Projekt Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader

Projekt “Forebyggelse af
Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader”
- 1. evalueringsrapport fra FASA-projektet
vedr. perioden 1. september 1995 - 31. august 1997
Per Tybjerg Aldrich Arbejdsliv
Juni 1999

Projekt “Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader”
- 1. evalueringsrapport fra FASA-projektet
vedr. perioden 1. september 1995 - 31. august 1997
© Teknologisk Institut, Arbejdsliv, 1999
Teknologisk Institut, Arbejdsliv
Postboks 141
2630 Taastrup
Tlf. 4350 4801
Fax 4350 4833
E-mail arbejdsliv@teknologisk.dk

Forord
Hvert år kommer ca. 60.000 mennesker til skade på deres arbejde. For en del betyder det
et længerevarende sygefravær. For en del betyder det også, at de må forlade arbejdsmarkedet
i utide. De bliver stødt ud. Ikke nødvendigvis, fordi arbejdsskaden fysisk har gjort
dem fuldstændigt invalide. Men fordi deres selvværd har fået et knæk under det langvarige
sygefravær.
Arbejdsskaderne og den medfølgende udstødning koster hvert år samfundet i størrelsesordenen
20-30 mia. kroner. De offentlige kasser belastes med udgifter til blandt andet
behandling, sygedagpenge, revalidering og førtidspension.
Både de menneskelige og de økonomiske omkostninger er uacceptable og unødvendige.
Der bliver derfor også gjort meget for at undgå disse omkostninger. Men åbenbart ikke
nok. Der er således behov for at finde nye måder, hvorpå arbejdsskader, arbejdsbetinget
sygefravær og udstødning kan forebygges.
Projektet “Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader” (FASAprojektet)
var et tre-årigt forsøgsprojekt, der havde til formål at finde nye måder, hvorpå
såvel arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær som udstødning som følge af (langvarigt)
arbejdsbetinget sygefravær kan forebygges.
Initiativet til projektet blev taget af en gruppe bestående af repræsentanter for:
• Byggefagenes Samvirke i København.
• Socialarbejdernes Fællesudvalg.
• Teknisk Landsforbund.
• Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet.
FASA-projektet blev finansieret af Socialministeriet, og Ringsted Kommune var forsøgskommune.
Denne rapport beskriver resultaterne af og erfaringerne fra de to første års projektarbejde.
Rapporten henvender sig til alle, der interesserer sig for forebyggelse og behandling af
samt opfølgning på arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær, herunder især ledere
og medarbejdere i kommuner og bedriftssundhedstjenester.
Den evaluering af projektet, som ligger til grund for rapporten, er gennemført af undertegnede.
Olaf Rieper og Leena Eskelinen fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut
har ydet forskningsmæssig rådgivning i forbindelse med evalueringen for at sikre
kvaliteten. Medlemmerne af projektets styregruppe og medlemmerne af projektgruppen
har kommenteret udkast til rapporten. Det er dog undertegnede, der bærer det fulde ansvar
for såvel evalueringen som afrapporteringen.
Styregruppen bestod af:
3

• Byrådsmedlem og medlem af Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget Heino Bentzen,
Ringsted Kommunes kommunalbestyrelse (formand) (til 16. februar 1998).
• Byrådsmedlem og formand for Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget Ole
Mølgaard, Ringsted Kommunes kommunalbestyrelse (formand) (fra 16. februar
1998).
• Miljøudvalgsformand Poul Schrøder, LO-Ringsted (til 18. marts 1997).
• Annegrete Christophersen, LO-Ringsted (fra 18. marts 1997 til 16. juni 1997).
• Miljøudvalgsformand Lisbet Nielsen, LO-Ringsted (fra 16. juni 1997).
• Amtskredsformand Jan Vium, de lokale faglige organisationer for offentligt ansatte.
• Formand Leif Nielsen, DA-Ringsted.
• Afdelingsleder Peter Rasmussen, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted Kommune (til
4. december 1995).
• Akademisk medarbejder Bo Gammelgaard, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted
Kommune (fra 4. december 1995 til 18. august 1997).
• Afdelingsleder Inge Selch, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted Kommune (fra 18.
august 1997).
• Bestyrelsesmedlem Flemming Nielsen, BST-Sorø’s bestyrelse (til 12. marts 1996).
• Bestyrelsesmedlem Finn Mogensen, BST-Sorø’s bestyrelse (fra 12. marts 1996 til 16.
februar 1998).
• Bestyrelsesmedlem Poul Schrøder, BST-Sorø’s bestyrelse (fra 16. februar 1998).
• Centerleder Agnes Saaby, BST-Sorø.
• Kredschef Kjeld Bech Jørgensen, Arbejdstilsynet Kreds Vestsjællands Amt (fra 4.
december 1995).
• Overlæge Carsten Franck suppleret af overlæge Rolf Petersen, Arbejdsmedicinsk
afdeling, Centralsygehuset i Slagelse.
• Formand, læge Karen Hinge, Praktiserende Lægers Organisation i Ringsted.
• Socialrådgiver Susanne Gerner Nielsen, Initiativgruppen.
• Projektkoordinator Per Tybjerg Aldrich, FASA-projektet (sekretær).
Projektgruppen bestod af:
• Centerleder Agnes Saaby, BST-Sorø.
• Afdelingsleder Peter Rasmussen, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted Kommune (til
31. december 1995).
• Akademisk medarbejder Bo Gammelgaard, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted
Kommune (fra 13. oktober 1995 til 8. august 1997).
• Afdelingsleder Inge Selch, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted Kommune (fra 22.
august 1997).
• Faglig konsulent Niels Lilholm, Arbejdsmarkedsafdelingen, Ringsted Kommune, (ad
hoc fra 5. januar 1996 til 18. oktober 1996, permanent fra 18. oktober 1996 til 1. juli
1998).
• Projektkoordinator Per Tybjerg Aldrich, FASA-projektet (sekretær).
Udover denne rapport består den afsluttende afrapportering af projektet af følgende elementer:
• 2. evalueringsrapport vedrørende perioden 1. september 1997 - 31. august 1998.
• Midtvejskonference, som afholdtes 29. september 1997.
4

• Afsluttende konference, som afholdtes 10. november 1998.
Projektets tredje år, dvs. perioden fra 1. september 1997 til 31. august 1998, var ikke
planlagt fra begyndelsen. Det blev planlagt og beskrevet i februar 1997, og Socialministeriet
modtog en ansøgning om yderligere midler. Formålet med det tredje år på projektet
var at forankre de opnåede resultater fra de to første år og at afprøve nye metoder,
og da det således afveg fra formålet med de to første år, blev det besluttet at afrapportere
det tredje år i en selvstændig rapport.
Afslutningsvis vil jeg på projektets og egne vegne gerne takke socialformidler Dinna
Holstein, medarbejderne i Ringsted Kommunes dagpengeafdeling og medarbejderne i
BST-Sorø for deres indsats i FASA-projektet. Uden deres medvirken var det hele ikke
blevet til noget. En tak skal også rettes til de bedriftssundhedstjenester, som BST-Sorø
videresendte visse sager til, fordi de vedrørte virksomheder, der var medlem af de pågældende
BST’er. Sidst, men ikke mindst skal der lyde en tak til de sygedagpengemodtagere
og virksomheder, som gjorde det muligt at afprøve de arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsrelationer, som blev udviklet i projektet.
På egne vegne vil jeg gerne takke de skiftende medlemmer af projektets styre- og projektgruppe
for samarbejdet.
Per Tybjerg Aldrich
Teknologisk Institut, Center for Arbejdsliv
Juni 1999
5

Indhold
Forord 3
Sammenfatning 10
1. Baggrunden for projektet 12
Virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde 12
Virksomhedernes arbejdsmiljø 14
Arbejdsskader 15
Arbejdsbetinget fravær 16
Opfølgningen på og behandlingen af arbejdsskader og fravær 17
Udstødningen som følge af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær 20
Økonomiske konsekvenser af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær 21
Sammenfatning 22
2. FASA-projektet i “teori” og praksis 23
Projektets fødsel 23
Formål 25
Grundlæggende antagelser 26
Fremgangsmåde 26
Sammenligning af sagsgangen før og under projektet 28
Sagsgangen før projektet 28
Sagsgangen under projektet 29
Sammenfattende om forskellene i sagsgangen 30
Afgrænsninger og definitioner 31
Projektets organisering 31
Styregruppen 31
Projektgruppen 32
Projektkoordinatoren 33
Udførende aktører 33
Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommune 34
BST-Sorø 35
Faser i projektet 35
Optartsfasen 36
Interventionsfasen 36
Evalueringsfasen 44
6

Andre aktiviteter på projektet 44
Forhåndsaftaler med virksomheder 44
Fælles DA/LO-brev til arbejdspladserne 46
Opstarts-, informations- og dialogmøder 47
Nyhedsbrev og anden formidling af erfaringer og resultater fra projektet 52
Sammenfatning og diskussion 53
3. Om evalueringen af FASA-projektet 55
Evalueringens formål og centrale spørgsmål 55
Fremgangsmåde 56
Datakilder 56
Datakilder i forbindelse med første hovedspørgsmål 57
Datakilder i forbindelse med andet hovedspørgsmål 58
Datakilder i forbindelse med tredje hovedspørgsmål 58
Gennemførelse af evalueringen 58
4. Arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer 61
Den supplerende sygedagpengeattest 61
Formålet med den supplerende sygedagpengeattest 61
Udformningen af den supplerende sygedagpengeattest 62
Anvendelsen af den supplerende sygedagpengeattest 64
Erfaringerne med den supplerende sygedagpengeattest 65
Vurdering af den supplerende sygedagpengeattest 68
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale 69
Formålet med den tidlige, udvidede opfølgningssamtale 69
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtales form og indhold 70
Erfaringer med den tidlige, udvidede opfølgningssamtale 73
Vurdering af den tidlige, udvidede opfølgningssamtale 76
Kontakten til arbejdsgiveren 78
Formålet med kontakten til arbejdsgiveren 78
Udformningen af kontakten til arbejdsgiveren 78
Erfaringer med kontakten til arbejdsgiverne 78
Vurdering af kontakten med arbejdsgiveren 80
Forebyggelsesmødet 80
Formål med forebyggelsesmødet 80
Tilrettelæggelse af forebyggelsesmødet 81
Erfaringer med forebyggelsesmødet 81
Vurdering af forebyggelsesmødet 82
Inddragelsen af den sygemeldte 82
Formålet med inddragelsen af den sygemeldte 82
Tilrettelæggelsen af inddragelsen af den sygemeldte 83
Erfaringer med inddragelsen af den sygemeldte 83
Vurdering af inddragelsen af den sygemeldte 84
Vandrejournalen 85
7

Formålet med vandrejournalen 85
Vandrejournalens form og indhold 85
Erfaringer med vandrejournalen 86
Vurdering af vandrejournalen 86
Den forebyggende indsats i virksomheden 87
Formålet med den forebyggende indsats 87
Den forebyggende indsats’ form og indhold 88
Erfaringer med den forebyggende indsats 88
Vurdering af den forebyggende indsats 90
Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST 90
Formålet med samarbejdet 90
Samarbejdets form og indhold 91
Erfaringer med samarbejdet 92
Vurdering af samarbejdet 93
Samarbejdet mellem andre aktører 94
Formålet med samarbejdet 94
Samarbejdets form og indhold 95
Erfaringer med samarbejdet 96
Vurdering af samarbejdet 97
Sammenfatning og diskussion 97
5. Effekterne 105
Effekter på virksomhedernes arbejdsmiljø 105
Effekter på forekomsten af arbejdsskader 106
Effekter på forekomsten af arbejdsbetinget sygefravær 107
Effekter på udstødningen 107
Nogle udvalgte cases 110
Pædagogmedhjælper i børnehave 110
Socialpædagog på døgninstitution for handicappede 112
Rengøringsassistent på hotel 115
Specialarbejder på fabrik 117
Social- og sundhedsmedhjælper på plejehjem 119
Rengøringsassistent ansat i rengøringsfirma 121
Ekspedient i dagligvareforretning 122
Køkkenassistent på plejehjem 123
Sammenfatning og diskussion 124
6. Diskussion 127
Resultaterne af projektet 127
Samarbejdet mellem kommunen og BST 127
Effekten af samarbejdet mellem kommunen og BST 128
Behovet for samarbejdet mellem kommunen og BST 129
8

Barrierer for indsatsen 131
Forbedringsmuligheder og uafklarede spørgsmål 133
7. Konklusion 135
Barrierer 136
Perspektivering 137
Referencer 139
Appendikser 145
9

Sammenfatning
Formålet med projektet ”Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader”
(FASA-projektet) var at udvikle og afprøve arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og
samarbejdsformer, der med udgangspunkt i sygedagpengesager kan medvirke til at forebygge
arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere udstødningen af arbejdsmarkedet
som følge af (langvarigt) arbejdsbetinget sygefravær.
Baggrunden for FASA-projektet var dels de mange arbejdsskader, som hvert år finder
sted på danske virksomheder, dels udstødningen af arbejdsmarkedet som følge af langvarigt
arbejdsbetinget sygefravær. Udstødningen medfører store menneskelige og økonomiske
omkostninger, som både er uacceptable og unødvendige. Der gøres meget for
at forebygge arbejdsskader og mindske udstødningen, men af statistikker over udviklingen
fremgår det, at det ikke er tilstrækkeligt. Der er behov for at finde nye veje til forebyggelse
af arbejdsskader, arbejdsbetinget sygefravær og udstødning.
Den grundlæggende idé i FASA-projektet var at etablere et samarbejde mellem aktører,
der følger op på, behandler og forebygger arbejdsskader og sygefravær. Det vil konkret
sige kommunen, lægerne og resten af sundhedssystemet, bedriftssundhedstjenesten
(BST), arbejdspladserne, arbejdsmarkedets organisationer og Arbejdstilsynet.
Følgende arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsrelationer er udviklet i projektet:
• En supplerende sygedagpengeattest.
• En tidlig, udvidet opfølgningssamtale.
• En kontakt til arbejdsgiveren i sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget.
• Et forebyggelsesmøde.
• En inddragelse af den sygemeldte i forebyggende aktiviteter på arbejdspladsen.
• En vandrejournal.
• En forebyggende indsats i virksomhederne.
• Et samarbejde mellem kommunen og BST i sygedagpengesagerne, hvor fraværet er
arbejdsbetinget.
Arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne og samarbejdet er blevet afprøvet på en bruttopopulation
af 1125 sygedagpengemodtagere.
Konklusionen på projektet er, at det er lykkedes at udvikle et samarbejde, der virker som
et informations- og persontilbageføringssystem. Det vil sige et system, som gør kommunen
til en aktiv medspiller i forebyggelsen af arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær
og BST til en aktiv medspiller i indsatsen for arbejdsfastholdelse. Samarbejdet
mellem de to aktører øger sandsynligheden for arbejdsfastholdelse af personer med
langvarigt arbejdsbetinget sygefravær, gør den eventuelle arbejdsfastholdelse mere sund
– både for den arbejdsfastholdte og dennes kollegaer, initierer en proces, der forbedrer
arbejdsmiljøet, og øger bevidstheden hos parterne på arbejdspladserne om bl.a. sammenhænge
mellem påvirkninger i arbejdet og helbredet.
10

Konklusionen er også, at indsatsen og samarbejdet er meningsfuldt. Omkring 2/3 af sygedagpengemodtagerne
med et fravær på 4 uger eller længere angiver at have et arbejdsbetinget
fravær, og sandsynligheden for, at de får et fravær længere end 8 uger er
høj. Desuden er der en stor sandsynlighed for, at der ikke iværksættes forebyggende
foranstaltninger, med mindre kommunen og BST intervenerer, idet der kun med sikkerhed
er foretaget en arbejdsskadeanmeldelse i omkring 40% af tilfældene. Økonomisk
synes indsatsen og samarbejdet også at kunne betale sig for samfundet.
Projektet har afdækket en række barrierer for en indsats, der sigter på at forebygge arbejdsskader,
arbejdsbetinget sygefravær og udstødning med udgangspunkt i sygedagpengesager,
hvor den sygemeldte mener, at fraværet er arbejdsbetinget. De væsentligste
barrierer er:
• En mangel på erkendelse på arbejdspladserne af sammenhængene mellem påvirkninger
i arbejdsmiljøet og helbredet eller en mangel på vilje eller evne til at handle i
overensstemmelse med denne erkendelse.
• Lønmodtagernes frygt for at miste jobbet og dermed lønindtægten, hvis deres arbejdsgiver
bliver bekendt med, at deres fravær er arbejdsbetinget, og hvis de er anledning
til, at arbejdsgiveren bliver kontaktet af kommunen eller BST.
• Arbejdsgivernes modstand mod ’indblanding’ udefra, dvs. fra kommunen eller BST,
i sager, hvor en sygemeldt medarbejder mener, at fraværet er arbejdsbetinget.
Hvis disse barrierer skal overvindes, er det nødvendigt med en indsats, som begynder
meget tidligere, end når der er oprettet en sygedagpengesag. Der er med andre ord behov
for en indsats, der begynder på arbejdspladsen, før en medarbejder bliver syg.
Indsatsen for forebyggelse af arbejdsskader, arbejdsbetinget sygefravær og udstødning
kan også forbedres på følgende måder:
• Den kommunale opfølgning kan iværksættes tidligere, hvis kommunen modtager
anmodningerne om sygedagpenge tidligere, end den gør i dag, hvis ventetiden på en
opfølgningssamtale reduceres, hvis ventetiderne i behandlingssystemet blev mindsket,
og hvis ventetiden hos BST blev kortere.
• Forebyggelsen og arbejdsfastholdelsen kan styrkes, hvis de praktiserende læger bliver
mere opmærksomme på arbejdsforholdenes betydning for patienternes helbred,
på betydningen af en tidlig indsats, og hvis de i højere grad samarbejder med kommunen,
arbejdspladserne og BST om den forebyggende indsats.
BST’s indsats på arbejdspladserne i samarbejdet med kommunen har i projektet været
finansieret af projektmidler. Det er et uafklaret spørgsmål, hvem der i givet fald skal
betale for indsatsen, hvis dette samarbejde skulle fortsætte ud over en projektperiode. En
mulighed er, arbejdspladserne selv betaler. Det er ikke undersøgt, om virksomhederne er
villige til det. En anden mulighed er, at BST indgår en overenskomst med det offentlige
i stil med den, de praktiserende læger har.
11

1. Baggrunden for projektet
Initiativet til FASA-projektet blev taget af Byggefagenes Samvirke i København, Socialarbejdernes
Fællesudvalg, Teknisk Landsforbund og Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet
i begyndelsen af 1990’erne. Repræsentanter for disse fagforeninger var
kede af år efter år at se medlemmerne komme til skade på arbejdet og derefter blive kastebolde
mellem ”systemerne” for til sidst at blive stødt ud af arbejdsmarkedet og ende
på en overførselsindkomst. De mente, at der var behov for et projekt, som kunne fremme
forebyggelsen af arbejdsskaderne og udstødningen – bl.a. gennem en mere effektiv
sagsbehandling og et samarbejde mellem ”systemerne”.
I dette kapitel sammenfattes de forhold, som var baggrunden for, at fagforeningerne tog
initiativ til projektet. Denne del af kapitlet er baseret på den oprindelige projektbeskrivelse
(Kibenich, Brendstrup og Winding, 1993) og den reviderede projektbeskrivelse af
20. oktober 1995. Sammenfatningen er suppleret med oplysninger om de senere års udvikling
på de områder, som var i fokus, da projektet blev undfanget. Formålet med dette
er at vise, at projektet og dets resultater stadig er aktuelle.
Kapitlet er disponeret efter en årsags-virkningskæde, der begynder med arbejdsmiljøarbejdet
og arbejdsmiljøet i virksomhederne, jf. figur 1. Et dårligt arbejdsmiljøarbejde vil
ofte resultere i et dårligt arbejdsmiljø. Et dårligt arbejdsmiljø resulterer i arbejdsskader
mv. Hvis ikke det dårlige arbejdsmiljø i sig selv fører til arbejdsbetinget fravær, så vil
arbejdsskaderne i al fald typisk gøre det. Det betyder, at en række ”systemer” bliver aktiveret:
Et system, der behandler den anmeldte arbejdsskadesag. Et andet system, der
behandler patienten. Og et tredje system, der tager sig af sygedagpengesagen. Disse systemer
fungerer efter hvert sit rationale m.v. Arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær
fører i et vist omfang til udstødning af arbejdsmarkedet. Denne udstødning har endelig
en række økonomiske konsekvenser.
Virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde
I den danske arbejdsmiljølovgivning lægges der vægt på, at virksomhederne selv skal
forebygge og løse deres arbejdsmiljøproblemer. Lovgivningen foreskriver også, hvordan
virksomhederne skal organisere deres arbejdsmiljøarbejde. De skal bl.a. oprette en sikkerhedsorganisation.
De præcise krav til, hvordan sikkerhedsorganisation skal være,
afhænger bl.a. af virksomhedens størrelse.
Stort set alle undersøgelser af virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde, der er gennemført
siden grunden for den nuværende arbejdsmiljølovgivning blev lagt i midten af
1970’erne, viser imidlertid, at virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde ikke fungerer i
overensstemmelse med lovgivningens ånd og bogstav (Møller, Jensen og Jensen, 1988,
Stranddorf, Møller og Jensen, 1992, Arbejdsmiljørådets SIO-perspektivudvalg, 1994,
Arbejdsliv, 1999).
Undersøgelserne peger blandt andet på følgende problemer i virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde:
12

Dårligt arbejdsmiljøarbejde
Dårligt arbejdsmiljø
Arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær
Opfølgning på og behandling af
arbejdsskader og sygefravær
Udstødning
Økonomiske konsekvenser
Figur 1. En simpel årsags-virkningsmodel for sammenhængen mellem arbejdsmiljø og
arbejdsskader, fravær, udstødning og økonomi.
• Arbejdsmiljøarbejdet er ikke systematiseret eller formaliseret. Der mangler bl.a. systematiske
kortlægninger af arbejdsmiljøet og systematisk planlægning af arbejdsmiljøarbejdet,
herunder udarbejdelse af handlingsplaner.
• Arbejdsmiljøarbejdet er ikke integreret i virksomhedens øvrige aktiviteter. Arbejdsmiljøhensyn
inddrages f.eks. ikke ved planlægning af ændringer i teknologien eller
arbejdets organisering.
• De, der skal udføre arbejdsmiljøarbejdet, mangler viden om arbejdsmiljø.
• De, der skal udføre arbejdsmiljøarbejdet, samt øvrige ansatte i virksomhederne, er
ikke engagerede i arbejdsmiljøet.
13

Sammenfattende viser undersøgelserne, at virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde har en
marginal placering i virksomhederne og et reaktivt sigte.
Konsekvensen er, at det ikke kan undgås, at der indbygges arbejdsmiljøproblemer, når
virksomhederne bygger nyt eller om, infører ny teknologi eller ændrer arbejdets organisering.
En anden konsekvens er, at de arbejdsmiljøproblemer, der konstateres efterfølgende
– f.eks. ved at medarbejderne klager eller bliver skadede eller syge – ikke bliver
løst fuldstændigt.
Virksomhedernes arbejdsmiljø
Formålet med arbejdsmiljøloven er at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver
tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet. Loven
giver videre arbejdsgiverne ansvaret for at sørge for, at arbejdsforholdene er sikkerheds-
og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Trods den gode intention og den klare ansvarsplacering viser undersøgelser, at der er
væsentlige arbejdsmiljøproblemer inden for alle brancher. Blandt de arbejdsmiljøproblemer,
som præger de fleste brancher er følgende (Arbejdstilsynet, 1995a, Arbejdsministeriet,
1996, Arbejdstilsynet, 1998a, 1998b, 1998c, 1998d, 1998e, 1998f, 1998g):
• Bevægeapparatbelastninger, som bl.a. er forårsaget af tunge løft, belastende arbejdsstillinger
og ensidigt, gentaget arbejde.
• Støjbelastninger.
• Ulykker, herunder ulykker med døden til følge.
• Hudbelastninger, der først og fremmest skyldes kemiske påvirkninger, selv om biologiske
påvirkninger også spiller en rolle.
• Psykiske belastninger, der især findes inden for nogle af de mere servicebetonede
brancher.
• Kemiske belastninger, der er forårsaget af omgang med farlige stoffer og materialer.
De kemiske påvirkninger omfatter bl.a. de kræftfremkaldende, reproduktionsskadende,
allergifremkaldende eller nerveskadende stoffer og materialer.
• Luftvejsbelastninger, herunder støvbelastning.
• Hjerneskader, der skyldes organiske opløsningsmidler.
• Vibrationer, dårligt indeklima, termiske belastninger og biologiske agenser.
Alle brancher er præget af væsentlige arbejdsmiljøproblemer. Men nogle brancher er
præget af flere væsentlige problemer end andre brancher. Arbejdstilsynet har udpeget
14

følgende jobgrupper, som de farligste på grundlag af den tilgængelige viden om arbejdsmiljøproblemer,
antallet af berørte personer m.v. (Arbejdsministeriet, 1999):
1. Hjemmehjælpere, sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter på ældreområdet
2. Specialarbejdere i bygge- og anlægssektoren
3. Svejsere
4. Chauffører
5. Smede
6. Slagteriarbejdere
7. Jernbane- og rangerarbejdere
8. Træindustriarbejdere
9. Stålværks- og støberiarbejdere
10. Specialarbejdere i kemisk industri
De ti særligt farlige jobgrupper er listet efter antallet af ansatte i hver gruppe med den
største først.
Det forhold, at arbejdsforholdene ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige
medfører, at et stort antal mennesker hvert år kommer ud for en arbejdsulykke eller
pådrager sig en arbejdsbetinget lidelse.
Arbejdsskader
Når arbejdsforholdene ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, kan det
ikke undgås, at der sker arbejdsulykker eller at mennesker får arbejdsbetingede sygdomme.
Det stærkeste bevis på, at der er uløste arbejdsmiljøproblemer i mange virksomheder,
får man således ved at betragte statistikkerne over arbejdsulykker og arbejdsbetingede
lidelser.
Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens statistikker viser, at der hvert år anmeldes i
størrelsesordnen 60.000 arbejdsskader (arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser), jf.
tabel 1.
Ulykkesår/registreringsår 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Arbejdsulykker 44.920 48.389 50.438 51.329 50.943 48.378
Arbejdsbetingede lidelser 15.656 15.636 14.987 15.772 15.834 14.465
I alt 60.576 64.025 65.425 67.101 66.777 62.843
Tabel 1. Anmeldte arbejdsskader 1993-98 til Arbejdstilsynet fordelt på ulykker, lidelser
og år. Arbejdsulykker er opgjort efter ulykkesår, mens de arbejdsbetingede lidelser er
opgjort efter registreringsår. Næppe alle arbejdsulykker i 1998 var anmeldt på opgørelsestidspunktet,
så Arbejdstilsynet forventer, at det endelig tal bliver højere. (Arbejdstilsynet,
1999).
Antallet af anmeldte arbejdsskader har hverken været markant stigende eller faldende i
de sidste 10-15 år (Arbejdstilsynet, 1993, Arbejdsmiljø, 1995, Arbejdstilsynet, 1999).
Der har dog over perioden været markante variationer i antallet af skader inden for de
skadetyper og hoveddiagnosegrupper, som Arbejdstilsynet opererer med.
15

En arbejdsgiver har pligt til at anmelde en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet, når ulykken
medfører fravær fra arbejdspladsen ud over tilskadekomstdagen. Arbejdsgiveren har
pligt til at anmelde ulykken til Arbejdsskadestyrelsen, hvis den forventes at medføre
godtgørelse for mén eller erstatning for tab af erhvervsevne. Desuden skal arbejdsgiveren
til Arbejdsskadestyrelsen anmelde alle arbejdsulykker, der medfører sygefravær i
mere end fem uger.
Læger og tandlæger har pligt til at indberette konstaterede eller formodede arbejdsbetingede
lidelser til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.
Forskellige undersøgelser viser imidlertid, at langt fra alle arbejdsskader bliver anmeldt
(Haastrup, Bentzen og Krogh-Jensen, 1991, Kibsgård, 1995). Det vurderes, at kun omkring
50% af de anmeldepligtige arbejdsulykker bliver anmeldt (Arbejdstilsynet,
1995b). Det er især de mindre alvorlige ulykker, der ikke bliver anmeldt Arbejdstilsynet,
1994). Underrapporteringen for anmeldte arbejdsbetingede lidelser er ikke belyst nær så
godt, men regnes også som væsentlig. En undersøgelse peger således på, at de praktiserende
læger finder cirka 40 gange flere tilfælde af arbejdsbetingede lidelser end der anmeldes
(Kibsgård, 1995). Underrapporteringen betyder, at antallet af arbejdsskader er
langt højere, end det fremgår af statistikkerne.
Arbejdsbetinget fravær
Alle de arbejdsulykker, Arbejdstilsynet har registreret, har medført mindst en fraværsdag
ud over tilskadekomstdagen. Derimod er det ikke pr. definition alle anmeldte arbejdsbetingede
lidelser, som har medført sygefravær. De fleste mennesker med arbejdsbetingede
lidelser får dog før eller siden et sygefravær som følge af lidelsen. Arbejdsskader
er således alt andet lige forbundet med arbejdsbetinget sygefravær.
Men arbejdsbetinget fravær er andet og mere end sygefravær som følge af en arbejdsskade.
Det omfatter også fravær på grund af dårlig trivsel m.v. Dårlig trivsel kan f.eks.
være en følge af ringe indflydelsesmuligheder i jobbet, manglende muligheder for at
samarbejde med andre om arbejdsopgaverne, mismatch mellem kvalifikationer og kvalifikationskrav,
mobning og anden form for chikane. Dårlig trivsel er med andre ord også
en konsekvens af dårlige arbejdsforhold.
Uanset årsagen til sygefraværet er arbejdsgivere på det private arbejdsmarked forpligtet
til at udbetale sygedagpenge (i stedet for løn) de første to uger af sygefraværet (Den Sociale
Ankestyrelse, 1998). Derefter udbetaler den sygemeldtes bopælskommune sygedagpenge
indtil den sygemeldte kan genoptage arbejdet, dog maksimalt i 52 uger, eller
indtil det kan konstateres, at den sygemeldtes helbred ikke bliver bedre, og at vedkommende
ikke kan vende tilbage til arbejdet. Arbejdsgivere på det offentlige arbejdsmarked
betaler selv fuld løn under hele sygefraværet. De offentlige arbejdsgiverne har dog
pligt til at underrette bopælskommunen senest efter to måneders fravær (pr. 1. april
1997 er fristen 4 uger).
Antallet af lønmodtagere, der hvert år modtager sygedagpenge, er meget højt. I 1987
drejede det sig om 311.000 (Kibenich, Brendstrup og Winding, 1993). Ti år senere, i
1997, modtog 399.328 personer sygedagpenge (LO, 1999).
16

Forskellige undersøgelser peger på, at en stor del af sygedagpengesagerne skyldes sygefravær
som følge af arbejdsskader eller anden form for arbejdsbetinget fravær. Således
viser en undersøgelse gennemført af arbejdsmedicinsk afdeling på Skive sygehus, at
næsten hver fjerde sygemelding med fravær på over 14 dage skyldes en arbejdsskade
(Danske Kommuner, 1994). En anden undersøgelse peger på, at hver tredje person med
et sygefravær på over 13 uger oplevede, at deres læge mente, at lidelsen skyldes forhold
i arbejdet. (Nord-Larsen, 1991). En undersøgelse i Hjørring Kommune gennemført af
arbejdsmedicinsk klinik i Aalborg viser, at 45% af de syge mener, at arbejdet er årsag til
deres sygdom (Danske Kommuner, 1995). I en sammenfatning af forskellige undersøgelser
kommer Arbejdstilsynet frem til, at arbejdsmiljøets bidrag udgør ca. 15% af den
samlede sygdom blandt de 15-67 årige, og at arbejdsmiljøet er årsag til ca. 20% af sygefraværet
(Arbejdstilsynet, 1994). Undersøgelserne tyder desuden på, at arbejdsmiljøets
bidrag er større blandt det længerevarende sygefravær end blandt det korterevarende. På
landsplan var ca. 80% af sygemeldingerne i 1986 kortvarige, hvilket i denne forbindelse
vil sige under 13 uger (Kibenich, Brendstrup og Winding, 1993).
Opfølgningen på og behandlingen af arbejdsskader og fravær
I forbindelse med opfølgning på og behandling af arbejdsskader og sygefravær fokuseres
ofte på følgende processer:
• Sygedagpengeadministrationen.
• Lægelige undersøgelser og behandlinger.
• Arbejdsskadesagsbehandlingen.
Det er den sygemeldtes bopælskommune, som udbetaler sygedagpenge. Administrationen
af sygedagpengene følger principielt dette mønster uanset årsagen til sygefraværet:
• Kommunen modtager en anmodning om sygedagpenge fra den sygemeldte eller dennes
arbejdsgiver.
• Kommunen opretter en sygedagpengesag.
• Kommunen gennemfører et sagsforløb, der omfatter forskellige former for kontrol af
de oplysninger, som kommunen har modtaget fra den sygemeldte, og udbetaling af
sygedagpenge, mv.
• Sagsforløbet omfatter også en opfølgning på sygedagpengesagen. Opfølgningen indebærer,
at kommunen skal foretage en vurdering af den sygemeldtes situation for at
afklare, om der er behov for behandling, optræning, revalidering, overgang til førtidspension
eller andre former for bistand. Opfølgningen skulle før 1. april 1997 ske
senest tre måneder efter sygemeldingen og derefter mindst hver tredje måned. Efter
denne dato skal opfølgningen ske senest efter 8 uger og derefter hver 8. uge.
• Sagsophør, der finder sted, når 1) den sygemeldte erklærer sig rask og vender tilbage
til arbejdsmarkedet (virksomhed eller A-kasse), 2) overgår til revalidering, 3) bliver
førtidspensioneret, eller 4) falder for varighedsbegrænsningen på 52 uger i dagpengeloven.
17

Som det fremgår, kan den opfølgningen på sygedagpengesagerne også omfatte iværksættelse
af revalidering, behandling af ansøgning om førtidspension mv.
Såvel kontrollen som den mere rådgivningsprægede del af sygedagpengesagsbehandlingen
indebærer bl.a., at kommunen indhenter erklæringer fra den sygemeldtes egen læge
og eventuelt speciallæger og lader disse erklæringer vurdere af kommunens egen lægekonsulent.
Dagpengeloven forpligter også kommunerne til at samarbejde med virksomhederne,
fagforeningerne og andre for at fremme arbejdsfastholdelsen af de sygemeldte.
Lægelige undersøgelser og behandlinger indgår normalt også i opfølgningen på arbejdsskader
og arbejdsbetinget fravær – om ikke af andre grunde, så fordi kommunen beder
om lægeerklæringer som dokumentation i forbindelse med udbetalingen af sygedagpenge.
Arbejdsskadesagsbehandlingen omfatter – forenklet fremstillet - behandlingen af en
anmeldt arbejdsulykke eller arbejdsbetinget lidelse, som sendes til Arbejdskadestyrelsen
(Sidelmann og Skov, 1996, Loop, 1996). Sagsbehandlingen sigter på at afgøre, om skaden
kan anerkendes som arbejdsskade i henhold til arbejdsskadeloven, og i givet fald at
fastlægge, hvilke ydelser, den skadelidte er berettiget til, samt at beregne ydelsens eller
ydelsernes størrelse. Dette indebærer bl.a., at Arbejdsskadestyrelsen skal indhente en
række oplysninger og iværksætte en række undersøgelser, herunder lægelige undersøgelser
af den skadelidte. De ydelser, som kan komme på tale, er bl.a. betaling af udgifter
til sygebehandling, optræning og hjælpemidler, méngodtgørelse og erstatning for tab af
erhvervsevne. Der er frister for Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling. Drejer det sig
om en sygdom, der findes på den såkaldte erhvervssygdomsliste, skal Arbejdsskadestyrelsen
senest 9 måneder efter anmeldelsen meddele den skaldelidte, at sygdommen er
omfattet af loven. Senest 2 år efter anmeldelsen skal styrelsen have truffet afgørelse om
ydelserne.
Opfølgningen på og behandlingen af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær kritiseres
for forskellige forhold:
Kommunerne blev tidligere kritiseret for ikke at tage deres opfølgningsforpligtelse seriøst
nok (Kibenich, Brendstrup og Winding, 1993). De blev mere konkret bl.a. kritiseret
for, at de vægtede kontrolfunktionen højere end rådgivningsfunktionen. Det er også blevet
fremført, at opfølgningen ofte skete meget senere end krævet i lovgivningen.
Der er i de senere år foretaget en række opstramninger i sygedagpengeloven, ligesom
Socialministeriet på forskellig måde har sat fokus på kommunernes administration på
området. Dette er bl.a. sket gennem en række projekter og en massiv formidlingsindsats
så som ”Projekt Arbejdsfastholdelse” og projektet ”Sygemeldt – og i gang” (Eskelinen
og Koch, 1993, Jepsen og Eshøj, 1993, Koch et al, 1997). Dette synes at have forbedret
kommunernes efterlevelse af lovgivningen. Kommunernes Landsforening ser i al fald en
udvikling i den rigtige retning (Kommunernes Landsforening, 1999). Landsforeningen
konkluderer på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemskommunerne
bl.a., at to tredjedele af kommunerne overholder tidsfristen for den første opfølgning på
18

sygedagpengesagerne. Landsforeningen mener også, at kommunerne er blevet bedre til
at samarbejde med eksterne parter i forbindelse med opfølgningen.
Det er ikke kun et formelt spørgsmål om efterlevelse af regler, der gør, at der er fokus på
kommunernes sygedagpengeadministration, herunder særligt overholdelsen af opfølgningsforpligtelsen.
Når der er fokus på området, skyldes det i høj grad, at det er påvist,
at risikoen for, at den sygemeldte bliver udstødt af arbejdsmarkedet, øges, jo længere
den sygemeldte er væk fra arbejdsmarkedet på grund af sygemeldingen. En undersøgelse
har således vist, at næsten halvdelen af de mennesker, der er sygemeldt længere end tre
måneder, aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet (Danske Kommuner, 1995). For en
dels vedkommende skyldes det, at de under sygefraværet mister deres selvværd og troen
på, at de nogensinde kan vende tilbage i arbejde (Socialstyrelsen, 1988). Denne udvikling
hænger ofte sammen med, at de pågældende er socialt isoleret under sygefraværet.
Formålet med en tidlig opfølgning i sygedagpengesagerne er således i høj grad at reducere
den risiko for udstødning af arbejdsmarkedet, som følger af langvarigt sygefravær.
Spørgsmålet om kommunernes samarbejde med eksterne parter i sygedagpengesagerne
ses ligeledes som et spørgsmål om at fremme de sygemeldtes fortsatte tilknytning til
arbejdsmarkedet. Hvis det skal undgås, at et sygefravær bliver langvarigt, forudsætter
det bl.a., at der hurtigt sættes ind med den rette lægelige behandling af sygdommen. Det
lægger op til et samarbejde mellem den kommunale myndighed på den ene side og
sundhedssektoren, lige fra de praktiserende læger til sygehusene, på den anden side. En
anden måde at fremme arbejdsfastholdelsen på er at lade den sygemeldte arbejde på
nedsat tid, hvis det er muligt, indtil den pågældende er fuldstændig rask. For at iværksætte
sådanne ordninger, må kommunen samarbejde med virksomhederne.
Den kritik, der fremføres mod sundhedssektoren i forbindelse med behandlingen af arbejdsskader
og sygefravær, går bl.a. på, at
• der er for lange ventetider på undersøgelse og behandling.
• lægerne medvirker til at passivisere patienterne ved gang på gang at udstede lægerklæringer,
der forlænger sygeperioden, fremfor at stille mere præcise diagnoser og
iværksætte den fornødne behandling.
• lægerne er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på årsagerne til patienternes sygdomme
og på arbejdsbetingede lidelser (Kibsgård, 1995, Vissing, 1995).
De sociale myndigheder og sundhedssektoren kritiseres desuden for, at de ikke samarbejder
og koordinerer deres arbejde med henblik på at støtte den skadelidte (Socialstyrelsen,
1988).
Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling er bl.a. blevet kritiseret for at være langsommelig.
En undersøgelse har vist, at 50% af erhvervssygdomssagerne afgøres inden for 5½
måned, mens 75% afgøres inden for 10 måneder (Olsen, Andersen og Petersen, 1991).
Sagsbehandlingstiderne er længere for anerkendte end for afviste sager.
Sagsbehandlingen er også blevet kritiseret også for (Olsen, Andersen og Petersen,
1991), at
19

• det er sværere at få anerkendt en lidelse, jo mere udbredt den er.
• det i praksis ofte er umuligt at sondre mellem arbejdsbetingede og ”øvrige” multikausale
sygdomstilfælde, hvorfor sagsbehandlingen bliver præget af vilkårlighed og
tilfældighed.
• sagsbehandlingsreglerne er uigennemskuelige.
• centrale forvaltningsbestemmelser tilsidesættes.
En kritik, der ikke fremføres så ofte, men som ikke er mindre vigtig af den grund, går
på, at de opfølgende og behandlende aktører ikke samarbejder med virksomhederne og
de såkaldte forebyggende aktører om at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær
(Arbejdsliv, 1995). De opfølgende og behandlende aktører omfatter foruden de
nævnte blandt andre også fagforeningerne og revalideringsinstitutionerne. De forebyggende
aktører er først og fremmest bedriftssundhedstjenesten (BST) og Arbejdstilsynet.
Kritikken går mere konkret på, at der i kommunerne og hos de andre opfølgende og behandlende
aktører produceres og opsamles viden om bl.a. sammenhænge mellem arbejdsmiljø
og helbred samt om, hvor arbejdspladserne med dårligt arbejdsmiljø findes,
men at denne viden ikke bruges i eller stilles til rådighed for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde
i virksomhederne.
En undersøgelse har peget på, at manglen på samarbejde mellem de forebyggende, opfølgende
og behandlende aktører skyldes en række barrierer. De væsentligste barrierer
findes dels lovgivningen, dels i samarbejdsparternes mangel på kendskab til hinanden
(Arbejdsliv, 1995). Den væsentligste lovgivningsmæssige barriere er den tavshedspligt,
som mange af samarbejdsparterne er underlagt. Tavshedspligten gør, at parterne ikke
kan samarbejde i den konkrete sag uden den sygemeldtes samtykke.
Udstødningen som følge af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær
En undersøgelse har som nævnt vist, at omkring halvdelen af de mennesker, der er sygemeldt
længere end tre måneder, aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet igen. Sammenholdes
dette med, at cirka 20% af sygedagpengesagerne varer længere end tre måneder,
får man, at omkring 10% af alle sygedagpengemodtagere udstødes af arbejdsmarkedet.
Arbejdstilsynet har beregnet, at over 9.000 personer hvert år tvinges væk fra arbejdsmarkedet
som følge af dårligt arbejdsmiljø (Arbejdstilsynet, 1994b).
Ifølge Kommunernes Landsforening er der imidlertid også en del førtidspensionister,
efterlønsmodtagere, langtidsledige og bistandsklienter, der reelt er udstødt af arbejdsmarkedet
som følge af helbredsproblemer på grund af dårligt arbejdsmiljø. Landsforeningen
har skønnet, at i alt 71.000 personer i 1990 modtog indkomstoverførsler fra det
offentlige af denne årsag (Kommunernes Landsforening, 1991).
Det er ikke alle arbejdsskadede, der bliver udstødt af arbejdsmarkedet. En undersøgelse
viser, at 78% af de ulykkesramte fortsat er i arbejde 3-4 år efter arbejdsulykken. Deri-
20

mod er kun omkring halvdelen af de lidelsesramte i arbejde 3-4 år efter, at den arbejdsbetingede
lidelse er konstateret (Olsen, Andersen og Petersen, 1991). Hertil kommer, at
hver tiende ulykkesramt og hver sjette lidelsesramt er marginalt placeret på arbejdsmarkedet
3-4 år efter skadens anmeldelse. Marginalisering betyder i denne forbindelse, at
den skadede fortsat har en relation til arbejdsmarkedet, men at denne rummer et usikkerhedsmoment
på grund af sygefravær eller arbejdsløshed. En person, der er udstødt af
arbejdsmarkedet, har ingen eller kun meget små muligheder for at få eller beholde et
lønnet arbejde på det almindelige arbejdsmarked.
Økonomiske konsekvenser af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær
Samfundet påføres store udgifter i forbindelse med arbejdsskader, arbejdsbetinget fravær
og ikke mindst udstødning som følge af dårligt arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet har beregnet, at de samfundsøkonomiske omkostninger knyttet til arbejdsskader
i 1992 var i størrelsesordnen 23-28 mia. kr., svarende til omkring 3% af
bruttonationalproduktet (BNP), dvs. værdien af samfundets samlede produktion (Arbejdstilsynet,
1994b). Det er især udstødningen, der fører til de store omkostninger. Det
skyldes udgifterne til førtidspension, efterløn og andre overførselsindkomster. Bevægeapparatsygdomme
tegner sig for en meget stor del af omkostningerne. Psykiske lidelser,
hjerte/karsygdomme og arbejdsulykker belaster også samfundsøkonomien hårdt. Det
offentliges del af regningen er på mindst 13 mia. kr. Det offentliges udgifter vedrører
udgifter til behandling, sygedagpenge, førtidspension og efterløn samt revalidering.
Hertil kommer de offentlige arbejdsgiveres udgifter til deres egne ansattes sygefravær.
De samlede offentlige udgifter er nogenlunde ligeligt fordelt på staten, amterne og
kommunerne. De resterende 10-15 mia. kr. kan ikke uden videre karakteriseres som de
private arbejdsgiveres og borgernes andel af regningen, idet de vedrører produktionstab
som følge af tabt arbejdstid.
Arbejdsgiverne, herunder de private, har dog også udgifter forbundet med arbejdsskader
og arbejdsbetinget fravær. Disse udgifter vedrører sygeløn, overarbejde, vikarer, rekruttering
og oplæring af nye medarbejdere, præmier til arbejdsskadeforsikring mv. For
virksomhederne betyder det dog mere for økonomien, hvad medarbejderne foretager sig
de 85-90% af tiden, hvor de er på arbejde (Arbejdstilsynet, 1994b). I den forbindelse er
det værd at bemærke, at ikke kun medarbejdernes fravær, men også deres engagement,
produktivitet, fleksibilitet mv. er påvirket af arbejdsforholdene. Det betyder dog ikke, at
udgifterne til sygeløn, personaleomsætning som følge af dårligt arbejdsmiljø osv. skal
undervurderes. Afhængig af branche og stillingskategori kan omkostningerne til ”omsætning
af en medarbejder” løbe op i 250.000 kr., når alt, herunder driftsforstyrrelser,
timeforbrug til behandling af ansøgninger og ansættelsessamtaler, regnes med (Sønderriis,
1994).
Samfundsøkonomisk og i forhold til de offentlige udgifter kan det – som det fremgår af
det ovenstående - bedst betale sig at investere i forebyggelse af udstødning (Arbejdstilsynet,
1994b). For den enkelte arbejdsgiver kan det derimod i visse tilfælde godt betale
sig at investere i nedbringelse af sygefraværet. Det gælder i de tilfælde, hvor sygefraværet
er højt. Som et eksempel kan det anføres, at Thisted Kommune sparede 1 mio. kr. i
1993 til vikarer ved at sænke sygefraværet blandt syge- og hjemmehjælpere i kommunens
ældreafdeling med 19 procent i forhold til året før (Danske Kommuner, 1994).
21

