.
Robert registrerede våbnene, men nåede ikke at komme
reagere. Ned fra et første sals vindue kom en skikkelse. Det var
en pige, hendes over meter lange røde fletning afslørede hende,
men hun stod ikke tilbage for de to drenge. Hun havde drengen
med knivene på ryggen i mudderet som det første. Drengen
med kædet tog hende lidt længere at afvæbne. Et par hurtige
snit mod drenges bare underarme fik ham til at trække sig
tilbage. Drengen i mudderet var kommet på benene igen og
listede sig frem mod pigen bagfra. Pigen svang sin ene arm
bagud og trådte tilbage med samme fod, så hun havde en knive
mod hver af sine modstandere. Drengen med knivene var ikke
hurtig nok til at fjerne sig fra knivens sving bane og fik sig en
flænge over skulderen.
Drengen med knivene bevægede sig roligt rundt om pigen for
at komme hen til sin makker. De to udvekslede blikke og trak
sig så tilbage, væk fra pigen, tilbage ned af gyden.
Robert stod lamslået, dette var en af grundene til at han var
glad for at være væk fra disse gader.
Den rødhårede pige vende Robert ryggen og gik tilbage mod
bygningen, hun var sprunget ud fra.
”Tak, frøken.” fik Robert sagt, ”hvis De tillader, at jeg
spørger, hvorfor sprang De til.”
Pigen drejede omkring, bevægelsen fik hendes røde fletning til
at svinge om så den nu hang hen over skulderen på hende. Hun
var utrolig smidig. Pigen kom helt hen til den fremmede. ”De
havde måske helst været fri?” Han var utrolig høj, mindst to
meter, hvis ikke mere.

Den fremmede kiggede dybt i hendes blå øjne, det føltes, som
stillede han tusindvis af spørgsmål, men han havde intet sagt,
det var hans klare dybblå øjne, der var fulde af gådefuldhed og
spørgsmål om alt.
”Nej,” svarede han så endelig, den mærkelige fornemmelse
forsvandt. ”Frøken, ved De, at De rummer magi?”
Pigen fandt i skjul en af sine mange knive frem, der var noget
foruroligende ved dennes mands ord. ”Nej,” hendes stemme var
kold som is.
”Det gør De,” han stod lidt, som tænkte han sig om en ekstra
gang, som for at finde de rigtige ord, inden han fortsatte: ” Men
det er mig umuligt at tyde, hvilke kræfter De egentlig er i
besiddelse af.”
Pigen sprang op og greb ham i kravetøjet og hev til. Den
fremmede blev overrasket af det pludselig udfald og hendes
vægt fik ham til at falde på knæ, mens hans lyse skulderlange
hår flagrede omkring hans ansigt og prøvede at finde tilbage på
plads. I mellemtiden havde hun sat kniven for struben af ham.
”Hvem har sendt dig!” Manden stivnede, hendes blik var
gennemborende og vreden var tydelig. ”Spyt ud!”
”Ingen! Ingen har sendt mig, jeg strejfede bare omkring.”
”Hvem er du!” Pigen var så vred at hendes ansigt begyndte at
skrifte farve under snavset.
”Jeg er Hertug Robert til Waies Øerne, Mestertroldmand og
Ordensleder af Ildens Herskerindes Broderskab.”
Pigen slap Robert, som havde hun brændt sig. ”Bevis det,”
sagde hun skeptisk med et blik der matchede. Hun var trådt et
skridt væk fra ham. Robert åbnede kappen og den orange kåbe
med store ærmer kom syne, Ildbrødrene kåbe. Robert tog
kappen af og hængte den over højre arm.