Sammenfatning
Arbejdsmiljøarbejdet i flere virksomheder er mangelfuldt. Det betyder, at arbejdsmiljøet
ikke altid er sikkert og sundt. Som konsekvens af dette, kommer over 60.000 mennesker
i Danmark hvert år ud for en arbejdsskade - foruden at et ukendt antal mennesker ikke
trives på deres arbejdsplads.
Mange af de mennesker, der rammes af en arbejdsskade eller lider under dårlig trivsel
mv., er nødt til at melde sig syge. En del af de sygemeldte får et længerevarende sygefravær.
Hvis ikke arbejdsskaden alene betød, at de blev nødt til at forlade arbejdsmarkedet,
så øger det langvarige fravær deres risiko for at blive udstødt. Dette skyldes den
sociale isolation, som fraværet ofte medfører for sygemeldte.
Det er derfor vigtigt, at de aktører, som har til opgave at følge op på sygefravær, sætter
tidligt ind med en indsats for at fremme arbejdsfastholdelsen. Det er også vigtigt, at de
opfølgende aktører samarbejder med virksomhederne, så årsagerne til det arbejdsbetingede
sygefravær kan blive identificeret og arbejdsmiljøet forbedret.
Kommunernes og lægernes opfølgning er imidlertid ofte mangelfuld. Kommunerne
gennemfører ikke systematisk en tidlig opfølgning, de har ikke tilstrækkelig fokus på
arbejdsfastholdelse og forebyggelse i arbejdsmiljøet, og deres samarbejde med virksomhederne
og andre forebyggende aktører ikke omfattende. Lægerne har ofte heller ikke
tilstrækkelig fokus på arbejdsfastholdelse og forebyggelse i arbejdsmiljøet, og deres
samarbejde med andre aktører er heller ikke omfattende.
Konsekvensen af den mangelfulde opfølgning er, at unødigt mange mennesker hvert år
stødes ud af arbejdsmarkedet med menneskelige og økonomiske omkostninger til følge.
Hertil kommer, at virksomhederne heller ikke får de input til forbedring af arbejdsmiljøarbejdet
og arbejdsmiljøet, som et samarbejde med de opfølgende aktører om arbejdsfastholdelse
og forebyggelse i arbejdsmiljøet kunne give.
Dette er baggrunden for projektet ”Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader”
(FASA-projektet).
22

2. FASA-projektet i “teori” og praksis
Projektets fødsel
Initiativet til projektet ”Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader”
(FASA-projektet) blev som nævnt i forrige kapitel oprindeligt taget af fire fagforbund.
Repræsentanter for forbundene havde analyseret udviklingen i forekomsten af arbejdsskader
og udstødning og konkluderet, at der var et påtrængende behov for at finde nye
veje til forebyggelse af arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær. Forbundene fik
derfor i januar 1993 hos Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udarbejdet er
oplæg til et projekt (Kibenich, Brendstrup og Winding, 1993).
I dette oplæg blev Ringsted Kommune udpeget som egnet forsøgsområde. Begrundelsen
var bl.a., at pendlingen ind og ud af kommunen var beskeden, jf. tabel 2. Når dette blev
brugt som et udvælgelseskriterium må det forklares med, at en lav pendling giver en stor
sandsynlighed for, at lønmodtagerne både bor og arbejder inden for kommunens grænser.
Dette var en fordel i projektsammenhæng, når der skulle følges op på arbejdsbetinget
sygefravær. Den anden del af begrundelsen for at vælge Ringsted Kommune var, at
der var et rimeligt antal arbejdspladser inden for de deltagende fagforeningers område i
kommunen.
Antal indbyggere (1. januar 1996) 29.067
Antal beskæftigede personer med bopæl i kommunen (1995) 14.648
Antal personer med arbejdssted i kommunen (1995) 15.239
Antal indpendlere (1995) 6.171
Antal udpendlere (1995) 5.580
Indpendlingsfrekvens (1995) 40
Udpendlingsfrekvens (1995) 38
Tabel 2. Fakta om Ringsted Kommune, der blev udpeget til forsøgsområde i forbindelse
med FASA-projektet (Kilder: Danmarks Statistik og Ringsted Kommune).
Ringsted Kommunes motivation for at deltage i projektet var, dels at det kunne komplementere
og understøtte et igangværende forvaltningsrevisionsprojekt, dels at det gav
kommunen mulighed for at være på forkant med ny og mere indgribende lovgivning.
Kommunen forventede desuden, at projektet kunne medvirke til at reducere den gennemsnitlige
gennemløbstid af sygedagpengesagerne, give en økonomisk gevinst for
kommunen og forbedre sagsbehandlingen.
Forvaltningsrevisionsprojektet i Ringsted Kommune begyndte med et pilotprojekt i Arbejdsmarkedsafdelingen
i sommeren 1993 (Ringsted Kommune, 1995). Inden for afdelingen
var sygedagpenge-, revaliderings- og førtidspensionsområderne udvalgt. Formålet
med pilotprojektet var at undersøge, om der kunne opbygges et kontrolsystem og indføres
målstyring, så økonomien, produktiviteten og effektiviteten kunne forbedres. I sommeren
1995 blev hovedprojektet om forvaltningsrevision indledt. I forhold til Arbejdsmarkedsafdelingen
var målet med dette bl.a. at styrke opfølgningen i de forskellige typer
af sager. Dette skulle bl.a. ske gennem en omstrukturering af arbejdet, så forvaltningen
blev integreret i stedet for funktionsopdelt. Mere konkret var det intentionen, at det administrativt
uddannede personale, der hidtil havde administreret sygedagpengene, skulle
23

arbejde i teams med socialrådgiverne og –formidlerne, der hidtil havde taget sig af revaliderings-
og førtidspensionssagerne.
Sygedagpenge Revalidering Førtidspension
TID
Årsværk 3,2 0,1 0,3
Gns. gennemløbstid pr. sag (dage) 85 147 99
MÆNGDER
Tilgang af sager 3687 53 216
Tidsforbrug pr. sag (minutter) 100 232 179
Gennemsnitlig bestand af klienter 1068 278 1472
Sager pr. måned (< 13 uger) 300
Sager pr. måned (> 13 uger) 50
Returprocent til arbejdsmarkedet 89
OMKOSTNINGER
Ydelser (1.000 kr.) 46.973 13.687 104.263
Produktion (1.000 kr.) 1.416 890 1.405
Ydelser pr. klient 43.982 49.235 70.831
Produktionsomkostninger pr. sag 384 16.794 6.506
Tabel 3. Nøgletal for Ringsted Kommunes administration af sygedagpenge, revalidering
og førtidspension i 1993. Nøgletallene er behæftet med en vis usikkerhed, idet de er baseret
på stikprøvemålinger foretaget i vinteren 1993-94. (Kilde: Ringsted Kommune,
1995.)
Efter at Ringsted var udpeget som forsøgsområde deltog Ringsted Kommune og Midtsjællands
Bedriftssundhedscenter ApS BST-Sorø aktivt i arbejdet med at skaffe midler
til projektets gennemførelse, at organisere det, osv.
Socialministeriet meddelte i juni 1995, at man ville støtte det af CASA formulerede
projekt med 2 mio. kr. over en to-årig periode. Socialministeriet valgte at støtte projektet,
fordi man var interesseret i den forebyggelse gennem arbejdsmiljøforbedringer, som
projektet lagde op til, herunder særligt samarbejdet mellem kommunen og BST.
De involverede parter etablerede derefter en styregruppe og en projektgruppe. Der redegøres
for deres sammensætning og funktion mv. i et senere afsnit.
Parterne etablerede også et ansættelsesudvalg. Dette ansatte pr. 1. september 1995 en
projektkoordinator. En af hans første opgaver var at justere CASA’s projektbeskrivelse.
Dette skete med en ny projektbeskrivelse af 20. oktober 1995.
Justeringerne af projektbeskrivelsen omfattede følgende væsentlige forhold:
• CASA’s projektbeskrivelse lagde op til, at projektet skulle forbedre arbejdsmiljøet på
involverede virksomheder, mindske sygefraværet, mindske personaleomsætningen,
øge medarbejdertilfredsheden osv. Den reviderede projektbeskrivelse lagde i stedet
op til, at projektet skulle udvikle og afprøve metoder, der kunne medvirke til at forebygge
arbejdsskader og reducere udstødningen af arbejdsmarkedet som følge af arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær.
• CASA’s projektbeskrivelse lagde op til, at der på forhånd skulle udvælges et begrænset
antal virksomheder, og at det kun var dem, der skulle involveres i projektet. Den
24

eviderede projektbeskrivelse opererede stadig med disse såkaldte tilsagnsvirksomheder,
men lagde derudover op til, at alle virksomheder, der ‘producerede’ arbejdsbetinget
sygefravær blandt kommunens borgere, skulle søges involveret i projektet.
• CASA’s projektbeskrivelse lagde op til, at projektkoordinatoren direkte skulle være
involveret i kortlægning og løsning af skadevoldene arbejdsforhold på de involverede
virksomheder. I den reviderede projektbeskrivelse var denne opgave overladt til BST.
Den reviderede projektbeskrivelse blev godkendt af projektets styregruppe og accepteret
af Socialministeriet.
Formål
Formålet med FASA-projektet var ifølge den reviderede projektbeskrivelse at udvikle
og afprøve arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer, der kan medvirke til
at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere udstødningen af
arbejdsmarkedet som følge af (langvarigt) arbejdsbetinget sygefravær.
Projektet skulle forsøge at sammenkoble aktiviteter, der traditionelt finder sted i adskilte
systemer:
• Opfølgning på sygedagpengesager, som finder sted i den kommunale forvaltning, og
som involverer den sygemeldte, dagpengemedarbejderen/sagsbehandleren, den sygemeldtes
praktiserende læge, eventuelt speciallæger, eventuelt den sygemeldtes
fagforening og eventuelt den sygemeldtes arbejdsplads.
• Revalidering af personer, der ikke kan vende tilbage til deres hidtidige erhverv efter
sygdom, men som har en resterhvervsevne. Finder primært sted i den kommunale
forvaltning og involverer den skadelidte (revalidenten), sagsbehandleren i kommunen,
revalideringsinstitutionen, m.fl.
• Behandling af de syge/skadede, som finder sted hos de praktiserende læger, speciallæger,
sygehuse, m.fl., og som involverer den syge/skadelidte samt læger og øvrige
sundhedspersonale.
• Forebyggelse og løsning af arbejdsmiljøproblemer og arbejdsskader, som primært
finder sted på virksomhederne, og som involverer virksomheden selv og dens sikkerhedsorganisation
samt eventuelt BST, Arbejdstilsynet o.a.
De ‘systemer’, der skulle sammenkobles i FASA-projektet, var således det sociale system,
det sundhedsmæssige system og arbejdsmiljøapparatet.
Sammenkoblingen skulle ske gennem et øget samarbejde mellem aktørerne inden for de
tre systemer.
De arbejdsredskaber og arbejdsmetoder, som dels skulle formidle eller understøtte samarbejdet,
dels i sig selv fremme forebyggelsen og arbejdsfastholdelsen, var først og
fremmest:
25

• En supplerende sygedagpengeattest.
• Et tidlig, udvidet opfølgningssamtale.
• Et forebyggelsesmøde.
• En vandrejournal.
Projektet i sig selv havde ikke til formål at forebygge arbejdsskader, arbejdsbetinget sygefravær
og udstødning. Det følger af, at det var et udviklingsprojekt. Det er de arbejdsredskaber,
arbejdsmetoder og samarbejdsformer, der skulle udvikles i projektet, som
skulle medvirke til at forebygge arbejdsskader mv. Projektets effekt skal derfor ikke
måles på udviklingen i forekomsten af arbejdsskader osv., men på, om der blev udviklet
arbejdsredskaber osv. I forbindelse med afprøvningen af arbejdsredskaberne osv. skulle
der dog gerne kunne registreres en effekt på arbejdsmiljøet mv. - ellers tjente redskaberne
osv. ikke deres formål.
Grundlæggende antagelser
FASA-projektet byggede på to grundlæggende antagelser:
For det første blev det antaget, at en væsentlig del af det langvarige sygefravær skyldes
arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær. Ved at tage udgangspunkt i sygedagpengesager,
hvor fraværet er arbejdsbetinget, kan man derfor forebygge en væsentlig del af
den udstødning af arbejdsmarkedet, som finder sted af langvarigt syge. Man kan også
bruge sådanne sager som udgangspunkt for arbejdsmiljøforanstaltninger på arbejdspladserne
og derved forebygge yderligere tilfælde af arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær
af samme årsag.
For det andet blev det antaget, at en forebyggende indsats med udgangspunkt i sygedagpengesager
ikke kræver nye aktører til at varetage denne indsats, men et bedre samarbejde
mellem de aktører inden for arbejdsmiljø-, sundheds- og socialsystemerne, som i
forvejen beskæftiger sig med forebyggelse, behandling og opfølgning på arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær.
Fremgangsmåde
Ideen i projektet var således, at indsatsen skulle tage udgangspunkt i sygedagpengesager,
hvor fraværet er eller formodes at være arbejdsbetinget.
Målgruppen for projektet var derfor sygedagpengemodtagere med arbejdsbetinget sygefravær.
Om en sygedagpengemodtagers fravær var arbejdsbetinget, blev i udgangspunktet
overladt til vedkommende selv at vurdere.
Da Ringsted Kommune var udvalgt som forsøgskommune, var målgruppen afgrænset til
sygedagpengemodtagere, der boede i Ringsted Kommune. Målgruppen var yderligere
afgrænset til kun at omfatte lønmodtagere, dvs. at selvstændige var ikke omfattet. Det
samme gjaldt personer, der modtog dagpenge på grund af (ukompliceret) graviditet,
barsel eller adoption. Til gengæld var både offentligt og privat ansatte lønmodtagere
omfattet.
26

Ideen var videre, at der på grundlag af disse sygedagpengesager skulle iværksættes forebyggende
aktiviteter på de arbejdspladser, som sygedagpengemodtagerne kom fra. Således
kunne det forebygges, at de blev syge igen, når og hvis de vendte tilbage til deres
arbejdsplads. Tilsvarende kunne det forebygges, at deres kollegaer blev syge af samme
årsag. De forebyggende aktiviteter skulle med andre ord forbedre arbejdsforholdene.
Fremgangsmåden i projektet var mere præcist følgende:
• Sygedagpengemodtagere med arbejdsbetinget sygefravær skulle identificeres. Det
skulle ske ved hjælp af en supplerende sygedagpengeattest, som dagpengeafdelingen
sendte til lønmodtagere, der anmodede om sygedagpenge.
• Sygedagpengemodtagere, der angav at have et arbejdsbetinget sygefravær skulle
visiteres til en tidlig, udvidet opfølgningssamtale med en medarbejder i dagpengeafdelingen.
• Der skulle indhentes samtykke om at medvirke i projektet fra de sygedagpengemodtagere,
der havde arbejdsbetinget sygefravær. Det skete som led i den tidlige,
udvidede opfølgningssamtale, som sygedagpengemodtagerne blev indkaldt til i dagpengeafdelingen.
Samtalen er tidlig, fordi den - ideelt set – finder sted før dagpengelovens
13 (siden 1. april 1997: 8) ugers frist, og den er udvidet, fordi sygedagpengemodtageren
ikke alene spørges om forhold, der er relevante for sygedagpengesagsbehandlingen,
men også om forhold, der er relevante for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde
og for en eventuelt efterfølgende revaliderings- eller førtidspensionssag.
• Der skulle indhentes tilsagn om at medvirke i projektet fra arbejdsgiverne i de sager,
hvor den sygemeldte havde givet sit samtykke.
• De pågældende virksomheder skulle med udgangspunkt i de konkrete sager gennemføre
forebyggende foranstaltninger. Hvilke foranstaltninger, der skulle gennemføres,
skulle aftales på et forebyggelsesmøde, hvor alle relevante parter - ideelt set - deltog.
Projektet tilbød virksomhederne gratis rådgivning fra BST i forbindelse med arbejdet
med at kortlægge og vurdere arbejdsmiljøet og finde løsninger på forhold, der
ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Af hensyn til det langsigtede
forebyggende perspektiv skulle der lægges stor vægt på ikke kun at undersøge den
arbejdsplads, som den sygemeldte kom fra, men hele afdelingen eller virksomheden
(afhængig af størrelsen). Tilsvarende skulle det tilstræbes ikke kun at kigge på den
arbejdsmiljøpåvirkning, som den sygemeldte var blevet syg af, men på alle arbejdsmiljøforhold.
Den sygemeldte skulle så vidt muligt inddrages i de forebyggende aktiviteter
for at nyttiggøre vedkommendes viden, erfaringer og synspunkter og for at
bryde eventuelle tendenser til social isolation hos den sygemeldte.
• Mulighederne for, at den sygemeldte kan vende tilbage til sin hidtidige virksomhed
efter raskmelding skulle afklares, hvis der var behov for det.
• En vandrejournal skulle gennem hele forløbet anvendes til at samle alle akter vedrørende
sagen. Vandrejournalen skulle være den sygemeldtes ejendom.
27

Det øgede samarbejde mellem aktørerne inden for de forskellige systemer omfattede
således først og fremmest
• en øget fokus på arbejdsbetinget sygefravær i det eksisterende samarbejde mellem
dagpengeafdelingen og de praktiserende læger.
• et samarbejde - som ikke har været almindeligt tidligere - mellem dagpengeafdelingen
og virksomhederne om arbejdsfastholdelse og forebyggelse.
• et samarbejde - som ikke har været prøvet tidligere - mellem dagpengeafdelingen og
BST om arbejdsfastholdelse og forebyggelse.
• et samarbejde - som ikke har været almindeligt tidligere - mellem BST og virksomhederne
om arbejdsfastholdelse.
Sammenligning af sagsgangen før og under projektet
For at fremme forståelsen af fremgangsmåden i projektet kan det være hensigtsmæssigt
at sammenligne situationen for en ‘typisk’ sygedagpengemodtager med arbejdsbetinget
sygefravær før og under projektet.
Sagsgangen før projektet
En sygedagpengesag i Ringsted Kommune forløb typisk på følgende måde før projektet:
En (privat ansat) lønmodtager melder sig syg til sin arbejdsgiver. Denne udbetaler løn
under de første 14 dages fravær.
Derefter anmoder den sygemeldte via en særlig blanket kommunen om sygedagpenge.
Sagsbehandleren i kommunen tjekker om den sygemeldte i henhold til lovgivningen er
berettiget til at modtage sygedagpenge. Er det tilfældet, begynder den sygemeldte at
modtage sygedagpenge. Med jævne mellemrum kontrolleres det, om den sygemeldte
stadig er berettiget til at modtage sygedagpenge. Det sker bl.a. ved at indhente erklæringer
fra den sygemeldtes egen læge.
Efter et antal uger følger kommunen op på sygemeldingen gennem en samtale mellem
sagsbehandleren, der i Ringsted er administrativ medarbejder, og den sygemeldte. Dagpengeloven
siger, at opfølgningen skal finde sted inden 13 uger fra første sygedag (fra 1.
april 1997 er fristen ændret til 8 uger). Samtalen finder typisk ikke sted, før der er gået
13 uger. Samtalen finder typisk sted pr. telefon eller i kontoret, hvor sagsbehandleren og
hendes kollegaer sidder, selv om loven lægger op til, at samtalen skal være personlig.
Opfølgningen skal sikre, at den sygemeldte ikke bliver i dagpengesystemet længere end
højst nødvendigt gennem tiltag, der enten fremmer, at den sygemeldte vender tilbage til
det hidtidige job, eller at den sygemeldte bliver revalideret eller - i sidste ende - kommer
på førtidspension, hvis vedkommende ikke længere har tilstrækkelig erhvervsevne.
Typisk vil konklusionen på opfølgningen være, at den sygemeldte stadig er syg (og dermed
berettiget til at modtage sygedagpenge), og at man vil se tiden an, i håb om at ved-
28

kommende (snart) bliver rask og kan genoptage det hidtidige arbejde. Typisk vil denne
konklusion bl.a. være baseret på, at den sygemeldte venter på en undersøgelse eller behandling
eller er i behandling.
I de fleste tilfælde går håbet om, at den sygemeldte kan vende tilbage til det hidtidige
arbejde i opfyldelse. I nogle få tilfælde gør det ikke. Der sker så det, at den sygemeldte
falder for varighedsbegrænsningen i dagpengeloven. Den siger, at man normalt ikke kan
modtage sygedagpenge i mere end 52 uger. Når denne frist nærmer sig, overgår den sygemeldte
typisk til revalideringsgruppen i den kommunale forvaltning i en erkendelse
af, at personen nok ikke kan vende tilbage til sit hidtidige job. Man vil derfor forsøge at
revalidere personen til et nyt erhverv. Lykkes det ikke, kan personen søge - og få bevilget
- førtidspension.
I de tilfælde, hvor lønmodtageren bliver rask og vender tilbage til sit hidtidige arbejde,
vil det oftest være til en arbejdsplads, hvor alt i det store og hele er - og forbliver - som
før sygemeldingen. Arbejdslederen og kollegaerne samt personaleafdelingen i virksomheder,
hvor der findes en sådan, registrerede i sin tid, at personen blev sygemeldt, og nu
registrerer de, at vedkommende er tilbage igen. Kun hvis der var tale om en alvorlig
arbejdsulykke, kan det forventes, at sikkerhedsorganisationen (og Arbejdstilsynet samt
eventuelt BST) har været involveret, og at der er indført (nye) forebyggende foranstaltninger.
Sagsgangen under projektet
Under projektet skulle forløbet se således ud:
En (privat ansat) lønmodtager melder sig syg til sin arbejdsgiver. Denne udbetaler løn
under de første 14 dages fravær.
Derefter anmoder den sygemeldte via en særlig blanket kommunen om sygedagpenge.
Sagsbehandleren i kommunen tjekker om den sygemeldte i henhold til lovgivningen er
berettiget til at modtage sygedagpenge. Er det tilfældet, begynder den sygemeldte at
modtage sygedagpenge.
Samtidig sender sagsbehandleren en supplerende sygedagpengeattest til den sygemeldte.
Den sygemeldte udfylder attesten og returnerer den til kommunen.
Hvis den sygemeldte på attesten har angivet, at sygefraværet er arbejdsbetinget, indkalder
sagsbehandleren straks vedkommende til en personlig opfølgningssamtale under fire
øjne i forvaltningen. Formålet med samtalen er bl.a. at få belyst, hvordan fraværet efter
den sygemeldtes opfattelse er arbejdsbetinget. Det skal også belyses, hvordan den sygemeldte
vurderer sandsynligheden for at vende tilbage til det hidtidige arbejde efter
raskmeldingen, hvad den sygemeldte havde tænkt sig, hvis vedkommende ikke kunne
vende tilbage til den hidtidige arbejdsplads, og hvad den sygemeldte havde tænkt sig at
foretage sig under sygefraværet.
Er konklusionen, at fraværet er arbejdsbetinget, og vil den sygemeldte være med, involveres
BST og den sygemeldtes arbejdsplads herefter i sagen. Formålet er at undersøge
29

arbejdsforholdene på arbejdspladsen for at finde årsagerne til fraværet og for at finde
løsninger på de problemer, der måtte være. Den sygemeldte er så vidt muligt med i arbejdet.
Dels for at bevare kontakten til arbejdspladsen under sygemeldingen og derved
øge sandsynligheden for at komme tilbage og blive godt modtaget. Dels for at bidrage
med viden, erfaringer og synspunkter vedrørende problemerne i arbejdsmiljøet og løsningerne
på dem.
Konklusionen på opfølgningssamtalen kan samtidig være, at den sygemeldte ikke uden
videre kan vende tilbage til det hidtidige arbejde efter raskmeldingen. Måske skal der
ske en særlig indretning af arbejdspladsen for at det kan lade sig gøre. Måske skal personen
ansættes på særlige vilkår, fordi arbejdsevnen er reduceret væsentligt. Er dette
tilfældet, indgår det i dialogen med arbejdsgiveren. Konklusionen kan i stedet være, at
den sygemeldte under ingen omstændigheder kan vende tilbage til sin hidtidige beskæftigelse.
I så tilfælde er der behov for at vedkommende bliver revalideret til et nyt erhverv.
Er dette tilfældet, overdrages sagen til revalideringsgruppen.
Mens der arbejdes på at forbedre arbejdsforholdene, hvor det er nødvendigt, og de nødvendige
foranstaltninger for at undgå udstødning undersøges, modtager den sygemeldte
som normalt sygedagpenge. Som normalt kontrolleres det ligeledes med jævne mellemrum,
at vedkommende stadig er berettiget til sygedagpenge.
Sammenfattende om forskellene i sagsgangen
Sammenfattende adskiller den samlede sagsbehandling før og under projektet sig altså
fra hinanden på følgende punkter:
• Dagpengeafdelingen anvender under projektet som noget nyt en supplerende sygedagpengeattest
som led i opfølgningen på sygedagpengesagerne. Attesten virker over
for den sygemeldte som en meget hurtig opfølgning fra kommunens side. Attesten
kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos den sygemeldte om bl.a. årsagerne
til fraværet, og hvad der skal ske under og efter fraværet. Før projektet anvendte man
kun lægeerklæringer.
• Dagpengeafdelingen sondrer under projektet som noget nyt mellem sygedagpengemodtagerne,
idet de, der ved hjælp af den supplerende sygedagpengeattest har angivet,
at de har arbejdsbetinget sygefravær, visiteres til en særlig opfølgning. Før projektet
blev der ikke på nogen måde sondret mellem sygedagpengemodtagerne i opfølgningsindsatsen.
• Dagpengeafdelingen indkalder under projektet relativt tidligt sygedagpengemodtagere
med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær til en personlig, udvidet opfølgningssamtale,
hvor der særligt fokuseres på den sygemeldtes arbejdsforhold og sammenhængen
med fraværet. Før projektet fandt opfølgningen sted relativt sent, og den var
sjældent direkte og personlig, dvs. under fire øjne. Desuden var den tidligere fokuseret
på, om den sygemeldte stadig var syg, og hvornår vedkommende forventede at
raskmelde sig.
• Med udgangspunkt i sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget, og hvor
såvel den syge som dennes arbejdsgiver vil være med, finder der under projektet et
30

samarbejde sted mellem dagpengeafdelingen, BST, virksomheden, den sygemeldte
og andre for den konkrete sag relevante parter. Formålet med samarbejdet er at sikre
den sygemeldtes tilknytning til virksomheden og forebygge yderligere tilfælde af arbejdsbetinget
sygefravær for såvel den sygemeldte som dennes kollegaer gennem
forbedringer af arbejdsforholdene. Før projektet eksisterede dette samarbejde ikke.
Afgrænsninger og definitioner
Som opsamling og afrunding på beskrivelsen af FASA-projektets formål og indhold mv.
fremlægges her projektets afgrænsninger og definitioner af de væsentligste begreber:
Projektet er afgrænset til Ringsted Kommune. Det vil sige, at det er Ringsted Kommune
som myndighed og indbyggerne i Ringsted Kommune, der er i fokus i projektet.
De indbyggere i Ringsted Kommune, der er i fokus, er mere præcist dem, der er lønmodtagere,
og som bliver sygemeldt og derfor modtager sygedagpenge fra kommunen.
Den intervention, som projektet indbærer, retter sig mod sygedagpengemodtagere med
arbejdsbetinget sygefravær. Ved arbejdsbetinget sygefravær forstås i denne sammenhæng
fravær fra arbejdspladsen, som skyldes en arbejdsulykke, en arbejdsbetinget lidelse
eller dårlig trivsel mv. – altså fravær, der på den ene eller anden måde har en sammenhæng
med arbejdsmiljøet på den sygemeldtes arbejdsplads.
Arbejdsmiljø forstås i denne sammenhæng meget bredt. Det omfatter således ikke kun
fysiske, kemiske og biologiske påvirkninger, men også psykiske belastninger. Forholdet
mellem den ansattes kvalifikationer og kvalifikationskravene i jobbet, samarbejdsmulighederne
og mulighederne for selv at tilrettelægge sit arbejde er også omfattet af arbejdsmiljøbegrebet.
Af og til bruges ordet arbejdsforhold i stedet for ordet arbejdsmiljø.
Oftest er meningen den samme, men nogle gange er betydningen af begrebet arbejdsforhold
bredere end begrebet arbejdsmiljø. I disse tilfælde omfatter arbejdsforhold også
forhold som lønsystemet (fast timeløn, akkord, bonus, mv.) og arbejdstidens placering
(fast dag/aften/nat, skiftehold, mv.), der også har indflydelse på medarbejdernes helbred
og velfærd - ligesom de mere traditionelle arbejdsmiljøfaktorer (støj, støv, farlige stoffer
og materialer, osv.).
Interventionen retter sig desuden mod de arbejdspladser, som sygedagpengemodtagerne
med arbejdsbetinget sygefravær kommer fra. Det vil sige, at der kan være tale om såvel
private som offentlige virksomheder, ligesom virksomhederne kan være lokaliseret såvel
i som uden for Ringsted kommune.
Projektets organisering
Projektorganisationen bestod af en styregruppe, en projektgruppe, en ansat projektkoordinator
og de udførende aktører.
Styregruppen
Styregruppen bestod af repræsentanter for de aktører, der deltog i projektet: Arbejdsmarkedets
parter (DA Ringsted, LO Ringsted og Ringsted Byråd samt en repræsentant
31

for de offentligt ansattes organisationer), BST-Sorø’s bestyrelse, Arbejdsmedicinsk afdeling
ved Centralsygehuset i Slagelse, praktiserende læger i Ringsted, Arbejdstilsynet i
Vestsjællands Amt, Initiativgruppen og projektgruppen (jf. nedenfor). Repræsentanterne
var for hovedpartens vedkommende formænd for eller ledere af de organisationer, institutioner
mv., som udgjorde aktørerne i projektet.
Socialministeriet deltog kun i styregruppens møder ved projektopstart og -afslutning,
men blev holdt orienteret om status på projektet gennem referaterne af styregruppens
møder.
Styregruppens opgave var at formidle de forskellige aktørers interesser og at sikre, at de
overordnede mål for projektet blev nået. Styregruppen skulle desuden virke som inspirator
og sparringspartner for projektgruppen.
Styregruppen mødtes én gang i kvartalet. Projektkoordinatoren formulerede dagsordenen
efter samråd med projektgruppen, og han skrev referatet. Desuden formulerede han
oplæg til styregruppens drøftelser. Møderne blev ledet af kommunalbestyrelsens medlem
af gruppen.
Projektgruppen
Projektgruppen bestod af en repræsentant for hver af de to aktører, som var mest centrale
i projektet, nemlig Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommunes Sundhedsforvaltning
og BST-Sorø, samt af projektkoordinatoren. Repræsentanten for BST-Sorø var
gennem de to år centerlederen. Arbejdsmarkedsafdelingen var kun i projektets første fire
måneder repræsenteret på ledelsesniveau. Den gennemgående repræsentant for Arbejdsmarkedsafdelingen
var derefter den projektansatte stabsmedarbejder, der arbejdede
med forvaltningsrevisionsprojektet. Da medlemmerne af projektgruppen som nævnt
også var medlem af styregruppen, betød dette, at Arbejdsmarkedsafdelingen igennem
det meste af projektet ikke var repræsenteret på ledelsesniveau på hverken det strategiske
eller taktiske niveau i projektorganisationen. En del af forklaringen på, at Arbejdsmarkedsafdelingen
ikke var repræsenteret på ledelsesniveau i projektet, skal søges i det
forhold, at afdelingens leder gennem en årrække rejste ved årsskiftet 1995/96, og at der
gik adskillige måneder inden en ny leder blev ansat.
At Arbejdsmarkedsafdelingen og BST-Sorø var de to mest centrale aktører i projektet
afspejlede sig bl.a. i, at der blev ydet lønrefusion til en halv medarbejder hvert sted som
kompensation for det merarbejde, som deltagelsen i projektet medførte.
Projektgruppens opgave var at bistå koordinatoren med den daglige koordinering. Projektgruppen
havde ansvaret for at projektets mål blev nået, og at projektets metoder blev
anvendt i de forskellige relevante sammenhænge under hensyntagen til de respektive
aktørers lovmæssige og etiske grundlag. Projektgruppen havde ligeledes til opgave at
holde styregruppen og den interesserede offentlighed informeret om projektet og dets
resultater.
Projektgruppen mødtes ugentligt. Projektkoordinatoren formulerede dagsordenen og
hovedparten af oplæggene, ledede møderne og skrev referaterne.
32

Projektkoordinatoren
Projektkoordinatoren var ansat af styregruppen og refererede til denne. Hans funktion
var - som navnet antyder - at varetage den daglige koordinering af aktørernes projektrelaterede
aktiviteter og at være sekretær for styre- og projektgruppen. I overensstemmelse
med antagelsen om, at der ikke er behov for at oprette nye organer, deltog projektkoordinatoren
ikke i den egentlige sagsbehandling hos nogen af aktørerne, ligesom
han ikke havde et ledelsesansvar for nogen af medarbejderne hos aktørerne.
Ringsted Kommune stillede kontorfaciliteter til rådighed for projektet, dvs. til projektkoordinatoren.
For at understrege, at projektkoordinatoren ikke var ansat i Kommunen,
men på projektet - altså at han var uafhængig af Kommunen - fik projektet sit eget telefonnummer
og sin egen (postboks)adresse. Rent fysisk var koordinatorens kontor placeret
i samme bygning som Sundhedsforvaltningen, som Arbejdsmarkedsafdelingen er en
del af, så han var tæt på den mest centrale aktør i projektet.
Udførende aktører
Sidste led i projektorganisationen udgjordes af medarbejderne (inklusive lederne) hos de
deltagende aktører. I både Arbejdsmarkedsafdelingen og BST-Sorø blev der som nævnt
ydet lønrefusion til en halv medarbejder som kompensation for det merarbejde, som
deltagelsen i projektet påførte de to aktører. Igennem det meste af projektperioden udnyttede
Arbejdsmarkedsafdelingen i øvrigt ikke muligheden for at øge bemandingen
med en halv medarbejder. BST-Sorø ansatte derimod en medarbejder, så bemandingen
var på plads, da projektet begyndte. Trods lønrefusionen var det principielt alle medarbejdere
i både Arbejdsmarkedsafdelingen og BST-Sorø, der deltog i projektet.
Figur 2 viser den samlede projektorganisation.
33

Projektkoordinatoren
Arbejdsmarkedsafdelingen
+½ dagpengemedarbejder
Styregruppen
Projektgruppen
Figur 2. Den samlede projektorganisation for FASA-projektet omfattede en styregruppe,
en projektgruppe og en projektkoordinator. Styregruppen bestod af repræsentanter
for samtlige aktører vist på figuren. Projektgruppen bestod af en repræsentant for Arbejdsmarkedsafdelingen
og en repræsentant for BST samt projektkoordinatoren.
Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommune
Figur 3 viser, hvordan dagpengeafdelingen indgik i Arbejdsmarkedsafdelingen, der igen
var en del af Sundhedsforvaltningen i Ringsted Kommune. Medarbejderne i dagpengeafdelingen
var kommunalt uddannet HK-personale. Dagpengemedarbejderne havde et
vist samarbejde med personalet i revalidering/førtidspensionsgruppen i forbindelse med
opfølgningen på sygedagpengesagerne, nemlig når en sygedagpengemodtager skulle
revalideres eller ville søge førtidspension. Medarbejderne i revalidering/førtidspensionsgruppen
var socialrådgivere eller -formidlere. Endelig havde dagpengemedarbejderne
et samarbejde med kommunens lægekonsulent, der har til opgave at vurdere de
lægelige oplysninger i sagerne. Dagpengeafdelingen var ved projektets begyndelse bemandet
med fire medarbejdere, som dog ikke alle arbejdede på fuld tid. Afdelingen havde
ikke en selvstændig leder, men delte en faglig konsulent med økonomigruppen. En
anden faglig konsulent stod i spidsen for rådgivergruppen. Det økonomiske og ledelsesmæssige
ansvar lå hos Arbejdsmarkedsafdelingens leder. Denne refererede til socialinspektøren,
der var øverste chef for Sundhedsforvaltningen. Den mål, der var i
kommunens forvaltningsrevisionsprojekt om at omstrukturere arbejdet i dagpengeafdelingen
og rådgivergruppen, blev ikke nået inden for den periode, som denne rapport omhandler.
34
Bedriftssundhedstjenesten
+½ BST-m edarbejder
DA A rbejdstilsynet
LO Praktiserende læger
Byrådet A rbejdsm edicinsk afdeling
Off. ansattes fagforeninger Initiativgruppen

Systemadm inistrationen
Dagpengeafdelingen
Økonomigruppen
Rådgivergruppen
Revalidering/førtidspensionsgruppen
Jobsekretariatet
Kontanthjælpsgruppen
Lægekonsulenten
Sundhedsforvaltningen
Arbejdsmarkedsafdelingen Sundhedsafdelingen
Figur 3. Organisationsdiagrammet viser dagpengeafdelingens indplacering i Arbejdsmarkedsafdelingen
samt andre organisatoriske enheder med berøring til dagpengeafdelingen.
Sundhedsafdelingens organisation er ikke medtaget.
BST-Sorø
Midtsjællands Bedriftssundhedscenter ApS BST-Sorø havde ved projektets begyndelse
13 faglige medarbejdere, 3 administrative medarbejdere og én servicemedarbejder samt
lederen. Gruppen af faglige medarbejdere omfattede fem ingeniører, tre ergoterapeuter,
én arbejdsfysiolog, to arbejdspsykologer og én farmaceut samt én maskinmester.
Faser i projektet
FASA-projektet begyndte den 1. september 1995 med ansættelsen af projektkoordinatoren
og strakte sig (for den del, der beskrives i denne rapport) over to år frem til den 31.
august 1997.
Projektforløbet var bestemt til at falde i tre hovedfaser med glidende overgange mellem
dem:
• Opstartsfasen omfattede de tre første måneder, og hovedaktiviteterne var etableringen
af projektets organisation, revision af projektbeskrivelsen, etablering af kontakter til
samarbejdspartnere samt konkretisering af de arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og
samarbejdsformer, projektet handler om.
• Interventionsfasen omfattede de næste 17 måneder af projektet, og hovedaktiviteten
var udvikling af de nævnte arbejdsredskaber mv. og afprøvning på en række konkrete
sygedagpengesager.
35

• Evalueringsfasen omfattede de sidste 4 måneder af projektet.
Et projekt forløber sjældent fuldstændigt som planlagt. Dette gjaldt også for FASAprojektet.
Projektplanens faseinddeling blev ændret nogle gange, efterhånden som projektet skred
frem.
Optartsfasen
Opstartsfasen, der skulle have varet fra 1. september 1995 til 1. december 1995 (tre måneder),
kom reelt til at vare til primo februar 1996 (5 måneder). Årsagen var primært, at
Arbejdsmarkedsafdelingen var længere tid end planlagt om at finde personale til at løfte
den ekstra arbejdsbyrde, som deltagelse i projektet medførte.
Interventionsfasen
Interventionsfasen, der skulle have varet fra 1. december 1995 til 30. april 1997 (17 måneder),
begyndte således reelt omkring den 1. februar 1996 og sluttede omkring 31.
marts 1997 (14 måneder). Årsagen, til at fasen sluttede tidligere end planlagt, var, at
Arbejdsmarkedsafdelingen igen løb ind i mandskabsproblemer. Samme problem var
årsag til, at projektet stort set lå stille i forvaltningen i en cirka to måneder lang periode i
eftersommeren 1996.
Delperioder i interventionsfasen
Interventionsfasen blev opdelt i fem delperioder. Formålet med dette var at muliggøre
en systematisk opsamling af erfaringer med forskellige versioner af de udviklede arbejdsredskaber,
arbejdsmetoder og samarbejdsformer. Tabel 4 giver en oversigt over
delperioderne.
36

Periodens
nr.
Periodens
start- & slutdato
Anvendt version
af supplerende
sygedagpengeattest
Modtagere
af den supplerende
sygedagpengeattest
1 960207-960308 001 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, gravide
o.lign.
2 960311-960422 002 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
3 960423-960726 003 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt lønmodtagere med
“influenza” eller “forkølelse”
som fraværsårsag.
4 961001-970115 004 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt allerede raskmeldte
lønmodtagere
5 970116-970312 005 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt allerede raskmeldte
lønmodtagere
37
Karakteristik af periodens sagsbehandling
Attesten blev udsendt af DP
straks ved oprettelsen af sdpsagen.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved socialformidleren.
Forebyggelsesmøde indkaldes af
socialformidleren.
Attesten blev udsendt af DP
straks ved oprettelsen af sdpsagen.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved socialformidleren.
Forebyggelsesmøde indkaldes af
socialformidleren.
Attesterne blev udsendt af DP i
batches.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
Attesten blev udsendt af DP
samme dag, som anmodningen
om sdp modtages.
Sagsbehandling ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
Attesten blev udsendt af DP
samme dag, som anmodningen
om sdp modtages.
Sagsbehandling ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
Tabel 4. En oversigt over de perioder, som interventionsfasen blev delt op i. DP = Dagpengeafdelingen,
sdp = sygedagpenge, gravide o.lign. = lønmodtagere, der modtager
dagpenge p.g.a. graviditet, barsel eller adoption.
Inden for hver delperiode blev arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne og samarbejdsformerne
afprøvet på et antal sygedagpengesager. Tabel 5 giver en oversigt over, hvor
mange sager, der er indgået i afprøvningen på forskellige trin i den udvælgelsesproces,
som er skitseret i de følgende figurer.

Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Modtaget supplerende sygedagpengeattest 307 320 356 90 52 1125
Returneret supplerende sygedagpengeattest 176 172 164 68 42 622
Selvangivet arbejdsbetinget sygefravær 29 30 37 41 31 168
Udvalgt som “FASA-sag” 20 14 25 41 24 124
Deltaget i opfølgningssamtale 17 11 19 22 14 83
Givet samtykke 2 2 4 15 10 33
Deltaget i virksomhedsforløb 0 1 2 11 5 19
Svarprocent 57,3 53,8 46,1 75,6 80,8 -
Andel med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær
16,4 17,4 22,6 60,3 73,8 -
Tabel 5. Antallet af involverede sygedagpengemodtagere på de forskellige trin i sagsforløbet
fordelt på de fem perioder i interventionsfasen og totalt for hele interventionsfasen.
38

Oprettede sdp-sager/
udsendte supplerende
sygedagpengeattester
307
Returnerede supplerendesygedagpengeattester
176
Selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
29
Udvalgte sager/”FASAsager”
Givet samtykke
Forebyggelsesmøder
Deltaget i virksomhedsforløb
20
Figur 4. Bortfaldsanalyse for 1. periode.
2
0
0
39
Ikke-returnerede supplerendesygedagpengeattester
131
Selvangivet ikkearbejdsbetingetsygefravær
147
Fravalgte sager
Henlagt p.g.a. sdpmodtageren
Henlagt p.g.a. arbejdsgiveren
Henlagt p.g.a. manglende
aftale
9
18
2
0

Oprettede sdp-sager/
udsendte supplerende
sygedagpengeattester
320
Returnerede supplerendesygedagpengeattester
172
Selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
30
Udvalgte sager/”FASAsager”
Givet samtykke
Forebyggelsesmøder
Deltaget i virksomhedsforløb
14
Figur 5. Bortfaldsanalyse for 2. periode.
2
1
1
40
Ikke-returnerede supplerendesygedagpengeattester
148
Selvangivet ikkearbejdsbetingetsygefravær
142
Fravalgte sager
Henlagt p.g.a. sdpmodtageren
Henlagt p.g.a. arbejdsgiveren
Henlagt p.g.a. manglende
aftale
16
12
1
0

Oprettede sdp-sager/
udsendte supplerende
sygedagpengeattester
356
Returnerede supplerendesygedagpengeattester
164
Selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
37
Udvalgte sager/”FASAsager”
Givet samtykke
Forebyggelsesmøder
Deltaget i virksomhedsforløb
25
Figur 6. Bortfaldsanalyse for 3. periode.
4
2
2
41
Ikke-returnerede supplerendesygedagpengeattester
192
Selvangivet ikkearbejdsbetingetsygefravær
127
Fravalgte sager
Henlagt p.g.a. sdpmodtageren
Henlagt p.g.a. arbejdsgiveren
Henlagt p.g.a. manglende
aftale
12
21
2
0

Tilvalgt på anden vis
Figur 7. Bortfaldsanalyse for 4. periode.
7
Udsendte supplerende
sygedagpengeattester
42
90
Returnerede supplerendesygedagpengeattester
68
Selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
41
Udvalgte sager/”FASAsager”
Deltaget i opfølgningssamtale
Videresendt til BST
Deltaget i virksomhedsforløb
41
22
15
11
Ikke-returnerede supplerendesygedagpengeattester
22
Selvangivet ikkearbejdsbetingetsygefravær
27
Fravalgte sager
Ingen samtale
Henlagt p.g.a. mangel
på samtykke
Henlagt p.g.a. manglende
aftale
7
19
7
4

Tilvalgt på anden vis
Figur 8. Bortfaldsanalyse for 5. periode.
1
Udsendte supplerende
sygedagpengeattester
43
52
Returnerede supplerendesygedagpengeattester
42
Selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
31
Udvalgte sager/”FASAsager”
Deltaget i opfølgningssamtale
Videresendt til BST
Deltaget i virksomhedsforløb
24
14
10
5
Ikke-returnerede supplerendesygedagpengeattester
10
Selvangivet ikkearbejdsbetingetsygefravær
11
Fravalgte sager
Ingen samtale
Henlagt p.g.a. mangel
på samtykke
Henlagt p.g.a. manglende
aftale
8
10
4
5

Evalueringsfasen
Evalueringsfasen, der skulle have varet fra 1. maj 1997 til 31. august 1997 (4 måneder),
kom reelt til at strække sig over meget længere tid. Den primære årsag var, at der i foråret
1997 blev givet mulighed for at fortsætte projektet endnu et år (frem til 31. august
1998), hvorfor hovedaktiviteten i sommeren 1997 blev at planlægge projektets fortsættelse.
Det primære formål med at fortsætte projektet var at forankre de opnåede resultater hos
aktørerne. Desuden skulle nye arbejdsmetoder afprøves. Projektets tredje år behandles i
2. evalueringsrapport fra projektet.
Andre aktiviteter på projektet
I tilknytning til den udvikling af samarbejdet mellem de forskellige aktører inden for
den sociale sektor, sundhedssektoren og arbejdsmiljøapparatet, som fandt sted i forbindelse
med de konkrete sygedagpengesager, blev der også gennemført en række andre
aktiviteter på projektet med henblik på at fremme samarbejdet om forebyggelse og arbejdsfastholdelse.
I dette afsnit beskrives de væsentligste af disse aktiviteter.
Forhåndsaftaler med virksomheder
Formålet med forhåndsaftalerne
For at øge sikkerheden for at der blev nogle sygedagpengesager, som arbejdsredskaberne,
arbejdsmetoderne og samarbejdsmodellerne kunne blive afprøvet på, blev der truffet
aftaler med en række lokale virksomheder.
Aftalerne gik ud på, at arbejdsgiveren erklærede sig parat til at deltage positivt og konstruktivt
i projektet for at løse eventuelle arbejdsmiljøproblemer og finde muligheder for
arbejdsfastholdelse, hvis én af virksomhedens medarbejdere skulle pådrage sig en arbejdsskade
eller få et arbejdsbetinget sygefravær.
Metoden med forhåndsaftaler er ikke beskrevet i den reviderede projektbeskrivelse af
20. oktober 1995. Derimod beskrives det i CASA’s oprindelige projektbeskrivelse fra
1993, at der skal udvælges et mindre antal offentlige og private arbejdspladser inden for
forskellige brancher. Hovedparten af de ansatte på disse arbejdspladser skal have bopæl
i Ringsted Kommune. Ideen er derefter, at projektets ressourcer skal anvendes til at forbedre
skadevoldende forhold på disse arbejdspladser, begrænse sygefraværet og øge
mulighederne for arbejdsfastholdelse. Til gengæld blev andre arbejdspladser ikke involveret
på nogen måde i dette projekt.
Den metode med forhåndsaftaler, som faktisk blev anvendt i FASA-projektet, ligner
altså ikke den oprindelige idé. Der var to grunde til, at den oprindelige idé fra CASA’s
projektbeskrivelse blev opgivet:
For det første var idéen i mellemtiden realiseret i “Projekt Arbejdsfastholdelse” i Vejen,
Brørup og Holsted - et andet sygedagpengeprojekt finansieret af Socialministeriet (Pedersen
et al., u.å., Projekt Arbejdsfastholdelse, u.å.).
44

For det andet vurderede projektgruppen - med accept fra styregruppen, at det var mere
interessant at undersøge, hvad man fik ud af at tage kontakt med virksomhederne på
baggrund af konkrete tilfælde af arbejdsbetinget sygefravær.
Udformningen af forhåndsaftalerne
De fleste af aftalerne blev indgået i projektets opstartsperiode af medlemmer af projektgruppen,
typisk projektkoordinatoren eller BST-centerlederen. En enkelt aftale blev indgået
af Arbejdsmarkedsafdelingens leder.
De fleste af aftalerne baserede sig på uformelle kontakter, som havde fundet sted mellem
nogle af de lokale initiativtagere til projektet (fagforeningerne og BST) og virksomhederne
før projektets formelle begyndelse den 1. september 1995.
På grund af kontakternes uformelle karakter fandtes der ikke noget skriftligt om dem,
men da de lå før projektstart, må man forvente, at i al fald de lokale initiativtagere har
haft idéen fra CASA’s projektbeskrivelse i tankerne, når de har talt med virksomhederne.
Dette har muligvis skabt nogle forventninger - om ikke andet så hos de lokale initiativtagere
- som ikke er blevet indfriet, i og med at den oprindelige idé blev opgivet.
Dette problem tages op nedenfor.
Aftalerne blev som regel indgået mundtligt og derefter bekræftet i et kort brev fra projektkoordinatoren
til den pågældende arbejdsgiver. Udover at arbejdsgiveren erklærede
sig parat til i givet fald at medvirke i projektet, forpligtede ingen af parterne sig til noget.
Erfaringerne med forhåndsaftalerne
Der blev i løbet af projektets opstartsfase indgået aftaler med seks virksomheder (Plastmo
A/S, Enemærke & Petersen A/S, Glunz & Jensen A/S, Ringsted Kommune, Vestsjællands
Amts institutioner i Ringsted og Winnie Papir A/S). Senere blev der indgået
aftale med endnu en virksomhed (Steff-Houlberg).
Aftalerne fik ikke den store betydning i projektet. Den væsentligste forklaring på dette
er, at der ikke kom så mange sygedagpengemodtagere med arbejdsbetinget sygefravær
fra de virksomheder, som der fra begyndelsen blev indgået aftaler med. Først senere
blev der indgået aftaler med en virksomhed, hvorfra der kom en del sygedagpengemodtagere,
der mente, at deres sygdom/fravær var arbejdsbetinget.
En anden væsentlig forklaring på, at aftalerne ikke fik den store betydning, er, at der
ikke blev informeret tilstrækkeligt om aftalerne og deres betydning for de sygemeldte.
Kun en virksomhed (Ringsted Kommune) informerede samtlige ansatte. Det skete gennem
en skrivelse fra Hovedsikkerhedsudvalgets formand til samtlige sikkerhedsgrupper
med besked om at give informationen videre på personalemøder og gennem en artikel i
personalebladet. Ingen af de andre virksomheder gjorde så vidt vides noget for at informere
samtlige deres ansatte om aftalen og dens konsekvenser. De sygemeldte fra disse
virksomheder hørte derfor først om aftalen, når og hvis de kom til en “FASA-samtale” i
45

den kommunale forvaltning. Det har næppe haft den samme effekt, som hvis de havde
været informeret på forhånd, dvs. inden de blev sygemeldt, af deres egen arbejdsgiver.
Når der ikke systematisk blev informeret om aftalerne på virksomhederne, kan det måske
forklares med, at det ikke blev bragt på bane fra projektets side.
Det kan imidlertid også diskuteres, om aftalerne altid blev indgået med de rette personer
på virksomhederne. Det var sjældent, at aftalerne blev indgået med et medlem af direktionen.
De blev oftere indgået med ledere på et lavere niveau - uden at der blev fulgt op
på, hvorvidt og i givet fald hvordan disse ledere informerede, inddrog og forpligtede
andre i deres virksomhed.
Man kan altså konkludere, at forhåndsaftalerne var et ‘instrument’, som ikke blev brugt
på en tilstrækkelig bevidst måde, og som derfor ikke fik den store betydning i projektet.
Projektkoordinatoren har fra enkelte personer modtaget tilkendegivelser om, at de var
skuffede over, at det varede så længe, inden “projektet informerede de ansatte i Ringsted
Kommune om projektet” og “tilbød rådgivning til de kommunalt ansatte”. Da det ifølge
den reviderede projektbeskrivelse som bekendt ikke var projektets formål at arbejde i
forhold til enkeltvirksomheder, med mindre der var en konkret personsag, er der noget,
der tyder på, at de pågældende personer har haft nogle forventninger til projektet, som
baserer sig på den oprindelige projektbeskrivelse fra CASA.
Fælles DA/LO-brev til arbejdspladserne
Baggrund for og formål med det fælles DA/LO-brev
Gennem hele interventionsfasen producerede projektkoordinatoren jævnligt oversigter,
der viste antallet af sager på de forskellige trin i udvælgelsesprocessen, jf. figur 4-8.
Såvel projekt- som styregruppen konstaterede på dette grundlag i juni 1996, at det var
vanskeligt at få sygedagpengemodtagerne til at deltage i projektet. En af de hyppigste
forklaringer fra sygedagpengemodtagerne selv, på at de ikke ville deltage, var – ifølge
den kommunale sagsbehandler, som gennemførte ”FASA-samtalerne” – at de var bange
for at miste deres job eller lignende, hvis arbejdsgiveren fik kendskab til, at deres sygdom/fravær
var arbejdsbetinget. De var især nervøse for arbejdsgiverens reaktion, hvis
de var anledning til, at virksomheden blev kontaktet af nogen “udefra” (kommunen eller
BST) i den anledning.
Dette fik den lokale afdeling af Dansk Arbejdsgiverforening (DA Ringsted) og den lokale
afdeling af Landsorganisationen i Danmark (LO Ringsted) til at beslutte, at de i
fællesskab ville udsende et brev til samtlige arbejdsgivere, sikkerheds- og tillidsrepræsentanter
på offentlige og private virksomheder inden for Ringsted Kommunes grænser.
I brevet ville de opfordre modtagerne til at drøfte spørgsmålet om forebyggelse af og
opfølgning på arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær i virksomhederne med henblik
på at formulere nogle retningslinier/politikker og skabe klare linier for medarbejderne,
så de ikke behøvede at føle sig utrygge om deres egen situation, når og hvis de fik
et arbejdsbetinget fravær.
46

Udformning af det fælles DA/LO-brev
Brevet blev udformet med bistand fra projektkoordinatoren og trykt og distribueret til
arbejdsgiverne for projektets regning. Distributionen til sikkerheds- og tillidsrepræsentanterne
skete via de lokale fagforeninger. Brevet blev ikke kun distribueret til DA’s
lokale medlemmer, men til samtlige virksomheder efter en adresseliste købt hos Krak
A/S. Brevet blev heller ikke kun distribueret til de medarbejderrepræsentanter, der var
medlem af en fagforening tilsluttet LO Ringsted. Det blev også sendt til fagforeninger
uden for LO Ringsted med henblik på videredistribution. Brevet blev distribueret i oktober
1996.
Brevet findes i appendiks 1.
Erfaringer med det fælles DA/LO-brev
Der er ikke foretaget nogen systematisk måling af, hvilke effekter brevet havde. Men der
er ikke noget, der tyder på, at brevet havde nogen stor effekt.
Brevet blev afsluttet med et tilbud om, at man kunne henvende sig til projektkoordinatoren,
hvis man ønskede yderligere information om projektet og om formulering af en
rehabiliteringspolitik. Dette resulterede i én henvendelse. Den kom fra en lokal fagforening,
der bad om at projektkoordinatoren kom og holdt et oplæg på et afdelingsmøde.
Derudover blev der ikke registreret nogen reaktioner på brevet. Heller ikke hos DA
Ringsted eller LO Ringsted.
Opstarts-, informations- og dialogmøder
Møder med eller for én eller flere af aktørerne i projektet har været en central aktivitet i
projektet. Den reviderede projektbeskrivelse af 20. oktober 1995 lagde op til, at der i
opstartsfasen skulle afholdes et eller flere opstarts-/informationsmøder. Formålet med
disse skulle primært være at introducere samarbejdspartnerne til projektet.
Projektbeskrivelsen nævner også, at i det omfang det kan lade sig gøre at samle flere
samarbejdspartnere til de samme møder, kan de også anvendes til erfaringsudveksling
og generering af metodeforslag mv. på tværs af de eksisterende systemgrænser.
De samarbejdspartnere, som i den forbindelse nævnes eksplicit i projektbeskrivelsen er:
• Den kommunale forvaltning
• Lokale fagforeninger
• Lokale arbejdsgiverforeninger
• Praktiserende læger
• Arbejdsmedicinsk afdeling
• Arbejdstilsynet
• Bedriftssundhedstjenesten (BST)
I praksis afgrænsede disse møder sig ikke kun til projektets opstartsfase. Det viste sig, at
der var behov for flere møder, dels for enkeltaktører, dels for flere aktører på én gang.
47

Møderne opfyldte først og fremmest forskellige behov for information og erfaringsudveksling.
Desuden blev de anvendt til at sikre fremdriften i projektet - eller med andre
ord: At ”holde aktørerne til ilden”. De senere møder, hvor flere aktører mødte hinanden,
blev kaldt dialogmøder. I appendiks 2 findes en oversigt over de opstarts-, informationsog
dialogmøder, der blev afholdt for projektets aktører undervejs i projektet i den periode,
som denne rapport vedrører.
I de følgende behandles de væsentligste møder.
Opstartsmøde mellem Arbejdsmarkedsafdelingen, de praktiserende læger og BST
Den 15. januar 1996 var FASA-projektet vært for et møde, hvortil Ringsteds praktiserende
læger, medarbejderne i kommunens dagpengeafdeling og revalidering/førtidspensionsgruppe
samt personalet i BST-Sorø var inviteret. Mødet blev afholdt i Sundhedsforvaltningens
lokaler fra kl. 17, dvs. efter (lægernes) fyraften.
Formålet med mødet var ifølge indbydelsen at samle en række centrale aktører i forhold
til arbejdsbetinget sygefravær og arbejdsskader med henblik på at fremme erfaringsudveksling
og samarbejde på tværs af institutions-/systemgrænserne. Mødet skulle desuden
give deltagerne lejlighed til at diskutere de metoder, der blev afprøvet i FASA-projektet.
Programmet for mødet omfattede først et oplæg om barrierer og kommunikationsveje
mellem de offentlige systemer og bedriftssundhedstjenesten med fokus på den kommunale
forvaltning, de praktiserende læger og BST. Det blev givet af en konsulent fra
Dansk Teknologisk Institut (DTI) (jf. Arbejdsliv, 1995). Dernæst var der tre oplæg om
muligheder for og ønsker til samarbejde mellem kommunen, lægerne og BST set fra
henholdsvis kommunens, en læges og BST’s synspunkt. Programmet blev rundet af med
en diskussion om, hvordan samarbejdet kunne styrkes til gavn for de sygemeldte og
virksomhederne, og en kort præsentation af FASA-projektet. Efter mødet bød projektet
deltagerne på en beskeden middag.
Sammen med den skriftlige indbydelse modtog de inviterede personer en kort skriftlig
introduktion til FASA-projektet, uddrag af DTI’s rapport “Arbejdsfastholdelse ved sygdom
- (sekundær) forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme” og en kopi af en avisartikel
om en undersøgelse, der viste, at den officielle arbejdsskadestatistik er misvisende,
fordi de praktiserende læger ikke anmelder alle arbejdsbetingede lidelser (jf. Vissing,
1995).
Lige før tilmeldingsfristen modtog byens læger en mundtlig påmindelse om mødet fra
formanden for deres lokale organisation, der var lægernes repræsentant i projektets styregruppe.
Lægerne fik ikke honorar for at deltage i mødet.
Fremmødet til mødet var stort fra såvel lægernes som Arbejdsmarkedsafdelingens side.
Fra BST deltog lederen og fire medarbejdere. Derudover deltog kommunens lægekonsulent
og formand og næstformand for en projektgruppe under Arbejdsmedicinsk Kontaktudvalg
i Vestsjællands Amt.
48

Oplæggene på mødet gav anledning til en livlig diskussion. Oplæggene og diskussionen
blev fastholdt i et 8 sider langt referat, som blev skrevet af projektkoordinatoren og efterfølgende
udsendt til alle deltagerne i mødet. Der indkom ikke bagefter nogen indsigelser
mod referatet, selv om det eksplicit fremgik, at det ville indgå i erfaringsopsamlingen
på projektet.
Følgende var hovedpunkterne i diskussionen:
• De praktiserende mener ikke, at de kan fungere som tovholder for patienter med arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær i forhold til alle de andre instanser, der
bliver involveret i sådanne sager. De praktiserende læger har i forvejen travlt, og patienter
med arbejdsskader mv. udgør kun en mindre del af deres hverdag. Fagforeningerne
og virksomhederne er nærmere til at påtage sig rollen som tovholder.
• Parterne på arbejdsmarkedet, dvs. arbejdsgiverne, deres organisationer, de ansatte og
fagforeningerne, spiller en meget vigtig rolle for såvel forebyggelsen af arbejdsskader
som arbejdsfastholdelsen. Men ofte prioriteres lønnen og økonomien over arbejdsmiljøet
og det sociale engagement.
• Den tekniske og økonomiske udvikling har betydet, at de færreste virksomheder i dag
har plads til mennesker, der ikke er fuldt funktionsdygtige. Skånejobs er ikke altid
løsningen, da man risikerer, at de også er belastende, og/eller at arbejdet for de, der
bliver tilbage i normale jobs, bliver mere belastende, fordi de ‘lette’ funktioner samles
i skånejobs.
• En hurtig tilbagevenden til jobbet efter sygdom - og dermed arbejdsfastholdelsen -
hæmmes på offentlige arbejdspladser af og til af, at lederen og/eller de raske kollegaer
presser den sygemeldte til at ‘tage’ en langvarig sygemelding. Det øger nemlig
sandsynligheden for, at institutionen får vikardækning.
• Udveksling af information, som kan være vigtig for det forebyggende arbejde, mellem
lægen og andre aktører, som f.eks. virksomheden, hæmmes af og til af, at patienter
er bange for at blive fyret, hvis det kommer til at fremgå, at deres fravær er arbejdsbetinget.
Det er således ikke kun lægernes tavshedspligt, der hæmmer lægernes
samarbejde med andre aktører.
Der var ikke tid til en længere diskussion efter projektkoordinatorens oplæg om FASAprojektet.
Fra lægeside nåede man dog at påpege, at læger ikke havde tid til at deltage i
de såkaldte forebyggelsesmøder, som var en af de centrale metoder i projektet. Lægerne
mente, at de skulle have besked minimum 3-4 uger i forvejen, og at møderne skulle ligge
uden for normal arbejdstid, hvis de skulle kunne deltage i dem.
Projektkoordinatorens konklusion på mødet var, at det ikke havde løst nogle af de problemer,
der er i samarbejdet mellem kommunen, lægerne og BST om forebyggelse og
arbejdsfastholdelse. Til gengæld havde det lagt grunden for et arbejde med at overvinde
barriererne for et bedre samarbejde.
Projektkoordinatoren foreslog, at aktørerne især arbejdede videre med at afklare hvilke
behov for indbyrdes udveksling af oplysninger de har, hvilke barrierer der findes for
49

udvekslingen, og hvordan barriererne kunne overvindes. Ingen af aktørerne har - så vidt
det har kunnet registreres – arbejdet videre med disse opgaver.
Opstartsmøde mellem Arbejdsmarkedsafdelingen, fagforeningerne i Ringsted og
revalideringsinstitutionerne i Vestsjællands Amt
Den 25. marts 1996 inviterede FASA-projektet til et møde mellem personalet fra amtets
to revalideringsinstitutioner, repræsentanter for fagforeningerne i Ringsted og medarbejderne
i kommunens dagpengeafdeling og revalidering/førtidspensionsgruppe. Mødet
blev afholdt i Sundhedsforvaltningens lokaler kl. 13-16.
Der var i den skriftlige indbydelse nævnt tre formål med mødet. For det første var formålet
at give deltagerne information om FASA-projektet. For det andet ville deltagerne
få lejlighed til at høre om og drøfte erfaringerne fra sygedagpengeprojektet “Sygemeldt -
og i gang”, særligt hvad angik samarbejdet mellem kommuner, fagforeninger og revalideringsinstitutioner
(jf. Koch et al., 1997). For det tredje var formålet at fremme erfaringsudveksling
og samarbejde mellem aktørerne.
Sammen med den skriftlige indbydelse modtog de inviterede en kort beskrivelse af FA-
SA-projektet, et uddrag af DTI’s rapport “Arbejdsfastholdelse ved sygdom - (sekundær)
forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme” og pjecen “Sygemeldt - og hvad gør du
så?” fra projekt “Sygemeldt - og i gang”.
Programmet for mødet indeholdt tre oplæg om henholdsvis FASA-projektet, de første
erfaringer fra projektet og erfaringer fra projektet “Sygemeldt - og i gang”, samt tre oplæg
om henholdsvis kommunens, fagforeningernes og revalideringsinstitutionernes syn
på samarbejdet mellem de tre parter i Ringsted. Sidste punkt på programmet var en diskussion
om spørgsmålet “Hvordan kan samarbejdet mellem den kommunale forvaltning,
fagforeningerne og revalideringsinstitutionerne styrkes til gavn for de sygemeldte/arbejdsskadede
i Ringsted?”.
Også til dette møde var der et stort fremmøde. Udover medarbejdere og repræsentanter
fra Arbejdsmarkedsafdelingen, fagforeningerne og revalideringsinstitutionerne deltog
også repræsentanter for Arbejdsskadeforeningen i Vestsjællands Amt og BST-Sorø.
Oplæggene på mødet gav anledning til en livlig diskussion. Der foreligger imidlertid
ikke noget referat af mødet, kun projektkoordinatorens håndskrevne noter. De viser, at
mødet først og fremmest tjente den funktion, at aktørerne fik et øget kendskab til hinandens
arbejde og vilkår. Desuden blev der fra alle sider udtrykt ønske om et tættere samarbejde.
Inden for projektets rammer blev der imidlertid ikke fulgt op på dette ønske om
et tættere trekantssamarbejde.
Dialogmøde mellem dagpengeafdelingen og BST-Sorø
Den 25. august 1997 arrangerede projektet et møde for ledelse og medarbejdere i henholdsvis
dagpengeafdelingen og BST-Sorø. Mødet blev afholdt i BST-Sorø’s lokaler, og
det fandt sted om eftermiddagen i arbejdstiden.
50

Baggrunden for mødet var det samarbejde i de konkrete ”FASA-sager”, som havde fundet
sted mellem dagpengeafdelingen og BST i det foregående års tid. Formålet var at
evaluere dette samarbejde og at drøfte, hvordan det eventuelt skulle justeres i forhold til
det fremtidige samarbejde.
Programmet for mødet indeholdt først et oplæg ved en BST-medarbejder. BSTmedarbejderen
talte om BST’s erfaringer med samarbejdet med dagpengeafdelingen
med særlig fokus på de anamneser, som BST modtog fra dagpengeafdelingen i de konkrete
sager. Dernæst var der et oplæg ved en dagpengemedarbejder om dagpengeafdelingens
erfaringer med samarbejdet med særlig fokus på tilbagemeldingerne fra BST i
de konkrete sager. Det sidste oplæg samt ved projektkoordinatoren handlede om erfaringerne
med arbejdsfastholdelse. Sidste punkt på programmet var en diskussion med
fokus på, hvad der skulle ske fremover.
Alle medarbejdere fra dagpengeafdelingen samt cirka halvdelen af medarbejderne fra
BST deltog i mødet, inklusive lederne. Oplæggene og diskussionen er fastholdt i et 4
siders referat, som projektkoordinatoren skrev, og som er distribueret til deltagerne. Der
er ikke indkommet nogle indvendinger mod referatet. Hovedpunkterne i oplæggene og
diskussionen kan sammenfattes i følgende punkter:
• BST-medarbejderne beklagede, at forebyggelsesmøderne var gledet ud som metode i
projektet, idet disse havde været gode som opstart på virksomhedsforløbet.
• BST-medarbejderne var i det store og hele tilfredse med de anamneser, de modtog fra
dagpengeafdelingen i de konkrete “FASA-sager”, men de måtte ofte suppleres med
en samtale med den sygemeldte.
• BST-medarbejderne har typisk løst “FASA-sagerne” som almindelige BST-opgaver.
Dette afspejler først og fremmest, at de sygemeldte ofte allerede er stødt ud af arbejdspladsen,
når BST kommer på banen. Det er derfor ikke relevant at arbejde med
arbejdsfastholdelse, kun med at forebygge gentagelsestilfælde for de tilbageværende
medarbejdere. En konsekvens er, at der kun sjældent havde været kontakt mellem
BST og dagpengeafdelingen undervejs i behandlingen af en sag.
• Dagpengemedarbejderne oplevede ikke samarbejdet med BST som et egentlig samarbejde.
Samarbejdet havde begrænset sig til, at dagpengeafdelingen havde sendt
anamneser til BST og modtaget nogle meget korte tilbagemeldinger retur. Dagpengeafdelingen
savnede bl.a. uddybende oplysninger om mulighederne for arbejdsfastholdelse
og også hurtigere tilbagemeldinger.
• Der har ikke været arbejdet målrettet med arbejdsfastholdelse. Dels fordi aktørerne
ikke har været tilstrækkelig afklarede om begrebet og mulighederne. Dels fordi dagpengeafdelingens
kompetence vedrørende de forskellige lovgivningsmæssige muligheder
for støtte til arbejdsfastholdelse er begrænset, og revalidering/førtidspensionsgruppen,
hvor kompetencen findes, har været utilstrækkeligt involveret i “FASAsagerne”.
Mødet mundede ud i en præcisering af, hvilke oplysninger dagpengeafdelingen gerne
ville have i BST’s tilbagemeldinger, og hvordan samarbejdet mellem Arbejdsmarkeds-
51

afdelingen, herunder både dagpengeafdelingen og revalidering/førtidspensionsgruppen,
og BST skulle forløbe i hver konkret sag. Forløbsbeskrivelsen i figur 9, som stammer
fra referatet, sammenfatter disse præciseringer.
SAGSOPSTART
DP:
Anamnese
Helhedsbillede af sdp-modtageren af hensyn til arbejdsfastholdelse
Tidligere jobs + nuværende arbejdsforhold af hensyn til arbejdsmiljø
Samtykkeerklæring
Advis til BST om evt. involvering af reva/føp (medarbejder?) vedr. arbejdsfastholdelse
BST:
Evt. forebyggelsesmøde/opstartsmøde på virksomheden
SAGSBEHANDLING
Løbende kommunikation DP↔BST
Kontakt til læge
fagforening
m.fl.
SAGSAFSLUTNING
BST-tilbagemelding
Arbejdsfastholdelse
Arbejdsgiverens holdning
Sammenligning mellem job- og personprofil
Arbejdsmiljø
Afdeling - hvor er der sket ændringer?
Foranstaltning - hvilke ændringer er der sket?
Effekter - hvordan forventes ændringerne at påvirke sygefraværet m.v.?
Figur 9. Skitse over forløbet i en “FASA-sag” med hensyn til samarbejdet mellem Arbejdsmarkedsafdelingen
og BST som aftalt på dialogmødet den 25. august 1997. DP =
Dagpengeafdelingen.
Nyhedsbrev og anden formidling af erfaringer og resultater fra projektet
I den reviderede projektbeskrivelse lægges der vægt på, at formidling af resultater og
erfaringer fra projektet skal ske løbende i projektperioden og ikke kun til sidst. Projektbeskrivelsen
nævner, at der skal udgives et nyhedsbrev, som kan holde styregruppen og
andre interesserede, herunder pressen, orienteret om status på projektet. Desuden lægges
der op til, at projektkoordinatoren - i det omfang der er tid til det - gennem artikler i
tidsskrifter og fagblade samt gennem oplæg på møder og konferencer vil informere om
projektet og dets resultater.
Projektets nyhedsbrev blev kaldt FASA-NYT, og det nåede at udkomme med 6 numre i
den omhandlede periode. Oplaget nåede op på 500, hvoraf cirka fire femtedele blev distribueret
direkte til personer, der enten havde tilkendegivet, at de ville have det, eller
som formodedes at have en interesse for projektet. Modtagerne fandtes ikke alene lokalt
og regionalt, men også i andre dele af landet.
Det første nummer blev udsendt til en lang række personer og institutioner, som projektgruppen
mente havde en interesse for projektet. Nummeret indeholdt en kupon, som
52

skulle returneres, hvis man fremover ikke ønskede at modtage nyhedsbrevet. Kun meget
få returnerede denne kupon.
Senere genoptryk af det første nummer blev uddelt på møder, konferencer o.lign. samt
sendt til personer, der henvendte sig for at få oplysninger om projektet. Her var kuponen
ændret, så den kunne bruges til at bestille et (gratis) abonnement på nyhedsbrevet.
De to første numre af nyhedsbrevet blev trykt i et større oplag, idet Dansk Arbejdsgiverforenings
regionale kontor modtog et antal eksemplarer med henblik på distribution til
medlemsvirksomhederne i Ringsted. Grundet det administrative besvær og den økonomiske
belastning, som dette medførte, kunne foreningen ikke fortsætte med dette efter
de to første numre. Da foreningen heller ikke kunne udlevere sin medlemsfortegnelse,
betød det, at nyhedsbrevet fra og med det tredje nummer ikke blev sendt til arbejdsgiverne
i Ringsted. Der blev i stedet gjort forsøg på at få en liste over medlemmerne af det
lokale erhvervsselskab, men det lykkedes ikke. Resultatet blev, at de lokale (private)
virksomheder kun modtog nyhedsbrevet i det omfang, de selv henvendte sig til projektkoordinatoren
(eller andre med tilknytning til projektet) for at få det.
Et par af de lokale fagforeninger gjorde det, at de kopierede nyhedsbrevene og distribuerede
dem til deres sikkerheds- og tillidsrepræsentanter på arbejdspladser i Ringsted. I
Ringsted Kommune fordelte arbejdsmiljøkonsulenten nyhedsbrevet til alle medlemmer
af sikkerhedsorganisationen. På denne måde nåede nyhedsbrevet vidt omkring lokalt.
Appendiks 3 indeholder en oversigt over de udkomne numre af nyhedsbrevet.
Udover nyhedsbrevet blev erfaringer og resultater fra projektet formidlet til en større
offentlighed gennem møder, konferencer, artikler og indslag i medierne. Ligesom det
var projektkoordinatoren, der skrev og redigerede nyhedsbrevet, var det som oftest også
ham, der var ansvarlig for den øvrige formidling. Enkelte gange var BST-lederen dog
også på banen.
Appendiks 4 indeholder en oversigt over disse øvrige formidlingsaktiviteter.
Sammenfatning og diskussion
Formålet med FASA-projektet var at udvikle og afprøve en række arbejdsredskaber,
arbejdsmetoder og samarbejdsformer, der med udgangspunkt i sygedagpengesager kan
medvirke til at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere
udstødningen af arbejdsmarkedet som følge af (langvarigt) arbejdsbetinget fravær.
De væsentligste af de arbejdsredskaber og –metoder, der skulle udvikles var:
• En supplerende sygedagpengeattest.
• En tidlig, udvidet opfølgningssamtale.
• Et forebyggelsesmøde.
• En vandrejournal.
De samarbejdsformer, der skulle udvikles og afprøves, havde til hensigt at etablere koblinger
mellem forebyggende, opfølgende og behandlende aktører.
53

De vigtigste aktører, der også var repræsenteret i projektets styregruppe, var:
• Kommunen som myndighed.
• BST.
• Arbejdsmarkedets parter, herunder kommunen som arbejdsgiver.
• De praktiserende læger.
• Arbejdstilsynet.
• Arbejdsmedicinsk afdeling.
Initiativet til projektet blev taget af fire fagforbund. Ringsted Kommune blev bl.a. på
grund af en relativ lav pendling udpeget som egnet forsøgsområde, og Kommunen gik
bl.a. ind i projektet, fordi det kunne komplementere og understøtte et igangværende forvaltningsrevisionsprojekt.
Socialministeriet støttede projektet økonomisk, bl.a. fordi det
lagde op til et samarbejde, der inddrog BST og dermed forebyggelsen gennem arbejdsmiljøforbedringer.
Projektforløbet blev opdelt i en opstarts-, en interventions- og en evalueringsfase. Interventionsfasen
var igen opdelt i fem delperioder af hensyn til mulighederne for at afprøve
forskellige versioner af de udviklede arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer.
I alt 1125 sygedagpengesager indgik i den bruttopopulation, som de udviklede
arbejdsredskaber mv. blev afprøvet på.
I tillæg til den udvikling og afprøvning af redskaber, metoder og samarbejdsformer, som
foregik på enkeltsagsniveau, blev der afholdt en række møder for at informere om projektet
og fremme samarbejdet mellem de forskellige aktører. Der blev ligeledes informeret
om projektet skriftlig – bl.a. via et nyhedsbrev fra projektet og et fælles brev fra de
lokale afdelinger af Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark til
samtlige arbejdsgivere, sikkerheds- og tillidsrepræsentanter på arbejdspladser i Ringsted.
Interventionsfasen i projektet forløb ikke som planlagt. En medvirkende årsag hertil var,
at langt flere sygedagpengemodtagere og arbejdsgivere end forudset ikke ville medvirke
i projektet. Intentionen med det fælles DA/LO-brev var at rette op på dette forhold, men
der kunne ikke spores nogen effekt.
En anden medvirkende årsag, til at interventionsfasen forløb anderledes end planlagt,
var, at nogle af forudsætningerne for, at kommunen som myndighed kunne deltage optimalt
i projektarbejdet, ikke var opfyldt. Kommunen udnyttede således ikke systematisk
muligheden i projektet for at få refunderet lønudgifterne til en halv sagsbehandler til at
opnormere Arbejdsmarkedsafdelingen. Kommunen foretog heller ikke den omstrukturering
af arbejdet i Arbejdsmarkedsafdelingen, som var en forudsætning for en optimal
indsats i forhold til projektet, og som var målet for det forvaltningsrevisionsprojekt, som
var en del af kommunens begrundelse for at medvirke i FASA-projektet. Endelig var
kommunen igennem det meste af projektet ikke aktivt og synligt engageret i projektet på
ledelsesniveau. Dette sidste smittede både af på samarbejdet med de andre aktører i og
uden for styre- og projektgrupperne og på arbejdet og samarbejdet internt i Arbejdsmarkedsafdelingen.
54

3. Om evalueringen af FASA-projektet
Evalueringens formål og centrale spørgsmål
Socialministeriet, der har finansieret FASA-projektet, har i sin bevillingsskrivelse forudsat,
at der gennemføres en evaluering af projektet, og at resultaterne af denne formidles,
således at ministeriet kan anvende dem i sine overvejelser vedrørende opfølgningen
af sygedagpengesager.
Formålet med evalueringen er således at undersøge og vurdere resultaterne og erfaringerne
fra projektet og herunder dokumentere, om og i hvilket omfang formålet med
projektet er blevet opfyldt.
I overensstemmelse med projektets formål er evalueringens hovedspørgsmål derfor følgende:
1. Hvilke arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer er der blevet udviklet,
og hvad er erfaringerne med dem?
2. Hvilken effekt opnås ved brugen af de udviklede arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsformer? Eller mere specifikt: Medvirker (brugen af) arbejdsredskaberne,
arbejdsmetoderne og samarbejdsformerne til at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget
sygefravær samt til at reducere udstødningen af arbejdsmarkedet som
følge af (langvarigt) arbejdsbetinget sygefravær.
3. Hvilke forhold har influeret på realiseringen af projektets formål, og hvordan har de
influeret? Eller: Hvilke barrierer og muligheder er aktørerne stødt på i projektet i forhold
til målsætningen om at finde nye veje til at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget
sygefravær samt reducere udstødningen?
Ad 1)
Undersøgelsen af, hvilke arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer, der er
blevet udviklet og afprøvet, afgrænses til:
• Den supplerende sygedagpengeattest
• Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
• Kontakten til arbejdsgiveren
• Forebyggelsesmødet
• Inddragelsen af den sygemeldte
• Vandrejournalen
• Den forebyggende indsats på virksomheden
• Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST
• Samarbejdet mellem andre aktører
55

Ad 2)
Undersøgelsen af effekten af de udviklede og afprøvede arbejdsredskaber mv. afgrænses
konkret til følgende forhold:
• Effekten af projektet for de sygedagpengemodtagere, der blev involveret i projektet,
med hensyn til tilknytningen til arbejdsmarkedet.
• Effekten af projektet for de virksomheder, der deltog i projektet, med hensyn til ændringer
i arbejdsmiljø, arbejdsmiljøarbejde og arbejdsfastholdelsespolitik/-praksis.
Spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsredskaberne mv. kan medvirke til at reducere udstødningen,
besvares altså ved at undersøge, hvordan det gik de sygedagpengemodtagere,
der blev involveret i projektet.
Projektet har ikke været designet, så der har været en gruppe af forsøgspersoner og en
kontrolgruppe. Til gengæld har udvælgelsesprocessen medført, at der er udskilt forskellige
grupper af sygedagpengemodtagere, hvor hver gruppe er kendetegnet ved at have
været mere eller mindre involveret i projektet. Der var således en teoretisk mulighed for
at sammenligne disse grupper med hinanden. Grupperne er dog så små, jf. tabel 5, at det
ikke giver nogen mening at sammenligne dem indbyrdes. Den statistiske usikkerhed på
resultaterne ville blive for stor.
Spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsredskaberne mv. kan medvirke til at forebygge arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær, besvares ved at undersøge, hvad der skete på
de involverede virksomheder, og hvordan det skete vurderes af relevante aktører.
Fremgangsmåde
Som følge af projektets eksplorative natur gennemføres evalueringen overvejende ved
hjælp af kvalitative data og metoder.
Den vigtigste metode er casestudiet. I forbindelse med besvarelsen af det første hovedevalueringsspørgsmål
udgør hvert arbejdsredskab, hver arbejdsmetode og hver samarbejdsform
en case. I forbindelse med besvarelsen af det andet hovedevalueringsspørgsmål
udgør hver sygedagpengesag, som har indgået i projektet, en case. I de sager, der
har omfattet forebyggende aktiviteter på virksomheden, omfatter casen også disse aktiviteter.
I forbindelse med besvarelsen af det tredje hovedvalueringsspørgsmål er det
projektet som sådan, der udgør en case. Næste afsnit beskriver datakilderne i de tre typer
cases.
Datakilder
Nedenfor gennemgås datakilderne og evalueringsmetoden i forbindelse med besvarelsen
af de tre hovedspørgsmål i evalueringen:
56

Datakilder i forbindelse med første hovedspørgsmål
Datakilderne i forbindelse med spørgsmålet om, hvilke arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsformer, der er blevet udviklet, og hvad erfaringerne med dem er, omfatter:
• Skemaer, arbejdsgangsbeskrivelser, manualer og lignende, som aktørerne har brugt i
deres arbejde i relation til FASA-projektet.
• Referater af møder i projektgruppen og styregruppen på projektet.
• Referater af møder i dagpengeafdelingen.
• Referater af møder mellem dagpengeafdelingen og BST-Sorø.
• Projektkoordinatorens notater (der undervejs er formidlet til især projektgruppen,
styregruppen og Arbejdsmarkedsafdelingen).
• Projektkoordinatorens logbogsoptegnelser.
• Socialformidlerens rapport med hendes selvevaluering.
• Interviews med nøglepersoner i forhold til projektet.
De nøglepersoner, der er blevet interviewet, er:
• Ledelsesrepræsentanter for Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommune (2 personer,
dvs. samtlige direkte involverede ledere).
• Sygedagpengemedarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommune (3
personer, dvs. samtlige involverede sygedagpengemedarbejdere).
• Andre medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen i Ringsted Kommune (5 personer).
• Ledelse og medarbejdere i BST-Sorø (4 personer, dvs. samtlige direkte involverede
på nær én, der var indisponibel på grund af sygdom).
• Ledelse og personale i andre BST-enheder (5 personer, dvs. repræsentanter for alle de
BST-enheder, der var involveret i projektet ud over BST-Sorø).
• Involverede arbejdsgivere/ledelsesrepræsentanter (7 personer).
Interviewerne blev gennemført af en studentermedarbejder ansat i Amternes og Kommunernes
Forskningsinstitut (AKF). Interviewerne blev gennemført på grundlag af en
spørgeramme. Der var en spørgeramme for hver af de seks grupper af nøglepersoner
nævnt ovenfor. Spørgerammerne var udarbejdet af projektkoordinatoren i samråd med
konsulenter fra AKF. Spørgsmålene i spørgerammerne var åbne. De gennemgående temaer
i spørgerammerne var:
• FASA-projektet og dets formål (respondentens kendskab og holdning til dette).
• FASA-projektets betingelser (respondentens oplevelse af og holdning til informationen
om projektet, indflydelsen på projektet, organiseringen af projektet, mv.).
• FASA-projektets arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsrelationer (respondentens
vurdering af de anvendte arbejdsredskaber osv.).
• FASA-projektets resultater (respondentens oplevelse og vurdering af projektets resultater).
• Anvendelsen af FASA-projektets resultater (respondentens forventninger til det
fremtidige arbejde med forebyggelse og arbejdsfastholdelse, herunder anvendelsen af
de redskaber osv., der er afprøvet i projektet).
57

Datakilder i forbindelse med andet hovedspørgsmål
Datakilderne i forbindelse med spørgsmålet om, hvilken effekt der opnås ved brugen af
de udviklede arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer, omfatter:
• Sagsakter fra “FASA-“/sygedagpengesagerne (dvs. skemaer, erklæringer, journalark,
korrespondance, referater o.lign. fra dagpengeafdelingen og BST-Sorø).
• Det kommunale sygedagpengesystem.
• Projektkoordinatorens notater (der undervejs er formidlet til især projektgruppen,
styregruppen og Arbejdsmarkedsafdelingen).
• Interviews med nøglepersoner i forhold til projektet.
De nævnte interviews er identiske med dem, der er nævnt som datakilde i forbindelse
med det første hovedspørgsmål.
Hertil kommer enkelte interviews med sygedagpengemodtagere, der har været involveret
i projektet. Disse interviews er gennemført af projektkoordinatoren. Temaet for interviewerne
har været sygedagpengemodtagernes oplevelse af forløbet af deres sag.
Der er ikke gennemført systematiske interviews med alle involverede sygedagpengemodtagere
eller med en repræsentativ stikprøve af dem. Dette er ikke udtryk for en objektliggørelse
af sygedagpengemodtagerne, men en afspejling af, at målet med FASAprojektet
ikke eksplicit har været at øge deres tilfredshed med sagsbehandlingen eller
lignende.
Datakilder i forbindelse med tredje hovedspørgsmål
Datakilderne i forbindelse med spørgsmålet om, hvilke forhold der har influeret på realiseringen
af projektets formål, omfatter:
• Referater af møder i projektgruppen og styregruppen på projektet.
• Referater af møder i dagpengeafdelingen.
• Referater af møder mellem dagpengeafdelingen og BST-Sorø.
• Referater af andre møder.
• Projektkoordinatorens notater (der undervejs er formidlet til især projektgruppen,
styregruppen og Arbejdsmarkedsafdelingen).
• Projektkoordinatorens korrespondance.
• Projektkoordinatorens logbogsoptegnelser.
• Interviews med nøglepersoner i forhold til projektet.
De nævnte interviews er identiske med dem, der er nævnt som datakilde i forbindelse
med det første hovedspørgsmål.
Gennemførelse af evalueringen
Evalueringen er gennemført af projektets koordinator. Der er således tale om en projektintern
evaluering. Fordelen ved denne fremgangsmåde frem for en, hvor der knyttes en
ekstern evaluator på projektet, er, at der er mulighed for at komme meget tæt på processen
i projektforløbet. Ulempen er, at der er en risiko for, at evalueringen bliver biased -
58

enten ubevidst, fordi evaluator ikke kan sætte sig ud over den forståelsesramme, der har
været anvendt i projektet, eller bevidst, fordi evaluator ønsker at formidle bestemte resultater.
Ulemperne er i denne evaluering søgt imødegået på følgende måder:
a) Der er i evalueringsfasen knyttet to forskningskonsulenter fra Amternes og Kommunernes
Forskningsinstitut (AKF) på evalueringen som sparringspartnere for projektkoordinatoren.
b) Interviews med de personer, som projektkoordinatoren har været i tættest kontakt
med under projektet, er gennemført af AKF.
c) Projektkoordinatoren har undervejs i projektet løbende gennemført en evaluering af
forskellige forhold og formidlet resultaterne til relevante aktører, herunder især projektgruppen,
styregruppen og Arbejdsmarkedsafdelingen. Dette har givet aktørerne
mulighed for at supplere og korrigere resultaterne.
d) Projektets styregruppe, der også omfatter medlemmerne af projektgruppen, har haft
lejlighed til at læse og kommentere udkast til evalueringsrapporten.
Ad c)
En stor del af dataindsamlingen og analysen er gennemført undervejs i projektet, således
at resultaterne kunne føres tilbage til aktørerne og bruges i det videre projektarbejde.
Dette har kunnet lade sig gøre, fordi projektkoordinatoren 1) har været knyttet til projektet
på fuld tid, 2) har siddet tæt på aktørerne, og 3) ikke har deltaget i selve sagsbehandlingen
hos nogen af aktørerne. Det sidste punkt betyder, at projektkoordinatoren
dels har haft ressourcer (tid) til at gennemføre en løbende evaluering, dels har kunnet
bevare en vis distance til sagsbehandlingen og aktørerne. Det, at projektkoordinatoren
desuden har været ansat direkte på projektet, og ikke hos en af aktørerne, har også medvirket
til at sikre den nødvendige distance og uafhængighed i forhold til aktørerne.
De datakilder, der har været benyttet undervejs i projektet, er:
• Skemaer, arbejdsgangsbeskrivelser, manualer og lignende, som aktørerne har brugt i
deres arbejde i relation til FASA-projektet.
• Sagsakter fra “FASA”-/sygedagpengesagerne (dvs. skemaer, erklæringer, journalark,
korrespondance, referater o.lign. fra dagpengeafdelingen og BST-Sorø).
• Spørgeskemaer til sygedagpengemodtagere.
• Referater af møder i projektgruppen og styregruppen på projektet.
• Referater af møder i dagpengeafdelingen.
• Referater af møder mellem dagpengeafdelingen og BST-Sorø.
• Referater af andre møder.
• Socialformidlerens rapport med hendes selvevaluering.
De analyser, der har været gennemført på grundlag af de indsamlede data, har bl.a. omfattet:
• Bortfaldsanalyser.
• Analyser af “FASA-sagernes” andel af alle sygedagpengesager.
59

• Analyser af “FASA-sagernes” fordeling på dagpengemedarbejderne.
• Analyser af forløbet i FASA-sager.
Resultatet af analyserne er typisk formidlet skriftligt og mundtligt til projektgruppen,
styregruppen, dagpengeafdelingen og/eller BST-Sorø - afhængig af hvem den enkelte
analyse har været relevant for.
60

4. Arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer
I dette kapitel beskrives og evalueres de arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer,
der blev udviklet i projektet:
• Den supplerende sygedagpengeattest
• Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
• Kontakten til arbejdsgiveren
• Forebyggelsesmødet
• Inddragelsen af den sygemeldte
• Vandrejournalen
• Den forebyggende indsats på virksomheden
• Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST
• Samarbejdet mellem andre aktører
Beskrivelsen omfatter formålet med arbejdsredskabet osv., udformningen af det og anvendelsen
af det. Evalueringen fokuserer på, hvordan arbejdsredskabet har opfyldt sit
formål under afprøvningen af det, samt på, hvad de væsentligste aktører mener om det.
Efter beskrivelsen og evalueringen af hvert redskab mv. diskuteres og vurderes det i
forhold til formålet med projektet som helhed og sagsbehandlingen som helhed.
Kapitlet er disponeret således, at arbejdsredskaberne mv. behandles i kronologisk orden,
dvs. i den rækkefølge de blev anvendt i sagsbehandlingen. Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen
og BST fungerede gennem en stor del af sagsbehandlingen. Det kan derfor
ikke indordnes under kronologien, så det behandles til sidst sammen med behandlingen
af samarbejdet mellem andre aktører.
Fra efteråret 1996 til projektet sluttede var de centrale arbejdsredskaber og en beskrivelse
af arbejdsgangen samlet i to manualer, én for dagpengemedarbejderne og én for BSTmedarbejderne.
De to manualer er gengivet i appendiks 5 og 6.
Den supplerende sygedagpengeattest
Formålet med den supplerende sygedagpengeattest
Formålet med den supplerende sygedagpengeattest var at identificere sygedagpengemodtagere
med arbejdsbetinget sygefravær, for at de kunne blive visiteret til den særlige
opfølgningsindsats, som projektet indebar.
Attesten skulle udfyldes af sygedagpengemodtageren selv, og ikke f.eks. af dennes læge
eller sagsbehandleren i kommunen. Attesten var således baseret på, at sygedagpengemodtageren
selv skulle vurdere sin sygdom/sit fravær og dettes eventuelle sammenhæng
med arbejdet.
61

Udformningen af den supplerende sygedagpengeattest
Fem forskellige udformninger af den supplerende sygedagpengeattest blev afprøvet i
projektets interventionsfase. Samtidig blev der eksperimenteret med, hvordan attesten
skulle anvendes, dvs. efter hvilke kriterier den skulle udsendes, og hvornår i sygedagpengeforløbet
den skulle udsendes. De fem delperioder, som interventionsfasen blev
opdelt i, var netop afgrænset af en bestemt kombination af attest og udsendelseskriterier,
jf. tabel 6. De fem attester er gengivet i appendiks 7-11.
Periodens
nr.
Periodens
start- & slutdato
Anvendt version
af supplerende
sygedagpengeattest
Modtagere
af den supplerende
sygedagpengeattest
1 960207-960308 001 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, gravide
o.lign.
2 960311-960422 002 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
3 960423-960726 003 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt lønmodtagere med
“influenza” eller “forkølelse”
som fraværsårsag.
4 961001-970115 004 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt allerede raskmeldte
lønmodtagere
5 970116-970312 005 Alle sdp-modtagere undtagen
selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign.
samt allerede raskmeldte
lønmodtagere
62
Karakteristik af periodens sagsbehandling
Attesten blev udsendt af DP
straks ved oprettelsen af sdpsagen.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved socialformidleren.
Forebyggelsesmøde indkaldes af
socialformidleren.
Attesten blev udsendt af DP
straks ved oprettelsen af sdpsagen.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved socialformidleren.
Forebyggelsesmøde indkaldes af
socialformidleren.
Attesterne blev udsendt af DP i
batches.
Sagsbehandlingen ved socialformidler
parallelt med sdpopfølgning
ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
Attesten blev udsendt af DP
samme dag, som anmodningen
om sdp modtages.
Sagsbehandling ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
Attesten blev udsendt af DP
samme dag, som anmodningen
om sdp modtages.
Sagsbehandling ved DPmedarbejderne.
Første kontakt til arbejdsgiveren
ved BST.
Forebyggelsesmøde indkaldes
evt. af BST.
DP = Dagpengeafdelingen, sdp = sygedagpenge, gravide o.lign. = lønmodtagere, der modtager dagpenge p.g.a. graviditet,
barsel eller adoption.
Tabel 6. Afgrænsningen af de 5 perioder i projektets interventionsfase afspejler de fem
forskellige versioner af den supplerende sygedagpengeattest, der er afprøvet. Tabellen
er lig tabel 4.