Pigen lagde mærke til de mange bånd omkring ærmerne.
Inderste ved åbningen af kåben på brystet. Yderst på ærmerne
sad et mørkt orange bånd, Mestermagikerbåndet. Det næste var
et guldbånd, så kom et skrigende orange, Troldmandsbåndet.
Dernæst kom et lyseorangebånd, Mestertroldmandsbåndet,
efterfulgt af et sort bånd og to guldbånd. Pigen vidste, at
guldbåndene ku kunne gives af kongen af Mitagon selv, men
det sorte kendte hun ikke.
”Undskyld, Deres Nåde;” udbrød hun og nejede noget hun
tydeligvis ikke noget hun praktiserede til daglig.
”Det gør ikke noget, frøken. De har lige reddet mig.” han
smilede imødekommende.
”Det kunne De vist sagtens selv have klaret, Deres Højhed.
Og jeg gjorde det ikke for Dem.”
”Hvorfor gjorde De det så?”
”De var trængt ind på forbudt område,” svarede hun og
gjorde et kast med hovedet i den retning, hvor de to drenge var
kommer fra.
”Frøken,” begyndte Robert, ”vil De gøre mig den ære at følge
med mig til Den Hellige Cirkel?” Den Hellige Cirkel var byens
ældste det. Seksten templer lå her, den yderste cirkel bestod af
tolv templer og i midten lå de fire sidste, i en ring mellem den
ydre ring af templer og de fire andre lå Elementernes
Tempelskoler. Det var på Elementernes Tempelskoler landets
nye magiker blev uddannet.
Pigen så indgående på ham. ”Hvorfor?” spurgte hun
mistænksomt.
”Jeg kender nogen der, som ved mere om magi end selv jeg.”

”Det interesser mig ikke,” sagde hun affejende. ”Det ville
desuden ikke kunne lade sig gøre,” tilføjede hun i forsøg på at
redde sig ud af en eventuel fornærmelse.
Robert forstod først ikke hvad hun mente, men så huskede
han, at kongen to år tidligere havde oprettet en gruppe af
mænd, der patruljerede i byen. Deres opgave var at indfange
tyve, pigen var med stor sikkerhed allerede kendte af patruljen.
Patruljen var kun én af pigens bekymringer, det der for alvor
stoppende hende for at tage med Robert var tanken om pligt.
Hendes herre havde sat hende, som vagt post i denne gyde og
hun ville ikke forlade sin post. En anden var en den almindelige
frygt for adelige, der viste interesse for den almindelige borger.
”Vil det være muligt for Dem at møde mig i Den Hellige
Cirkel på noget tidspunkt?” pressede Robert på.
”Efter midnat.” informerede pigen ham.
”Mød mig ved vestporten.” sagde han med et smil, han
skyndte sig tilbage i den retning, hvorfra han var kommet. Han
var nu så fortravlet, at han ikke fik spurgte pigen om hendes
navn.

Mester Adrian
Robert havde hastet tilbage gennem byen, han måtte tale med
Mester Adrian og sammenkalde Magiens Råd. Rastløsheden
sad stadig i hele kroppen men nu, hvor der var praktisk gøremål
for hånden var det langt nemmer at håndtere.
Som det første Robert gik til mesteren. Tilbage på Ildskolen
bankede Robert på mesterens dør, men han ventede ikke på
svar, før han gik indenfor. Mester Adrian var langt over de firs
og havde den øverste rang i de magiske ordner i Mitagon –
Mester.
”Hmm… Mestertroldmand Robert.” Mesteren sad med
ryggen til Robert, men han kunne fornemme Roberts
tilstedeværelse. Alt i værelset var hvidt, hvilket gjorde
mesterens grå hår og halvmørke hud til en stor kontrast, for
ikke at tale om Robert selv i sin orange kåbe. Mesteren var iført
en hvid kåbe og hvidt tøj, som var et af mesterens privileger.
Robert havde besluttet at springe direkte ud i suppedasen og
sagde: ”Mester Adrian, kan man indeholde alle elementer?”
”Ved vi alt om magiens væsen?” spurgte mesteren som svar,
noget som han lod til at nyde.
”Nej, Mester, men alle elementer?”
Mesteren rejste sig en anelse besværet af sin fremskridende
alder og vendte sig mod Robert. ”Mestertroldmand, har du set
alt hvad der er værd at se her i verden?”
”Nej, Mester.”