Det fremgår af appendiks 7-11, at den supplerende sygedagpengeattest fra version til
version kom til at omfatte flere spørgsmål og/eller mere information om projektet og
attestens formål.
Den første version af attesten fyldte kun én side. Den omfattede kun ét spørgsmål. Dette
blev dog suppleret med en opfordring til sygedagpengemodtageren om at beskrive sammenhængen
mellem sygdommen og arbejdet, hvis sygedagpengemodtageren svarede
bekræftende på, at der var en sammenhæng. Informationen om projektet fyldte kun seks
linier.
Den anden version af attesten fyldte to sider. Der var kommet endnu et spørgsmål til,
nemlig om tidligere tilfælde af arbejdsbetinget sygefravær. Desuden var bagsiden forsynet
med en mere fyldig information om projektet og attestens formål end den, der fandtes
på forsiden.
Den tredje version af attesten lignede i store træk den anden version. Nu fik dagpengemodtageren
dog også mulighed for at svare ”ved ikke” på spørgsmålet om, hvorvidt
sygdommen/fraværet var arbejdsbetinget. I konsekvens heraf blev vedkommende også
bedt om at give en forklaring i dette tvivlstilfælde. Informationen på bagsiden af attesten
var blevet udvidet med en opfordring til sygedagpengemodtageren om at kontakte sin
sikkerhedsrepræsentant, tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis sygemeldingen gav
anledning til spekulationer om fremtiden mv.
Fra den fjerde version af attesten blev formatet ændret fra et A4-ark til et fire-siders
hæfte i A5-format. Ændringen var en konsekvens af, at der skulle være plads til 16 lukkede
spørgsmål, dvs. spørgsmål, der skulle besvares ved afkrydsning, samt et mindre
antal åbne spørgsmål, hvor sygedagpengemodtageren skulle oplyse navn mv. Formålet
med de mange spørgsmål var bl.a., at attesten ikke alene skulle være et redskab i forbindelse
med visiteringen af sygedagpengemodtagerne til den tidlige, udvidede opfølgningssamtale,
men også skulle være et redskab i forbindelse med selve samtalen og
sagsbehandlingen i øvrigt. De spørgsmål, der var nye i forhold til spørgsmålene på de
tidligere versioner af attesten, skulle bl.a. tjene til at afdække, om sygedagpengemodtageren
havde et arbejde, der statistisk vides at være belastende, hvad sygedagpengemodtageren
syntes om sit arbejde, og hvad sygedagpengemodtagerens forventninger til
Sundhedsforvaltningen var i forbindelse med sygefraværet. Informationen om projektet
og attestens formål, der fandtes på forsiden, var blevet begrænset i forhold til den anden
og tredje version af attesten. Den fjerde version af attesten var inspireret af et supplerende
skema til dagpengeattest, som blev anvendt i Københavns Kommune. Dette synes
igen at være inspireret af det supplerende skema, der blev anvendt i et forsøgsprojekt om
primær revalidering i Ribe amt, Brørup og Vejen kommuner (Jepsen og Eshøj, 1993).
Den femte og sidste version af attesten lignede i store træk den fjerde version. Der var
dog kommet to ekstra spørgsmål med, ligesom svarmulighederne var justeret ved nogle
af spørgsmålene. Det ene af de nye spørgsmål gav sygedagpengemodtageren mulighed
for at tilkendegive, om der var andre forhold end den aktuelle sygdom, som påvirkede
vedkommendes fravær. Tilføjelsen af dette spørgsmål afspejlede, at sagsbehandlerne af
og til i forbindelse med opfølgningssamtalerne blev klar over, at sygedagpengemodtageren
over for dem også havde andre problemer end sygdommen at forholde sig til, og
denne situation ville de så vidt muligt gerne være forberedt på. Det andet spørgsmål
63

handlede om, hvorvidt sygedagpengemodtageren var i behandling. Spørgsmålet supplerede
et andet spørgsmål om, hvorvidt sygedagpengemodtageren ventede på undersøgelse
eller behandling.
Anvendelsen af den supplerende sygedagpengeattest
Den supplerende sygedagpengeattest var som nævnt et redskab for dagpengekontoret/sagsbehandleren:
Dagpengekontoret sendte attesten til den sygemeldte, efter at kontoret
havde modtaget den sygemeldtes anmodning om sygedagpenge. Den sygemeldte
blev bedt om at udfylde attesten og returnere den til dagpengekontoret i en vedlagt frankeret
svarkuvert. Attesten skulle overvejende udfyldes gennem afkrydsning af en række
rubrikker. På denne måde angav den sygemeldte bl.a., om vedkommende selv mente, at
fraværet/sygdommen var betinget af arbejdet eller forhold i arbejdet. Det var frivilligt
for sygedagpengemodtageren, om vedkommende ville udfylde og returnere attesten.
Det fremgår af tabel 6, at det i den første delperiode af interventionsfasen var alle sygedagpengemodtagere
med undtagelse af selvstændige erhvervsdrivende og de, der modtog
dagpenge pga. ukompliceret graviditet, barsel eller adoption, der modtog den supplerende
sygedagpengeattest. Dvs. at også arbejdsløse samt lønmodtagere, der kun skulle
have sygedagpenge for nogle få dage, og som altså kunne være raskmeldte, allerede når
anmodningen om sygedagpenge blev modtaget i forvaltningen, modtog attesten.
I den anden delperiode blev attesten sendt til de samme som i første delperiode, bortset
fra arbejdsløse. De blev nu også sorteret fra, idet de hverken havde en arbejdsplads, de
kunne fastholdes på, eller en aktuel arbejdsgiver, der kunne modtage tilbuddet om gratis
rådgivning fra BST til forbedring af arbejdsmiljøet, hvis der var behov for det. Men attesten
blev stadig sendt også til de lønmodtagere, der kun havde (haft) et par dages fravær.
I den tredje delperiode blev endnu en gruppe af lønmodtagere sorteret fra. Det drejede
sig denne gang om lønmodtagere, der angav ”influenza” eller ”forkølelse” som årsag til
fraværet. De modtog altså heller ikke attesten – på linie med selvstændige, arbejdsløse,
m.fl. Hvor attesten i de to tidligere perioder blev udsendt straks efter, at forvaltningen
havde modtaget anmodningen om sygedagpenge, udsendte forvaltningen i denne delperiode
attesterne i batches. Dvs. at man samlede gennem en periode af varierende længe
anmodningerne i en stak, før man på én gang sendte attesten til alle i stakken. Det betød,
at flere lønmodtagere end tidligere var raskmeldt, når de modtog attesten.
I den fjerde delperiode gik man bort fra at sortere lønmodtagere med ”influenza” eller
”forkølelse” fra. Til gengæld sendte man ikke attesten til lønmodtagere, der allerede var
raskmeldt, når anmodningen om sygedagpenge blev modtaget i forvaltningen. Forvaltningen
gik i denne delperiode igen over til at udsende attesten straks efter, at anmodningen
om sygedagpenge var modtaget. Det vil i praksis sige, at den typiske sygedagpengemodtager
har modtaget attesten 3-4 uger efter, at vedkommende blev sygemeldt, idet
der som regel går så lang tid, inden forvaltningen modtager anmodningen om sygedagpenge.
Kriterierne for, hvem der modtog attesten, og hvornår den blev udsendt, blev ikke ændret
i femte delperiode i forhold til fjerde.
64

Erfaringerne med den supplerende sygedagpengeattest
Som det fremgår af tabel 7, var der store forskelle fra delperiode til delperiode på, hvor
mange af de udsendte supplerende sygedagpengeattester, der blev returneret til dagpengekontoret.
Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Antal udsendte supplerende sygedagpengeattester
307 320 356 90 52 1125
Antal returnerede supplerende sygedagpengeattester
176 172 164 68 42 622
Svarprocent 57,3 53,8 46,1 75,6 80,8 -
Tabel 7. Andelen af de udsendte supplerende sygedagpengeattester, som blev returneret
af sygedagpengemodtagerne til dagpengeafdelingen. Tabellen er et uddrag af tabel 5.
Det fremgår af tabel 7, at svarprocenten i de to første delperioder lå mellem 50 og 60 %.
Derefter faldt den til under 50 % i tredje delperiode. Den mest sandsynlige årsag til faldet
er, at forvaltningen som nævnt udsendte attesterne i batches. I fjerde og femte delperiode
steg svarprocenten til 75-80 %.
For at undersøge årsagerne til bortfaldet, altså at svarprocenten ikke var (tættere ved)
100 %, blev der i 1.-4. delperiode gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de
sygedagpengemodtagere, der ikke returnerede den supplerende sygedagpengeattest. I
første delperioden blev undersøgelsen gennemført som en telefonenquete. Spørgeskemaet
findes i appendiks 12. I 2.-4. delperiode blev undersøgelsen gennemført som en
postbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt hver fjerde sygedagpengemodtager, der
ikke returnerede attesten. Spørgeskemaet findes i appendiks 13.
Resultatet af spørgeskemaundersøgelserne findes i tabellen i appendiks 14. Selv om
datamaterialet ikke er omfattende, fremgår det klart, at
• stort set alle sygedagpengemodtagerne har modtaget den supplerende sygedagpengeattest.
• stort set alle sygedagpengemodtagerne synes, at attesten var let at forstå.
• stort set ingen sygedagpengemodtagere savnede information i forbindelse med attesten.
• hovedparten af sygedagpengemodtagerne returnerede ikke attesten, fordi de havde
glemt det eller af andre årsager. Nogle få returnerede ikke attesten, fordi de vurderede,
at deres sygdom ikke var relevant for projektet - den var ikke arbejdsbetinget.
• ingen af sygedagpengemodtagerne kendte til FASA-projektet fra andre sammenhænge
end den supplerende sygedagpengeattest.
65

Årsagerne til bortfaldet synes således ikke at være mangel på information, eller at attesten
var vanskeligt at forstå, men snarere at de pågældende sygedagpengemodtagere
ikke anså sig selv for at tilhøre målgruppen for projektet.
Denne konklusion understøttes af de tal, der viser, hvor stor en andel af sygedagpengemodtagerne,
der har angivet, at deres sygefravær er arbejdsbetinget, jf. tabel 8.
Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Antal returnerede supplerende sygedagpengeattester
176 172 164 68 42 622
Antal sygedagpengemodtagere med selvangivet
arbejdsbetinget sygefravær
29 30 37 41 31 168
Andel i procent med selvangivet arbejdsbetinget
sygefravær
16,4 17,4 22,6 60,3 73,8 -
Tabel 8. Andelen af sygedagpengemodtagere, der angiver, at deres sygdom/fravær er
arbejdsbetinget.
Det fremgår af tabel 8, at mellem 16 og 23 % af de sygedagpengemodtagere, der returnerede
den supplerende sygedagpengeattest i 1.-3. delperiode mente, at deres sygefravær
var arbejdsbetinget. I de to sidste perioder var andelen mellem 60 og 74 %.
Ved at sammenligne svarprocenterne i tabel 7 med andelene i tabel 8 ses en - i al fald
statistisk - sammenhæng mellem de to størrelser. En lav svarprocent følges af en lav
andel og omvendt, jf. figur 10.
Andel med arbejdsbetinget sygefravær (%)
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Sammenhængen mellem svarprocent og andel med arbejdsbetinget sygefravær
0 10 20 30 40 50
Svarprocent
60 70 80 90 100
Figur 10. Sammenhængen mellem på den ene side andelen af udsendte supplerende
sygedagpengeattester, der blev returneret, og på den anden side andelen af sygedagpengemodtagere,
der angav, at deres sygefravær var arbejdsbetinget.
66

Denne sammenhæng kan dække over et reelt forhold, nemlig det, at den supplerende
sygedagpengeattest og måden, den blev brugt på, blev et markant bedre redskab i de to
sidste delperioder i forhold til de tre første.
Denne vurdering understøttes af udsagn fra de interviewede medarbejdere i forvaltningen.
To af de tre interviewede dagpengemedarbejdere mente, at den supplerende sygedagpengeattest
fra version til version blev et bedre og bedre arbejdsredskab til identifikation
af sygedagpengemodtagere med arbejdsbetinget sygefravær. Den tredje oplyste, at hun
ikke brugte attesten så meget, men mente i øvrigt ikke, at attesten var særlig velegnet.
Meningerne om, hvad der var galt med attesten, varierede. En af dagpengemedarbejderne
mente, at problemet var, at sygedagpengemodtagerne ikke forholdt sig seriøst til
spørgsmålene. En anden mente, at sygedagpengemodtagerne i al fald i forhold til de
første versioner misforstod attesterne således, at det var en betingelse for at få sygedagpenge,
at man havde arbejdsbetinget sygefravær. Den tredje dagpengemedarbejder påpegede
ikke nogen problemer, men mente tværtimod, at attesten efter nogle tilretninger
ville kunne bruges til også at identificere andre sygedagpengemodtagere med særlige
problemer, som det ville være en fordel at identificere tidligt i sygedagpengeforløbet.
En af dagpengemedarbejderne ville anbefale en fortsat brug af attesten. En anden ville
ikke. Den tredjes holdning til dette spørgsmål kendes ikke.
Den ene af de to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen var positiv over for
den supplerende sygedagpengeattest og ville anbefale en fortsat brug af den - også i forhold
til den almindelige dagpengeopfølgning. Den pågældende mente, at attesten var
egnet til at identificere sygedagpengemodtagere, der efter deres egen vurdering mente, at
deres sygdom/fravær var arbejdsbetinget. Den pågældende mente, at ændringen af udsendelseskriterierne
gjorde attesten til et mere præcist redskab.
Den anden leder i Arbejdsmarkedsafdelingen havde ikke så mange erfaringer med attesten
og var mere forbeholden over for dens nytteværdi. Den pågældende leder påpegede,
at attesten indeholdt meget tekst, og at det kunne gøre den svær at læse for nogen. Lederen
erkendte dog, at attesten kunne bruges til at identificere sager, hvor fraværet var arbejdsbetinget
efter den sygemeldtes egen mening.
67

For at undersøge, om brugen af den supplerende sygedagpengeattest fører til identifikation
af arbejdsbetinget sygefravær, som ikke kunne være identificeret ved hjælp af en
arbejdsskadeanmeldelse til Arbejdstilsynet/Arbejdsskadestyrelsen, er der foretaget en
analyse af de attester fra 4. og 5. delperiode, hvor sygedagpengemodtageren gennem
besvarelsen af et eller flere spørgsmål har givet udtryk for, at fraværet kunne være arbejdsbetinget.
Resultatet af analysen er gengivet i tabellerne i appendiks 15 og sammenfattet
i figur 11.
Ved ikke/ikke besvaret
25%
Er arbejdsskaden anmeldt?
Nej
36%
Figur 11. Fordelingen af svar fra sygedagpengemodtagere med formodet arbejdsbetinget
sygefravær i 4. og 5. delperiode på spørgsmålet: ”Er arbejdsskaden anmeldt til Arbejdstilsynet/Arbejdsskadestyrelsen?”
på den supplerende sygedagpengeattest.
Det fremgår af figur 11, at i ca. 40 % af de 64 sager, hvor der var en indikation af, at
fraværet kunne være arbejdsbetinget, var der ifølge sygedagpengemodtageren selv foretaget
en arbejdsskadeanmeldelse. Af tabellerne i appendiks 15 fremgår det, at der i 36 %
af de 22 sager, hvor BST blev involveret, var foretaget en arbejdsskadeanmeldelse. I
femte delperiode var 8 ud af 13 sager anmeldt af virksomheden, mens 3 var anmeldt af
den praktiserende læge ifølge sygedagpengemodtagerne. I de resterende 2 sager er det
ikke oplyst, hvem der har foretaget anmeldelsen af arbejdsskaden.
Vurdering af den supplerende sygedagpengeattest
Den supplerende sygedagpengeattest baserer sig som metode til at identificere arbejdsbetinget
sygefravær hos sygedagpengemodtagere på den sygemeldtes egen vurdering af
• hvad der er årsagen eller årsagerne til den aktuelle sygdom eller det aktuelle fravær,
herunder
• hvad sammenhængen eller sammenhængene er mellem sygdommen/fraværet og
forhold i eller på arbejdet, samt
68
Ja
39%

• hvilke forhold i arbejdet eller på arbejdspladsen, der er relevante at tage i betragtning
ved vurderingen af sygdommens/fraværets årsager.
Disse forhold indebærer både fordele og ulemper.
Blandt fordelene hører, at man får kendskab til arbejdsskader, som ikke er anmeldt som
arbejdsulykker eller arbejdsbetingede lidelser, fordi de ikke opfattes som sådan - heller
ikke af den sygemeldtes egen læge. En anden fordel er, at man kan få kendskab til tilfælde,
hvor den sygemeldte ikke er syg i medicinsk forstand, men bare ikke trives på sin
arbejdsplads og reagerer på dette ved at melde sig syg.
En af ulemperne er, at man ikke får kendskab til tilfælde, hvor den sygemeldte ikke er
bevidst om sammenhængen mellem påvirkninger i arbejdet eller på arbejdspladsen og
helbredet. En anden ulempe er, at man får fat i nogle tilfælde, hvor problemet ikke ligger
i arbejdet eller arbejdsmiljøet, men hos den sygemeldte selv (psykisk syge, mennesker
med arbejdsvægring, mv.). En tredje ulempe er, at identifikationen af, at fraværet
eventuelt er arbejdsbetinget, kun er tidlig set fra sygedagpengeadministrationens synspunkt,
men ikke nødvendigvis set fra den sygemeldtes eller virksomhedens synspunkt.
Dette hænger sammen med, at administrationen ikke kan udsende attesten, før den har
modtaget en anmodning om sygedagpenge og således har fået kendskab til sygefraværet.
En alternativ måde til at identificere arbejdsbetinget sygefravær er ved brug af lægeerklæringer.
Sammenlignet med den supplerende sygedagpengeattest har denne metode
imidlertid en række svagheder. For det første er metoden langsommere – bl.a. fordi sygedagpengemodtageren
først skal til undersøgelse hos lægen, inden denne kan udfylde
og returnere erklæringen til forvaltningen. For det andet er metoden dyrere, idet lægen
skal have et honorar. For det tredje kan brugen af en lægeerklæring opfattes som en
umyndiggørelse af sygedagpengemodtageren. Endelig er denne metode også – ligesom
den supplerende sygedagpengeattest – forbundet med en vis usikkerhed. Det hænger
sammen med, at ikke alle praktiserende læger har tilstrækkeligt kendskab til arbejdsmiljø
og arbejdsmedicin til at kunne vurdere, om en patients sygdom er arbejdsbetinget.
Trods ulemperne synes den supplerende sygedagpengeattest – med den udformning,
som den fik i den femte delperiode af projektets interventionsfase, og med den anvendelsesform,
som blev praktiseret i samme periode – således at være et relativt effektivt
og billigt redskab for den kommunale sygedagpengeadministration til tidlig identifikation
af arbejdsbetinget sygefravær. Set fra en arbejdsmiljøsynvinkel synes attesten desuden
at være et udmærket redskab til at identificere arbejdsforhold, der på en eller anden
måde virker belastende for de lønmodtagere, der er udsat for dem.
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
Formålet med den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
Dagpengeloven stiller krav om, at kommunen følger op på sygedagpengesagerne. I henhold
til den daværende dagpengelov var kommuner forpligtet til senest efter tre måneders
fravær og derefter mindst hver tredje måned at følge op på en sygedagpengesag.
Opfølgningen indebar, at sygedagpengemodtagernes situation skulle vurderes for at afklare,
om der var behov for behandling, optræning, revalidering, overgang til pension
69

eller andre former for bistand. Opfølgningen skulle om nødvendigt foregå i samarbejde
med læger, hospitaler, revalideringsinstitutioner og arbejdsformidlingen.
Ringsted Kommunes opfølgning på sygedagpengesager omfattede før projektet ikke
systematisk en samtale med sygedagpengemodtageren. Hvis der fandt en samtale sted,
var det oftest pr. telefon. Opfølgningen begyndte typisk først, når sagen blev tre måneder
gammel.
Denne opfølgningspraksis fortsatte under FASA-projektet i forhold til alle de sygedagpengesager,
der ikke blev visiteret til den særlige indsats, som projektet indebar.
I FASA-projektet var det intentionen at sygedagpengemodtagerne med arbejdsbetinget
sygefravær skulle visiteres til en opfølgning, der dels var udvidet i forhold til den almindelige
opfølgning på sygedagpengesager, dels fandt sted tidligere i sygedagpengeforløbet
end sædvanligt.
I den reviderede projektbeskrivelse af 20. oktober 1995 hedder det eksplicit, at “hurtigst
muligt, efter at det ved hjælp af den udvidede sygedagpengeattest er konstateret, at sygdommen
er arbejdsbetinget, indkalder den kommunale forvaltning til et opfølgningsmøde”.
Tanken med dette var bl.a., at jo tidligere der blev fulgt op på sygefraværet, desto større
var chancen for, at den sygemeldte vendte tilbage til arbejdsmarkedet.
Formålet med den tidlige, udvidede opfølgning var, udover de lovbestemte krav, at
• optage en social anamnese for den sygemeldte.
• informere den sygemeldte om FASA-projektet.
• indhente den sygemeldtes samtykke om at medvirke i projektet.
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtales form og indhold
I princippet blev alle sygedagpengemodtagere, der på den supplerende sygedagpengeattest
havde angivet, at deres sygdom/fravær var arbejdsbetinget, visiteret til den tidlige,
udvidede opfølgningssamtale.
I praksis blev en del af sygedagpengemodtagerne med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær
ikke visiteret til den særlige opfølgningssamtale i de tre første perioder. Den primære
årsag til dette var, at det på baggrund af supplerende oplysninger i sagerne blev
vurderet, at der ikke reelt var tale om arbejdsbetinget fravær. Der var f.eks. tale om personer
beskæftiget i daginstitutioner, som angav influenza eller forkølelse som arbejdsbetinget,
hjemmehjælpere, som gled på glatte fortove (om vinteren) og unge, som efter
3-4 dages beskæftigelse hos en arbejdsgiver meldte sig syge. Enkelte sager blev ikke
visiteret til den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, fordi det blev vurderet, at der var
tale om psykiske problemer som følge af en “belastet personlighedsstruktur”, som ikke
var arbejdsbetinget. Ganske få sager blev fravalgt af ressourcemæssige årsager.
De supplerende oplysninger i sagerne kom fra forskellige kilder. I første periode ringede
sagsbehandleren til alle sygemeldte, der havde angivet, at de havde et arbejdsbetinget
70

sygefravær, for at informere om projektet og indhente oplysninger om den aktuelle beskæftigelse,
arbejdspladsen, den pågældendes anciennitet på arbejdspladsen og årsagen
til fraværet. Denne metode blev dog opgivet, da den var for tidskrævende. Ofte var det
nødvendigt med flere opringninger, fordi den pågældende ikke var hjemme. I en del
tilfælde var personen allerede begyndt at arbejde igen. Dette var især en konsekvens af,
at den supplerende sygedagpengeattest også blev sendt til personer, der var raskmeldt,
da de indsendte anmodningen om sygedagpenge eller da deres arbejdsgiver indsendte
anmodningen om refusion af sygedagpenge.
I de senere perioder blev de supplerende oplysninger fundet i det øvrige materiale i hver
sag, som dagpengeafdelingen lå inde med. Det drejede sig typisk om selve dagpengeanmodningen,
lægeerklæringer og eventuelle notater foretaget af dagpengemedarbejderen.
I 2. og 3. delperiode gennemgik sagsbehandleren i de sager, hvor sygedagpengemodtageren
allerede var raskmeldt, arkiveret sagsmateriale. Dette var ikke normal praksis for
dagpengemedarbejderne, der kun forholdt sig til den aktuelle sag. Formålet med at gennemgå
det arkiverede materiale var at undersøge, om der tidligere havde været arbejdsbetinget
sygefravær, eller om der var tale om hyppigt, gentaget fravær. Hvis det var tilfældet,
blev det vurderet som væsentlig for arbejdsfastholdelsen af den pågældende person
at tilbyde en opfølgningssamtale - altså også selv om personen var raskmeldt.
I de første tre delperioder af projektets interventionsfase var det en socialformidler, som
Kommunen knyttede til projektet, der visiterede og indkaldte sygedagpengemodtagerne
til samtalen. Visitationen skete efter samråd med projektkoordinatoren, der bidrog med
arbejdsmiljøviden.
Det var ligeledes socialformidleren, der gennemførte samtalerne. Af den reviderede
projektbeskrivelse fremgår det, at projektkoordinatoren også skulle deltage i opfølgningssamtalerne.
Det fremgår imidlertid ikke klart hvorfor, ligesom det heller ikke er
fastholdt nogetsteds, hvorfor det ikke blev gennemført. Under alle omstændigheder kan
det konstateres, at det var i god overensstemmelse med de grundlæggende antagelser i
projektet, at projektkoordinatoren ikke deltog i samtalerne.
Opfølgningssamtalerne, der i daglig tale hed “FASA-samtalerne”, kom således i de første
tre delperioder til at forløbe parallelt med den opfølgning på sagerne, som det administrativt
uddannede personale i dagpengeafdelingen varetog. I de sidste to perioder blev
“FASA-samtalerne” integreret med den almindelige sygedagpengeopfølgning, således at
dagpengeafdelingens medarbejdere stod for den samlede opfølgning.
I den første periode blev de visiterede sygedagpengemodtagere “anmodet” om at komme
til en samtale. Denne formulering blev i 2. og 3. periode ændret til, at sygedagpengemodtagerne
blev “tilbudt” en samtale. Årsagen til ændringen var, at en sygedagpengemodtager
gav udtryk for, at han ikke brød sig om at blive anmodet om at komme til en
samtale, når det i den skriftlige orientering om FASA-projektet var anført, at det var
frivilligt, om man ville deltage i projektet. Den ændrede formulering afspejlede også, at
forvaltningen opfattede samtalen som et tilbud til de sygemeldte, hvad den manglende
integration med den almindelige sygedagpengeopfølgning også var et udtryk for. I de to
sidste delperioder blev sygedagpengemodtagerne “indkaldt” til opfølgningssamtale i
71

henhold til dagpengelovens bestemmelser, fordi samtalerne nu var integreret i den almindelige
opfølgning. I brevet med indkaldelsen blev sygedagpengemodtagerne dog
stillet i udsigt, at de ville blive informeret om FASA-projektet i anledning af, at de havde
angivet, at deres sygdom/fravær var arbejdsbetinget.
Socialformidleren gennemførte samtalerne nogenlunde efter denne disposition:
1. Information om FASA-projektet.
2. Indhentning af samtykke.
3. Optagelse af anamnese.
Punkt 3 bortfaldt, hvis den sygemeldte ikke ønskede at afgive samtykke om medvirken i
projektet.
Informationen om FASA-projektet omfattede følgende elementer:
• Formålet med projektet.
• De overordnede metoder i projektet.
• Formålet med opfølgningssamtalen i forhold til projektet.
• Konsekvenserne for sygedagpengemodtageren af et tilsagn om at medvirke i projektet.
• Betoning af det frivillige aspekt.
• Information om BST.
• Udpegning af kilder til yderligere information.
Hertil kom, at socialformidleren besvarede de spørgsmål, som sygedagpengemodtageren
eventuelt havde.
Sygedagpengemodtagerens samtykke om at medvirke i projektet blev indhentet skriftligt
ved hjælp af en samtykkeerklæring. På erklæringen var der mulighed for at specificere,
hvad samtykket omfattede udover, at kommunen måtte anmode BST-Sorø om at kontakte
sygedagpengemodtagerens arbejdsplads.
Anamnesen omfattede bl.a. følgende temaer:
• Helbredsforhold – aktuelt og historisk.
• Beskæftigelse – aktuelt og historisk.
• Arbejdsforhold i nuværende job.
• Uddannelse.
• Sociale forhold.
• Økonomi og boligforhold.
• Holdninger mv. til revalidering/førtidspension.
Punktet om ”arbejdsforhold i nuværende job” afspejlede behovene i forhold FASAprojektet.
I arbejdet med at optage anamnesen trak socialformidleren på sine erfaringer som sagsbehandler
i revalideringssager.
72

Medarbejderne i dagpengeafdelingen havde ingen erfaringer med egentlig sagsbehandling,
da de overtog “FASA-samtalerne”. Der blev derfor udarbejdet en manual til dem,
som trin for trin beskrev den opfølgning, som “FASA-sagerne” skulle have udover den
almindelige sygedagpengeopfølgning, og som også indeholdt en række arbejdsredskaber
til brug i denne sagsbehandling. Disse arbejdsredskaber omfattede bl.a. brevskabeloner,
samtykkeerklæringer og et journalark med stikord til brug ved optagelsen af anamnesen.
Manualen blev udarbejdet i et samarbejde mellem medarbejdere i Kommunens Arbejdsmarkedsafdeling,
herunder socialformidleren og dagpengemedarbejderne selv, og
FASA-projektets koordinator. Manualen blev løbende justeret i takt med, at der blev
indhøstet erfaringer med opfølgningen og arbejdsredskaberne. Appendiks 5 indeholder
de vigtigste elementer fra manualen, som den så ud ved afslutningen af den femte delperiode.
Medarbejderne i dagpengeafdelingen fik desuden tilbudt faglig supervision ved
socialformidleren, der hidtil havde gennemført ”FASA-samtalerne”, da de overtog dem.
Dette tilbud blev dog stort set ikke udnyttet.
Erfaringer med den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
Tabel 9 viser, hvor mange sygedagpengemodtagere, hvis sag blev udvalgt til en tidlig,
udvidet opfølgningssamtale, og hvor mange, der faktisk kom til samtale.
Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Udvalgt som “FASA-sag” 20 14 25 41 24 124
Deltaget i opfølgningssamtale 17 11 19 22 14 83
Fremmødefrekvens 85 79 76 54 58 -
Tabel 9. Antallet af sygedagpengemodtagere, hvis sag blev udvalgt som “FASA-sag”,
og antallet af sygedagpengemodtagere, som faktisk kom til opfølgningssamtalen.
Betragter man kun tallene for 4. og 5. periode, hvor samtalen ikke var et tilbud til de
sygemeldte, men den lovpligtige opfølgningssamtale, ses det, at 45 % af sygedagpengemodtagerne
med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær ikke kom til samtale. Den hyppigste
årsag var, at de nåede at raskmelde sig, inden samtalen skulle finde sted. En analyse
af 38 udvalgte sager fra 4. delperiode viser, at der ofte gik 2-4 uger, fra forvaltningen
modtog den supplerende sygedagpengeattest fra en sygedagpengemodtager til opfølgningssamtalen
fandt sted/kunne have fundet sted, jf. tabellen i appendiks 16. Eller
med andre ord: Sygedagpengemodtageren fik en dato for opfølgningssamtalen, som typisk
lå 6-9 uger efter første sygedag. Inden denne tid var gået, var knap halvdelen af
sygedagpengemodtagerne med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær altså blevet
raskmeldt.
En anden analyse fra januar 1997 af samtlige de 59 sygedagpengemodtagere, som i oktober-november
1996 (de to første måneder i 4. delperiode) fik tilsendt den supplerende
sygedagpengeattest viser, at 54 % af dem havde over 8 ugers fravær. 19 af de 59 blev
indkaldt til en tidlig, udvidet opfølgningssamtale i forbindelse med projektet. Af disse
19 havde 68 % over 8 ugers fravær.
Tabel 10 viser, hvor mange af de sygedagpengemodtagere, der kom til samtale, som gav
samtykke om at medvirke i projektet.
73

Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Deltaget i opfølgningssamtale 17 11 19 22 14 83
Givet samtykke 2 2 4 15 10 33
Samtykkeopnåelsesprocent 12 18 21 68 71 -
Tabel 10. Andelen af sygedagpengemodtagere, som gav samtykke om at medvirke i
projektet efter at have været til opfølgningssamtale.
Det fremgår af tabel 10, at over to tredjedele af sygedagpengemodtagerne i 4. og 5. delperiode
gav samtykke om at medvirke i projektet, mens det i de første tre delperioder
kun var i størrelsesordnen 10-20 % af sygedagpengemodtagerne, som ville deltage.
Socialformidleren havde gode erfaringer med den tidlige, udvidede opfølgningssamtale.
Det var hendes oplevelse, at de sygemeldte værdsatte, at der meget hurtigt blev taget fat
i deres sag, og at de fik tilbudt en samtale med en sagsbehandler.
I sin beskrivelse af opfølgningssamtalen sondrede socialformidleren mellem to faser,
motivationsfasen og anamnese-fasen.
Motivationsfasen var ifølge socialformidleren den vigtigste. Hun indledte den med at
fortælle kort om FASA-projektet og dets tilbud til sygedagpengemodtageren. I begyndelsen
fortalte hun også om projektets baggrund mv., men det holdt hun hurtigt op med,
da hun opdagede, at det, der interesserede de sygemeldte, var, hvad projektet betød for
den enkelte. Det hørte også med til introduktionen af projektet, at socialformidleren
præciserede, at udbetalingen af sygedagpenge ikke var knyttet til deltagelsen i projektet.
Efter introduktionen lod socialformidleren sygedagpengemodtageren fortælle om sit
arbejde, sine arbejdsfunktioner, sit forhold til arbejdsleder og kollegaer, gode og dårlige
sider ved arbejdet, arbejdsskaden, om skaden var anmeldt, og hvem der i givet fald havde
gjort det. Socialformidleren spurgte også om den sygemeldtes holdning til og forståelse
af arbejdsmiljøet.
På denne baggrund spurgte socialformidleren om den sygemeldte ville (give samtykke
til at) medvirke i projektet. I den forbindelse oplevede socialformidleren, at en meget
stor gruppe af sygedagpengemodtagere ikke ønskede at medvirke i projektet. De forklaringer,
de gav hende, fik hende til at konkludere, at sygedagpengemodtagerne følte, at
den tryghed, som et job og en arbejdsindtægt giver, blev truet, hvis de medvirkede i
projektet. Sygedagpengemodtagerne gav udtryk for usikkerhed over, hvordan deres arbejdsgiver
ville reagere på en henvendelse fra kommunen, hvis arbejdsforholdene var
angivet som årsag til sygefraværet. Nogen af sygedagpengemodtagerne forklarede, at der
i forvejen var fokus på deres fravær. En del af sygedagpengemodtagerne erkendte, at de
burde deltage i projektet for at medvirke til forebyggelsen af lignende tilfælde, men de
turde ikke af frygt for afskedigelse.
Socialformidleren havde en fornemmelse af, at en stor del af de sygemeldte, hun talte
med, havde akkordarbejde præget af højt tempo, men med høje akkordlønninger, som
de havde gjort sig afhængige af. Det mente hun, at man skulle være opmærksom på, når
man drøftede forbedringer af arbejdsmiljøet for at forebygge arbejdsskader og sygefravær.
Hun mente ligeledes, at man skulle være opmærksom på, at de sygemeldte i sådan-
74

ne jobs undlader at medvirke i projektet i en slags solidaritet med kollegaerne, fordi en
intervention kunne betyde en forringelse af akkorden.
I anamnese-fasen spurgte socialformidleren om den sygemeldtes skolegang/uddannelse,
erhvervserfaring/karriere, sociale forhold, herunder familieforhold, økonomi, misbrugsproblemer,
psykiske problemer o.lign.
I forbindelse med optagelsen af anamnesen bemærkede socialformidleren, at det var
væsentligt, at man som sagsbehandler gjorde sig klart, hvad der var for en person, man
sad overfor. Hun mente, at man skulle være meget konkret i sine spørgsmål, være opmærksom
på personens kropssprog og have øjenkontakt under samtalen.
Socialformidleren oplevede, at samtalerne havde en anden karakter end de samtaler, hun
ellers havde haft som sagsbehandler i det sociale system. Hun oplevede først og fremmest,
at sygedagpengemodtagerne var meget åbne og positive, når de fortalte om deres
arbejde og situation. Socialformidleren forklarede det med, at samtalerne var et tilbud til
sygedagpengemodtagerne og ikke en kontrol af dem.
De tre interviewede dagpengemedarbejdere havde alle gode erfaringer med den tidlige,
udvidede opfølgningssamtale. Først og fremmest fordi det gav en bedre indsigt i sygedagpengemodtagerens
situation, specielt arbejdssituationen. Dernæst fordi de oplevede,
at de sygemeldte generelt var glade for samtalerne.
Ingen af de interviewede havde vanskeligt ved at informere de sygemeldte om FASAprojektet.
En af dem påpegede, at de sygemeldte i forvejen havde fået skriftlig information
om projektet sammen med indkaldelsen til samtalen. En anden mente, at flere og
flere sygedagpengemodtagere kendte projektet i forvejen, efterhånden som projektet
skred fremad. De sygemeldte havde hørt om projektet fra deres fagforening eller kendte
det fra avisen.
Ingen af medarbejderne i dagpengeafdelingen havde problemer med at spørge de sygemeldte
om deres arbejdsforhold med henblik på at klarlægge sammenhængene mellem
sygdommen/fraværet og arbejdet eller arbejdsmiljøet. Alle medarbejderne oplevede, at
de sygemeldte generelt reagerede positivt på spørgsmålene om deres arbejdsforhold, og
at de fleste var glade for at fortælle og glade for, at nogen gad lytte til dem. En af medarbejderne
mente også, at de sygemeldte ofte var gode til selv at pege på løsningsmuligheder
i forhold til de arbejdsmiljøproblemer, de så.
Ingen af dagpengemedarbejderne havde problemer med at skulle bede de sygemeldte om
samtykke til at medvirke i projektet, men de havde forskellige erfaringer med, hvor
nemt det var at få samtykket. To af de tre medarbejdere mente ikke, det var svært, mens
den sidste oplevede, at det var de færreste, der ville give samtykke.
En af de to medarbejdere, som oplevede, at det var nemt at opnå samtykke, mente, at
nogen sygedagpengemodtagere godt nok var betænkelige ved at deltage i projektet, og at
andre slet ikke ville være med, men at det blev lettere at opnå samtykket, efterhånden
som de sygemeldte havde hørt om projektet fra fagforeningen eller deres kollegaer, og
efterhånden som hun selv fik mere erfaring med at spørge.
75

En af medarbejderne forklarede, at når det kunne være svært at opnå samtykke, var det,
fordi den sygemeldte “tænkte på sit job”, dvs. var bange for at miste det, hvis vedkommende
medvirkede i projektet og således også fik sin arbejdsgiver involveret i projektet.
To af dagpengemedarbejderne oplevede, at de sygemeldte ofte mødte op med forventninger
til samtalen. Forventningerne kunne f.eks. handle om, at de fik hjælp til at gennemføre
en arbejdsskadesag, at de fik information om den samlede behandling af deres
sag (ikke kun sygedagpengesagen, men også arbejdsskadesagen mv.), eller at de fik den
samme sagsbehandler gennem hele forløbet. Den ene medarbejder påpegede, at det naturligvis
afhang af forventningerne, om hun havde kunnet indfri dem, mens den anden
oplevede, at hun i det store og hele havde indfriet de sygemeldtes forventninger, idet
ingen havde sagt, at det modsatte var tilfældet.
De tre interviewede medarbejdere i dagpengeafdelingen oplyste alle, at de havde brugt
“FASA-manualen”, og at de mente, at den var et godt værktøj for dem.
De to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen mente begge, at oplysningerne
om sygedagpengemodtagernes arbejdsforhold, som blev indhentet gennem den udvidede
opfølgningssamtale, kunne være nyttige for forvaltningen i sagsbehandlingen. Den ene
uddybede det med, at forvaltningen bl.a. fik et indtryk af, hvor der var flest arbejdsskader
og arbejdsbetingede sygdomme.
Lederne var også enige om, at det havde været lærerigt for dagpengemedarbejderne at
gennemføre de tidlige, udvidede opfølgningssamtaler. Den ene pegede på, at det bl.a.
rustede medarbejderne til kravene i den “nye” dagpengelov (som trådte i kraft pr. 1.
april 1997).
Den ene leder mente ikke, at det havde voldt dagpengemedarbejderne problemer, at de
skulle informere om FASA-projektet, spørge om arbejdsforholdene og indhente samtykke.
Den anden leder pegede på, dels at det kunne have været svært at legitimere disse
aktiviteter over for sygedagpengemodtagere, som i forvejen havde det svært med at
skulle til samtale, dels at det var afhængigt af såvel dagpengemodtageren som medarbejderen,
om der havde været problemer.
Lederne var enige om, at manualen havde været nyttig for dagpengemedarbejderne. Den
ene uddybede det med, at den havde gjort medarbejderne mere opmærksomme på, hvad
der betød noget for folk i deres livsforløb. Den havde skærpet medarbejdernes faglighed,
hvilket havde smittet af på kvaliteten af sagsbehandlingen. Samme leder vurderede
det positivt, at manualen var blevet tilpasset undervejs i projektet.
Vurdering af den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, der blev udviklet og afprøvet i projektet, viste
sig som en god metode til at
• vurdere den sygemeldtes situation sammen med den pågældende.
• optage en social anamnese for den sygemeldte.
• informere den sygemeldte om FASA-projektet.
• indhente den sygemeldtes samtykke til at medvirke i projektet.
76

Der blev fundet en disposition for samtalerne med en tilhørende journal, som sagsbehandleren
kunne støtte sig til under samtalen, således at målet om, at samtalerne skulle
være udvidede i forhold til de sædvanlige opfølgningssamtaler blev opfyldt.
Erfaringerne med opfølgningssamtalen viser, at der er en række faktorer, som medvirker
til at gøre metoden velegnet:
• Visitationen
• Sagsbehandlerens kvalifikationer (erfaringer med samtalerne)
Af hensyn til en fornuftig ressourceudnyttelse er det vigtigt kun at visitere de sygedagpengemodtagere,
som synes at have et reelt behov for den tidlige, udvidende opfølgningssamtale.
Erfaringerne fra projektet er, at alle sygedagpengemodtagere, der har et
selvangivet arbejdsbetinget sygefravær, og som stadig er sygemeldte, når deres anmodning
om sygedagpenge modtages i kommunen, kan have er reelt behov for en tidlig,
udvidet opfølgningssamtale.
For at kunne informere om samtalens og FASA-projektets formål, optage en social
anamnese, indhente samtykke og vejlede sygedagpengemodtageren om de forhold, som
denne ønsker at blive vejledt om, kræves visse kvalifikationer, bl.a. kendskab til projektet,
erfaring med brug af spørge-/interviewteknikker og viden om de forhold, som
den sygemeldte kan finde på at spørge om samt ikke mindst en vis indlevelsesevne. Erfaringen
fra projektet er, at sagsbehandlere, der ikke har disse kvalifikationer i forvejen,
kan tilegne sig dem gennem det praktiske arbejde med samtalerne, især hvis de har mulighed
for at konsultere forskellige ressourcepersoner.
Opfølgningssamtalerne fandt typisk sted 6-9 uger efter første sygedag. I forhold til at
kommunerne på daværende tidspunkt var forpligtet til at gennemføre samtalerne senest
efter 13 uger, var der således tale om relativt tidlige samtaler. Samtalerne kunne imidlertid
have fundet sted 2-4 uger tidligere, hvis de var blevet afholdt umiddelbart efter, at
kommunen havde fået de supplerende sygedagpengeattester retur fra sygedagpengemodtagerne.
Cirka 45% af de sygedagpengemodtagere, der blev indkaldt til opfølgningssamtalen i
henhold til sygedagpengeloven, kom ikke til samtalen. Den almindeligste årsag til det
manglende fremmøde var, at de raskmeldte sig umiddelbart før samtalen. I betragtning
af, at de fleste af de pågældende sygedagpengemodtagere havde over 8 ugers fravær bag
sig, at de selv havde angivet, at de havde et arbejdsbetinget sygefravær, og at de sammen
med indkaldelsen havde fået skriftlig information om, at kommunen via FASAprojektet
havde et tilbud til dem, er det bemærkelsesværdigt, at så mange raskmeldte sig
umiddelbart før samtalen. Der kan naturligvis være tale om, at de blev raske, men der
kan også være tale om, at de af frygt for samtalen eller for at blive involveret i projektet
meldte sig raske uden at være det. En tredje forklaring kan være, at de pågældende ikke
reelt var syge – i al fald ikke på tidspunktet for samtalen – og ikke ønskede at blive ”afsløret”.
77

Kontakten til arbejdsgiveren
Formålet med kontakten til arbejdsgiveren
Forudsætningen, for at der kan blive iværksat foranstaltninger, som forebygger arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær på en virksomhed, er, at arbejdsgiveren er indforstået
og medvirker positivt. Ligesom der skulle indhentes et samtykke fra sygedagpengemodtageren,
hvis denne ville deltage i projektet, skulle der således også indhentes et
tilsagn fra arbejdsgiveren.
Udformningen af kontakten til arbejdsgiveren
I de første to delperioder af interventionsfasen var det den kommunale sagsbehandlers
(socialformidlers) opgave at etablere den første kontakt med arbejdsgiveren i den enkelte
sag, hvor sygedagpengemodtageren med arbejdsbetinget sygefravær havde givet
samtykke om at deltage i projektet. Derefter blev opgaven overladt til BST. Begrundelsen
for dette var, at det viste sig at være for vanskeligt for sagsbehandleren over for arbejdsgiveren
at forklare for, hvorfor virksomheden burde deltage i projektet, og hvilke
tilbud projektet konkret havde til virksomheden. Opgaven var lettere for BST i og med
at BST’s medarbejdere ofte kendte virksomhederne, var mere vant til at kommunikere
med arbejdsgivere om forebyggelse i arbejdsmiljøet, og at det var gratis BST-bistand,
der var projektets tilbud til virksomhederne.
Egentlig var det ikke sagsbehandlerens opgave i første omgang at indhente tilsagn om
medvirken fra virksomheden. Opgaven var mere præcist at få arbejdsgiveren eller en
ansvarlig repræsentant for denne til at deltage i et forebyggelsesmøde, som sagsbehandleren
indkaldte til, jf. nedenfor. Tilsagnet skulle derefter søges indhentet på forebyggelsesmødet.
Tilsvarende var det heller ikke BST’s opgave i første omgang at indhente et tilsagn, men
at få et møde i stand, hvor man kunne drøfte, om der var opbakning til en forebyggende
indsats, og i givet fald hvilken, jf. næste afsnit.
Erfaringer med kontakten til arbejdsgiverne
Tabel 11 viser, i hvor mange af de sager, hvor sygedagpengemodtageren gav tilsagn om
at medvirke i projektet, det lykkedes at gennemføre et forløb på virksomhederne. I de
sager, hvor det ikke lykkedes at gennemføre et forløb, strandede det i hovedparten af
tilfældene på, at arbejdsgiveren ikke ønskede at medvirke. De almindeligste begrundelser
fra arbejdsgivere, der ikke ønskede at medvirke, og som begrundede deres indstillinger
var,
• at de ikke havde nogen problemer, som projektet/BST kunne hjælpe dem med at
løse,
• at de selv kunne løse de problemer, som var kommet i fokus med medarbejderens
sygemelding,
• at de ikke havde tid til at medvirke, eller
• at de ikke ønskede at medvirke i projektet på baggrund af den aktuelle personsag, da
den pågældende tidligere havde afvist at medvirke til forbedringer af situationen.
78

Der var også tilfælde, hvor den sygemeldte fortrød sit tilsagn om at medvirke og derfor
udeblev fra møder mv. på arbejdspladsen.
Involveringsform 1. periode 2. periode 3. periode 4. periode 5. periode Total
Givet samtykke 2 2 4 15 10 33
Deltaget i virksomhedsforløb 0 1 2 11 5 19
Tabel 11. Antallet af sager, hvor sygedagpengemodtageren gav samtykke om at medvirke
i projektet, og antallet af sager, hvor det lykkedes at gennemføre et forløb på virksomhederne.
Socialformidleren forklarede, at det var meget få arbejdsgivere, hun nåede at have kontakt
til, inden denne opgave blev overdraget til BST. Men i de tilfælde, hvor hun etablerede
kontakt, foregik det ved hjælp af telefonen. Hun orienterede arbejdsgiveren om
projektet og årsagen til den konkrete henvendelse. På denne baggrund skulle arbejdsgiveren
tage stilling til, om virksomheden skulle medvirke i projektet.
Socialformidleren mente, at der kunne være flere grunde til, at så få arbejdsgivere gav
tilsagn om at medvirke i projektet. Som de to vigtigste nævnte hun, at det kan have
skabt forvirring og usikkerhed, at henvendelsen kom fra kommunen, og at det ikke
fremmede dialogen, at kontakten foregik telefonisk; hun mente, at kontakten burde
etableres ude på den enkelte arbejdsplads.
De fire interviewede personer i BST-Sorø oplyste alle, at de havde haft til opgave at
etablere den første kontakt med arbejdsgiveren til de sygemeldte, som havde givet samtykke
om at medvirke i projektet.
De interviewede havde lidt forskellige erfaringer med, hvor nemt det havde været at få
arbejdsgiverne til at give tilsagn om at medvirke i projektet. En mente, at det havde været
meget krævende på to måder: Dels tog det meget tid at tale med arbejdsgiverne og få
dem overbevist om, at de burde medvirke. Dels skulle hun trække meget på sine erfaringer
fra et langt liv som arbejdsmiljøprofessionel for at finde de argumenter, der kunne
overbevise arbejdsgiverne. De tre andre havde ikke oplevet samme vanskeligheder. De
nævnte, at arbejdsgiverne som regel lod sig overbevise af, at indsatsen kunne virke forebyggende.
Hvis det ikke virkede, virkede argumenter som at BST-bistanden var gratis,
at arbejdsgiveren havde et moralsk ansvar, eller at arbejdsgiveren skulle gøre det af hensyn
til den sygemeldte som regel. En af de fire interviewede oplevede i øvrigt, at det
virkede fremmende for arbejdsgiverens tilsagn, hvis arbejdsgiveren kendte BST på forhånd.
Fire ud af de fem interviewede personer i andre BSTer oplyste, at de havde haft til opgave
at etablere den første indledende kontakt med arbejdsgivere. To af de interviewede
mente, at arbejdsgiverne havde givet tilsagn om at medvirke, fordi de kunne se formålet
med projektet. (I den forbindelse er det interessant at bemærke, at de fem interviewede
BST-personer selv formulerede formålet med projektet forskelligt.) En af de interviewede
mente, at det var argumentet om, at erfaringerne fra deltagelsen kunne bruges i andre
sammenhænge, som virkede overbevisende. Den sidste af de fire interviewede oplevede,
at det var et argument om, at systemerne skulle arbejde sammen, som virkede.
79

Seks ud af de syv interviewede arbejdsgivere (eller ledelsesrepræsentanter) oplyste, at
de blev involveret i projektet via BST. Den sidste ved ikke, hvordan virksomheden blev
involveret, da hun selv først kom ind i billedet på et senere tidspunkt.
Alle de interviewede arbejdsgivere mente, at de havde fået tilstrækkelig information om
projektet. Fem af dem angav, at de valgte at deltage i projektet af forebyggelsesgrunde.
En lod sin virksomhed deltage for at fastholde den sygemeldte. Den sidste deltog af både
forebyggelses- og arbejdsfastholdelsesgrunde. En af de fem, der gik ind i projektet
primært af forebyggelsesgrunde, pegede også på indsatsens betydning for driftsøkonomien
i og med at et lavere sygefravær betyder, at personalenormeringen udnyttes bedre.
Vurdering af kontakten med arbejdsgiveren
Det er en fordel, at det er en BST-medarbejder, der retter henvendelse til arbejdsgiveren
i en konkret sygedagpengesag, hvor fraværet er arbejdsbetinget, frem for en kommunal
sagsbehandler. Det er blandt andet en fordel, fordi BST-medarbejderen kender projektets
tilbud til virksomheden, dvs. den gratis BST-bistand, bedre end sagsbehandleren.
BST-medarbejderen vil ofte også kende virksomheden (og omvendt) eller i det mindste
have større erfaring med virksomhedskontakt end sagsbehandleren.
Da arbejdsgiverne er blevet kontaktet på baggrund af, at en af deres medarbejdere har
angivet, at vedkommende har et arbejdsbetinget fravær, kan det ikke udelukkes, at mange
af dem har følt sig sat under anklage for ikke at leve op til deres forpligtelser i henhold
til arbejdsmiljølovgivningen. Det kan derfor heller ikke udelukkes, at en del af de
arbejdsgivere, der ikke ønskede at medvirke i projektet, har meldt fra af denne grund.
Men ellers betyder denne situation, at der stilles store krav til den BST-medarbejder, der
skal etablere kontakten til arbejdsgiveren. Der stilles først og fremmest krav om, at
medarbejderen ikke virker anklagende, men tværtimod som en støtte for virksomheden i
den noget ubehagelige situation, den er havnet i.
Forebyggelsesmødet
Formål med forebyggelsesmødet
Der er mange parter involveret i en sygedagpengesag, hvor fraværet er arbejdsbetinget,
og hvor der er et ønske om at iværksætte forebyggende foranstaltninger i arbejdsmiljøet,
og at den sygemeldte skal vende tilbage til arbejdspladsen efter raskmelding.
Formålet med forebyggelsesmødet var at samle alle disse parter, så de i fællesskab kunne
afklare, hvad der skulle ske i den konkrete sag.
De relevante parter var først og fremmest den sygemeldte, arbejdslederen, den sygemeldtes
sikkerheds- og/eller tillidsrepræsentant, sagsbehandleren og en BSTmedarbejder
med indsigt i den type arbejdsmiljø, som findes på den sygemeldtes arbejdsplads.
Andre relevante parter kunne være den sygemeldtes læge, en repræsentant for den sygemeldtes
fagforening og virksomhedens sikkerhedsleder.
80

Hvem der konkret skulle inviteres med til forebyggelsesmødet blev aftalt mellem den
sygemeldte og sagsbehandleren under opfølgningssamtalen.
Tilrettelæggelse af forebyggelsesmødet
I de to første delperioder i interventionsfasen var det den kommunale sagsbehandler, der
indkaldte til forebyggelsesmødet - typisk efter at hun først havde været i telefonisk
kontakt med de personer, der skulle inviteres.
Invitationen skete skriftligt med et kort resumé af sagen og vedlagt et mødekort, for at
hun kunne finde en dato, som passede alle mødedeltagere.
På baggrund af de returnerede mødekort fastlagde sagsbehandleren derefter mødedatoen
og meddelte denne til deltagerne. Møderne blev holdt i den kommunale forvaltning.
Møderne blev ledet af sagsbehandleren. Det var også hende, der beskrev det, man blev
enige om, og sikrede sig deltagernes underskrift på aftalen.
I de tre sidste delperioder, hvor den første kontakt med arbejdsgiveren var overladt til
BST, var det også overladt til BST at arrangere forebyggelsesmødet. Samtidig blev der
dog slækket på ambitionerne i den forstand, at man ikke satsede på at samle så mange
parter som tidligere. Typisk var det arbejdsgiveren (eller en repræsentant for denne), den
sygemeldte og en sikkerheds- eller tillidsrepræsentant samt en BST-medarbejder, der
mødtes - på virksomheden. Møderne blev ledet af BST-medarbejderen.
Erfaringer med forebyggelsesmødet
Grunden, til at fremgangsmåden med det ‘store’ forebyggelsesmøde i forvaltningen blev
forladt, var - ud over at BST overtog arbejdet med at etablere kontakten til arbejdsgiveren,
at det meget hurtigt viste sig uhyre vanskeligt at samle alle de relevante parter til et
møde inden for en rimelig tid. Der blev således i alt kun afholdt ét forebyggelsesmøde i
den oprindeligt planlagte form. Antallet af ‘små’ forebyggelsesmøder, som BST fik i
stand, kendes ikke præcist, da det ikke systematisk er beskrevet af BST, men i princippet
er der afholdt ‘små’ forebyggelsesmøder i alle de sager, hvor der har været et forløb
på virksomheden, jf. tabel 11.
Socialformidleren nåede kun at følge én sag fra start til og med afholdelse af forebyggelsesmøde
i de seks måneder, hun var knyttet til projektet. (Sagen drejede sig om en
kommunalt ansat pædagogmedhjælper og er beskrevet som case i det følgende kapitel i
rapporten.)
Socialformidleren forsøgte også at arrangere andre forebyggelsesmøder, men uden held.
I ét tilfælde strandede det på, at arbejdsgiveren, der tilhørte den offentlige sektor, dagen
før det berammede forebyggelsesmøde meldte afbud, fordi man ikke ønskede at drøfte
personsager. Socialformidleren undrede sig over dette, idet det fra begyndelsen havde
været klart, at mødet handlede om en personsag, ligesom det var klart, at den pågældende
person selv ville deltage på mødet. Arbejdsgiverens reaktion vækkede også undren,
fordi arbejdspladsen (ved sikkerhedslederen) var én af dem, der havde givet forhåndstilsagn
om at medvirke konstruktivt i FASA-projektet, hvis det blev aktuelt.
81

Den BST-medarbejder, der var med til det eneste forebyggelsesmøde, som blev afholdt i
overensstemmelse med den oprindelige plan, beklagede, at formen blev ændret. Han
mente, at den oprindelige form var bedre til at sikre en fælles forståelse af, hvad der var
de forskellige aktørers roller i sagen, end den senere form.
Vurdering af forebyggelsesmødet
Det viste sig vanskeligt at gennemføre forebyggelsesmøderne i den oprindeligt planlagte
form. Problemet var først og fremmest, at det var meget svært at finde tidspunkter, hvor
alle relevante parter havde tid til at deltage i et møde. Ikke mindst den kommunale sagsbehandler
og BST-medarbejderne havde vanskeligt ved at finde tid i kalenderen til møder.
Det var nemmere at gennemføre forebyggelsesmøderne i den nye form, der indebar, at
kredsen af deltagere blev mindre, og at mødet fandt sted på arbejdspladsen. Desværre
var den kommunale sagsbehandler en af de aktører, der ikke deltog i den nye form for
forebyggelsesmøde. Konsekvensen af dette var, at opgaven vedrørende arbejdsfastholdelse
og opgaven vedrørende forebyggelse gennem arbejdsmiljøforbedringer ikke blev
integreret så stærkt, som det oprindeligt var intentionen. På grund af arbejdsdelingen i
Ringsted Kommunes Arbejdsmarkedsafdeling mellem sygedagpengeopfølgningen og
revalideringsgruppen og svagt udviklede erfaringer med arbejdsfastholdelse betød dette,
at arbejdsfastholdelsesopgaven reelt blev nedprioriteret.
Inddragelsen af den sygemeldte
Formålet med inddragelsen af den sygemeldte
En af de medvirkende årsager til at langvarigt sygemeldte risikerer at blive stødt ud af
arbejdsmarkedet er, at de mister deres selvværd, fordi de bliver socialt isoleret under
fraværet.
For at modvirke social isolation var det intentionen i projektet så vidt muligt at inddrage
den sygemeldte i det forebyggende arbejde, som blev iværksat på den sygemeldtes arbejdsplads.
Et andet formål med at inddrage den sygemeldte var at nyttiggøre den sygemeldtes erfaringer
med de helbredsmæssige konsekvenser af arbejdsmiljøet. Dette kunne både tjene
til en bedre forståelse af problemernes årsag og mere holdbare løsninger. I sidstnævnte
tilfælde skulle den sygemeldtes synspunkter på, hvordan problemerne kunne løses, naturligvis
også nyttiggøres.
Hvis det var relevant at drøfte særlige foranstaltninger på arbejdspladsen for at fastholde
den sygemeldte efter raskmelding var der også et tredje formål med inddragelsen, nemlig
at afdække mulighederne og interessen for arbejdsfastholdelse, eventuelt i en ny
funktion.
82

Gennem en afkrydsning på samtykkeerklæringen blev det i forbindelse med opfølgningssamtalen
sikret, at den sygemeldte var interesseret i at blive inddraget i de forebyggende
aktiviteter på arbejdspladsen.
Tilrettelæggelsen af inddragelsen af den sygemeldte
Da der endnu blev afholdt ‘store’ forebyggelsesmøder med deltagelse af alle relevante
parter, begyndte inddragelsen af den sygemeldte allerede med dette, idet den sygemeldte
her bl.a. skulle fortælle om sygdommen/symptomerne og hvordan vedkommende mente,
at den/de hang sammen med arbejdet eller arbejdsmiljøet.
I de tre sidste delperioder i interventionsfasen, hvor BST varetog al kontakt til arbejdsgiveren,
var det også BSTs ansvar at sikre, at den sygemeldte så vidt muligt blev inddraget
i det forebyggende arbejde. I første omgang skete det som nævnt ovenfor typisk
ved at den sygemeldte deltog i et ‘lille’ forebyggelsesmøde på virksomheden.
Erfaringer med inddragelsen af den sygemeldte
De fire interviewede personer i BST-Sorø havde meget forskellige erfaringer med inddragelsen
af den sygemeldte i det forebyggende arbejde. En af de interviewede oplyste,
at hun typisk havde været i telefonisk kontakt med den sygemeldte i forbindelse med
den indledende kontakt med arbejdsgiveren. En anden havde typisk været i kontakt med
den sygemeldte én gang under sagen. En tredje havde været i kontakt med den sygemeldte
flere gange under sagen, via brev og telefon og i forbindelse med et møde på
virksomheden. Den sidste havde ikke været i kontakt med den sygemeldte i den sag, hun
var involveret i. I de tilfælde, hvor BST havde været i kontakt med den sygemeldte,
havde det typisk været BST, der tog initiativet.
Som årsag til, at den sygemeldte ikke altid havde været inddraget i de forebyggende
aktiviteter på arbejdspladsen, anførte de interviewede bl.a., at den sygemeldte havde
været for syg. Hvis den sygemeldte var fyret, havde det i nogle tilfælde været årsag til,
at BST ikke havde kontaktet den pågældende.
I de tilfælde, hvor den sygemeldte havde deltaget i forebyggende aktiviteter på virksomheden,
havde det typisk været ved at deltage i et møde på virksomheden. De to BSTmedarbejdere,
der havde oplevet dette, mente, at den sygemeldte havde kunnet bidrage
positivt til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Den ene BST-medarbejder oplevede,
at den sygemeldte kunne bidrage med synspunkter om, hvilke arbejdsmiljøproblemer
der var. Den anden oplevede, at den sygemeldte bidrog med synspunkter om, hvilke
løsninger der fungerede.
En af de interviewede i BST-Sorø oplyste, at hun havde erfaret, at den sygemeldte kunne
være glad for, at der blev taget hånd om vedkommendes sag. Men hendes oplevelse
var også, at nogle sygemeldte udelukkende medvirkede for at være “flinke” over for
BST.
Tre ud af de fem personer i andre BST’er, som blev interviewet, havde haft kontakt med
den sygemeldte i den konkrete “FASA-sag”, men kun i begrænset omfang. I de tilfælde,
hvor der ikke havde været nogen kontakt til den sygemeldte, skyldtes det, at den syge-
83

meldte ikke længere var ansat på virksomheden, eller at kontakten blev varetaget af en
anden BST-medarbejder. I de tilfælde, hvor der var kontakt til den sygemeldte, var det
på BST’s initiativ. Kontakterne handlede om enten at arrangere et møde eller at orientere
om, at BST gik ind i pågældendes sag og få bekræftet de foreliggende oplysninger.
En af de interviewede BST-personer oplevede, at de øvrige deltagere fra virksomheden
gik i forsvarsposition på et møde, hvor den sygemeldte deltog, fordi den sygemeldte var
skarp i sit bud på, hvad der var årsag til vedkommendes sygdom/fravær. Omvendt havde
en anden af de interviewede indtryk af, at virksomhedens deltagere i den pågældendes
sager havde fundet det i orden, at den sygemeldte var involveret.
De samme to BST-personer havde forskellige bud på, hvad den sygemeldte kunne bidrage
med, når den pågældende blev inddraget i det forebyggende arbejde. Den ene
mente, at den sygemeldte typisk kunne bidrage med sine synspunkter på årsager til og
løsninger på problemerne, der førte til sygefravær. Den anden mente, at den sygemeldte
(kun) kunne bidrage med løsningsforslag. (Noget andet er så, om løsningsforslagene
kunne bruges i praksis.)
Fire af de syv interviewede arbejdsgivere oplyste, at den sygemeldte var involveret i det
forebyggende arbejde på deres virksomhed. I de to af tilfældene bestod involveringen i,
at den sygemeldte blev observeret af BST’s medarbejder under arbejdet, eller at den
sygemeldte inspicerede sin arbejdsplads sammen med BST-medarbejderen. I de to andre
tilfælde bestod involveringen i, at den sygemeldte deltog i et møde sammen med arbejdsgiveren/lederen
og medarbejderen fra BST.
To af de fire arbejdsgivere, som oplyste, at den sygemeldte var involveret, mente, at den
sygemeldte kunne bidrage med nye oplysninger i den forebyggende indsats. Den tredje
svarede nej, og den fjerde vidste det ikke.
To af de fire arbejdsgivere mente, at den sygemeldte kunne bidrage med forslag til løsning
af problemerne.
To af de fire arbejdsgivere mente, at den sygemeldte kunne bidrage med synspunkter på
(andres) løsningsforslag.
Alt i alt mente alle fire arbejdsgivere, at den sygemeldte havde bidraget med et eller
andet til den forebyggende indsats.
Tre af de fire arbejdsgivere oplyste endvidere, at der kun var faldet positive bemærkninger
fra kollegaer m.fl. til den sygemeldtes involvering i indsatsen. Den sidste arbejdsgiver
oplyste, at der ikke havde været nogen bemærkninger fra kollegaernes eller andres
side.
Vurdering af inddragelsen af den sygemeldte
Der er ikke sket en systematisk inddragelse af de sygemeldte i det forebyggende arbejdsmiljøarbejde,
som projektet har givet anledning til på de involverede virksomheder.
I en del tilfælde kan dette forklares med, at den sygemeldte har været for syg til at
medvirke. I andre tilfælde har den sygemeldte været afskediget, hvorfor hverken den
84

sygemeldte selv eller virksomheden har været motiveret for, at den sygemeldte skulle
medvirke i noget i virksomheden. Men i en del tilfælde virker der også som om den ansvarlige
BST-medarbejder ikke har været opmærksom på betydningen af at inddrage
den sygemeldte for at undgå social isolation og fremme arbejdsfastholdelsen.
I de tilfælde, hvor den sygemeldte har været inddraget, synes denne at have ydet et positivt
bidrag til det forebyggende arbejde. Bidraget har ikke nødvendigvis været stort, men
dels kan det være vanskeligt af afgøre, dels er det ikke noget succeskriterium.
Hvorvidt inddragelsen har modvirket social isolation mv. er ikke undersøgt.
Vandrejournalen
Formålet med vandrejournalen
Formålet med vandrejournalen var at samle alle sagsakter vedrørende den sygemeldte.
På denne måde kunne den sygemeldte lettere få fuldt overblik over sin egen sag. Den
sygemeldte kunne desuden bruge vandrejournalen til at udveksle information mellem
sagsbehandleren, den praktiserende læge, fagforeningen, m.fl., så behandlingen, opfølgningen
og forebyggelsen blev fremmet.
Trods navneligheden var der ikke i projektbeskrivelsen lagt op til, at vandrejournalen
skulle være lig den Arbejdsmedicinske Vandrejournal, som er udviklet af Landsorganisationen
i Danmark (LO) og Praktiserende Lægers Organisation (P.L.O), og som i en
årrække i et vist omfang har været anvendt i dele af landet (LO, u.å., Landsorganisationen
i Danmark og Praktiserende Lægers Organisation, 1996). Men det kunne være den
Arbejdsmedicinske Vandrejournal og formålet var langt hen ad vejen det samme.
Vandrejournalens form og indhold
I praksis skete der det, at den sygemeldte fik en kopi af den anamnese, som sagsbehandleren
skrev efter opfølgningssamtalen. Hvis den sygemeldte også havde underskrevet
en samtykkeerklæring, fik vedkommende også en kopi af denne. Ligeledes fik den
sygemeldte kopi af det følgebrev, som sagsbehandleren skrev, når sagen blev overdraget
til BST.
I visse tilfælde blev den sygemeldte også rådet til at kontakte egen læge eller fagforeningen
for at få startet en Arbejdsmedicinsk Vandrejournal. Denne rådgivning skete
dog ikke systematisk. (På samme måde blev den sygemeldte ofte rådet til at kontakte en
af de to nævnte aktører for at få anmeldt arbejdsskaden, hvis dette ikke allerede var sket,
og hvis sagsbehandleren skønnede, at det var relevant.)
I de første delperioder af projektets interventionsfase blev der også eksperimenteret
med, at socialformidleren startede Arbejdsmedicinske Vandrejournaler i de tilfælde,
hvor den sygemeldte ønskede det. For ikke at overbebyrde dagpengemedarbejderne blev
dette ikke fortsat, da det fra og med fjerde delperiode var dem, der alene stod for opfølgningen
i “FASA-sagerne”.
85

Erfaringer med vandrejournalen
Ingen af sagsbehandlerne - hverken socialformidleren eller dagpengemedarbejderne -
oplevede én eneste gang, at en sygemeldt kom til dem med en Arbejdsmedicinsk Vandrejournal,
som de ønskede fortsat.
Socialformidleren forklarede, at hun startede en Arbejdsmedicinsk Vandrejournal op for
2-3 sygedagpengemodtagere. Den Arbejdsmedicinske Vandrejournal indgik ikke i hendes
arbejde fra begyndelsen, fordi der dér var mere fokus på at finde ud af, hvordan selve
opfølgningssamtalen skulle forløbe.
Socialformidleren oplevede, at der var meget få sygedagpengemodtagere, som kendte
den Arbejdsmedicinske Vandrejournal på forhånd.
To af de tre interviewede dagpengemedarbejdere oplyste, at de havde erfaringer med
den Arbejdsmedicinske Vandrejournal, men de var begrænsede. De mente til gengæld,
at journalen var et godt værktøj for dem, hvis der var tale om, at den sygemeldte mødte
op til opfølgningssamtalen medbringende en journal, der var oprettet tidligere, idet den
gav mulighed for at følge den sygemeldte gennem årene. Det var bl.a. en hjælp, når der
skulle optages en anamnese i sygedagpengesagen.
Ingen af dagpengemedarbejderne startede selv en Arbejdsmedicinsk Vandrejournal. De
forklarede det først og fremmest med, at der ikke var nogen sygedagpengemodtagere,
der havde bedt dem om at gøre det. Desuden angav de mangel på tid og viden (om journalen
og dens anvendelse) som årsager til, at de ikke havde oprettet nogen.
Kun den ene af de to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen kendte den Arbejdsmedicinske
Vandrejournal. Vedkommende mente til gengæld, at journalen kunne
være nyttig for såvel sygedagpengemodtagere med arbejdsbetinget sygefravær som Arbejdsmarkedsafdelingen.
Den pågældende mente også, at det kunne være en opgave for
afdelingens medarbejdere såvel at oprette som at fortsætte en vandrejournal. Den pågældende
mente dog, at det ville være lettere, hvis det var de praktiserende læger, der
oprettede journalerne.
Vurdering af vandrejournalen
Den Arbejdsmedicinske Vandrejournal udviklet af LO og P.L.O. har ikke spillet nogen
nævneværdig rolle i projektet. Dels fordi sagsbehandlerne ikke selv har brugt den som et
redskab. Dels fordi ingen sygedagpengemodtager har medbragt eller efterspurgt den.
Dette afspejler, at heller ikke de praktiserende læger eller fagforeningerne har anvendt
den Arbejdsmedicinske Vandrejournal som et redskab i noget nævneværdigt omfang.
Den vandrejournal, der i praksis har været anvendt i projektet, har således omfattet kopier
af de sagsakter, som sagsbehandleren oprettede i forbindelse med opfølgningssamtalen.
Der er ikke foretaget nogen undersøgelser af, om denne vandrejournal har fremmet
den sygemeldtes overblik over sin egen sag. Der er heller ikke foretaget nogen undersøgelser
af, om vandrejournalen har fremmet udvekslingen af information mellem
sagsbehandleren, lægen, fagforeningen, m.fl. – bortset fra mellem sagsbehandleren og
BST, jf. nedenfor.
86

Den forebyggende indsats i virksomheden
Formålet med den forebyggende indsats
Formålet med den forebyggende indsats i virksomheden er - på baggrund af det konkrete
tilfælde af arbejdsbetinget fravær - at finde årsagerne i arbejdsmiljøet og at finde måder,
hvorpå lignende tilfælde i fremtiden kan forebygges.
Intentionen var, at indsatsen ikke alene skulle fokusere på de problemer i arbejdet eller
arbejdsmiljøet, som umiddelbart kunne udpeges som årsager eller medvirkende årsager
til den sygemeldtes helbredsmæssige situation. Også andre forhold, som kunne true det
psykiske og fysiske velbefindende skulle inddrages i indsatsen.
Intentionen var endvidere, at det ikke kun var den konkrete arbejdsplads, som den sygemeldte
havde arbejdet ved, der skulle indgå i indsatsen, men derimod hele virksomheden.
Hvis virksomheden var meget stor, og det af praktiske grunde var nødvendigt at
afgrænse indsatsen geografisk, skulle den i det mindste omfatte samtlige kollegaer med
lignende arbejdsfunktioner i virksomheden.
Ud over forebyggelse gennem arbejdsmiljøforbedringer skulle indsatsen også fremme
arbejdsfastholdelsen af den sygemeldte, hvis dette var relevant, dvs. hvis det var nødvendigt
og muligt med særlige foranstaltninger.
Det særlige ved den forebyggende indsats i virksomhederne i forbindelse med FASAprojektet
var, at virksomhederne fik tilbud om gratis bistand fra BST i forbindelse med
indsatsen. Bistanden var gratis i den forstand, at det var projektet, der - via lønrefusion
til en halv unavngiven medarbejder i BST - betalte for bistanden. Virksomheden behøvede
altså ikke at være medlem af BST, og hvis den var, behøvede den ikke at bruge af
sine BST-timer. Dette gjaldt dog kun virksomheder, hvor det var BST-Sorø, der ydede
bistanden. Hvis andre BST’er ydede bistanden, måtte virksomheden som regel selv betale
– typisk ved at bruge af dens egne BST-timer.
Figur 12 sammenfatter elementerne i BST’s opgave i forbindelse med ”FASA-sagerne”.
Formål Individet
Rettet mod
Kollektivet
Arbejdsfastholdelse • Opstilling af jobprofil
• Kortlægning af eksisterende
• Sammenligning af job- og arbejdsfastholdelsespolitik og
personprofil
-praksis
⇒ “Ureguleret” løsning
• Holdningsbearbejdning
⇒ Anvendelse af socialt kapitel i • Formulering og implementering
overenskomsten
⇒ Anvendelse af offentlig arbejdsfastholdelsesordning
af arbejdsfastholdelsespolitik
Forebyggelse • Kortlægning af påvirkninger • Kortlægning af påvirkninger
• Afdækning af årsags- • Afdækning af årsagsvirkningsrelationervirkningsrelationer
• Afsøgning og indførelse af • Formulering af mål
konkret(e) løsning(er) • Afsøgning og opstilling af konkrete
løsningsforslag
• Opstilling og gennemførelse af
handlingsplan
87

Figur 12. BST-opgavens elementer i ”FASA-sagerne”. BST skulle arbejde både med
arbejdsfastholdelse og forebyggelse, dvs. arbejdsmiljøforbedringer, og arbejdet skulle
rette sig både mod den sygemeldte og dennes arbejdsplads og samtlige medarbejdere i
virksomheden.
Den forebyggende indsats’ form og indhold
Set fra en BST-synsvinkel adskilte ”FASA-sagerne” sig fra typiske BST-opgaver ved, at
indsatsen var initieret af en sygedagpengesag, at den sygemeldte var inddraget i opgaven,
og at opgaven omfattede en undersøgelse af mulighederne for arbejdsfastholdelse.
”FASA-sagernes” forebyggende del, dvs. den del som vedrørte arbejdsmiljøforbedringer,
adskilte sig dog ikke nævneværdigt fra typiske BST-opgaver. Det betyder, at BST
så vidt muligt havde virksomhedens sikkerhedsorganisation som samarbejdspartner i
sagerne, og ikke kun arbejdsgiveren eller en ledelsesrepræsentant.
Indsatsen begyndte med forebyggelsesmødet, som blev behandlet ovenfor. Her blev indsatsens
videre forløb aftalt. Hvordan det videre forløb skulle se ud og kom til at se ud,
afhang af den konkrete sag og den konkrete virksomhed.
Til støtte for BST-konsulenternes arbejde med FASA-sagerne blev der i et samarbejde
mellem ledelsen og de administrative medarbejdere i BST samt projektkoordinatoren
udarbejdet en manual for BST’s opfølgning på “FASA-sagerne”, jf. appendiks 6.
Manualen indeholdt også en fortrykt skriftlig aftale mellem virksomheden, den sygemeldte,
kommunen, BST og FASA-projektet, som kunne udfyldes med en beskrivelse
af, hvad virksomheden, den sygemeldte og BST hver især havde af opgaver i henhold til
det aftalte.
I de fleste af sagerne var det en konsulent fra BST-Sorø, der var ansvarlig for sagen. I en
række af sagerne kom den sygemeldte imidlertid fra en virksomhed, der var medlem af
en anden BST. I disse tilfælde overdrog BST-Sorø sagen til denne anden BST. Hvis
BST’en ikke ønskede at overtage ”FASA-sagen”, blev den som regel henlagt, da BST-
Sorø ikke ønskede at komme i konflikt med andre BST’er.
Erfaringer med den forebyggende indsats
Det fremgår af interviewerne med tre af de fire personer i BST-Sorø, at det har varieret
fra sag til sag, hvordan den forebyggende indsats på virksomhederne har været organiseret
og er blevet gennemført. Den fjerde person i BST-Sorø, der blev interviewet, har
ikke svaret på spørgsmålene om den forebyggende indsats på virksomhederne, da hun
ikke har deltaget i denne del af arbejdet.
Nogle gange blev indsatsen gennemført af den relevante sikkerhedsgruppe. Andre gange
var det kun arbejdsgiveren, der deltog fra virksomhedens side. I atter andre tilfælde har
der været flere ledelses- og medarbejderrepræsentanter med. I alle tilfælde har BST
deltaget i indsatsen med en faglig medarbejder, og i nogle tilfælde har den sygemeldte -
som nævnt ovenfor - også deltaget.
88

Tilsvarende har formen varieret fra sag til sag. En af de interviewede mente dog, at arbejdet
på “FASA-sagerne” har lignet typisk BST-arbejde på den måde, at det handlede
om at afdække problemer og årsager, finde løsninger og at vejlede.
Ingen af de interviewede har oplevet, at det gav nogen problemer, at opgaverne i flere
tilfælde omfattede både forebyggelse og arbejdsfastholdelse.
Interviewerne med medarbejderne i de andre BST’er viste samme variation i, hvordan
indsatsen på virksomheden blev organiseret, og hvordan den blev grebet an. Nogle gange
var det kun en leder, en sikkerhedsrepræsentant eller sikkerhedslederen, der deltog
fra virksomhedens side. Andre gange var det hele sikkerhedsgruppen eller en endnu
større gruppe. Hvordan arbejdet blev organiseret synes bl.a. at afhænge af den konkrete
opgave. Det samme kan siges om opgavens indhold.
Tre af de fem interviewede BST-personer mente ikke, at det gav nogen problemer, at
BST’s opgave handlede både om forebyggelse og arbejdsfastholdelse. Man fokuserede
på forebyggelsen, og i nogle tilfælde har denne fokus været hjulpet på vej af, at den sygemeldte
var “ude af billedet”.
De fem interviewede oplevede alle, at virksomhederne havde en god forståelse for opgaven.
En af de interviewede oplevede dog, at de offentlige virksomheder (institutioner)
havde en større forståelse end de private. En anden oplevede, at virksomhedens aktører
havde givet indtryk af, at det delvist var den sygemeldtes egen skyld, at vedkommende
var blevet syg.
Fire af de syv interviewede arbejdsgivere mente, at formålet med den forebyggende indsats
var klar nok for dem. En mente, at det blev mere klart hen ad vejen. To svarede, at
deres egne mål/forventninger var klare nok.
De interviewede arbejdsgivere svarede alle, at de selv var direkte involveret i det forebyggende
arbejde i forbindelse med “FASA-sagen” på deres virksomhed. En oplyste, at
der derudover havde været involveret en sikkerhedsrepræsentant. En anden oplyste, at
sikkerhedslederen havde deltaget - foruden lederen selv. To af de syv oplyste, at alle
medarbejdere (på en eller anden måde) havde været involveret i indsatsen.
Ifølge alle de interviewede arbejdsgivere/ledere havde BST bidraget til at afdække problemerne
i den konkrete sag og til at afsøge mulige løsninger. Det fremgår af interviewerne,
at de metoder, der har været anvendt til dette, har varieret fra sag til sag.
Seks af de syv arbejdsgivere syntes, at de personligt havde lært noget af, at deres virksomhed
deltog i projektet. Det er meget forskelligt, hvad arbejdsgiverne mente, de havde
lært, men to gav udtryk for, at de havde lært noget om arbejdsfastholdelse, to havde
lært noget om arbejdsmiljø, og to havde lært noget om BST.
Fire af arbejdsgiverne oplyste, at deres erfaringer med projektet i øvrigt havde været
positive. En berettede om forventninger, der ikke blev indfriet, men udtrykte dog tilfreds
med BST’s rapport. Forventningerne, som ikke blev indfriet, handlede om, at den pågældende
leder savnede støtte og vejledning fra BST til ledelsen. De to sidste gav ikke
89

udtryk for nogen overordnet vurdering af indsatsen. Den ene oplyste dog, at hun havde
savnet en eller anden opfølgning på indsatsen på et senere tidspunkt.
De interviewede arbejdsgiverne sagde dog alle, at de fremover gerne ville samarbejde
med BST om arbejdsfastholdelse mv. To ønskede at gøre det for at fastholde medarbjedere.
Tre ville gøre det for at trække på BST’s ekspertise. En ville gøre det både for at få
BST’s rådgivning og for at sikre arbejdsfastholdelse. Den sidste gav ikke nogen begrundelse.
Den fortrykte aftale mellem virksomheden, den sygemeldte, kommunen, BST og FASAprojektet
blev kun anvendt i et par sager i begyndelse af projektet. Selv om der blev udviklet
en ny version, blev aftalen ikke anvendt, fordi den blev opfattet som uegnet, ifølge
en af de interviewede i BST-Sorø.
Vurdering af den forebyggende indsats
Den forebyggende indsats i ”FASA-sagerne” bestod både i forbedringer af arbejdsmiljøet
og tiltag, der skulle fremme arbejdsfastholdelsen, og indsatsen rettede sig ideelt set
både mod den sygemeldte og dennes kollegaer i virksomheden. Det formelle ansvar for
indsatsen lå hos arbejdsgiveren. I ”FASA-sagerne” var det imidlertid BST’s opgave at
motivere virksomhederne for at gennemføre den forebyggende indsats samt at bistå
virksomhederne i denne forbindelse.
Hverken for de virksomheder, der har medvirket i projektet, eller for BSTmedarbejderne
har det tilsyneladende voldt nævneværdige problemer, at opgaven omfattede
både forebyggelse og fastholdelse. Det er imidlertid karakteristisk for en del af
sagerne, at arbejdsfastholdelsesdelen ikke har spillet nogen nævneværdig rolle. Enten
fordi det var klart fra begyndelsen, at den sygemeldte ikke kunne/skulle vende tilbage til
virksomheden, eller fordi den sygemeldte uden problemer kunne vende tilbage, når vedkommende
blev rask. I og med at arbejdsfastholdelse ikke har været et reelt problem,
som der skulle tages stilling til, er det klart, at det heller ikke har voldt vanskeligheder
for nogen, at opgaverne på papiret har omfattet både forebyggelse og fastholdelse.
Effekten af den forebyggende indsats behandles i næste kapitel.
Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST
Formålet med samarbejdet
Den overordnede idé med samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST var, at den
viden om helbredstruende arbejdsforhold, som blev produceret eller opsamlet i kommunen
i forbindelse med opfølgning på sygedagpengesager, hvor fraværet var arbejdsbetinget,
kunne blive ført tilbage til de aktører, der arbejder med at forebygge arbejdsmiljøproblemer.
Samtidig kunne BST bistå kommunen med at afklare mulighederne for, at de sygemeldte,
der deltog i projektet, kunne vende tilbage til deres hidtidige arbejdsplads efter
raskmelding, og på hvilke betingelser i forhold til den enkeltes arbejdsforhold, det i givet
fald skulle ske.
90