”Har jeg…?” Spørgsmålet kom så meget bag på Robert, at
han ikke kunne komme med at høfligt svar. ”Nej,” svarede
mesteren så for ham, ”der er mere i det indre en man kan se
uden på.” Mester Adrian vente sig væk fra Robert igen og gik
hen til et af vinduerne med udsigt over tempelhaven, der ledte
op til Firas tempel i midten af Den Hellige Cirkel. ”Når han
kommer vil jeg gerne hilse på ham.”
”Han… er en pige.” Robert måtte indrømme, at det var noget
sludder at sige, men det skete tit at man sagde mærkelige ting,
når man besøgte Mester Adrian.
”Der kan man bare se… Det kan man bare se…” Robert
bukkede for mesteren og trak sig tilbage.
På etagen under mesterens, lærernes og Roberts egen bolig gik
Robert frem og tilbage for at komme af med rastløsheden. Der
lød et højt brag fra et af værelserne og Robert løb til det
pågældende værelse. Han åbnede døren og en grålig røg
væltede ud. Der lød hosten inde fra klassen efterfulgt af en
undertrykt latter.
Da det meste af røgen var forsvundet ud på gangen så Robert,
at det var Mestermagiker Karl Edvins søn, der var i færd med at
undervise sine anden års lærlinge. Lærlingene sad som
forstenede, selvom de sikkert var ved at dø af grin indvendig
var deres frygt for underviseren større end deres trang til at
grine højlydt. Karl selv stod oversået med grå aske.
Da lærlingene fik øje på Robert, bukkede de for ham. Karl
børstede det meste af asken af tøjet, det dryssede uden
problemer af kåben, men største delen blev hængende i hans
tøj.

”Mestertroldmand Robert,” Karl bukkede for Robert, ”jeg var
lige ved at demonstrer antænding af røgbomber på afstand.”
”Jeg kan se, at det virkede.” Lærlignene ventede i spænding,
”jeg forslår, at det næste du lærer dem er sikkerheds
foranstaltninger som afstand og den brillante opfindelse
vinduer.” Robert holdt den bestemte maske på. Karl havde
aldrig været en af Roberts tilhængere. ”Fortsæt,” Karl og
lærlingene bukkede for Robert, som han forlod klassen.
Dette fik Robert til at indse endnu to store problemer, alle på
tempelskolerne var mænd – drenge og visse konservative
parter. Der var aldrig blevet optaget en pige på skolerne. Robert
kendte ikke engang nogen fortilfælde af piger med magiske
evner i Mitagon.
Robert havde haft et værre hyr med at få optaget en lærling
fra landet ørkenbefolkning. Et folk der var ilde set af Mitagons
almene befolkning.
Resten af eftermiddagen tilbragte Robert i Ildskolens arkiv i
søgen efter fortilfælde, der kunne hjælpe ham med at
overbevise Magiens Råd om at optage pigen. Han måtte også
undersøge om, der stod skrevet noget sted i skolens originale
regelsæt, at piger ikke kunne optages.
En klokken ringede Robert til aftensmåltidet. Med sig til
spisesalen i Jordskolens kælder havde han tre breve,
indkaldelser til mødet i Magiens Råd.
Alle Ildskolens lærlinge og tempelbørn sad ved et langbord
dækket med en orange bordløber, ved siden af sad Jordskolens
bord, Vandskolens og Luftskolens bord – orange, grøn, blå og
grå. For enden af de fire borde stod et endnu længere bord på
en forhøjning, her sad skolens lærer, ordenslederne og de