Samarbejdets form og indhold
Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST i forhold til en konkret sygedagpengesag
begyndte, som det er fremgået af de foregående afsnit, når dagpengeafdelingen
fremsendte en kopi af anamnesen og samtykkeerklæringen til BST sammen med en anmodning
om at kontakte den sygemeldtes arbejdsgiver.
Samarbejdet i en konkret sag sluttede senest, når BST havde ydet bistand til virksomheden
om, hvordan den kunne forebygge yderligere tilfælde af arbejdsskader eller arbejdsbetinget
sygefravær, og når BST havde undersøgt mulighederne for arbejdsfastholdelse
og meldt dette tilbage til dagpengeafdelingen.
SAGSOPSTART
DP→BST:
Anamnese
Helhedsbillede af sdp-modtageren af hensyn til arbejdsfastholdelse
Tidligere jobs + nuværende arbejdsforhold af hensyn til arbejdsmiljø
Samtykkeerklæring
Advis til BST om evt. involvering af reva/føp (medarbejder?) vedr. arbejdsfastholdelse
BST:
Evt. forebyggelsesmøde/opstartsmøde på virksomheden
SAGSBEHANDLING
Løbende kommunikation DP↔BST
Kontakt til læge
fagforening
m.fl.
SAGSAFSLUTNING
BST→DP:
Arbejdsfastholdelse
Arbejdsgiverens holdning
Sammenligning mellem job- og personprofil
Arbejdsmiljø
Afdeling - hvor er der sket ændringer?
Foranstaltning - hvilke ændringer er der sket?
Effekter - hvordan forventes ændringerne at påvirke sygefraværet m.v.?
Figur 13 er en skitse af forløbet i samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST.
Figur 13. Skitse over forløbet i samarbejdet mellem dagpengeafdelingen (DP) og BST i
en konkret sygedagpengesag, hvor fraværet er arbejdsbetinget.
Samarbejdet i en konkret sag kunne slutte tidligere, hvis f.eks. arbejdsgiveren ikke ønskede
at medvirke, eller hvis den sygemeldte ikke ønskede at deltage, når det kom til
stykket. Der kunne også være sager, hvor det ikke var relevant at undersøge mulighederne
for arbejdsfastholdelse, fordi det fra begyndelsen var klart, at den sygemeldte aldrig
ville kunne vende tilbage til arbejdet/arbejdsmarkedet igen, eller omvendt, at det
var klart, at den sygemeldte kunne vende tilbage uden problemer efter raskmelding.
91

Som tidligere beskrevet blev der udarbejdet manualer til medarbejderne i dagpengeafdelingen
og BST med beskrivelse af sagsgangen i “FASA-sagerne” og med en samling
af de anvendte ‘arbejdsredskaber’ i form af brevskabeloner, journalark, sagsjournaler
osv. Disse manualer omfattede også kommunikationen mellem dagpengeafdelingen og
BST.
Erfaringer med samarbejdet
På grund af sygedagpengemodtagernes tilbageholdenhed med at medvirke i FASAprojektet
i de første tre perioder var det begrænset, hvor meget samarbejde socialformidleren
havde med BST i forhold til konkrete sager. Indtil BST overtog arbejdet med
at etablere kontakten til arbejdsgiveren, begrænsede samarbejdet sig til kontakt i forbindelse
med planlægning og gennemførelse af forebyggelsesmøder. Derefter begrænsede
samarbejdet sig til, at socialformidleren fremsendte sagsmateriale til BST. Dvs. i den
første tid kunne socialformidleren ikke fremsende sagsmaterialet på grund af sin tavshedspligt.
I stedet fik BST et brev, der beskrev den konkrete sag, men uden personfølsomme
oplysninger. Denne metode oplevede socialformidleren imidlertid som besværlig;
det var tidskrævende at beskrive den konkrete sag uden at give personfølsomme
oplysninger, men samtidig så alle væsentlige forhold i sagen fremgik. Dette førte til, at
samtykkeerklæringen blev ændret, således at sygedagpengemodtagerne fremover ikke
alene gav tilsagn om at medvirke i projektet, men også eksplicit gav tilladelse til, at
sagsbehandleren kunne fremsende sagsmaterialet til BST til brug i den konkrete sag.
De interviewede dagpengemedarbejdere oplyste, at kontakten mellem dem og BST
overvejende havde bestået i, at de fremsendte sagsakter til BST og modtog bekræftelser
fra BST. Den telefoniske kontakt havde været begrænset, og direkte personlig kontakt
havde der ikke været i forhold til de enkelte sager.
Dagpengemedarbejderne mente, at de havde modtaget for få tilbagemeldinger fra BST
om, hvad der skete i sagerne i BST’s regi. De få tilbagemeldinger, de havde modtaget,
oplevede de ikke som fyldestgørende. En af de interviewede forklarede, at det gjorde det
vanskeligt for dem at følge med i sagsgangen.
Trods utilfredsheden med BST’s tilbagemeldinger var dagpengemedarbejderne alle positive
over for samarbejdet med BST, og de anbefalede et fortsat samarbejde, idet de
mente, at det ville være til gavn for dagpengeafdelingen. De så naturligvis gerne, at
samarbejdet blev forbedret med en mere løbende dialog og bedre tilbagemeldinger fra
BST. En af de interviewede så også gerne samarbejdet udvidet til at omfatte andre sygedagpengesager
end dem med arbejdsbetinget fravær.
En af dagpengemedarbejderne oplevede i øvrigt BST som “utroligt samarbejdsvillige”
og mente, at der i løbet af interventionsperioden var nedbrudt nogle barrierer mellem
kommunen og BST. En anden dagpengemedarbejder mente, at hun stadig kendte for lidt
til BST.
Ingen af de fem andre medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen, som blev interviewet,
havde været i kontakt med BST i forbindelse med projektet. Tre af dem havde slet ingen
erfaringer med BST i øvrigt. Den ene af dem, der havde erfaringer med BST, oplevede,
at BST havde en viden, som kunne bruges. Den anden med erfaringer oplevede, at BST
92

efandt sig “et sted ude i periferien som et appendiks”, som han ikke vidste, hvad han
skulle bruge til.
De to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen havde ikke været i kontakt med
BST i forbindelse med konkrete sager, kun i forbindelse med projektgruppe- og andre
møder. De mente alligevel, at afdelingen havde fået noget ud af samarbejdet med BST,
nemlig større viden om BST, og hvad BST kunne bruges til. De ville begge anbefale et
fortsat samarbejde med BST.
To af de interviewede fire personer i BST-Sorø oplyste, at deres kontakt til dagpengeafdelingen
først og fremmest havde bestået i, at de havde modtaget sagsakter fra dagpengeafdelingen.
De to andre havde tilsyneladende glemt sagsakterne og omtalte i stedet de
fællesmøder, som havde været afholdt, men som ikke handlede om de enkelte sager,
men om samarbejdet mere generelt. Der havde ifølge de interviewede også været enkelte
telefoniske kontakter, hvor det havde været BST, der ringede til en dagpengemedarbejder
for at få den aktuelle status på en sygedagpengesag.
Tre af de fire interviewede personer i BST-Sorø mente, at de sagsakter, hovedsagelig
anamnesen, som de modtog fra dagpengeafdelingen i den enkelte sygedagpengesag med
henblik på, at BST kunne varetage den forebyggende indsats, havde været fyldestgørende
og indeholdt tilstrækkeligt præcise oplysninger i forhold til BST’s behov. Den fjerde
BST-medarbejder mente ikke, at materialet havde været tilstrækkeligt i den ene sag, hun
havde været involveret i.
To ud af de fire personer i BST-Sorø mente ligeledes, at det var tilstrækkelig klart, hvori
deres opgave i sagerne bestod. De to andre mente til gengæld ikke, at det var klart, hvad
de skulle gøre i de sager, de var involveret i. I den enes tilfælde kompliceredes sagen -
og hendes rolle og opgave - af, at den sygemeldte ikke længere var ansat i virksomheden,
hvor hun blev sygemeldt fra.
De interviewede i BST-Sorø mente, at BST havde udbytte af samarbejdet med dagpengeafdelingen.
En forklarede det med, at det skabte en ønsket sammenhæng mellem opfølgende
og forebyggende aktører i forhold til arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær.
Alle fire anbefalede et fortsat samarbejde med dagpengeafdelingen. En af dem kunne
dog godt ønske sig et større engagement fra den politiske og administrative ledelse i
kommunen i forhold til samarbejdet og formålet med det.
Ingen af de fem medarbejdere fra de andre BST’er, som blev interviewet, havde været i
direkte kontakt med dagpengeafdelingen. Kontakten havde i stedet været formidlet via
BST-Sorø.
Vurdering af samarbejdet
Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST var et af de centrale elementer i FA-
SA-projektet, idet det skulle formidle koblingen mellem forebyggende og opfølgende
aktører i forhold til arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær.
Samarbejdet i de enkelte ”FASA-sager” blev overvejende formidlet via de sagsakter,
som de to aktører udvekslede.
93

I forhold til formålet med samarbejdet – at føre den information, som blev produceret i
dagpengeafdelingen om helbredstruende arbejdsforhold, tilbage til det forebyggende
arbejdsmiljøarbejde – er der fundet en samarbejdsform, hvor den absolut nødvendige
information er blevet udvekslet mellem samarbejdspartnerne.
Samarbejdet er ikke blevet oplevet som fuldt tilfredsstillende af sagsbehandlerne i
kommunen. Dette skyldes muligvis andre eller højere forventninger, som ikke er blevet
indfriet. Forventningerne handler bl.a. om en tættere dialog undervejs i sagerne og om
fyldigere tilbagemeldinger fra BST. I den forbindelse synes sagsbehandlerne dog at have
overset deres egne muligheder for selv at kontakte BST og efterspørge information.
Hvis den oprindelige form for forebyggelsesmøder var bibeholdt, havde den relative
utilfredshed med samarbejdet muligvis også været mindre.
Samarbejdet mellem andre aktører
Formålet med samarbejdet
En tidlig indsats med det formål at sikre udstødningstruede medarbejderes fastholdelse
på arbejdsmarkedet og at forebygge arbejdsskader kræver ikke kun et samarbejde mellem
kommunen, BST og virksomhederne.
Den reviderede projektbeskrivelse beskriver også vigtige roller for de praktiserende læger,
fagforeningerne og Arbejdstilsynet, ligesom den beskriver, at det er vigtigt, at
blandt andre kommunens lægekonsulent og virksomhedernes sikkerhedsorganisation og
tillidsmandssystem bliver involveret.
Det hedder eksplicit i projektbeskrivelsen, at forudsætningerne for, at de forventede resultater
kan opnås, er, at de forskellige aktører engagerer sig positivt og konstruktivt i
projektet.
Dette er konkretiseret i forhold til følgende aktører:
• Sygedagpengemodtagerne.
• Arbejdspladserne.
• De kommunale sagsbehandlere.
• De praktiserende læger.
• Arbejdstilsynet.
• BST.
Om sygedagpengemodtagerne og arbejdspladserne hedder det først og fremmest, at de
skal give tilsagn om at medvirke i projektet.
I forhold til de kommunale sagsbehandlere forudsættes det, at de er villige til at ændre
og afprøve rutiner/metoder.
Om de praktiserende lægers rolle hedder det, at de “skal skærpe opmærksomheden om
arbejdsskader og arbejdsbetingede lidelser, være villige til at medvirke til en hurtigere
behandling af personer, som er blevet syge som følge af forhold på arbejdspladsen, og
94

herunder overveje alternative behandlingsmuligheder i samarbejde med kommunens
lægekonsulent, samt i øvrigt deltage i møder o.lign.”
Arbejdstilsynets rolle blev formuleret på denne måde:
“Arbejdstilsynet vejleder og fører kontrol med virksomhederne i Ringsted Kommunes
område i lighed med det øvrige arbejdsmarked i Vestsjællands Amt.
På virksomheder/arbejdspladser, som aktivt og målrettet forsøger at forebygge arbejdsulykker
og arbejdsbetinget sygefravær gennem deltagelse i FASA-projektet, vil Arbejdstilsynet
kreds Vestsjællands Amt støtte forebyggelsen med råd og vejledning.
Det er op til virksomheden/arbejdspladsen selv at underrette Arbejdstilsynet om dens
deltagelse i FASA-projektet.
Virksomheden orienteres om denne mulighed på forebyggelsesmødet.”
I forhold til BST forudsættes det, at BST vil prioritere de virksomheder, der indvilger i
at medvirke i projektet, og at BST vil lægge vægt på at opnå resultater på virksomhederne
både i form af konkrete arbejdsmiljøforbedringer og mere forebyggende arbejdsmiljøarbejde.
I forbindelse med projektbeskrivelsens omtale af projektets organisation hedder det om
styregruppen, at dens medlemmer “medvirker til at informere om og motivere deres
respektive baglande for projektet”.
Samarbejdets form og indhold
Samarbejdet mellem sygedagpengeafdelingen og BST blev – som omtalt i forrige afsnit
– formaliseret og beskrevet i manualer. Dette skete ikke for de øvrige mulige samarbejdskonstellationer
i projektet.
Dette betød, at samarbejdet under projektet mellem sygedagpengeafdelingen og de
praktiserende læger stort set fungerede, som det fungerede før projektet. Dvs. det blev
formidlet via forskellige former for lægeerklæringer, som kommunen på forskellige
tidspunkter i sygedagpengeforløbet bad sygedagpengemodtageren få sin egen læge til at
udfylde og returnere til kommunen.
Det betød også, at samarbejdet under projektet mellem sygedagpengeafdelingen og fagforeningerne
stort set fungerede, som det gjorde før projektet, dvs. samarbejdet havde ad
hoc-karakter og var uformelt.
Samarbejdet mellem BST på den ene side og de praktiserende læger og fagforeningerne
på den anden side var ligeledes uformelt og usystematisk.
I projektets to første år, som denne rapport handler om, var der ikke andre samarbejdskonstellationer,
der blev etableret eller udviklet i forhold til de konkrete sager.
95

Erfaringer med samarbejdet
Socialformidleren konstaterede, at hun ikke i de seks måneder, hun var knyttet til projektet,
oplevede væsentlige ændringer i samarbejdet med praktiserende læger og fagforeningerne.
Hun udtrykte en vis skuffelse over dette på baggrund af, at begge aktører
havde været indbudt til møder om FASA-projektet, og at de ved disse lejligheder havde
været positive over for projektet og så frem til et samarbejde.
Socialformidleren oplevede, at der var én praktiserende læge, som på lægeerklæringen
eksplicit anbefalede patienten til FASA-projektet, fordi den pågældende havde en arbejdsskade.
Socialformidleren mente på dette grundlag at kunne konkludere, at de praktiserende
læger ikke havde orienteret deres patienter om FASA-projektet.
Socialformidleren havde ikke haft nogen kontakt med fagforeningerne. Hun havde dog
haft en opfølgningssamtale, hvor den sygemeldtes tillidsrepræsentant efter dens sygemeldtes
eget ønske deltog som bisidder. Den pågældende tillidsrepræsentant oplyste i
den forbindelse til socialformidleren, at hun var interesseret i projektet, men ikke havde
hørt om det på forhånd.
Socialformidleren antog på denne baggrund, at tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne
ikke havde fået tilstrækkelig information om projektet og dets muligheder for at medvirke
til at forbedre arbejdsmiljøet.
Socialformidlerens sammenfattende vurdering af projektet - på baggrund af hendes seks
måneders involvering - var, at der “i alle relevante” led skulle fokuseres mere på projektets
problemstilling, end der hidtil havde været. Hun mente, at problemerne kun kunne
løses gennem et fællesskab, hvor nøgleordene var information, åbenhed og ansvarlighed
fra alle aktørers side.
To af de interviewede tre sygedagpengemedarbejdere mente, at projektet havde en vis
effekt i forhold til samarbejdet med nogle af de praktiserende læger. Effekten var, ifølge
den ene, at lægerne fik en større opmærksomhed på socialmedicin, at nogle læger begyndte
at ringe til hende i konkrete sager, at lægernes sagsbehandling blev hurtigere, og
at lægerne var begyndt at se på deres patienter med samme øjne som hende selv. Den
anden mente at have registreret, at lægerne blev flinkere til at give oplysninger, hvis
sygdommen vedrørte arbejdet.
To af dagpengemedarbejderne mente også, at FASA-projektet havde haft en effekt på
kontakten med fagforeningerne og A-kasserne. En mente, at socialrådgiverne i fagforeningerne
blev hurtigere til at kontakte hende pr. telefon, hvilket især resulterede i en
hurtigere sagsbehandling for offentligt ansatte. Desuden havde hun registreret, at nogle
fagforeninger havde informeret deres medlemmer om FASA-projektet. En anden dagpengemedarbejder
mente, at nogle fagforeninger var blevet mere opmærksomme på at
hjælpe deres sygemeldte medlemmer. Desuden mente hun, at hun selv havde fået nemmere
ved at henvende sig til en person i en A-kasse eller en fagforening.
Den ene af de to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen mente, at lægerne
gennem projektet havde fået en øget forståelse for dagpengeafdelingens problemer, og at
96

det var en fordel, at der – gennem et møde - var sat ansigter på samarbejdspartnerne.
Vedkommende mente dog ikke, at det havde haft nogen umiddelbare effekter på samarbejdet
i dagligdagen.
Ingen af de to ledere mente, at samarbejdet med fagforeningerne havde ændret sig som
følge af projektet.
Ingen af de fem øvrige medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen, der er blevet interviewet,
havde registreret nogen nævneværdige effekter af projektet på samarbejdet med
lægerne og fagforeningerne. En mente dog, at lægernes udfyldelse af lægeerklæringerne
var blevet bedre, mens en anden mente, at sagsbehandlerne selv skulle blive bedre til at
stille spørgsmål til lægerne.
Samarbejdet mellem BST-Sorø og de praktiserende læger i Ringsted i forbindelse med
FASA-projektet var ifølge de fire interviewede personer i BST’en ikke omfattende. En
enkelt af de interviewede havde været i kontakt med læger et par gange, mens en anden
flere gange uden held havde forsøgt at etablere kontakt til lægen i en sag. Der havde
ifølge de interviewede heller ikke været nogen nævneværdig kontakt med fagforeningerne
i de konkrete ”FASA-sager”.
De medarbejdere i andre BST’er, som blev interviewet, havde samme oplevelse vedrørende
samarbejdet med de praktiserende læger og fagforeningerne som personalet i
BST-Sorø. Dvs. der havde ikke været noget samarbejde. En enkelt af de interviewede
havde forsøgt at komme i kontakt med den sygemeldtes læge i en konkret sag, men lægen
havde ikke ringet tilbage.
Ingen af de interviewede arbejdsgivere havde været i kontakt med læger eller fagforeninger
i forbindelse med de sager, de selv havde deltaget i.
Vurdering af samarbejdet
Arbejdet i projektet med at forbedre eller etablere et samarbejde mellem alle de forskellige
aktører, som er relevante i sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget, var
ikke så højt prioriteret som arbejdet med at etablere relationen mellem dagpengeafdelingen
og BST. Resultatet er, at der ikke kan spores direkte forbedringer af samarbejdet
mellem dagpengeafdelingen og de praktiserende læger i forhold til de enkelte sager,
men kun at de to aktørers kendskab til hinanden er blevet øget. De eksisterende uformelle
relationer mellem dagpengeafdelingen og fagforeningerne samt mellem BST på
den ene side og lægerne og fagforeningerne på den anden side er ikke blevet afløst af
mere formelle relationer i forhold til de enkelte sager. Derimod er der sket en - svag -
stigning i antallet af uformelle kontakter.
Sammenfatning og diskussion
I dette kapitel er følgende arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsrelationer,
som er blevet udviklet og afprøvet i FASA-projektet, blevet beskrevet og evalueret:
• Den supplerende sygedagpengeattest
97

• Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
• Kontakten til arbejdsgiveren
• Forebyggelsesmødet
• Inddragelsen af den sygemeldte
• Vandrejournalen
• Den forebyggende indsats på virksomheden
• Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST
• Samarbejdet mellem andre aktører
Den supplerende sygedagpengeattest er et redskab til tidlig identifikation af sygedagpengemodtagere
med arbejdsbetinget sygefravær. Redskabet er baseret på, at sygedagpengemodtagerne
selv skal vurdere, om sygdommen/fraværet er arbejdsbetinget. Formålet
med en tidlig identifikation af de nævnte sygedagpengemodtagere er, at de skal
visiteres til en tidlig, udvidet opfølgningssamtale i kommunens sygedagpengeafdeling.
Den supplerende sygedagpengeattest er således et redskab for sygedagpengeafdelingen.
Der er i projektet afprøvet fem versioner af den supplerende sygedagpengeattest med
tilhørende kriterier for, hvem attesten sendes til, og hvornår den udsendes. Den femte og
sidste version af attesten havde form af en 4-siders folder i A5-format, jf. appendiks 11.
Attesten blev sendt alle sygedagpengemodtagere undtagen selvstændige, arbejdsløse,
gravide o.lign. samt lønmodtagere, der allerede var raskmeldt, når sygedagpengeafdelingen
modtog anmodningen om sygedagpenge. Attesten blev sendt til den enkelte sygedagpengemodtager
straks efter, at sygedagpengeafdelingen havde modtaget anmodningen
om sygedagpenge. Det var frivilligt for sygedagpengemodtagerne at udfylde og returnere
attesten. Svarprocenten var alligevel omkring 80%, hvilket må betegnes som
højt. En spørgeskemaundersøgelse blandt de, der ikke returnerede attesten, viste, at
glemsomhed var den væsentligste årsag til, at attesten ikke var returneret. Mangel på
information eller uforståelig tekst syntes ikke at være årsag til, at nogle sygedagpengemodtagere
ikke havde returneret attesten. Omkring 75% af de, der returnerede attesten
angav, at fraværet var arbejdsbetinget. Kun i omkring 40% af tilfældene var der sket en
anmeldelse af en arbejdsskade (arbejdsulykke eller arbejdsbetinget lidelse) til Arbejdstilsynet
eller Arbejdsskadestyrelsen.
Det konkluderes på denne baggrund, at den supplerende sygedagpengeattest er et relativt
effektivt og billigt redskab for den kommunale sygedagpengeadministration til tidlig
identifikation af arbejdsbetinget sygefravær. Set fra en arbejdsmiljøsynsvinkel er attesten
et udmærket redskab til at identificere arbejdsforhold, der på en eller anden måde
virker eller opleves som belastende for de lønmodtagere, der er udsat for dem.
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale er en metode til vurdering af den sygemeldtes
situation, optagelse af social anamnese og indhentelse af den sygemeldtes samtykke om
medvirken i en indsats, der sigter på forebyggelse og arbejdsfastholdelse. Samtalen er en
metode for den kommunale sygedagpengeadministration. Opfølgningssamtalen er tidlig
i forhold til den opfølgningssamtale, som kommuner i henhold til dagpengeloven er
forpligtet til at gennemføre, fordi den finder sted tidligere end senest efter, at den sygemeldte
har været fraværende i tre måneder (det daværende krav i loven). Opfølgningssamtalen
er udvidet, fordi hensigten ikke alene er at vurdere den sygemeldtes situation
med henblik på behandling, optræning, revalidering, pensionering m.v., men også at
optage en anamnese og indhente det nævnte samtykke. Ved optagelsen af den sociale
98

anamnese blev der bl.a. spurgt ind til den sygemeldtes helbredssituation, arbejdsforhold
i det aktuelle job, tidligere beskæftigelse og uddannelse.
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, som blev afprøvet til sidst i FASA-projektet,
var integreret med den lovpligtige opfølgning. Sygedagpengemodtagere, der på den supplerende
sygedagpengeattest havde angivet, at de havde et fravær, der var arbejdsbetinget,
blev visiteret til opfølgningssamtalen. Samtalerne blev gennemført af det administrativt
uddannede personale i sygedagpengeafdelingen.
Sygemelding
DP modtager anmodning om sdp
DP udsender supplerende sdp-attest
DP får supplerende sdp-attest retur
Opfølgningssamtale
Figur 14. Forløbet i en typisk sygedagpengesag, der indgik i FASA-projektet, fra sygemelding
til opfølgningssamtale. DP = dagpengeafdelingen, sdp = sygedagpenge.
Den tidlige, udvidede opfølgningssamtale fandt typisk sted 6-9 uger efter første fraværsdag,
jf. figur 14. 50-60% af de indkaldte sygedagpengemodtagere mødte op til samtalen.
De resterende raskmeldte sig typisk kort tid før samtalen skulle have fundet sted. To
tredjedele af de visiterede sygedagpengemodtagere havde over 8 ugers fravær, mens
”kun” halvdelen af de, der modtog den supplerende sygedagpengeattest havde over 8
ugers fravær. Omkring 70% af de, der deltog i den tidlige, udvidede opfølgningssamtale
gav samtykke til, at de ville medvirke i FASA-projektet, samt at BST måtte kontakte
99
3-4 uger
1-2 dage
1 uge
2-4 uger

deres arbejdsgiver med henblik på at give denne et tilbud om gratis BST-bistand til at
undersøge mulighederne for forebyggelse gennem forbedringer af arbejdsmiljøet og
arbejdsfastholdelse.
Det konkluderes på denne baggrund, at den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, der er
udviklet og afprøvet i FASA-projektet, er en udmærket metode for den kommunale sygedagpengeadministration
til at vurdere den sygemeldtes situation sammen med denne,
at optage en social anamnese og at indhente den sygemeldtes samtykke til at medvirke i
en indsats, der sigter på forebyggelse og arbejdsfastholdelse. Det kan ligeledes konkluderes,
at ressourcerne udnyttes på en god måde, når sygedagpengemodtagere, der selv
angiver, at de har et fravær, der er arbejdsbetinget, og som stadig er sygemeldte, når de
anmoder om sygedagpenge, bliver visiteret til samtalen.
Kontakten til arbejdsgiveren har til formål at indhente dennes tilsagn om, at virksomheden
vil medvirke til en indsats på arbejdspladsen med gratis bistand fra BST. Indsatsen
skulle sigte mod to mål: Dels at forebygge flere arbejdsskader eller yderligere tilfælde af
arbejdsbetinget sygefravær. Dels at fremme fastholdelsen af den sygemeldte medarbejder
og eventuelt andre medarbejdere med samme behov.
Kontakten til arbejdsgiverne blev i projektet etableret af konsulenterne i BST efter anmodning
fra dagpengeafdelingen i de konkrete sager. Det blev også forsøgt at lade den
kommunale sagsbehandler etablere kontakten til arbejdsgiverne, men det fungerede ikke
så godt, som når BST varetog denne opgave. Fordelene ved at lade BST-konsulenter
kontakte arbejdsgiverne er, at de bedst kender tilbuddet til virksomhederne, dvs. den
gratis BST-bistand, og at BST-konsulenterne ofte kender virksomhederne (og omvendt),
eller at de typisk har større erfaring med virksomhedskontakt end sagsbehandlerne i
kommunen.
Hovedparten af arbejdsgiveren, dvs. 50% eller derover, gav tilsagn om at medvirke i
projektet. De fleste gjorde det af forebyggelsesgrunde. Enkelte gjorde det for at fastholde
den pågældende medarbejder i arbejde på virksomheden. Enkelte deltog i projektet af
begge grunde.
Nogle arbejdsgivere ville ikke deltage i projektet. Hvis de begrundede deres afslag,
gjorde de det ofte med, at deres virksomhed ikke havde nogen problemer, som BST
kunne bistå dem med at løse, at de selv kunne løse de problemer, som var synliggjort
med det arbejdsbetingede fravær, at de ikke havde tid til at medvirke, eller at de ikke
ønskede at gøre nogen indsats på baggrund af den konkrete sag, idet den pågældende
medarbejder tidligere selv havde stillet sig í et dårligt lys.
Forebyggelsesmødet har til formål at samle alle relevante parter med henblik på, at de
kan aftale de konkrete indsatser med hensyn til forebyggelse og fastholdelse. De relevante
parter omfatter som minimum den sygemeldte, dennes arbejdsleder, den sygemeldtes
sikkerheds- og/eller tillidsrepræsentant og en BST-konsulent. Den kommunale
sagsbehandler og arbejdsgiveren – eller virksomhedens leder – bør også deltage. Ideelt
set burde virksomhedens sikkerhedsleder, en repræsentant for den sygemeldtes fagforening
og den sygemeldtes egen læge også deltage i forebyggelsesmødet. Jo flere af disse
parter, der deltager i mødet, desto bedre muligheder er der for hurtigt at fastlægge den
optimale kombinerede behandlings-, arbejdsfastholdelses- og forebyggelsesindsats.
100

Den form for forebyggelsesmøde, der oftest blev holdt i projektet, omfattede den sygemeldte,
sikkerhedsgruppen og en konsulent fra BST. Det viste sig som regel for vanskeligt
og tidskrævende/forsinkende at arrangere et møde, der omfattede flere parter, herunder
den kommunale sagsbehandler.
Delvis som funktion af, hvem der deltog i forebyggelsesmøderne i praksis, delvis som
funktion af, at en særlig indsats for arbejdsfastholdelse i den konkrete sag ofte ikke var
relevant, var det overvejende forebyggende tiltag, der var i fokus på møderne.
Inddragelsen af den sygemeldte i indsatsen på arbejdsoladsen har flere formål. For det
første har inddragelsen til formål at modvirke social isolation og at fremme arbejdsfastholdelsen
gennem den kontakt, der etableres mellem den sygemeldte og kollegaerne. For
det andet har inddragelsen til formål at nyttiggøre den sygemeldtes viden og erfaringer i
den forebyggende indsats. Det er især den sygemeldtes viden om og erfaringer med arbejdsforholdene,
der er relevante at inddrage. Men også den sygemeldtes forslag til løsninger
eller synspunkter på andres løsningsforslag er interessante i forhold til den forebyggende
indsats. Endelig har inddragelsen af den sygemeldte en pædagogisk funktion
over for kollegaerne og ledelsen: Med den sygemeldtes tilstedeværelse synliggøres konsekvenserne
af de arbejdsbetingelser, der har ført til den pågældendes fravær.
Inddragelsen af den sygemeldte fandt i projektet i praksis sted ved, at den sygemeldte
deltog i forebyggelsesmødet i sin egen sag. Derudover var der som regel en telefonisk
kontakt mellem den sygemeldte og BST.
Inddragelsen af den sygemeldte har ikke været så omfattende, som det var intentionen i
projektet. Det er derfor tvivlsomt, om formålet med at modvirke social isolation er opfyldt.
Det er ikke blevet undersøgt. Derimod kan det konstateres, at den sygemeldte kan
bidrage med viden og erfaringer til den forebyggende indsats. De sygemeldte kan først
og fremmest bidrage med erfaringer om arbejdspladsens arbejdsmiljøproblemer og
synspunkter på løsningsforslag.
Vandrejournalen er en samling af relevante dokumenter i sygedagpengesagen. Den har
først og fremmest til formål at skabe et overblik for den sygemeldte i sagen. Dernæst
kan det virke som den sygemeldtes redskab til at bringe information fra den ene part i
sagen til den anden (sagsbehandler, læge, fagforening, BST, m.fl.) med henblik på at
fremme behandlingen, opfølgningen og forebyggelsen.
Vandrejournalen omfattede i praksis en kopi af den sociale anamnese, samtykkeerklæringen,
korrespondancen i den sygemeldtes sag mellem kommunen og BST samt den
skriftlige aftale om indsatsen på arbejdspladsen, som eventuelt blev indgået.
Vandrejournalen var trods navneligheden ikke lig den Arbejdsmedicinske Vandrejournal,
som er udviklet i et samarbejde mellem LO og P.L.O. Der blev dog som et forsøg
oprettet nogle få Arbejdsmedicinske Vandrejournaler i projektets begyndelse. Senere
blev de sygemeldte af og til opfordret til at bede deres læge eller fagforening oprette en
Arbejdsmedicinsk Vandrejournal. Der var ingen sygemeldte, som kom til den tidlige,
udvidede opfølgningssamtale, som medbragte en Arbejdsmedicinsk Vandrejournal, som
101

de ønskede fortsat. Der var i det hele taget meget få sygemeldte, der kendte denne journal.
Der er ikke foretaget nogen undersøgelser af, hvorvidt projektets vandrejournal faktisk
gav de sygemeldte det tilstræbte overblik. Det er heller ikke undersøgt, om de sygemeldte
brugte vandrejournalen i deres kontakt med de forskellige behandlende, opfølgende
og forebyggende aktører.
Den forebyggende indsats i virksomheden omfatter to sammenhængende opgaver. Den
ene vedrører arbejdsfastholdelse. Den anden vedrører forebyggelse gennem arbejdsmiljøforbedringer.
Disse to opgaver skal løses på to niveauer. Dels på et individniveau, dvs.
i forhold til den sygemeldte og dennes egen, konkrete arbejdsplads. Dels på et kollektivt
niveau, dvs. i forhold til hele virksomheden.
Det særlige ved projektet var, at virksomheden blev tilbudt gratis bistand fra BST til den
forebyggende indsats. Tilbuddet til virksomheden var baseret på, at projektet betalte for
BST’s bistand. Dette gjaldt dog kun i de sager, hvor BST-Sorø ydede bistanden. I de (få)
sager, hvor andre BST’er ydede bistanden, måtte virksomheden typisk bruge af sine
BST-timer eller på anden måde selv betale.
Den forebyggende indsats i virksomheden blev indledt med forebyggelsesmødet. Det
videre forløb blev aftalt på dette møde og afhang meget af den konkrete sag og den konkrete
virksomhed. Der har typisk været tale om et forløb, der som minimum har involveret
en sikkerhedsgruppe i virksomheden og en konsulent fra BST. Fokus i forløbet har
ofte været på forebyggelsesopgaven. Enten fordi det fra begyndelsen har været klart, at
den sygemeldte kunne vende tilbage til arbejdspladsen uden problemer, eller også fordi
det har været klart, at vedkommende under ingen omstændigheder kunne vende tilbage.
I og med at der har været mest fokus på forebyggelse, har opgaven for BST ofte lignet
almindelige BST-opgaver. Det mest usædvanlige har været, at baggrunden for opgaverne
har været en sygedagpengesag.
Samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og BST har til formål at fungere som kobling
mellem en opfølgende aktør (dagpengeafdelingen) og en forebyggende aktør (BST) i
forhold til arbejdsbetinget fravær. Målet med samarbejdet er, at den viden om helbredstruende
arbejdsforhold, som produceres i sygedagpengeafdelingen, bliver anvendt i arbejdet
med at forbedre arbejdsforholdene, så arbejdsskader og fravær forebygges. Desuden
er målet, at BST gennem dialogen med parterne på arbejdspladserne kan bistå
kommunen med at afklare muligheder for arbejdsfastholdelse i de konkrete sager.
Samarbejdet i den enkelte sag indledes med at dagpengeafdelingen fremsender den sociale
anamnese, samtykkeerklæringen og et følgebrev til BST. Samarbejdet afsluttes
med, at BST melder tilbage til dagpengeafdelingen, når opgaven – som fremgår af samtykkeerklæringen
og følgebrevet – er løst. Mellem de to tidspunkter foregår samarbejdet
ved, at sagsbehandleren i kommunen og konsulenten i BST i den konkrete sag kontakter
hinanden, hvis der er behov for det. Det kan f.eks. være, hvis den ene har behov for en
status på sagen (eller anden information) hos den anden, eller hvis den ene får en information,
som vedkommende mener, den anden også skal have. Denne ad hoc kontakt
foregår typisk pr. telefon.
102

Det lykkedes at finde en samarbejdsform, hvor den absolut mest nødvendige information
bliver udvekslet mellem de to samarbejdsparter, og hvor de to parters roller i samarbejdet
er nogenlunde klare og afgrænsede i forhold til hinanden.
Det lykkedes imidlertid ikke at finde en form for tilbagemeldinger fra BST, som dagpengeafdelingen
oplevede som tilfredsstillende, ligesom ad hoc kontakten ikke blev
oplevet som tilfredsstillende af dagpengemedarbejderne. Utilfredsheden kan bunde i
høje forventninger, der ikke er blevet indfriet. Når forventningerne ikke er blevet indfriet,
kan det hænge sammen med, at forventningerne har været for høje eller snarere, at de
ikke har været formuleret. Denne antagelse understøttes af, at det kun i meget få tilfælde
– om overhovedet – var dagpengemedarbejderne, som ringede til BST for at indhente
information.
Den forholdsvis ringe kontakt mellem dagpengeafdelingen og BST i tiden, fra BST fik
tilsendt den sociale anamnese mv., til BST meldte tilbage til dagpengeafdelingen, kan i
al fald delvis forklares med den ringe fokus på arbejdsfastholdelse, der var i mange af
sygedagpengesagerne.
Samarbejdet mellem andre aktører var at skabe koblinger mellem opfølgende, forebyggende
og behandlende aktører i forbindelse med arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær
med henblik på forebyggelse og fastholdelse. De andre aktører omfattede blandt andet
de praktiserende læger, fagforeningerne, arbejdsgiverforeningerne, Arbejdstilsynet og
den arbejdsmedicinske afdeling på sygehuset – foruden kommunen, BST og virksomhederne,
herunder sikkerhedsorganisationen og samarbejdsudvalget/tillidsmandssystemet.
De samarbejdsrelationer, som der blev sat særlig fokus på i forbindelse med projektet,
var relationen mellem dagpengeafdelingen og de praktiserende læger, hvor der i forvejen
fandtes en formaliseret relation, samt relationerne dagpengeafdelingen-fagforeningerne,
BST-lægerne og BST-fagforeningerne, hvor der i forvejen højst fandtes uformelle
relationer.
Arbejdet i projektet med at forbedre eller etablere de nævnte samarbejdsrelationer i forhold
til de enkelte sygedagpengesager var ikke så højt prioriteret som arbejdet med at
etablere relationen mellem dagpengeafdelingen og BST. Resultatet er, at der ikke kan
spores direkte forbedringer af samarbejdet mellem dagpengeafdelingen og de praktiserende
læger i forhold til de enkelte sager, men kun at de to aktørers kendskab til hinanden
er blevet øget. De eksisterende uformelle relationer mellem dagpengeafdelingen og
fagforeningerne samt mellem BST på den ene side og lægerne og fagforeningerne på
den anden side er ikke blevet afløst af mere formelle relationer i forhold til de enkelte
sager. Derimod er der sket en - svag - stigning i antallet af uformelle kontakter.
Sammenfattende er det således lykkes at udvikle nogle arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsrelationer, som fremmer en tidlig opfølgning på sygedagpengesager,
hvor fraværet er arbejdsbetinget, med henblik på forebyggelse af yderligere arbejdsskader
og tilfælde med arbejdsbetinget fravær og fremme af arbejdsfastholdelse.
I det følgende kapitel fremlægges evalueringen af, hvor godt redskaberne, metoderne og
samarbejdet virker i forhold til målene om forebyggelse og fastholdelse.
103

Det kan imidlertid allerede på dette punkt diskuteres, om den anvendte fremgangsmåde,
hvor der tages udgangspunkt i sygedagpengesager, er optimal betragtet som en strategi
for sekundær forebyggelse. Bortfaldet, der skyldes dels sygedagpengemodtagere, som
enten ikke deltog i den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, eller som ikke ville medvirke
i projektet, dels arbejdsgivere, der heller ikke ville medvirke i projektet, er i al fald
en svaghed ved fremgangsmåden. Bortset fra, at primær forebyggelse altid er bedre end
sekundær forebyggelse, skulle der i al fald i disse sager være sket noget tidligere. Dels
for at undgå lønmodtagernes frygt for at blive afskediget, når arbejdsgiveren bliver bekendt
med, at fraværet er arbejdsbetinget. Dels for at undgå, at arbejdsgiverne føler sig
sat under anklage for at have svigtet deres ansvar i forhold til arbejdsmiljøet, når de bliver
kontaktet af BST. Men også betragtet som en arbejdsfastholdelsesstrategi kan det
diskuteres, om fremgangsmåden er optimal. Når en lønmodtagers sygefravær bliver så
langvarigt, at vedkommende stadig er sygemeldt, når anmodningen om sygedagpenge
modtages i kommunen – ofte 3-4 uger efter første sygedag – kan det ofte være for sent at
fastholde den pågældende i det ”gamle” job. Ofte kan det også være for sent at fastholde
vedkommende på arbejdsmarkedet, fordi den umiddelbare årsag til sygemeldingen er en
alvorlig nedslidningsskade. Der er altså behov for en langt tidligere indsats – både af
hensyn til forebyggelsen og arbejdsfastholdelsen. Det vil i praksis sige en indsats, der
begynder på arbejdspladserne. Men når det er sagt, må man sige, at hvis eller når den
tidligere indsats på arbejdspladserne svigter, synes den nævnte fremgangsmåde, der tager
udgangspunkt i opfølgningen på sygedagpengesagerne, og som indebærer et samarbejde
mellem kommunen og BST, at være en udmærket ’nødbremse’.
I de konkrete sager, hvor arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne og samarbejdet har været
afprøvet, har der som nævnt været mere fokus på forebyggelse end fastholdelse.
Dette skyldes ofte, at fastholdelse ikke har været relevant. Enten fordi den sygemeldte
uden problemer kunne vende tilbage til arbejdspladsen efter raskmelding. Eller fordi den
sygemeldte under ingen omstændigheder kunne vende tilbage til arbejdspladsen eller
arbejdsmarkedet i det hele taget. Men det er næppe hele forklaringen. Det har også spillet
en rolle, at arbejdsdelingen i Ringsted Kommunes Arbejdsmarkedsafdeling var således,
at en afdeling arbejdede med sygedagpengeopfølgning, mens en anden afdeling
arbejdede med revalidering og førtidspensionssager. Især fordi dagpengemedarbejderne
traditionelt kun tog sig af udbetaling af sygedagpenge, herunder kontrol af, om modtagerne
var berettigede til at modtage pengene, og ikke havde kompetence til at arbejde
med nogle af de ordninger, der kan anvendes til at sikre arbejdsfastholdelse. Og fordi
samarbejdet mellem sygedagpengeafdelingen og revaliderings- og førtidspensionsafdelingen
traditionelt ikke har været - og under projektet ikke blev - gearet til at fremme
arbejdsfastholdelse gennem en tidlig indsats.
104

5. Effekterne
I dette kapitel beskrives og evalueres de effekter, som opnås ved brugen af de udviklede
arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer.
Mere konkret besvares spørgsmålet, om anvendelsen af den supplerende sygedagpengeattest,
den tidlige, udvidede opfølgningssamtale, samarbejdet mellem kommunen og
BST mv. medvirker til at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt
reducere udstødningen af arbejdsmarkedet som følge af arbejdsbetinget sygefravær.
Besvarelsen af spørgsmålet baseres på kvantitative opgørelser af udfaldet af de udvalgte
sygedagpengesager, interviews med nøglepersoner i forhold til projektet og udvalgte
cases.
Spørgsmålet er imidlertid ikke helt enkelt at besvare. Først og fremmest fordi ingen ved,
hvad der ville være sket i de konkrete sygedagpengesager, som arbejdsredskaberne osv.
har været afprøvet på, hvis ikke de var blevet udvalgt til FASA-projektet. Men også
fordi ingen ved, hvad der sker med de pågældende personer og de pågældende virksomheder
på længere sigt.
Antallet af relevante sygedagpengesager, dvs. sager, hvor fraværet efter den sygemeldtes
egen mening har været arbejdsbetinget, har ikke været stort nok til, at det har været muligt
at sondre mellem en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe - i al fald ikke hvis hensigten
var at gennemføre en meningsfuld statistisk analyse af sagernes udfald med hensyn
til forebyggelse i arbejdsmiljøet og arbejdsfastholdelse. Dette har da heller ikke på noget
tidspunkt været hensigten.
Selv om dette kapitel handler om effekterne af brugen af de udviklede arbejdsredskaber
osv., kan der også være grund til at minde om, at det ikke var formålet med projektet at
forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere udstødningen.
Formålet var at udvikle de nævnte arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer
og at afprøve dem på et antal konkrete sager. Evalueringen i dette kapitel handler
altså ikke om vurdere projektet ud fra antallet af sygedagpengesager, der er endt med det
ene eller den andet resultat, men om at vurdere arbejdsredskaberne osv. ud fra en kvalitativ
vurdering af sagernes forløb og udfald.
Kapitlet er disponeret således: De fire første afsnit behandler effekterne i forhold til
virksomhedernes arbejdsmiljø, forekomsten af arbejdsskader, forekomsten af arbejdsbetinget
sygefravær og udstødningen. Rækkefølgen afspejler en årsags-virkningsmodel:
Dårligt arbejdsmiljø kan føre til arbejdsskader, som igen medfører fravær, der i sidste
ende kan føre til udstødning. I det sidste afsnit gives gennem en række udvalgte casebeskrivelser
(”FASA-sager”) et samlende billede af effekterne af anvendelsen af de udviklede
arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer.
Effekter på virksomhedernes arbejdsmiljø
105

De interviewede medarbejdere i BST-Sorø mener alle, at indsatsen har påpeget problemer,
som ikke tidligere havde været erkendt på virksomhederne. To af dem mener, at
det er sket i et vist omfang, mens en tredje mener, at det er sket i vidt omfang.
To af BST-medarbejderne mener, at indsatsen i et vist omfang har handlet om problemer,
som virksomheden allerede var i gang med at løse. En tredje BST-medarbejder
mener, at indsatsen kun i ringe grad har handlet om problemer, som virksomheden var i
gang med at løse.
Der er forskellige erfaringer med i hvilken grad løsningsforslag er blevet omsat til løsninger
i praksis. En mener, at det er sket i vidt omfang. En anden, at det kun er sket i
mindre omfang. En tredje kan ikke svare på dette spørgsmål.
De fem interviewede medarbejdere fra andre BST’er er enige om, at det er begrænset,
hvor meget indsatsen har været med til at påpege problemer, som var nye for virksomhederne.
Kun en enkelt mener, at indsatsen i vidt omfang har påpeget problemer, der
ikke i forvejen var erkendte på virksomheden.
De fem interviewede oplever også alle, at virksomhederne i de fleste tilfælde allerede
var i gang med at løse de problemer, der blev påpeget i de konkrete sager. Af denne
grund er det kun i begrænset omfang, at indsatsen er mundet ud i løsningsforslag.
Tre af de syv interviewede arbejdsgivere/ledere oplyser, at deres deltagelse i projektet
har medvirket til, at der er blevet påpeget arbejdsmiljøproblemer, som man ikke tidligere
har været opmærksomme på i virksomheden. Fire mener ikke, at der er blevet påpeget
nye problemer.
Fem af de syv arbejdsgivere mener, at den forebyggende indsats har handlet om problemer,
som virksomheden allerede var i gang med at løse. To mener, at indsatsen har
handlet om problemer, man ikke var i gang med i forvejen.
Til gengæld mener alle, at indsatsen har resulteret i konkrete løsningsforslag. Seks af
dem mener endvidere, at løsningsforslagene i større eller mindre grad er omsat i praksis.
Derudover mener fem arbejdsgivere, at indsatsen har ført til en øget opmærksomhed
eller bevidsthed hos medarbejderne. Det fremgår ikke af interviewerne, præcist hvad
arbejdsgiverne mener, at opmærksomheden er øget om.
To af arbejdsgiverne mener desuden, at indsatsen har medført et bedre samarbejde og en
bedre dialog på arbejdspladsen.
Effekter på forekomsten af arbejdsskader
Seks af de syv interviewede arbejdsgivere/ledere mener ikke at kunne konstatere nogen
effekt på forekomsten af arbejdsskader af den forebyggende indsats i deres virksomhed
som følge af FASA-projektet. En kan registrere, at antallet af arbejdsskader er faldende,
men kan ikke entydigt tilskrive dette FASA-projektet.
106

En af de tre interviewede dagpengemedarbejdere mener, at projektet har været med til at
forebygge konkrete tilfælde af arbejdsskader og arbejdsbetinget fravær. De to andre ved
det ikke, men den ene mener, at projektet måske har bevirket, at sygedagpengemodtagerne
er blevet mere bevidste om deres arbejdsforhold.
De to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen ved ikke, om projektet har medvirket
til at forebygge konkrete tilfælde af arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær.
Effekter på forekomsten af arbejdsbetinget sygefravær
To af de syv interviewede arbejdsgivere mener, at de kan spore en effekt af projektet på
sygefraværet i deres virksomhed. De fem øvrige kan ikke spore nogen effekt.
De tre interviewede dagpengemedarbejdere mener alle, at projektet har fået nogle sygedagpengemodtagere
til at raskmelde sig hurtigere, end de ellers ville have gjort. En af de
tre præciserer, at de pågældende sygedagpengemodtagere raskmeldte sig, inden de
skulle, fordi de var usikre over for samtalen.
Den ene af de to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen mener, at projektet har
fået nogle sygedagpengemodtagere til at raskmelde sig hurtigere end de ville have gjort
uden projektet. Den anden leder ved det ikke.
Effekter på udstødningen
Dagpengeafdelingen undersøgte i uge 5 i 1998, hvilken tilknytning de personer, som var
blevet visiteret til den tidlige, udvidede opfølgningssamtale i løbet af 1.-5. periode i FA-
SA-projektets interventionsfase, havde til arbejdsmarkedet på undersøgelsens tidspunkt.
Undersøgelsen blev gennemført ved opslag i det kommunale databasesystem på grundlag
af cpr-numre. For hver person krydsede dagpengemedarbejderne personernes status
af i et skema. Undersøgelsen omfattede 117 personer, hvilket betyder, at 7 personer fra
1., 2. eller 3. fase ved en fejl ikke er omfattet. Resultatet af undersøgelsen fremgår af
tabel 12.
107

Udfald Periode Total
1-2-3 4 5
N % N % N % N %
I arbejde 42 80,8 27 65,9 15 62,5 84 71,8
Arbejdsløs 0 0,0 1 2,4 2 8,3 3 2,6
Sygedagpenge 2 3,8 2 4,9 5 20,8 9 7,7
Revalidering 2 3,8 3 7,3 0 0,0 5 4,3
Førtidspension 3 5,8 2 4,9 1 4,2 6 5,1
Andet 3 5,8 6 14,6 1 4,2 10 8,5
Total 52 100,0 41 100,0 24 100,0 117 100,0
Tabel 12. Sygedagpengemodtagernes tilknytning til arbejdsmarkedet i uge 5, 1998, dvs.
mellem 10 og 24 måneder efter, at de var visiteret til en tidlig, udvidet opfølgningssamtale
som led i FASA-projektet. “Andet” dækker over barsel, bistand, død og uoplyst. 1.
til 3. periode er slået sammen, da der i disse perioder var tale om et tilbud til sygedagpengemodtagere
med arbejdsbetinget sygefravær, herunder sygedagpengemodtagere,
der allerede var raskmeldte, mens opfølgningssamtalen i de to sidste perioder var integreret
med den almindelige, lovpligtige opfølgning på sygedagpengesager.
Da talmaterialet er spinkelt, skal man være varsom med ikke at overfortolke resultaterne.
Men tabellen viser, at mellem to tredjedele og fire femtedele af sygedagpengemodtagerne
havde bevaret tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det betyder omvendt, at mellem
en femtedel og tredjedel på det pågældende tidspunkt ikke havde en direkte tilknytning
til arbejdsmarkedet, dvs. var i arbejde eller var registreret som arbejdsløs. Nogle af
disse vil dog sandsynligvis vende tilbage til arbejdsmarkedet, idet de enten modtager
bistandshjælp, syge- eller barselsdagpenge. Sygedagpengemodtagerne fra 1.-3. periode
har den største arbejdsmarkedstilknytningen. Dette kan forklares med to forhold. Dels at
også personer med ganske kort fravær blev visiteret til opfølgningssamtalen i de pågældende
perioder. Dels at perioderne ligger så langt tilbage i tiden, at ingen af personerne
længere ville kunne modtage sygedagpenge uden at have overskredet dagpengelovens
begrænsning på 52 uger, hvis de permanent havde modtaget sygedagpenge, siden de
blev visiteret til projektet. I overensstemmelse med dette ses det, at en femtedel af personerne
fra 5. periode modtager sygedagpenge.
Det er nærliggende at splitte tabel 12 op på følgende fire grupper af sygedagpengemodtagere
for at sammenligne udfaldene af deres sager. Da talmaterialet er så spinkelt, som
tilfældet er, giver det imidlertid ikke nogen mening at gøre det, hvorfor det undlades:
• Sygedagpengemodtagere, hvis sag blev udvalgt som “FASA-sag”, men som ikke
deltog i en opfølgningssamtale.
• Sygedagpengemodtagere, som deltog i en opfølgningssamtale, men som ikke gav
samtykke om at medvirke i projektet.
• Sygedagpengemodtagere, der gav samtykke, men som af den ene eller anden grund
alligevel ikke blev involveret i et forløb på virksomheden.
• Sygedagpengemodtagere, der blev involveret i et virksomhedsforløb.
To ud af de tre BST-medarbejdere oplevede, at der i et begrænset omfang blev truffet
foranstaltninger på virksomhederne til at fastholde den sygemeldte.
108

Det fremgår af interviewerne, at indsatsen kun i begrænset omfang har haft nogen effekt
i forhold til virksomhedernes politikker og procedurer vedrørende forebyggelse og/eller
arbejdsfastholdelse. Til gengæld peger en af BST-medarbejderne på, at der er sket en
højnelse af bevidstheden om forebyggende foranstaltninger på nogle af virksomhederne.
Endelig bemærker en af de interviewede BST-medarbejdere, at det som regel gør indtryk
på virksomheden, når indsatsen tager udgangspunkt i en konkret sag med en af deres
kollegaer.
De fem interviewede medarbejdere fra andre BSTer oplyser, at det er begrænset, hvor
meget arbejdsfastholdelse har været på dagsordenen på virksomhederne. Dette er i overensstemmelse
med, at de oplyser, at indsatsen har fokuseret på forebyggelse. Den sygemeldte
selv synes at have haft stor betydning for, om arbejdsfastholdelse kom på dagsordenen.
Kun to af de fem interviewede har oplevet, at der er truffet særlige foranstaltninger
for at fastholde en mearbejder. Foranstaltningerne handler om jobrotation og omplacering.
Ingen af de fem interviewede har oplevet, at virksomhederne har ændret deres politikker
og procedurer vedrørende forebyggelse og arbejdsfastholdelse som følge af “FASAsagerne”.
Seks af de syv interviewede arbejdsgivere/ledere oplyser, at arbejdsfastholdelse o.lign.
har været drøftet som led i den forebyggende indsats i forbindelse med FASA-projektet
på deres virksomhed.
Fire af arbejdsgiverne mener, at der i de konkrete “FASA-sager” er truffet særlige foranstaltninger
for at fastholde den sygemeldte på arbejdspladsen. Tre mener ikke, at der er.
Seks af arbejdsgiverne mener ikke, at indsatsen har resulteret i ændrede politikker og
procedurer om arbejdsbetinget sygefravær. En af dem mener dog, at indsatsen har ført til
en skærpet opmærksomhed på arbejdspladsen om denne form for sygefravær. Den sidste
arbejdsgiver mener, at indsatsen har resulteret i ændrede politikker og procedurer og
uddyber det med, at man nu taler mere om emnet.
De tre interviewede dagpengemedarbejdere mener alle, at projektet har været med til at
forebygge konkrete tilfælde af udstødning af arbejdsmarkedet. To af dem mener, at
projektet også på andre måder har hjulpet sygedagpengemodtagerne. Den ene af dem
uddyber det med, at de har fået den hjælp, der består i, at nogen har lyttet til dem.
De tre dagpengemedarbejdere er enige om, at de udviklede arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsrelationer fremover vil kunne medvirke til at forebygge arbejdsskader,
arbejdsbetinget sygefravær og udstødning, hvis de blev anvendt i den daglige
sagsbehandling.
De to interviewede ledere i Arbejdsmarkedsafdelingen kan ikke svare bekræftende på, at
projektet har medvirket til at forebygge konkrete tilfælde af udstødning af arbejdsmarkedet.
Den ene svarer nej til spørgsmålet, den anden ved ikke og uddyber det med, at det
skal ses over længere tid.
109

Nogle udvalgte cases
I de foregående afsnit i dette kapitel er effekterne af de anvendte arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsrelationer overvejende beskrevet på grundlag af interviews
med nøglepersoner i forhold til projektet. Denne måde at beskrive effekterne på kan
tolkes på den måde, at projektets formål skulle være at forbedre virksomhedernes arbejdsmiljø,
reducere antallet af arbejdsskader, reducere det arbejdsbetingede sygefravær
og reducere udstødningen. Det har det som tidligere beskrevet ikke været. Formålet har
derimod været at udvikle arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne og samarbejdsformerne
og at afprøve dem på et antal sager som led i udviklingen. For at give et sammenhængende
billede af, om og hvordan arbejdsredskaberne osv. har virket, beskrives i det følgende
en række cases. Hver case er baseret på en konkret sygedagpengesag, som arbejdsredskaberne
osv. har været afprøvet på. Ud over at illustrere effekterne af de udviklede
arbejdsredskaber giver hver case også et indblik i nogle af de barrierer, der findes
for at fremme forebyggelsen af arbejdsskader og mindske udstødningen som følge af
arbejdsbetinget sygefravær, når man tager udgangspunkt i sygedagpengesager.
Pædagogmedhjælper i børnehave
Denne case illustrerer, hvordan det med udgangspunkt i en sygedagpengesag lykkes at
sætte arbejdsmiljøet på dagsordenen i en børneinstitution, hvor flere medarbejdere har
gener i ryg og skuldre, uden at de tidligere har gjort noget nævneværdigt ved det. Indsatsen
medvirker alt andet lige til at forebygge en række arbejdsskader og tilfælde af arbejdsbetinget
sygefravær. Arbejdsfastholdelse er ikke på dagsordenen, da den sygemeldte
relativt hurtigt bliver rask og vender tilbage i arbejde.
Sagsopstart
En 33-årig kvindelig pædagogmedhjælper, som arbejder i en børnehave, bliver i begyndelsen
af april 1996 efter råd fra hendes egen læge sygemeldt på grund af smerter i ryggen.
Smerterne begyndte i slutningen af marts, og det viser sig, at det er ischiasnerven,
der har sat sig i klemme.
Efter et par ugers fravær sender kommunens løn- og personalekontor en varighedserklæring
til pædagogmedhjælperen, som hendes læge skal udfylde og indsende til kommunen.
Efter aftale med FASA-projektet sender løn- og personalekontoret også et spørgeskema
til pædagogmedhjælperen. På dette bliver hun spurgt, om hun mener, at hendes
sygdom/fravær har noget med forhold i hendes arbejde eller på hendes arbejdsplads at
gøre. Det er frivilligt, om hun vil udfylde og returnere skemaet til kommunens Sundhedsforvaltning,
men socialpædagogen vælger at gøre det. Hun vedlægger også et brev,
hvor hun forklarer, hvordan skaden kan være en følge af, at hun har mange dårlige arbejdsstillinger
og tunge løft i forbindelse med ‘håndteringen’af børnene i børnehaven.
Dette har hun ikke tænkt over tidligere, men er kommet til det nu på grund af smerterne.
Hun har ikke tidligere haft fravær som følge af rygsmerter, men i sit tidligere arbejde
som bygningsmaler havde hun også af og til rygsmerter som følge af uhensigtsmæssige
arbejdsstillinger samt træk og kulde.
110

Opfølgningssamtale
Allerede dagen efter, at spørgeskemaet er modtaget i Sundhedsforvaltningen, lykkes det
socialformidleren at få pædagogmedhjælperen til opfølgningssamtale. Under samtalen
oplyser hun blandt andet, at flere af hendes kollegaer også klager over gener i ryg og
skuldre. Børnehaven har dog netop fået bevilget penge til indkøb af borde i normal højde
og trip-trap-stole, som man regner med kan afhjælpe nogle af problemerne. Pædagogmedhjælperen
regner selv med at vende tilbage til arbejdet to uger senere, når hendes
fysioterapibehandlinger er afsluttet.
Pædagogmedhjælperen vil tale med institutionslederen, før hun afgør, om hun vil medvirke
i FASA-projektet. Først i begyndelsen af juni meddeler pædagogmedhjælperen, at
hun gerne vil medvirke i projektet. Hun er nu begyndt at arbejde igen og har talt med sin
leder, der også meget gerne vil deltage.
Forebyggelsesmøde
Socialformidleren arrangerer derefter et forebyggelsesmøde - det første af slagsen i FA-
SA-projektet. Datoen findes ved at udsende mødekort til de planlagte deltagere. De
planlagte deltagere er fundet, dels i samråd med pædagogmedhjælperen, dels i samråd
med institutionslederen og kommunens sikkerhedsleder.
Forebyggelsesmødet finder sted i begyndelsen af august. Deltagerne er - foruden pædagogmedhjælperen
og socialformidleren - institutionslederen, sikkerhedsrepræsentanten,
sikkerhedslederen, BST’s arbejdsfysiolog, dagpengemedarbejderen og FASA-projektets
koordinator. Mødet ledes af socialformidleren. Mødet indledes med, at pædagogmedhjælperen
orienterer om sagsforløbet og hendes aktuelle helbredstilstand. Det leder over
i en drøftelse af, hvordan lignende situationer kan forebygges. Det aftales, at arbejdsfysiologen
skal besøge børnehaven og følge arbejdet. Inden da skal personalet på et møde
drøfte løfteteknikker, udnyttelse af børnenes egne ressourcer og udarbejde en handlingsplan.
Som inspiration til dette får personalet en vejledning fra branchesikkerhedsrådet af
sikkerhedslederen. Endelig aftales det, at sikkerhedsgruppen orienterer kommunens øvrige
institutioner om forløbet, så de kan lære af det. Da det viser sig, at pædagogmedhjælperens
sygdom ikke er anmeldt som arbejdsskade, fordi hendes læge ikke mener, at
det er tale om en sådan, bliver det besluttet, at sikkerhedslederen skal efteranmelde skaden
til Arbejdsskadestyrelsen. Forebyggelsesmødet slutter med, at pædagogmedhjælperen
og hendes kollegaer udtrykker deres tilfredshed med, at der i kraft af FASAprojektet
nu er sat fokus på arbejdsforholdene i institutionerne med henblik på at forbedre
forholdene.
Sagsafslutning
Arbejdsfysiologen fra BST besøger børnehaven i slutningen af september, cirka halvanden
måned efter forebyggelsesmødet. Han mødes med institutionslederen, sikkerhedsrepræsentanten,
pædagogmedhjælperen og sikkerhedslederen. Det viser sig, at ikke alle
medarbejdere har fået læst vejledningen fra branchesikkerhedsrådet, og at det aftalte
personalemøde endnu ikke har været afholdt. Arbejdsfysiologen sammenfatter de løsningsforslag,
der dels findes i vejledning, dels er fremsat af sikkerhedsgruppen selv og
af arbejdsfysiologen. Sikkerhedsgruppen noterer sig forslagene og forpligter sig på at få
dem indført i dagligdagen. Lederen forpligter sig på at få alle medarbejdere til at læse
111

vejledningen og anvende løsningerne. Det erkendes, at der er behov for holdningsændringer,
og lederen lover også at afholde et personalemøde for at skabe fælles holdninger.
Til sidst aftales det, at sikkerhedsgruppen kan rekvirere arbejdsfysiologen til at
komme og holde et oplæg om arbejdsfysiologiske konsekvenser ved tunge løft og belastende
arbejdsstillinger, hvis der er behov for det.
Socialpædagog på døgninstitution for handicappede
Denne case indeholder flere interessante aspekter. Den handler bl.a. om en medarbejder,
der har vanskeligt ved at se, at arbejdsgiveren påtager sig et sociale ansvar. Den viser
også, hvor mange aktører der kan være involveret i en arbejdsskade- og sygedagpengesag,
samt hvor lidt disse aktører samarbejder for at fremme sagens afslutning. Men den
rummer også positive aspekter: Således handler casen også om en institutionsleder, der
viser socialt ansvar. Og om en praktiserende læge, der er opmærksom på arbejdsbetinget
sygefravær. Endelig handler casen om, at det - bl.a. takket være samarbejdet mellem
kommunen og BST - lykkes både at fastholde den sygemeldte i arbejde og at forebygge
lignende arbejdsskader.
Sagsopstart
En 46-årig kvindelig socialpædagog, der er ansat på en døgninstitution for svært handicappede,
bliver i april 1995 overfaldet af en klient. Overfaldet medfører en skade i venstre
skulder, som gør, at socialpædagogen ikke længere kan løfte klienterne. Socialpædagogen
melder sig syg i juli 1995 og begynder kort efter at modtage sygedagpenge.
På baggrund af en bemærkning fra socialpædagogens egen læge på en lægeerklæring til
kommunen visiteres sagen til FASA-projektet i februar 1996. I det forløbne halve år har
der ikke været foretaget anden opfølgning på sagen, end at kommunen har indhentet
lægeerklæringer. Lægen har anmeldt sygdommen som arbejdsbetinget til Arbejdstilsynet/Sikringsstyrelsen.
Opfølgningssamtale
Straks efter visitationen til FASA-projektet indkalder socialformidleren socialpædagogen
til en opfølgningssamtale. Socialpædagogen oplyser i den forbindelse bl.a., at hun
tidligere - i juni 1994 - er blevet overfaldet af samme klient. Dengang var det også venstre
skulder, det gik ud over, og skaden blev anmeldt og anerkendt som arbejdsskade.
Socialpædagogen har nu konstant smerter i skulderen og har desuden svært ved at løfte
armen ud i visse stillinger. Det medfører en række begrænsninger i forhold til arbejdet
og den hjemlige husholdning. Hun har derfor svært ved at se, at hun kan vende tilbage
til institutionen. Til gengæld vil hun gerne omplaceres til en institution med klienter, der
er mere selvhjulpne. Socialpædagogen vil på denne baggrund gerne medvirke i FASAprojektet
med henblik på at forebygge yderligere voldsepisoder på institutionen og blive
omplaceret.
Forebyggelsesmøde - første forsøg
Socialformidleren begynder straks efter opfølgningssamtalen at arrangere et forebyggelsesmøde,
hvor arbejdsgiveren, institutionslederen, tillidsrepræsentanten, sikkerhedsre-
112

præsentanten, en fagforeningsrepræsentant og den praktiserende læge skal deltage - foruden
socialpædagogen selv og socialformidleren. Socialformidleren forsøger som det
første at komme i kontakt med institutionslederen. Dette går der nogen tid med, idet
lederen er på ferie. Da det endelig lykkes, oplyser hun, at hun meget gerne vil have socialpædagogen
tilbage på institutionen, da hun er en god medarbejder, men desværre har
man ikke nogen jobs, der er mindre belastende end det, som socialpædagogen er sygemeldt
fra. Lederen vil imidlertid gerne deltage i et forebyggelsesmøde og oplyser, hvem
der bør inviteres som repræsentant for arbejdsgiveren. Lederen kender i øvrigt FASAprojektet
fra et orienteringsmøde, ligesom socialpædagogen også på forhånd har orienteret
hende om, at hun deltager i FASA-projektet.
Tre måneder efter opfølgningssamtalen kan socialformidleren endelig indkalde til et
forebyggelsesmøde. I mellemtiden har hun også været i forbindelse med flere repræsentanter
for arbejdsgiveren. Dette har bl.a. resulteret i, at arbejdsgiverens repræsentanter
på mødet skal være personalechefen og sikkerhedslederen. Det forberedende arbejde
har også bragt for en dag, at socialpædagogens sag verserer i Nævnet for Helbredsbedømmelser,
idet hun er tjenestemandsansat. Sagen i Nævnet for Helbredsbedømmelser
trækker ud, fordi der skal indhentes oplysninger fra såvel socialpædagogens egen læge
som speciallæge. Datoen for forebyggelsesmødet er fastlagt på grundlag af mødekort fra
de planlagte deltagere. Sammen med mødekortet modtog de planlagte deltagere en kort
redegørelse for sagen og en kort beskrivelse af formålet med mødet. Formålet var at
drøfte, hvordan lignende situationer kunne forebygges, og muligheden for at finde en
anden placering til socialpædagogen. Brevet oplyste også, hvem der blev inviteret til
mødet.
Afbud fra arbejdsgiveren
Dagen før forebyggelsesmødet melder personalechefen afbud. Til gengæld vil en anden
medarbejder fra personaleafdelingen deltage. Man ønsker dog ikke at drøfte den konkrete
sag, kun de generelle forhold vedrørende voldsrisici i institutionen og mulighederne
for omplacering. Personaleafdelingens repræsentant finder det direkte uheldigt, at
socialpædagogen selv er indkaldt til mødet, da det efter vedkommendes mening begrænser
det, man kan tale om. Trods denne udmelding beslutter socialformidleren i samråd
med FASA-projektets koordinator at gennemføre mødet.
Samme dag, som forebyggelsesmødet skal finde sted, ringer personaleafdelingens repræsentant
igen for at få bekræftet sin antagelse om, at mødet er aflyst på baggrund af
udmeldingen dagen før. Da hun får at vide, at mødet gennemføres, meddeler hun, at hun
ikke har kompetence til at udtale sig. Det eneste, hun kan, er at give en generel orientering
om personalepolitikken. Efter denne meddelelse beslutter socialformidleren i samråd
med projektkoordinatoren at aflyse mødet.
Forebyggelsesmøde - andet forsøg
Socialformidleren begynder herefter på at arrangere et nyt forebyggelsesmøde. Efter råd
fra sikkerhedslederen stiles invitationen og mødekortet denne gang til den øverste leder
hos arbejdsgiveren i stedet for til personalechefen. Da mødekortene, der er sendt til arbejdsgiverens
repræsentanter ikke er kommet retur inden for den angivne frist, begynder
socialformidleren at ringe rundt. Det viser sig, at den øverste leder ikke har villet enga-
113

gere sig i sagen. I stedet havde han planlagt at pålægge personalechefen at engagere sig,
men havde glemt det igen.
Sagen overdrages til BST
Den nye forebyggelsesmøde må således også opgives, og på grund af de planlagte deltageres
sommerferieplaner må socialformidleren også indstille arbejdet med at finde en
tredje dato for et møde. Da socialformidleren efter sommerferien fratræder arbejdet på
FASA-projektet for at tiltræde i et nyt job, beslutter hun i samråd med projektkoordinatoren
og med skriftligt samtykke fra socialpædagogen at overdrage sagen til BST. Socialpædagogen
er fortsat indstillet på at medvirke, men føler sig dårligt behandlet af sin
arbejdsgiver, fordi denne ikke engagerer sig i hendes sag, og har svært ved at se, hvad
der kan komme ud af at fortsætte sagen. Hun har i øvrigt genoptaget arbejdet i juli 1996,
da Nævnet for Helbredsbedømmelser på baggrund af en speciallægeerklæring har afgjort,
at hun godt kan klare det. Det tvivler hun dog selv på, at hun kan på længere sigt.
Arbejdsskadestyrelsen har meddelt hende, at skaden ikke anerkendes; en afgørelse, som
socialpædagogen agter at anke.
Det lykkes alligevel
I september 1996 meddeler arbejdsgiveren med henvisning til afgørelsen i Nævnet for
Helbredsbedømmelser og socialpædagogens genoptagelse af arbejdet, at man betragter
sagen som afsluttet. I efteråret 1996 begynder BST imidlertid sammen med repræsentanter
for institutionen at planlægge et kursus om vold og trusler om vold, ligesom man
drøfter, hvordan institutionen kan indarbejde procedurer for at forebygge og mindske
negative eftervirkninger efter voldsepisoder.
På et møde i januar 1997, hvor socialpædagogen, institutionslederen og en arbejdspsykolog
fra BST deltager, gøres der status over forløbet. Socialpædagogen er stadig ansat
på institutionen, og det er gået bedre med at passe arbejdet, end hun havde regnet med.
Hun har været nødt til at gå hjem med ondt i skulderen nogle gange, men hun har ikke
haft sygedage på grund af det. Det er bl.a. gået så godt, fordi institutionen har taget hensyn
til hende og placeret hende i det mindst belastende arbejdsområde.
Socialpædagogen er stadig frustreret og forundret over hele forløbet fra hun blev sygemeldt.
Hun oplever, at hun den ene gang efter den anden blev sendt til lægeundersøgelser,
fordi alle de forskellige instanser, der behandlede hendes sag, ikke koordinerede
deres arbejde, men i stedet rekvirerede hver deres lægeerklæringer. Kommunen indhentede
erklæringer til brug for udbetalingen af sygedagpenge, Arbejdsskadestyrelsen indhentede
erklæringer til brug for arbejdsskadesagen, personaleafdelingen indhentede erklæringer
til vurdering af ansættelsesforholdet, og Nævnet for Helbredsbedømmelser
indhentede erklæringer til vurdering af eventuel pensionsudbetaling. Det blev ikke bedre
af, at der ikke var overensstemmelse mellem erklæringerne, ligesom de ikke stemte
overens med hendes egen oplevelse af hendes helbredssituation. Socialpædagogen undrer
sig over de lange sagsbehandlingstider i de forskellige instanser, ligesom hun er lidt
skuffet over, at hendes fagforening ikke har tilbudt hende anden bistand end at køre en
sag, hvis hun var blevet fyret.
114

Indsatsen mod skader på grund af voldsepisoder er blevet skærpet på flere måder: Der er
komme klare, fælles retningslinier for, hvordan man forebygger konflikter med klienterne
på institutionen, alle medarbejdere har fået alarmer, der gives supervision til medarbejderne,
og man er generelt blevet bedre til at tale om voldsproblematikken. Socialpædagogen
er med til at fortælle nye medarbejdere om risikoen for arbejdsskader som følge
af klienternes adfærd. Dette skal få de ansatte til at tage risikoen alvorligt, idet voldsepisoderne
i et vist omfang kan forebygges, hvis de ansatte er forberedte på dem.
Rengøringsassistent på hotel
Denne case illustrerer bl.a., at det ofte kan lade sig gøre at forebygge nye arbejdsskader,
selv om det ikke kan lade sig gøre at fastholde den person, der er anledning til indsatsen,
på arbejdsmarkedet. Casen viser også, hvordan mange medarbejdere ikke er eller bliver
bevidste om sammenhængen mellem påvirkninger i arbejdet og helbredet, før det er for
sent.
Sagsopstart
En 54-årig kvindelig rengøringsassistent, der arbejder på et hotel, får i slutningen af
marts 1996 et “knæk i ryggen”, da hun løfter en spand under rengøring af et badeværelse.
Efter én dag i sengen genoptager hun arbejdet, indtil hun en lille uge senere igen sygemelder
sig på anbefaling af sin egen læge. Hun bliver behandlet med blokader, men
da de ikke har nogen effekt, bliver hun henvist til en speciallæge i fysiurgi.
Fjorten dage efter sygemeldingen opretter kommunen en sygedagpengesag. Cirka tre
uger senere sender kommunen en supplerende sygedagpengeattest til rengøringsassistenten.
Der går igen tre uger, inden hun returnerer den til Sundhedsforvaltningen.
Opfølgningssamtale - første forsøg
Samme dag som Sundhedsforvaltningen modtager den supplerende sygedagpengeattest
fra rengøringsassistenten sender socialformidleren et brev til hende med et tilbud om en
samtale to uger senere. Rengøringsassistenten bliver bedt om at kontakte socialformidleren,
hvis hun ikke ønsker at tage imod tilbuddet, eller hvis tidspunktet ikke passer hende.
Da rengøringsassistenten ikke møder op til den tilbudte samtale og ikke har meldt afbud,
aftaler socialformidleren med dagpengemedarbejderen, at sidstnævnte skal indkalde til
en ordinær opfølgningssamtale i sygedagpengesagen. Denne samtale er rengøringsassistenten
forpligtet til at deltage i, hvis hun fortsat vil have sygedagpenge.
Opfølgningssamtale - andet forsøg
Fjorten dage senere finder opfølgningssamtalen sted. Først taler dagpengemedarbejderen
med rengøringsassistenten om selve sygedagpengesagen. Derefter taler socialformidleren
med hende om FASA-projektet og dets tilbud. Det viser sig, at rengøringsassistenten
gerne vil medvirke i FASA-projektet, og når hun ikke var mødt til den første samtale,
var det, fordi hun havde glemt den.
115

Rengøringsassistenten oplyser i øvrigt, at hun ikke tidligere har haft helbredsmæssige
gener af betydning, at hun ikke er fyret, og at hun gerne vil vende tilbage til jobbet, hvis
hendes helbred tillader det. Hun har dog fået konstateret en mulig diskusprolaps, og aktuelt
er hun følelsesløs fra knæene og nedefter. Hun har store problemer med at gå og stå
og har færrest smerter, når hun ligger ned.
BST involveres
Med skriftligt samtykke fra rengøringsassistenten sender socialformidleren derefter sagen
til BST, for at BST skal kontakte arbejdsgiveren. Dette gør BST umiddelbart efter,
men da sommerferien står for døren, aftales det, at stille sagen i bero til august.
I begyndelsen af august kontakter BST hotellet igen. Arbejdsgiveren er positiv over for
at medvirke i sagen - både med hensyn til arbejdsfastholdelse og forebyggende foranstaltninger.
Der aftales et møde i midten af august, og BST inviterer skriftligt rengøringsassistenten
til at deltage. Rengøringsassistenten ringer tilbage til BST og melder
afbud til mødet, da hun samme dag skal til en større undersøgelse på hospitalet.
På mødet mellem hotellet og BST aftales det, at der skal gennemføres en arbejdspladsvurdering
(APV) på hotellet, og at en ingeniør fra BST skal introducere til denne. Samtidig
aftales det, at en ergoterapeut fra BST skal følge rengøringspersonalet på en almindelig
arbejdsdag for at undersøge, om der er forhold i arbejdet, der skal ændres, så medarbejderne
ikke belastes unødigt.
Kort efter mødet søger rengøringsassistenten om førtidspension, da undersøgelsen på
hospitalet har vist, at hun har en diskusprolaps. Lægen ville ikke operere hende og så
ikke anden udvej for rengøringsassistenten, end at hun blev revalideret. Da rengøringsassistenten
- efter opfordring fra BST-lederen - havde fortalt lægen om FASA-projektet,
og at hendes arbejdsgiver var parat til at medvirke til arbejdsfastholdelse, havde han
bare svaret, at det kendte han ikke noget til. Rengøringsassistenten får senere tilkendt en
førtidspension.
BST’s ergoterapeut følger som aftalt rengøringsarbejdet en dag i oktober. I begyndelsen
af februar 1997 sender han en rapport til hotellets sikkerhedsgruppe. I den konkluderer
han, at rengøringspersonalet udsætter sig selv for unødigt store belastninger, idet de har
brugt deres store selvbestemmelse til at lave en arbejdsdeling, der gør arbejdet mere
ensidigt, end det behøver at være. Desuden har de en uhensigtsmæssig arbejdsteknik i
forbindelse med forskellige funktioner. Han anbefaler, at de tilrettelægger arbejdet på en
anden måde og lærer de rigtige arbejdsteknikker, samt at hotellet køber nyt rengøringsudstyr,
som kan indstilles til den enkelte ansatte. Han peger også på, at en del problemer
skyldes hotellets indretning, men understreger, at der kan opnås store forbedringer ved
at følge hans anbefalinger.
Arbejdsgiveren står senere frem i pressen og udtrykker tilfredshed med forløbet, idet
hun dog samtidig beklager, at det ikke var muligt at arbejdsfastholde rengøringsassistenten,
som det hele begyndte med.
116

Specialarbejder på fabrik
Denne case handler først og fremmest om, hvordan det gennem en ihærdig indsats fra
BST’s og arbejdslederens side lykkes at fastholde en medarbejder i arbejde. Casen viser
også, hvordan BST-konsulenten kan fungere som tovholder for den sygemeldte, når
stort set alle andre, herunder kommunen og fagforeningen, svigter. Men den viser også,
hvordan en lønmodtager overhører sin krops signaler og fortsætter med et nedslidende
arbejde i mange år uden at tage affære. Endelig handler casen om en praktiserende læge,
der tilsyneladende ikke er opmærksom på sammenhængene mellem påvirkninger i arbejdet
og helbredet, og som derfor nøjes med gennem 17 år at ordinere smertestillende
medicin til sin patient.
Sagsopstart
En 44-årig mandlig specialarbejder, der har et fabriksarbejde, der indebærer tunge løft
og en del stående arbejde, bliver i midten af april 1996 sygemeldt efter i hele påsken at
have døjet med så voldsomme smerter i ryggen, at han næsten var ude af stand til at
rejse sig fra sengen. Specialarbejderen begyndte allerede for 17 år siden at få smerter i
ryggen. Dengang ordinerede hans læge smertestillende medicin, og det har han også
gjort andre gange, når specialarbejderen har været generet af rygsmerter. Da den medicin,
som lægen ordinerer i april 1996, er uden effekt, henviser lægen specialarbejderen
til fysioterapibehandlinger. Han bliver også sendt til røntgenoptagelse og undersøgelse
hos en speciallæge, der konstaterer, at specialarbejderen har en Scheurmann og diskusgeneration
i to lændeskiver. Speciallægen anbefaler specialarbejderen at skifte til et arbejde,
der ikke er rygbelastende.
I forbindelse med oprettelsen af sygedagpengesagen i kommunen får specialarbejderen
tilsendt en supplerende sygedagpengeattest. Samme dag den modtages retur i Sundhedsforvaltningen
i midten af juni, indbyder socialformidleren specialarbejderen til en samtale
fjorten dage senere, da specialarbejderen har angivet, at han mener, at hans sygdom/fravær
er arbejdsbetinget. Specialarbejderen er stadig sygemeldt.
Opfølgningssamtale
Da der kommer noget i vejen, er socialformidleren nødt til at flytte opfølgningssamtalen
til midten af juli. Her møder specialarbejderen op og er meget positiv over for at deltage
i FASA-projektet. Han har selv været i forbindelse med sin arbejdsplads for at høre om
mulighederne for omplacering. Mulighederne synes ikke at være så gode, bl.a. fordi han
stiller krav om et job, hvor han kan arbejde på lige fod med sine kollegaer, uden at der
tages specielle hensyn til ham. Han er desuden ikke interesseret i skifteholdsarbejde på
grund af sine fritidsaktiviteter.
BST involveres
Herefter sender socialformidleren med specialarbejderens skriftlige samtykke sagen
videre til BST-Sorø. BST-Sorø kontakter virksomhedens personaledirektør, der er positiv
over for at lade den BST, som virksomheden er tilsluttet, arbejde med sagen. BST-
Sorø overdrager derfor sagen til den anden BST.
117

Arbejdsfastholdelse - første forsøg
BST arrangerer i midten af september et møde på fabrikken med specialarbejderen og
hans arbejdsleder. Specialarbejderen er nu tilbage på arbejde, men foreløbig kun på halv
tid. Han er ikke længere så plaget af rygsmerter, men han er bekymret for, hvad der sker,
når han igen går op på fuld tid. Arbejdslederen er meget positiv over for at medvirke i
projektet og at finde en permanent løsning på sagen. Han vil gerne beholde specialarbejderen
- også gerne i et job, hvor han ikke deltager i produktionen, men hvor man kan
bruge hans store kendskab til virksomheden erhvervet gennem 22 års arbejde.
Der er enighed om, at der ikke er de store muligheder for ergonomiske tiltag, som ville
gøre det muligt for en rygskadet at passe arbejdet i afdelingen. Man beslutter derfor, at
arbejdslederen skal forsøge at lave et skånejob til specialarbejderen. Dette har virksomheden
godt nok ikke nogen politik for, men samarbejdsudvalget står over for at skulle
drøfte det.
I midten af november får arbejdslederen afslag på at oprette det skånejob, han havde
lavet til specialarbejderen. Begrundelsen er, at det vil medføre en opnormering. Arbejdslederen
har heller ikke held med at finde et egnet job i andre afdelinger, ligesom
specialarbejderen får afslag på et job, han søger internt i virksomheden. Kun hvis specialarbejderen
vil opgive sin modstand mod skifteholdsarbejde, synes der at være et
mindre rygbelastende job til ham på fabrikken. Men det vil han ikke. Han er i øvrigt
begyndt at arbejde på fuld tid på lige fod med sine kollegaer, og han har det ikke godt
med ryggen.
Nedslående svar fra kommunen og Arbejdsmedicinsk klinik
BST kontakter i begyndelsen af december kommunen for at høre om mulighederne for
støtte til en virksomhedsintern revalidering af specialarbejderen. Svaret var nedslående.
Kommunen mente, at virksomhedsrevalidering kunne sidestilles med efteruddannelse,
og det var virksomhedens eget ansvar. Kommunen engagerer sig kun i den revalidering,
den selv sætter i værk.
Specialarbejderen bliver omkring årsskiftet igen langtidssygemeldt, men han er tilbage
på arbejde igen i midten af februar 1997. Det aftales, at BST skal formidle en kontakt til
hans fagforening med henblik på en arbejdsskadesag og/eller en henvisning til Arbejdsmedicinsk
Klinik. Der går cirka 2½ måned, før fagforeningens socialrådgiver meddeler,
at han har visiteret specialarbejderen til Arbejdsmedicinsk Klinik, og der går yderligere
to måneder før klinikken undersøger specialarbejderen. Arbejdsmedicineren vurderer, at
specialarbejderen ikke kan fortsætte i sit nuværende job, og at en revalidering er oplagt.
I mellemtiden har virksomhedens ledelse meddelt, at man ikke mener, at man kan tilbyde
specialarbejderen andet og mere, end man har gjort. Man vil gerne beholde ham, hvis
han kan klare de lettere funktioner i hans nuværende afdeling, og man vil gerne have
ham i betragtning, når der dukker andre passende stillinger op. Men for tiden kan man
ikke tilbyde andet, når han ikke vil påtage sig skifteholdsarbejde.
118

Det lykkes til sidst
Specialarbejderen vælger at fortsætte i sit job, men trods forskellige aflastningsforanstaltninger
må han af og til sygemelde sig med akutte rygsmerter. I efteråret 1997 sker
der imidlertid det, at fabrikken får ny produktionschef, og han prioriterer en ny sjakbajsfunktion.
Specialarbejderen får tilbudt en sådan på lageret. Det indebærer, at han overvejende
har administrative funktioner, og specialarbejderen kan i slutningen af året
meddele BST, at han er endog meget tilfreds med ordningen og med BST’s indsats i
hans sag.
Social- og sundhedsmedhjælper på plejehjem
Denne case handler også om, hvordan et tilfælde af arbejdsbetinget sygefravær bruges til
at sætte ekstra skub i en institutions forebyggende arbejdsmiljøarbejde, men hvor det
ikke lykkes at fastholde den sygemeldte i arbejde. Casen rummer også et eksempel på,
hvordan sygemeldte selv kan være med til at obstruere bestræbelserne på at fastholde
dem i arbejde og at forebygge lignende tilfælde af arbejdsbetinget sygefravær.
Sagsopstart
En 25-årig kvindelig social- og sundhedsmedhjælper, der arbejder på et plejehjem, får
tiltagende gener i venstre håndled. Generne medfører voldsomme smerter og i perioder
er hun ude af stand til at bruge hånden. I begyndelsen bider hun smerterne i sig og går
med støttebind. Senere får hun håndleddet røntgenfotograferet, da der er mistanke om
seneskedehindebetændelse, men der findes intet abnormt. I slutningen af april 1996 sygemelder
hun sig.
Hendes læge henviser hende til fysioterapibehandlinger, men da de ikke har nogen effekt,
ophører hun efter aftale med lægen med at gå til dem. I stedet går hun med støtteskinne
ved håndleddet, men synes, at den er uhensigtmæssig i forhold til arbejdet. Lægen
anbefaler hende at genoptage arbejdet for at se, hvordan det går.
Takket være hendes besvarelse af det spørgeskema, som kommunens løn- og personalekontor
sender til hende, og som hun sender til Sundhedsforvaltningen, bliver hun tilbudt
en opfølgningssamtale i begyndelsen af juli. På spørgeskemaet har social- og sundhedsmedhjælperen
svaret, at hun mener sygdommen skyldes de mange løft, vrid og uhensigtsmæssige
arbejdsstillinger, hun har på arbejdet.
Under opfølgningssamtalen oplyser social- og sundhedsmedhjælperen, at hun genoptager
arbejdet den førstkommende mandag. Hun er også parat til at deltage i projektet af
hensyn til arbejdsmiljøet. Hun ønsker dog ikke at deltage i et eventuelt forebyggelsesmøde.
Forebyggelsesmøde
Socialformidleren forsøger nu at få et forebyggelsesmøde i stand i august med deltagelse
af lederen af plejehjemmet, tillidsrepræsentanten, sikkerhedsrepræsentanten, BST og
hende selv. Det lykkedes ikke at finde en dato, hvor alle kunne deltage. Desuden meddeler
sikkerhedsgruppen, at det er en betingelse for dens medvirken, at social- og sundhedshjælperen
selv deltager i mødet, da det handler om både personlig og generel fore-
119

yggelse. Lederen oplyser, at hun selv har drøftet dette med social- og sundhedshjælperen,
og at denne havde givet tilsagn om at deltage i mødet.
Socialformidleren forsøger herefter at finde en ny dato for et forebyggelsesmøde. Dette
må imidlertid også opgives, da social- og sundhedsmedhjælperen fastholder, at hun ikke
vil deltage, og da sikkerhedsgruppen fastholder, at hendes deltagelse er nødvendig.
Socialformidleren beslutter derfor i samråd med projektkoordinatoren og efter aftale
med lederen og social- og sundhedsmedhjælperen at overdrage sagen til BST. Det sker i
slutningen af august.
Et skub til forebyggelsen, men ingen arbejdsfastholdelse
Det aftales, at BST skal besøge social- og sundhedsmedhjælperens arbejdsplads, når hun
har genoptaget arbejdet. Det forventes at ske midt i september.
Social- og sundhedsmedhjælperen genoptager imidlertid først arbejdet i begyndelsen af
oktober. BST aftaler et møde på plejehjemmet i begyndelsen af november. Mødet aflyses
imidlertid i sidste øjeblik, da der viser sig, at social- og sundhedsmedhjælperen har
ferie. Et nyt møde aftales i slutningen af november. Det bliver heller ikke til noget, men
i midten af december lykkes det endelig at gennemføre et møde på plejehjemmet. I mødet
deltager en primærsygeplejerske, der også er BST-uddannet forflytningsinstruktør,
BST’s arbejdsfysiolog og social- og sundhedsmedhjælperen samt FASA-projektets koordinator.
Social- og sundhedsmedhjælperen er igen sygemeldt og falder samme dag for
120-dages reglen, hvorfor hun netop havde fået at vide, at hun ville blive afskediget.
Mødet indledes med, at social- og sundhedsmedhjælperen fortæller om sin situation.
Hun har været ved at opgive ævred, fordi hun næsten ikke kan klare noget og ikke kan
få noget at vide om prognosen. Hun har dog fået en tid i januar 1997 til en samtale med
en sagsbehandler i kommunens revalidering/førtidspensionsgruppe, og hendes læge har
netop sendt en anmeldelse til Arbejdstilsynet.
Arbejdsfysiologen konkluderer, efter at have hørt om social- og sundhedsmedhjælperens
gener og hendes arbejde, at hun har overbelastet sit håndled. Han mener, at det vigtigste
for helbredelsen er, at hun holder håndleddet helt i ro, og anbefaler hende at tale med
lægen om at få hånden i gips.
Mødedeltagerne er enige om, at man ikke kan gøre mere for at fastholde social- og
sundhedsmedhjælperen i arbejdet. Resten af mødet handler derfor om, hvad der kan
gøres for at forebygge gentagelsestilfælde. Plejehjemmet har allerede - med bistand fra
BST - gjort meget for at forebygge bevægeapparatlidelser. Der er f.eks. uddannet et antal
forflytningsinstruktører, og alle medarbejdere er blevet instrueret i korrekte arbejdsteknikker.
Nu aftales det, at der skal udarbejdes skriftlige forflytningsprocedurer for alle
beboere på plejehjemmet, og at alle medarbejdere skal holdningsbearbejdes, så de forstår
betydningen af at følge procedurerne. Det drøftes også, at ledelsen på alle niveauer
skal vise større konsekvens over for medarbejdere, der hænger fast i gamle vaner og
ikke følger procedurerne. Endelig aftales det, at plejehjemmet på almindelige vilkår via
sikkerhedsudvalget kan rekvirere yderligere bistand fra BST, hvis det er nødvendigt.
120