esøgende indviede brødre. Bordet gav et godt overblik over
salen. Robert indtog sin plads midt foran Ildlærlingenes bord.
Anden klokkeslag lød og der blev stille i salen, lærlinge i
brune kåber med grønne og blå bånd kom ind med fade, de
stillede sig på række overfor de indviedes bord med
lærlingebordene imellem. En fjerde års lærling fra hver skole
rejste sig og stillede sig foran de indviedes bord.
Jordordenens leder, hertug og Mestertroldmand Lucas til
Greenvalley, rejste sig for at sige et par ord inden bordbønnen.
Robert lagde ikke mærke til hvad der blev sagt, han var ved ar
lægge en plan for, hvilke papirer han bure gennemgå, når han
kom tilbage til arkivet.
”Må Firas flamme varme os,” sagde Ildlærlingen.
”Må Grathhoods afgrøder mætte os,” sagde Jordlærlingen.
”Må Coras vand slukke vores tørst,” fortsatte Vandlærlingen
bønnen.
”Og må Aithas’ vinde skåne vores hjem,” afsluttede
Luftlærlingen.
”Lad det blive således,” lød det fra alle i salen.
Da bønnen havde lydt satte de serverende lærlinge fade frem
på de forskellige borde.
Robert tog et par skefulde af den gryderet der kom rundt og et
par stykker brød. Han spiste kun lidt af sit måltid, det meste af
tiden sad han hensunket i sine egene tanker. Klokken ringede
endnu engang for at fortælle at måltidet var slut og lærlingene
skulle begive sig tilbage til deres værelser.
Robert vinkede tre lærlinge hen til sig og gav dem hver et
brev, som de skulle aflevere til de andre ordensleder.

Efter at have siddet inde i arkivet hele aftenen besluttede
Robert at gå sig en tur udenfor, da klokken annoncerede det
sidste før midnat. Rastløsheden var ved at fortage sig, han følte
sig forberedt til sit møde med rådet, men måske en rolig gå tur
ville få bugt med den sidste rest.
Robert kom ud i Ildhaven, som den første. Jorden var dækket af
orange blomster, i midten af haven stod en stor jernstatue, som
forstillede Firas hellige dyr – Dragen. Rundt om dragen
svævede guldsmede – dragens hjælpere. Statuen nærmeste
glødede i det magiske, orange lys, som kom fra dens indre.
Dragen og guldsmedene var lavet i jern, som lyste orange af
varme, det så ud til lige at være taget ud af essen.
Robert gik videre til Lufthaven, her var jorden dækket af
grågrønne slyngplanter. Statuen i denne have var et utroligt
mesterværk, alle de fire haver og deres statuer var ældgamle, og
ingen forstod den magi, som holdt haverne og statuerne ved
lige. Statuen forstillede en falk – Aithas hellige dyr – med
udfoldede vinger. Statuen bestod af et fintmasket net af lyn,
inden i var der hvide skyer.
Mens Robert stod og så på falken, kom en enlig tilbeder til
Firas tempel, men Robert så først personen, da denne gik igen.
Hvorefter han selv gik videre til den næste have, Vandhaven.
Egentlig var det ingen have, det var et stort bassin, nogle steder
var det så dybt at vandet så sort ud, andre steder var vandet
lavet og blåt og nogle få steder lå hvide sten på overfladen.
Hvis man gik op på en lille platform, som var forenden af
bassinet, ville man kunne se, at de hvide sten og det sorte vand
dannede en spækhugger – Coras hellige dyr – fra platformen
kunne man også se det magiske blå lys omkring spækhuggeren.

Robert besøgte Jordhaven, som den sidste. Havens jord var
helt bar, men i midten stod et gammelt, forstenet egetræ. Træet
var formet som en muldvarp – Grathoods hellige dyr.
Muldvarpen lyste med et magisk grønligt skær.
Robert fandt de fire kæmpe statuer fascinerende, ingen
nulevende mennesker kendte til denne ældgamle, kraftige magi
og ingen vidste, hvad der holdt den i gang.

Tavse
Pigen vende tilbage til sin plads på loftet med udsigt over
gyden. Hun sad og tænkte over hvad der var hent, mens hun
holdt udkig efter flere indtrængere.
Havde de to drenge ventet bare et øjeblik længere ville
hertugen være nået uden for Kejserdømmet. Godt nok ville de
havde undgået at kæmpe mod hende selv, men hvordan mon en
mestertroldmand ville straffe tyve?
De to drenge var medlemmer af banden Dragerne, den største
af byens bander. Pigen selv repræsenterede Kejserdømmet.
Lysets By var opdelt i tolv distrikter, hver opkaldt efter den
gud, hvis tempel det lå bagved. Hvert distrikt var delt af en bred
brolagt vej, hvilket gjorde det nemmer for folk at finde omkring
og ikke mindste komme frem gennem byen. Dragerne regerede
over tre af disse distrikter, men de var begyndt at sende folk ind
over grænsen til nabo distriktet, som var det ene af to distrikter
tilhørende Kejserdømmet.
Der lød en let skraben fra underetagen, pigen var strakt på
stikkerne. Hun var parat med to knive, da hun roligt lænede sig
ud over lofts kanten. Der stod en dreng dernede, som var i færd
med at lukke døren, mens han holdt øje med omgivelserne
udenfor. Han vende sig omkring, da døren var lukket til og fik
øje på pigen. ”Rolig nu, det er bare mig,” pigen lagde knivene
væk igen. ”Du vil måske heller sidde her hele natten sammen
med mit kadaver?” spurgte han spøgende, da han kom op af

stigen. Da han kunne se hende prøve han at holde det alvorlige
ansigts udtryk, men til sidste måtte han bare smile.
”nej, ” hun rejste sig og hilste ham med det hemmelige tegn
og han hilste hende på samme måde.
”Er der sket noget, du virker anspændt,” sagde han så og gik
han mod vinduet, ”altså mere anspændt end normalt.”
”To drager,” svarede hun kort.
”Jeg skal altså holde skrapt udkig.” Pigen nikkede. Drengen
satte sig til rette, det ville blive en lang aften for ham. Hun
betraktede ham lidt, hun kendte den høje, spinkle og altid
muntre drenge meget godt. Han var for lystig en type til pigens
smag, men han har loyal som en hund.
”Jeg smutter. Pas på ryggen, Elijah.”
”Selvfølgelig, det må du også Tavse,” svarede han hende.
Da hun var kommet ned af stigen stak Elijah hovedet frem og
sagde: ”For resten så ville Kejseren gerne have en mundtlig
rapportering.”
Pigen – Tavse – nikkede og listede ud af bygningen gennem
en anden dør end den Elijah var kommet ind af.
Tavse begav sig ud i de menneskefyldte gader, hun sørgede for
at bane sig vej gennem de største menneskemængder på
Nordvejen. Hun tog afstikker ned af små sidegader forså at
vende om og gå tilbage igen eller klatre over et plankeværk og
komme ud af en anden gade.
Selvom Kejserens tilholdssted var kendt af enhver beboer i
området var der ingen grund til at lade en eventuel forfølger
vide, at Løvens Gab var hendes mål.

Turen gik gennem Aciks distrikt. Acik værende guden for
musik og kunst. Fremme ved Lærdommens sti hastede Tavse
frem til kroen og skyndte sig ind gennem køkkenindgangen.
Tavse hev en kokkepige til side og fik at vide, at Kejseren var
i arbejdsværelset. Hun undgik at gå gennem krostuen, ved at
benytte køkkenudgangen til den indre gang, der gav adgang til
resten af husets rum. Ude i gangen havde en vagt sat sig til rette
i mørket under trappen, der førte til overetagen. Tavse nikkede
til vagten, hun kendte godt den store fyr af navn, men det var
ikke en hun mødtes med privat.
Tavse bankede tre gangen på døren til højre for trappen. En
mands stemme råbte om at komme ind og det gjorde hun så.
Kejseren sad i sin store stol og så på et kort over byen, som lå
på hans arbejdsbord. ”Ah, Tavse, min trofaste kriger, du er
vendt tilbage til min fæstning.” Hans mørke ansigt lyste op, da
han blottede sine hvide tænder i et stort smil. Tavse var en af
Kejserens mest betroede tyve, hun og en del andre havde
hjulpet ham på tronen for godt tre år siden. ”Forhåbentlig har
du godt nyt til mig, min tavse kriger.”
”Ikke rigtig,” svarede Tavse, ”to drager trængte ind over
grænsen.”
Kejseren vinkede hende hen til bordet, ”Dragerne er blevet
mere og mere aktive på det sidst.” Kejser Nathan studerede
kortet grundigt, ”De har slået til her, her, her, og her, flere
gange indenfor den sidste uge.” Tavse kiggede med på kortet af
ren høflighed, hun var ikke den store taktiker, men Kejser lod
til at kunne lide at fortælle hende om sine ideer. Tavse kunne se
at Kejseren var bekymret. Dette var næsten lige så slemt som
dengang han have iværksat kuppet på den tidligere kejser,
Stephanos den Svage. Kuppet havde kostet dem et distrikt,

noget de havde kæmpet for at genvinde lige siden, men den
slags krævede tid og ikke mindst folk, noget som også var en
mangelvare, nu hvor kongens patruljer jagede tyvene i byen.
Tavse havde beundret den unge Nathan, som havde vældet
den tidligere kejser. Nathan ville kun det bedste for sine tyve,
han var en dygtig leder der forstod sig på mennesker.
”Intet andet?” spurgte Kejseren og så op fra kortet.
”Nej, Deres Majestæt.”
”Så smut du bare,” sagde han så og vendte igen sin fulde
opmærksomhed mod kortet.
Tavse havde rejste sig og var helt henne ved døren, da
Kejseren kom i tanke om noget han havde glem at spørge om.
”Hvem overtog din post?”
”Jeg-Er-Ingens Elijah,” svarede Tavse. Kejseren smilte ved
tanken om Elijah. ”Pas på ryggen, Tavse,” sagde han så
alvorligt, munterheden var forduftet.
”Pas på ryggen, Deres Majestæt.”
Efter mødet med Kejser Nathan tog tavse hjem til det hummer
hun delte med en anden af kejserens undersåtter. Hummeret var
kun et af mange, som blev lejet ud til de arbejdende i byen. Der
var ikke megen plads, der var kun lige stå to senge, to
dragkister, som også blev brugt til borde, og en enkelt stol. Der
var kun et enligt vindue med udsigt til gården. Tavse tændte et
lys, som hang i sin holder på væggen og begyndte at rydde op,
tørre støv af og feje.
Da hun var færdig gav hun sig til at stoppe strømper, noget
der virkede som et uendeligt arbejde.
Det var mens hun sad med det ensformige arbejde, at hendes
tanker vandre tilbage til hertugen og hans besynderlige påstand.

Magi. Skulle hun være i besiddelse af magiske evner? Det var
helt ude i tågerne. Magi var noget for de adelige og de rige at
spilde deres tid og penge på.
Tavse havde endnu ikke besluttet sig for om hun ville møde
hertugen ved midnat. Hun havde stadig hertugens ord i
tankerne, da hun rodede rundt i sin dragkiste. Hendes fingre
stødte på noget hårdt nede i kisten. Det var en lille, mørk æske
af egetræ, ned i æsken lå en lille medaljon af sølv. På den ene
side var hendes navn indgraveret, på den anden sad fem små
sten i forskellige farver. Øverst til venstre sad en grå og til
højre en orange, nederst til venstre sad en mørkeblå og til højre
en grøn, og i midten sad en lidt større krystalklar sten.
Medaljonen hang i en tynd sølvkæde, Tavse tog den på med
stenene udad.
Det var i dette øjeblik, at veninden, som hun delte hummeret
med, kom ind af døren og kastede sig ned på sin seng. Selvom
begge piger var kommet fra landet var de som to dråber vand.
Tavse havde ikke kunne lægge de huslige pligter fra sig som
hun havde lært hjemme fra, mens Freja ikke havde det mindste
problem med at glemme alt om manere og renlighed. Alligevel
svingede de godt sammen, det var kommet til byen næsten
samtidig og havde boet sammen i over to år. Tavse fandt sig i at
Freja rodede og overlod sit vasketøj og sytøj til hende. Freja
sørge til gengæld for at tage Tavse med ud blandt andre
mennesker.
”Har du spist?” spurgte Freja, der var en social fugl, der
sjældent sad stille længe af gangen.
Tavse rystede på hovedet.
Freja rejst sig, hev sengehalmen ud af de stride sorte hår og
sagde: ”Kom jeg giver.”

De gik ind på en nærliggende kro, hvor de tit kom for at spise,
kroen hed Den Sultende Ulv. Det var ikke den fineste kro, men
maden var billig, til at spise og i rigelige mængder.
”Sikke tavs du er i aften.” Tavse kunne ikke tyde om Freja
havde sagt det i sjov, eller om hun mente det, så hun overhørte
det.
Der var stille lidt endnu før Freja igen prøvede at få Tavse til
at deltage i en samtale. ”Sikken en flot medaljon. Hvem har du
fået den af?…” Tavse forstod godt hentydningen.
”Mine forældre.” Tilforskel fra Freja, tilbragte Tavse ikke
sine nætter i andre senge end sin egen, hvilket Freja også godt
vidste, men hun havde håbet på at få mere end en sætning ud af
sin veninde ved at slynge en mindre fornærmelse ud, hvilket
mislykkedes.
Det var de ord, Mine forældre, der fik Tavse til at bestemme
sig for at mødes med hertugen, jeg gør det for mine forældre,
tænkte hun ved sig selv.
Efter måltidet takkede Tavse Freja for måltidet og gik tilbage
til deres hummer. Nede i sin kiste fandt hun en ren, grå
uldenederdel og en hvid høreskjorte. Hun smed det beskidte tøj
med i kisten, hun måtte lægge det pænt sammen senere. Hun
hentede vand i gården og vaskede sit ansigt og sine hænder,
inden hun tog det rene tøj på og begav sig ned af Lærdommens
Sti mod Den Hellige Cirkel.
Det var endnu ikke midnat, da Tavse nåede indenfor Den
Hellige Cirkel. Hun åndede lette op, nu var hun i sikkerhed.
Alle kunne komme i Den Hellige Cirkel uden at frygt for loven.
Præsterne her mente at alle har ret til at tilbede deres guder,
selv tyve.

Inden mødet med hertugen gav Tavse sig tid til at besøge
Modergudindens tempel. Det ville kun være p sin plads til gå til
guderne, hvis de virkelige havde tilsmilet hende med en gave.
Tavse gik ind og knælede foran alteret og den kæmpestore
statue af Modergudinden. Hun bøjede sig frem og lod panden
berører gulvet og satte sig så op igen og rettede blikket mod
statuen.
”Hellige Moder, våg over mig og beskyt mig, jeg beder dig.”
hviskede hun stille, selvom der ingen andre var i templet. ”Lad
det blive således,” sagde hun så i almindeligt tonefald.
Tavse sad lidt og betragtede den store statue af en ældre kvide
siddende i skrædderstilling på en kæmpemæssig skildpadde –
Modergudinden og hendes hellige dyr.
Tavse forlod templet på tåspidserne og bevægede sig hen
mod Tempelskolernes vestlige port, der delte mellem Ildens
Herskerindes og Jordens Herskers Tempelskoler.
Der i portens mørke stod hertugen i sin skrigende orange
kåbe og ventede hende, nu kunne hun viste næppe vende om.