Social- og sundhedsmedhjælperen begyndte senere på et revalideringsforløb.
Rengøringsassistent ansat i rengøringsfirma
Dette er en case, hvor det både lykkes at fastholde medarbejderen i arbejde og at gennemføre
en række foranstaltninger på arbejdspladsen, som dels kan forebygge, at medarbejderen
bliver syg igen, dels kan forebygge, at hendes kollegaer bliver det. Casen
viser desuden, hvordan medarbejderens tilbagevenden til arbejdet tilrettelægges på en
måde, så risikoen for tilbagefald minimeres: Medarbejderen starter op på nedsat tid, og
BST følger hende på arbejdet for at sikre, at hun benytter en korrekt arbejdsteknik.
Sagsopstart
En 52-årig kvindelig rengøringsassistent, der som ansat i et rengøringsfirma gør rent på
en skole, bliver i begyndelsen af januar 1997 sygemeldt på grund af smerter i ryggen.
Hun har ikke haft problemer med ryggen tidligere, men har derimod haft smerter i benene.
På den supplerende sygedagpengeattest, som dagpengeafdelingen udsender i begyndelsen
af februar, og som rengøringsassistenten returnerer mindre end en uge senere, angiver
hun, at fraværet er arbejdsbetinget, men at arbejdsskaden ikke er anmeldt til Arbejdstilsynet
eller Arbejdsskadestyrelsen.
Opfølgningssamtale
Dagpengemedarbejderen indkalder rengøringsassistenten til en opfølgningssamtale i
slutningen af april. Hun går på det tidspunkt til fysioterapibehandlinger på sygehuset, og
når de er afsluttet, skal hun på rygskole samme sted. Hun vil gerne tilbage til arbejdet på
skolen, når behandlingerne er afsluttet, og lægen giver grønt lys. Hun har allerede talt
med en arbejdsleder om mulighederne for at begynde på nedsat tid, når hun kommer
tilbage, og det er arbejdslederen positiv overfor. Rengøringsassistenten forklarer, hvilke
belastninger hun og hendes kollegaer udsættes for i arbejdet og giver forslag til, hvordan
belastningerne kunne reduceres. Hun giver sit samtykke om at medvirke i FASAprojektet.
BST involveres
Dagpengemedarbejderen sender en kopi af anamnesen og samtykkeerklæringen til BST
sammen med et følgebrev, hvor hun beder BST om at kontakte rengøringsfirmaet med
henblik på dets medvirken i projektet.
BST får fat i den relevante driftsleder i rengøringsfirmaet i slutningen af maj. Et møde
på skolen mellem den tilsynsførende, rengøringsassistenten og BST’s ergoterapeut aftales
i midten af juni.
På mødet aftaler man en række foranstaltninger, der kan gøre arbejdet for rengøringsassistenten
og hendes kollegaer mindre belastende. Nogle af foranstaltningerne handler
om, at rengøringsassistenten skal bruge nogle nye arbejdsredskaber, der allerede er anskaffet.
Andre foranstaltninger handler om, at firmaet skal købe nogle nye arbejdsred-
121

skaber, som kendes fra andre arbejdspladser, men ikke tidligere har været brugt på skolen.
Atter andre foranstaltninger handler om, at skolens inventar og måden, det bruges
på, skal ændres lidt, så det bliver nemmere at gøre rent. Dette skal rengøringsfirmaet tale
med skolen om. Endelig aftales det, at BST skal følge rengøringsassistenten, når hun
begynder at arbejde igen efter rygskolen, for at give hende gode råd om korrekt arbejdsteknik.
I begyndelsen af august 1997 begynder rengøringsassistenten at arbejde igen på nedsat
tid. I midten af oktober går hun op på fuld tid. BST afslutter sagen i slutningen af marts
1998 efter at have konstateret, at rengøringsassistenten oplever, at hun kan klare sit arbejde,
og at rengøringsfirmaet har gennemført flere af de foranstaltninger, der blev aftalt
på mødet i juni.
Ekspedient i dagligvareforretning
Denne case illustrerer, at uden arbejdsgiverens positive medvirken er det ikke muligt at
sikre arbejdsfastholdelsen eller at forbedre arbejdsmiljøet.
Sagsopstart
En 41-årig kvinde, der siden 1993 har været ansat som handelsuddannet i en dagligvareforretning,
bliver i slutningen af december 1996 sygemeldt på grund af kraftesløshed i
arme og ben og smerter i nakke og skuldre.
På den supplerende sygedagpengeattest, som dagpengeafdelingen udsender i midten af
februar 1997, og som kvinden returnerer en uge senere, oplyser hun, at fraværet er arbejdsbetinget.
Samtidig oplyser hun, at hun i 1990 pådrog sig en arbejdsskade i ryggen
ved arbejde som gartnermedhjælper.
Opfølgningssamtale
Under opfølgningssamtalen, som finder sted i begyndelsen af marts, oplyser kvinden, at
hun gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet, når hun bliver rask. Hun vil også gerne tilbage
til dagligvareforretningen, såfremt arbejdstempoet og arbejdsugens længde kan blive
mere rimelige. Hun forklarer, hvordan arbejdet ikke alene byder på forskellige fysiske
belastninger grundet ringe pladsforhold, uhensigtsmæssig indretning af forretningen og
transport af tungt lastede paller, men også psykiske belastninger bl.a. på grund af lange
arbejdsdage og en syv-dages arbejdsuge. Hun giver samtykke om at medvirke i FASAprojektet.
Ingen arbejdsfastholdelse og ingen forebyggelse
Dagpengemedarbejderen sender sagen videre til BST. BST er i kontakt med kvinden,
der fortsat er sygemeldt, i slutningen af marts, og med forretningens bestyrer i midten af
april. Kvinden meddeler, at hun fortsat gerne vil medvirke i projektet. Bestyreren meddeler
derimod, at kvinden havde en gammel skade, og at hun var fyret, samt at han “bestemt
ikke” havde lyst til at få gratis konsulentbistand fra BST i sagen. BST må derfor
lukke sagen.
122

Kvinden melder sig siden arbejdsløs.
Køkkenassistent på plejehjem
Den sidste case handler om, at det selv med den bedste vilje hos alle parter ikke altid er
muligt at fastholde en medarbejder i det hidtidige arbejde. Men derfor kan sagen alligevel
godt slutte på en måde, så alle er tilfredse: Den sygemeldte bliver revalideret, og
arbejdspladsen får sat sit arbejdsmiljøarbejde på skinner, så yderligere arbejdsskader kan
forebygges. Casen handler også om en medarbejder, der tager sit eget helbred og sin
egen situation alvorligt, og som derfor engagerer sig aktivt i sin behandling og opfølgningen
på sin sygedagpengesag.
Sagsopstart
En 32-årig kvindelig køkkenassistent, der arbejder på et plejehjem, melder sig i midten
af november 1996 syg på grund af rygsmerter.
Dagpengeafdelingen sender en supplerende sygedagpengeattest til hende i midten af
januar 1997. Hun returnerer den efter et par dage, idet hun angiver, at sygefraværet er
arbejdsbetinget, og at der er tale om en arbejdsskade, som dog ikke er anmeldt.
Opfølgningssamtale
Dagpengemedarbejderen indkalder køkkenassistenten til en opfølgningssamtale i begyndelsen
af februar.
Køkkenassistenten fortæller, at hendes egen læge har givet hende en blokade, som dog
ikke havde nogen effekt, og smertestillende medicin. På hendes eget initiativ fik hun en
henvisning til en speciallæge i neurokirugi. Denne henviste hende videre til scanning på
sygehuset for at få konstateret, om der var tale om en diskusprolaps. Køkkenassistenten
har endnu ikke fået en dato for scanningen, men hun har rykket sygehuset.
Køkkenassistenten fortæller videre, at hun i november-december fik en række fysioterapibehandlinger,
som dog ikke havde nogen effekt. Det samme gjaldt en række behandlinger
hos en kiropraktor, som hun fik i december-januar. Hun er nu på eget initiativ
begyndt at gå til rygtræning hos en fysioterapeut. Hun synes, det afhjælper smerterne.
Køkkenassistenten vil meget gerne tilbage til jobbet, da hun er meget glad for arbejdet
og kollegaerne. Hun har kontakt med sin arbejdsplads under sygemeldingen, og hendes
kollegaer sender hende blomster. Hun har talt med sin leder og sin tillidsrepræsentant
om FASA-projektet og BST og om, at hun vil gerne medvirke i projektet. Hun tvivler
dog på, at hun kan vende tilbage til jobbet uden at få problemer med ryggen igen. Der er
ikke nogen muligheder for omplacering, og det er begrænset, hvad der kan gøres arbejdsmiljømæssigt
for at gøre jobbet mindre rygbelastende. Hvis hun ikke kan vende
tilbage til jobbet, vil hun gerne revalideres. Hun har allerede undersøgt mulighederne for
at blive levnedsmiddeltekniker og fundet ud af, at hun opfylder adgangskravene til uddannelsen.
123

Forebyggelse, men ingen arbejdsfastholdelse
BST-Sorø modtager straks efter opfølgningssamtalen sagen fra dagpengemedarbejderen,
men sender den videre til en anden BST, som plejehjemmet er tilsluttet i forvejen.
Den anden BST kontakter arbejdspladsen, der først er i tvivl om, hvorvidt den vil medvirke,
da køkkenassistenten er opsagt på grund af sygefravær. Den vælger dog at medvirke,
og i slutningen af april afholdes der et møde på plejehjemmet. I mødet deltager
køkkenassistenten, køkkenlederen, sikkerhedsrepræsentanten og BST’s fysioterapeut/ergonom.
Mødet handler om mulighederne for at forebygge yderligere arbejdsskader og ikke om
arbejdsfastholdelse, da køkkenassistenten er opsagt og har søgt ind på levnedsmiddelteknikeruddannelsen.
Det viser sig, at køkkenet har gennemført nogle forebyggende
tiltag, ligesom man har planlagt nogle ændringer. Disse vedrører både inventar og arbejdsgange
samt mere overordnede forhold som kvalitetsstyring og egenkontrol. På den
anden side har køkkenet - med bistand fra BST - arbejdet med problemstillingerne siden
begyndelsen af 1992, så det går ikke så stærkt.
Det blev aftalt, at BST skulle lave en oversigt over arbejdsmiljøproblemerne i køkkenet.
Derefter skulle der indkaldes til et personalemøde, hvor medarbejderne på grundlag af
oversigten kunne prioritere problemerne og opstille en handlingsplan for deres løsning.
Personalemødet fandt sted i slutningen af august 1997. Hele personalet deltog, og man
fik opstillet en langsigtet handlingsplan - med angivelse af ansvarlige og tidsfrister - for
de problemer, der ikke kunne løses her og nu.
Sammenfatning og diskussion
Evalueringen viser, at i de tilfælde, hvor der ved hjælp af den supplerende sygedagpengeattest
og en tidlig, udvidet opfølgningssamtale er identificeret en sygedagpengesag,
hvor fraværet er arbejdsbetinget, og hvor såvel den sygemeldte som dennes arbejdsgiver
har givet - og fastholdt - deres tilsagn om at medvirke i projektet, er lykkedes at gennemføre
et forløb på arbejdspladserne, som alt andet lige har medvirket til at forbedre
arbejdsmiljøet.
Indsatsen har ofte skærpet opmærksomheden hos virksomhedens aktører om problemer,
som de ifølge deres eget udsagn godt vidste, de havde, men som de åbenlyst ikke havde
fået løst endnu. Den skærpede opmærksomhed og bistanden fra BST i øvrigt har i disse
tilfælde medvirket til, at problemerne faktisk blev løst.
I nogle tilfælde har indsatsen også medført, at virksomhedens aktører er blevet opmærksomme
på alvorlige problemer, som de ikke havde erkendt, at de havde. I disse tilfælde
har indsatsen også initieret en løsning af problemerne eller i al fald en proces, der vil
føre til en reduktion af problemerne.
Løsningerne afhænger naturligvis af de konkrete arbejdsmiljøproblemer og de konkrete
virksomheder. Men case-beskrivelserne viser, at de rækker lige fra ændring af arbejdspladsernes
fysiske layout over indkøb af nye arbejdsredskaber og ændret arbejdstilrettelæggelse
til holdningspåvirkning. Desuden har indsatsen fået virksomheder i gang med
124

at gennemføre arbejdspladsvurderinger og at følge op på disse ved at lave handlingsplaner
mv. Derimod synes indsatsen ikke at have ført til, at virksomhederne har formuleret
politikker om arbejdsfastholdelse eller lignende. Det længste, man er kommet i den retning,
er at virksomhedens aktører har fået skærpet deres opmærksomhed om arbejdsbetinget
sygefravær og betydningen af, at forholde sig aktivt til dette.
Der kan derimod ikke spores nogen sikre effekter på forekomsten af arbejdsskader på
virksomhederne. Dette behøver ikke at betyde, at indsatsen ikke har sådan en effekt.
Effekten kan derimod være svær at spore, fordi antallet af arbejdsskader på de involverede
virksomheder i forvejen ligger på et meget lavt niveau, eller fordi effekten først
viser sig på længere sigt, nemlig når løsningsforslagene er blevet implementeret, eller
når de holdningspåvirkende tiltag omsættes til en ændret adfærd.
På virksomhedsniveau er det ligeledes vanskeligt at spore en effekt af indsatsen på sygefraværet.
Dette kan forklares på samme måde som forekomsten af arbejdsskader. Man
skal desuden være opmærksom på, at virksomhederne normalt ikke skelner - eller kan
skelne - mellem arbejdsbetinget sygefravær og sygefravær af andre årsager. Med mindre
det arbejdsbetingede sygefravær udgør en stor del af det samlede fravær, kan en eventuel
reduktion af det arbejdsbetingede sygefravær altså ‘drukne i mængden’.
Indsatsen - først og fremmest i form af udsendelsen af den supplerende sygedagpengeattest
og indkaldelsen til den tidlige, udvidede opfølgningssamtale - synes derimod at
påvirke sygefraværet på et andet niveau. Uden at det er dokumenteret med tal, mener
dagpengemedarbejderne at have registreret, at indsatsen fører til, at sygedagpengemodtagerne
gennemsnitligt raskmelder sig hurtigere end tidligere. Om de raskmelder sig,
fordi de reelt ikke er syge og er bange for at blive afsløret, eller om de raskmelder sig,
selv om de stadig er syge, fordi de er bange for, hvad der vil ske, kan ikke afgøres. Men
uanset årsagen er de tidligere raskmeldinger med til at afkorte den gennemsnitlige varighed
af sygedagpengesagerne og dermed udgifterne til sygedagpenge. Effekten må
altså alt andet lige betegnes som positiv for de offentlige kasser. Hvis sygedagpengemodtagerne
stadig er syge, når de melder sig raske, har man dog gjort både dem og det
offentlige en bjørnetjeneste, idet man så kan risikere, at de vender tilbage til systemet på
et senere tidspunkt - bare endnu mere syge, fordi der ikke blevet grebet ind i tide. Hvis
deres sygdom er arbejdsbetinget, har man også gjort virksomhederne en bjørnetjeneste,
idet der så ikke er blevet sat fokus på de helbredstruende forhold.
I de fleste tilfælde er de udvalgte sygedagpengesager endt med, at den sygemeldte er
vendt tilbage i arbejde. I hovedparten af disse tilfælde er det endvidere sket helt uden
særlige arbejdsfastholdende foranstaltninger, da sådanne ikke har været nødvendige.
Kigger man kun på de sager, hvor der har været gennemført et forløb på virksomhederne,
og hvor BST har været involveret, må man konstatere, at det langt fra hver gang lykkedes
at fastholde medarbejderen i arbejde. Den primære forklaring er, at medarbejderen
har været for skadet (nedslidt) til at klare belastningerne i arbejdet. Der er dog også en
række eksempler på, at det er lykkedes at fastholde en medarbejder i arbejde - oveni
købet i en ordinær ansættelse uden nogen form for løntilskud eller anden indsats fra det
offentlige - ud over den tidlige opfølgning.
Sammenfattende kan det konkluderes, at anvendelsen af de udviklede arbejdsredskaber,
arbejdsmetoder og samarbejdsformer har de ønskede effekter - for så vidt de kan regi-
125

streres, og under forudsætning af, at de bringes i anvendelse, herunder at de sygemeldte
og virksomhederne vil medvirke positivt i bestræbelserne på at forebygge arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere udstødningen. Arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne
og samarbejdet har med andre ord vist deres funktionsduelighed.
126

6. Diskussion
I dette kapitel samles konklusionerne i de foregående kapitler op og sættes til diskussion.
Herunder drøftes også de forhold, der har influeret på realiseringen af projektets
formål, jf. det tredje hovedspørgsmål i evalueringen.
Diskussionen er disponeret i følgende temaer:
• Resultaterne af projektet
• Samarbejdet mellem kommunen og BST
• Udbyttet af samarbejdet mellem kommunen og BST
• Behovet for samarbejdet mellem kommunen og BST
• Barrierer for indsatsen
• Forbedringsmuligheder og uafklarede spørgsmål
Resultaterne af projektet
Formålet med FASA-projektet var at udvikle en række arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsformer, der med udgangspunkt i sygedagpengesager kan medvirke til
at forebygge arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær samt reducere udstødningen af
arbejdsmarkedet som følge af arbejdsbetinget fravær.
Dette formål er i det store og hele blevet opfyldt. Listen over de arbejdsredskaber, arbejdsmetoder
og samarbejdsformer, der er blevet udviklet, omfatter:
• En supplerende sygedagpengeattest.
• En tidlig, udvidet opfølgningssamtale.
• En kontakt til arbejdsgiveren i sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget.
• Et forebyggelsesmøde.
• En inddragelse af den sygemeldte i forebyggende aktiviteter på arbejdspladsen.
• En vandrejournal.
• En forebyggende indsats i virksomhederne.
• Et samarbejde mellem kommunen og BST i sygedagpengesagerne, hvor fraværet er
arbejdsbetinget.
Arbejdsredskaberne, arbejdsmetoderne og samarbejdet er ikke bare et produkt af skrivebordsarbejde
og mødeaktivitet. De er i høj grad blevet afprøvet i praksis og tilpasset
undervejs i projektet på basis af erfaringerne fra praksis. Bruttopopulationen, som arbejdsredskaberne
mv. er blevet afprøvet på, er på 1125 sygedagpengemodtagere. Disse
sygedagpengemodtagere havde det tilfælles, at de boede i Ringsted Kommune. De havde
også det tilfælles, at de var lønmodtagere, men de arbejdede på mange forskellige
arbejdspladser i den offentlige og private sektor inden og uden for Ringsted Kommune.
Samarbejdet mellem kommunen og BST
Der har været arbejdet med supplerende sygedagpengeattester, tidlige opfølgningssamtaler,
forebyggelsesmøder mv. i andre projekter finansieret af Socialministeriet. Det
127

unikke ved FASA-projektet var forsøget på at etablere et samarbejde mellem kommunen
som opfølgende aktør og BST som forebyggende aktør og forbindelsesled til arbejdspladserne.
Der var to mål for samarbejdet: Arbejdsfastholdelse og forebyggelse af arbejdsskader og
arbejdsbetinget sygefravær gennem arbejdsmiljøforbedringer. Af disse to mål var det
især det andet, det var det perspektivrige i FASA-projektet. Ikke fordi BST ikke arbejder
med den type forebyggelse i deres medlemsvirksomheder, men fordi et samarbejde
mellem kommunen som myndighed og BST om denne opgave ikke er almindeligt.
Den samarbejde mellem kommunen og BST, der blev udviklet i projektet, kan i store
træk beskrives i følgende punkter:
• Efter en tidlig, udvidet opfølgningssamtale med en sygedagpengemodtager, som selv
har angivet, at fraværet er arbejdsbetinget, og som har givet sit samtykke til, at BST
og arbejdspladsen må blive kontaktet, kontakter kommunens sagsbehandler BST.
Kontakten er skriftlig og omfatter bl.a. en social anamnese med beskrivelse af sygedagpengemodtagerens
situation, herunder arbejdsforhold, og en beskrivelse af den
opgave, som BST bedes løse.
• BST kontakter herefter arbejdspladsen med henblik på at opnå arbejdsgiverens tilsagn
om at medvirke i sagen. BST tilbyder arbejdspladsen bistand til at finde årsagerne
i arbejdsmiljøet til det aktuelle tilfælde af arbejdsbetinget fravær og til at finde
løsninger på eventuelle problemer. BST-bistanden er gratis for virksomheden, idet
den er betalt af projektet.
• Hvis arbejdspladsen tager imod tilbuddet fra BST, afholdes et møde på arbejdspladsen,
hvor indsatsen på arbejdspladsen, som BST skal involveres i, afgrænses. Mødedeltagerne
er – foruden en konsulent fra BST – typisk sikkerhedsgruppen i den afdeling,
som sygedagpengemodtageren arbejder i. Den sygemeldte lønmodtager, dvs.
sygedagpengemodtageren, deltager så vidt muligt også i mødet. Hvis det er en del af
den opgave, som kommunen har stillet BST, undersøges arbejdspladsens muligheder
for at fastholde den sygemeldte i arbejde også.
• Når BST har løst den stillede opgave eller konstateret, at opgaven ikke kan løses,
f.eks. fordi arbejdspladsen ikke ønsker at medvirke, får kommunen en tilbagemelding
fra BST.
Effekten af samarbejdet mellem kommunen og BST
Anvendelsen af de udviklede arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer,
herunder ikke mindst samarbejdet mellem kommunen og BST om opfølgningen på de
sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget, synes at have de ønskede effekter.
Effekterne kan være vanskelige at dokumentere, men både konkrete cases og udtalelser
fra centrale aktører peger på, at følgende effekter opnås, når den samlede indsats fungerer:
• Øget sandsynlighed for arbejdsfastholdelse. Denne effekt synes bl.a. at være et resultat
af den tidlige indsats, og af at BST har en tættere kontakt med arbejdspladsen
128

end kommunen. Om BST også altid er en bedre tovholder i den sygemeldtes sag end
kommunen, eller om det bare har været tilfældet i en række af de sager, som er indgået
i projektet, vides ikke. Men det er i al fald klart, at det i nogle sager er BST’s
engagement frem for kommunens, der har fremmet arbejdsfastholdelsen.
• Sund arbejdsfastholdelse. BST’s konsulenter er i stand til at foretage en sammenligning
mellem den sygemeldtes helbredsprofil og arbejdsmiljøpåvirkningerne i de
jobs, som den sygemeldte eventuelt kan blive fastholdt i. På dette grundlag kan BST
enten fraråde arbejdsfastholdelse i bestemte job af hensyn til den sygemeldtes helbred
eller give anvisninger på en indretning af arbejdspladsen, som gør, at den sygemeldte
ikke bliver udsat for belastninger, der vil forværre dennes helbred yderligere.
Herudover kan BST være med til at sikre, at arbejdsfastholdelsen af den enkelte
ikke sker på bekostning af de øvrige medarbejderes arbejdsmiljø. Dvs. at BST kan
rådgive om, hvordan man undgår, at konstruktionen af et mindre belastet arbejde til
den sygemeldte ikke fører til konstruktionen af mere belastede jobs for de raske.
Dette er ellers risikoen, hvis det ”lette” job består af ”lette” arbejdsfunktioner, som
tages fra de jobs, som de raske medarbejdere varetager.
• Arbejdsmiljøforbedringer. Dette er helt klart en effekt af involveringen af BST.
Sandsynligheden, for at en arbejdsplads skulle give sig til at planlægge eller gennemføre
arbejdsmiljøforbedringer på baggrund af en henvendelse fra kommunen om
fastholdelse af en medarbejder, virker meget ringe. Først og fremmest fordi kommunen
først og fremmest er interesseret i at tematisere arbejdsfastholdelse frem for
forebyggelse. Dernæst fordi kommunen alt andet lige ikke på kvalificeret vis kan
sætte forebyggelse gennem arbejdsmiljøforbedringer på dagsordenen.
• Øget bevidsthed og større åbenhed samt bedre dialog på arbejdspladsen om sammenhængen
mellem påvirkninger i arbejdet og helbredet, håndtering og forebyggelse
af sygefravær, mv. Dette er en effekt af, at der med afsæt i en konkret sag, hvor en
medarbejder er blevet syg af påvirkninger i arbejdet, og med deltagelse af den pågældende
medarbejder, under BST’s ledelse gennemføres en drøftelse på arbejdspladsen
- eller i al fald i dennes sikkerhedsgruppe – af, hvad man kan lære af tilfældet.
Samarbejdet mellem kommunen og BST virker således som et kombineret informations-
og persontilbageføringssystem. Dvs. et system, som fører information tilbage til
arbejdspladsen om, at den producerer arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær; at
den med andre ord har et arbejdsmiljø, der ikke er sundt og sikkert. Informationen findes
dels i form af den sygemeldte selv, dels i form af det, som den sygemeldte og dennes
læge kan sige om arbejdsforholdene og helbredssituationen. Samtidig er det et system,
som – i bedste fald - fører den sygemeldte selv tilbage til arbejdspladsen, dvs. fremmer
arbejdsfastholdelsen.
Behovet for samarbejdet mellem kommunen og BST
Opgørelserne over arbejdsskader, sygefravær, udgifter til sygedagpenge og førtidspension
mv. taler deres eget tydelige sprog om nødvendigheden af nye midler og indsatser for
at forebygge arbejdsskader, sygefravær og udstødning. Spørgsmålet er, om der er behov
129

for en indsats som den, der er udviklet og afprøvet i FASA-projektet, herunder om en
sådan indsats kan betale sig.
Hvad angår behovet, så peger erfaringerne fra projektet på, at
• omkring to tredjedele af sygedagpengemodtagerne med et fravær på 4 uger eller
længere har efter deres egen opfattelse et arbejdsbetinget sygefravær.
• der med sikkerhed kun er foretaget en arbejdsskadeanmeldelse i omkring 40% af de
sygedagpengesager, hvor den sygemeldte angiver at have et arbejdsbetinget sygefravær.
• sygedagpengemodtagere, der angiver at have et arbejdsbetinget sygefravær, har en
større sandsynlighed for at være sygemeldte i over 8 uger end gruppen af sygedagpengemodtagere
under et. (Der er i begge tilfælde tale om sygedagpengemodtagere,
der stadig er sygemeldte, når kommunen modtager deres anmodning om sygedagpenge.)
Disse erfaringer leder frem til i al fald to konklusioner:
• For kommunen er der fornuft i at sætte ind med en tidlig opfølgning over for sygedagpengemodtagere
med selvangivet arbejdsbetinget sygefravær, da de udgør en
gruppe med forhøjet risiko for langvarigt sygefravær.
• Der er fornuft i at etablere en kobling til de forebyggende aktører, da der - qua andelen
af sager, hvor der er foretaget en anmeldelse - er en stor sandsynlighed for, at
arbejdsmiljøapparatet på og uden for arbejdspladserne (først og fremmest sikkerhedsorganisationen
og Arbejdstilsynet) ikke allerede er blevet informeret og aktiveret.
Der er med andre ord behov for en indsats som den, der er udviklet og afprøvet i FASAprojektet.
Men kan en sådan indsats også betale sig?
Kommunernes Landsforening har i 1991 fremlagt eksempler på, hvad sygefravær, revalidering
og førtidspension mv. af henholdsvis en 49-årig hjemmehjælper og 42-årig sygehjælper
koster pensionskassen, kommunen og staten tilsammen (Kommunernes
Landsforening, 1991). Omkostningerne ved udstødningen af hjemmehjælperen løber op
i 2 mio. kr. Sygehjælperens udstødning koster 3,2 mio. kr. Det er omkostningerne til
førtids- og invalidepension, der gør udstødningen så dyr. Sygefraværet og revalideringen
koster kun i størrelsesordnen 0,5 mio. kr. Disse tal er naturligvis ikke mindre i dag.
Tallene kan sammenlignes med omkostningerne til den halve medarbejder i kommunen
og den halve medarbejder i BST, hvis lønomkostninger projektet refunderede. Disse
omkostninger løber op i størrelsesordnen 0,5 mio. kr. pr. år. Det fremgår, at bare det
lykkes at forhindre, at en person pr. år bliver udstødt, kan indsatsen betale sig økonomisk
for samfundet.
130

Barrierer for indsatsen
Der findes naturligvis barrierer for en indsats som den, der er udviklet og afprøvet i
projektet. Alene det faktum, at det er nødvendigt at gennemføre et projekt som FASAprojektet,
som der - jævnfør det ovenstående - er så god mening med, peger på, at der
findes barrierer.
De væsentligste barrierer for indsatsen, som har vist sig i FASA-projektet, er:
• Aktørernes manglende forståelse for nødvendigheden af en indsats ud over den sædvanlige.
De opfølgende, behandlende og forebyggende aktører er underlagt hver deres
lovgivning. Lovgivningen, som gælder for den enkelte aktør, har både en ånd og
et bogstav. De fleste aktører følger bogstavet i den lovgivning, de følger. Det kan
derimod diskuteres, om de også altid følger ånden i lovgivningen. Når det at følge
eksisterende rutiner bliver vigtigere end at gøre, hvad der skal til for at hjælpe en
konkret person med behov for hjælp; når man har travlt med at påpege, hvad andre
aktører burde gøre, frem for selv at handle; når man bruger ressourceknaphed som
begrundelse for ikke at gøre en indsats, som man i øvrigt siger er fornuftigt, og så
ikke tager imod de ekstra ressourcer, der tilbydes; eller når man ikke forholder sig til
den information, der dokumenterer behovet af en indsats ud over det sædvanlige, så
tyder det alt andet lige på, at ånden i lovgivningen ikke efterleves, og at aktørerne
har glemt deres egen eksistensberettigelse.
• Aktørernes manglende vilje til den at gennemføre den omstilling, der er nødvendig
for at gennemføre indsatsen. En ny type indsats kræver – alt andet lige – en omorganisering
af arbejdet. Har man erkendt behovet og nødvendigheden af en indsats ud
over det sædvanlige, må man derfor også være parat til at gennemføre de nødvendige
omstillinger. Ringsted Kommune gennemførte ikke den omorganisering af arbejdet
med sygedagpenge, revalidering og førtidspension, som var planlagt, inden FA-
SA-projektet begyndte, og som var en forudsætning for en optimal indsats i projektet,
og det gik ud over indsatsen for arbejdsfastholdelse.
• Aktørernes mangel på kendskab til hinanden. Ved en indsats, der indebærer, at forskellige
aktører skal samarbejde indbyrdes, er det naturligvis en barriere, hvis aktørerne
ikke kender hinanden. Hvis viljen til at komme til at kende hinanden er til stede,
er det imidlertid en barriere, der kan overvindes. I forbindelse med en indsats
som den i FASA-projektet, er det især de andre aktørers kendskab til BST, der er
meget mangelfuldt.
• Aktørernes mangel på de rette kvalifikationer til indsatsen. Gennemførelsen af opfølgningssamtaler
med særlig fokus på sygedagpengemodtagerens arbejdsforhold og
med forebyggelse og arbejdsfastholdelse som mål kræver bl.a. viden om arbejdsmiljø
og kendskab til de forskellige arbejdsfastholdelsesordninger – foruden beherskelse
af forskellige spørgeteknikker. Det er ikke en viden og et kendskab, som
kommunale sagsbehandlere – uanset om de er HK’ere eller socialrådgivere - normalt
har. Gennemførelsen af et forebyggelsesmøde, hvor temaet både er arbejdsmiljøforbedringer
og arbejdsfastholdelse, og hvor disse problemstillinger skal drøftes både
på individniveau og på arbejdspladsniveau, er heller ikke enkelt for BSTmedarbejdere,
der alene er vant til at arbejde med arbejdsmiljøforbedringer på
grundlag af mere eller mindre præcise udpegninger af arbejdsmiljøproblemer. Men
131

erfaringen fra FASA-projektet er, at aktørerne under de rette betingelser kan tilegne
sig disse kvalifikationer. De rette betingelser indebærer muligheder for at tilegne sig
den nødvendige viden, muligheder for at få støtte fra erfarne kollegaer og andre samt
muligheden for at tilegne sig kvalifikationerne gennem praksis (learning by doing).
• Den manglende bevidsthed eller erkendelse på arbejdspladserne – hos ledelse og
medarbejdere - om sammenhængene mellem påvirkninger i arbejdsmiljøet og helbredet.
Arbejdsmedicinere, BST-konsulenter og andre eksperter samt arbejdsskadede
personer ved, at ensidigt, gentaget arbejde på længere sigt fører til nedslidning.
De ved også, at andre former for dårligt arbejdsmiljø har konsekvenser for de ansattes
helbred. Men det virker ofte som om denne viden ikke er udbredt til ledelsen og
de raske medarbejdere på arbejdspladserne. Det er i al fald vanskeligt at forestille
sig, at en ledelse bevidst ville skabe et arbejdsmiljø, som den vidste med meget stor
sandsynlighed var skadeligt for medarbejdernes sundhed. Det er også vanskeligt at
forestille sig, at en person ville tage et job, som vedkommende næsten kunne være
sikker på at få ødelagt sit helbred af. Men der findes arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet
ikke er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og det må
betyde, at der findes ledere og medarbejdere, der ikke er bevidste om, hvordan medarbejdernes
sundhed påvirkes af faktorer i arbejdsmiljøet.
• Den manglende evne eller vilje på arbejdspladserne – hos ledelse og medarbejdere
– til at tage ved lære af skaderne og/eller prioritere sundhed over økonomi. I mange
tilfælde er der gennem årene fra forskellig side gjort meget ud af at informere om de
risici, der er forbundet med bestemte former for sundhedsskadeligt arbejdsmiljø. I
disse tilfælde er det vanskeligt at forestille sig, at ledelse og medarbejdere på arbejdspladserne
ikke skulle være bevidste om den risiko, som medarbejderne udsættes
for. Der må derfor være andre forklaringer - end mangel på bevidsthed om sammenhængene
mellem påvirkninger i arbejdsmiljøet og helbredet - på, at man på arbejdspladserne
accepterer det dårlige arbejdsmiljø. Den mest oplagte forklaring er, at
man prioriteter de kortsigtede økonomiske fordele, som et dårligt arbejdsmiljø i visse
tilfælde kan give, over de langsigtede sundhedsmæssige fordele, som et godt arbejdsmiljø
kan give. Konkret kan ledelse og medarbejdere f.eks. prioritere tempopræget,
ensidigt, gentaget akkordarbejde, fordi det giver virksomheden en høj
produktivitet og medarbejderne en høj løn – altså økonomiske fordele til begge parter.
At de langsigtede konsekvenser er nedslidte medarbejdere og højere skatter, fordi
samfundet skal betale for udstødningen, bliver ikke tillagt betydning. For virksomheden
mener ikke, at den kan overleve i konkurrencen, hvis ikke produktiviteten
er høj. Og medarbejderne mener ikke, at de kan finde andet arbejde, der giver dem
en løn, som gør, at de kan opretholde deres levefod.
• Lønmodtagernes frygt for at miste arbejdet. Som en udløber af den manglende evne
eller vilje til at tage ved lære af skaderne eller prioritere helbredet over økonomien,
er det en meget konkret barriere for en indsats som den, der er udviklet og afprøvet i
FASA-projektet, at sygedagpengemodtagere ikke vil give samtykke om at medvirke
i en forebyggende indsats af frygt for deres arbejdsgivers reaktion, dvs. af frygt for at
blive afskediget.
• Arbejdsgivernes modstand mod indblanding udefra. Denne barriere kan anskues
som en anden udløber af den manglende evne eller vilje til at tage ved lære af ska-
132

derne eller prioritere helbredet over økonomien. Arbejdsgiverne kan – med rette eller
urette – føle sig sat under anklage for ikke at have varetaget deres forpligtelser til
at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø godt nok, når de bliver kontaktet af kommunen
eller BST i en sag om en konkret medarbejder, der mener at være syg på
grund af arbejdet. Men når kontakten indebærer et tilbud om bistand – endda gratis
bistand – og ikke på nogen måde handler om kontrol og sanktioner, kan eksistensen
af denne barriere kun være et tegn på, at der findes arbejdsgivere, som ikke har evne
eller vilje til at tage ved lære af de skader, der er sket.
Forbedringsmuligheder og uafklarede spørgsmål
De vises sten er ikke fundet med de arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsformer,
der er udviklet og afprøvet i FASA-projektet. Men det er vist, hvordan kommunen
kan gøres til en aktiv medspiller i den samfundsmæssige indsats for at forebygge
arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær og den heraf følgende udstødning frem for
at være et passivt vidne til – og dermed delvist medskyldig for - konsekvenserne af dårligt
arbejdsmiljø. Det er også vist, hvordan BST kan blive en medspiller i den samfundsmæssige
indsats for at fremme arbejdsfastholdelsen af udstødningstruede lønmodtagere
ud fra erkendelsen af, at et godt arbejdsmiljø reducere udstødningen, ligesom en
sund arbejdsfastholdelse forudsætter et godt arbejdsmiljø.
Når de vises sten ikke er fundet, hænger det sammen med, dels at der er muligheder for
en endnu bedre indsats, dels at der er en række ubesvarede spørgsmål:
Der er behov for en endnu tidligere indsats end den, som baserer sig på sygedagpengesager,
hvor fraværet er arbejdsbetinget. En sådan indsats må nødvendigvis finde sted på
arbejdspladsen, og den må finde sted, inden de udstødningstruede medarbejdere kommer
ud for en arbejdsskade eller får langvarigt sygefravær. Den kræver med andre ord,
at ledelse og medarbejdere bliver mere opmærksomme på og reagerer med støtte og
omsorg til medarbejdere, der har dårligt helbred, eller som ikke trives. Der er her tale
om en indsats, der primært sigter på arbejdsfastholdelse. Hertil kommer naturligvis en
forebyggende arbejdsmiljøindsats.
Der er også mulighed for en tidligere kommunal opfølgning end den, der har været
praktiseret i FASA-projektet. En tidligere indsats kan bl.a. opnås, hvis kommunen hurtigere
modtog anmodningen om sygedagpenge fra arbejdsgiveren eller den sygemeldte,
end tilfældet er i dag, og/eller hvis kommunen gennemførte opfølgningssamtalerne noget
hurtigere, end tilfældet er i dag. Hvis BST-indsatsen, som den har været praktiseret i
FASA-projektet, anskues som en integreret del af den kommunale opfølgning, er der
også her mulighed for at opnå en tidligere indsats, hvis ventetiden hos BST blev afkortet.
Det samme gælder naturligvis i forhold til de praktiserende læger og det øvrige
sundhedsvæsen. Den indsats, der her er tale om, har ligeledes arbejdsfastholdelse som
mål. Når reduktionen af ventetiderne er så vigtig i den forbindelse, hænger det sammen
med, at risikoen for udstødning øges, jo længere sygefraværet varer. To-tre uger er måske
ikke lang tid for en travl sagsbehandler, men for en person, der ikke har meget andet
end sin sygdom at beskæftige sig med, kan det være en evighed.
Der er ligeledes mulighed for en tidligere indsats, hvis de praktiserende læger blev mere
opmærksomme på arbejdsforholdenes betydning for deres patienters helbred, og hvis de
133

praktiserende læger påtog sig et medansvar for at forbedre arbejdsmiljøet. Dette kunne
f.eks. ske ved at opfordre deres patienter med arbejdsbetinget sygdom til at kontakte
sikkerhedsorganisationen på deres arbejdsplads og ved – via lægeerklæringerne - at informere
kommunen om, at patientens sygdom er arbejdsbetinget.
Det er et uafklaret spørgsmål, hvordan en BST-indsats som den i FASA-projektet skal
finansieres i en driftssituation. I FASA-projektet var det projektmidler, der finansierede
BST’s indsats. Under normale omstændigheder er BST’s indsats på en arbejdsplads finansieret
af arbejdspladsen selv via et medlemskontingent til BST. Men under normale
omstændigheder er det også arbejdspladsen, der rekvirerer BST til en opgave, som arbejdspladsen
formulerer. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at en arbejdsplads
uden videre ville bruge af sine BST-timer til at få en bistand fra BST, som kommunen
synes, virksomheden har brug for. Der er også de tilfælde, hvor en arbejdsplads, som
kommunen mener har behov for BST-bistand til forbedring af arbejdsmiljøet og formulering
af en arbejdsfastholdelsespolitik, ikke er medlem af BST. Sådan en arbejdsplads
har ikke nogen BST-timer at bruge af, så den ville i givet fald skulle betale konsulenthonorar
til BST. Frem for at lade arbejdspladserne betale for BST’s indsats i sygedagpengesagerne
kunne man overveje en anden model. Nemlig en model, hvor det er kommunen
(eller bredere: det offentlige), der hyrer og betaler BST som konsulent i udvalgte
sygedagpengesager. Man kan forestille sig en overenskomst mellem BST og det offentlige
som den, de praktiserende læger har. En sådan finansiering af BST-indsatsen i forbindelse
med sygedagpengesagerne vil afspejle, at det er i samfundets – og ikke kun
virksomhedernes - interesse, at BST medvirker. Og jævnfør det ovenfor anførte synes en
sådan ordning også at kunne betale sig økonomisk.
134

7. Konklusion
Det er i projektet ”Forebyggelse af Arbejdsbetinget Sygefravær og Arbejdsskader” (FA-
SA-projektet) lykkedes at udvikle følgende arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsmodeller:
• En supplerende sygedagpengeattest.
• En tidlig, udvidet opfølgningssamtale.
• En kontakt til arbejdsgiveren i sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget.
• Et forebyggelsesmøde.
• En inddragelse af den sygemeldte i forebyggende aktiviteter på arbejdspladsen.
• En vandrejournal.
• En forebyggende indsats i virksomhederne.
• Et samarbejde mellem kommunen og BST i sygedagpengesagerne, hvor fraværet er
arbejdsbetinget.
På grundlag af sygedagpengesager kan disse arbejdsredskaber, arbejdsmetoder og samarbejdsmodeller
medvirke til at fremme forebyggelsen af arbejdsskader og arbejdsbetinget
sygefravær. De kan desuden medvirke til at reducere udstødningen af arbejdsmarkedet
som følge af (langvarigt) arbejdsbetinget sygefravær.
Det er demonstreret, at det kan lade sig gøre at etablere et samarbejde mellem kommunens
dagpengeadministration og bedriftssundhedstjenesten med henblik på at sikre en
opfølgning på sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget. Det er også demonstreret,
at der er mening i at etablere et sådant samarbejde.
Der er flere grunde til, at det giver mening at etablere et samarbejde mellem kommunen
og BST om opfølgning på sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget:
For det første giver det mening, fordi en ikke uvæsentlig del af sygedagpengemodtagerne
med længerevarende sygefravær faktisk har arbejdsbetinget sygefravær - efter deres
egen opfattelse.
Op imod en femtedel af alle sygedagpengemodtagere og op imod to tredjedele af alle
dem med et længerevarende fravær, hvilket her vil sige et fravær på ca. 4 uger eller længere,
angiver selv, at de har et arbejdsbetinget sygefravær. En stor del af disse sygedagpengemodtagerne
viser sig at have bevægeapparatslidelser. Men det er ikke nødvendigvis
alle sygedagpengemodtagere med et selvangivet arbejdsbetinget sygefravær, der ud
fra en ren medicinsk betragtning har en sygdom, der er arbejdsbetinget. En del af sygedagpengemodtagerne
har i stedet meldt sig syge, fordi ikke trives på deres arbejdsplads
af den ene eller anden grund. Det er imidlertid også relevant at lade disse sygedagpengemodtagere
være omfattet af en særlig opfølgning som den, der har fundet sted i FA-
SA-projektet. Hverken de selv, deres arbejdsplads eller samfundet som helhed har på
længere sigt gavn af, at disse mennesker ‘løser’ problemerne ved, at de melder sig syge.
Der er i sådanne sager et lige så stort behov for, at de reelle årsager til fraværet bliver
fundet, og at der findes løsninger, som løser de reelle problemer ved kilden. Disse løs-
135

ninger kan i visse tilfælde være forandringer på arbejdspladsen, og i andre tilfælde, at
sygedagpengemodtageren finder sig et nyt job.
For det andet kan samarbejdet mellem kommunen og BST sikre en mere holdbar arbejdsfastholdelse
af udstødningstruede medarbejdere. Arbejdsfastholdelsen er mere
holdbar, end hvis BST’s ekspertise ikke bliver inddraget. En mere holdbar arbejdsfastholdelse
betyder, at risikoen for, at de pågældende medarbejdere senere vender tilbage
med arbejdsbetinget sygefravær, er reduceret.
For det tredje kan sådanne sager bruges som et ekstra skub i virksomhedernes bestræbelser
på at forebygge arbejdsmiljøproblemer og således på længere sigt være med til at
dæmme op for yderligere arbejdsbetinget fravær.
Samarbejdet mellem kommunen og BST kan imidlertid kun være et supplement til det
forebyggende arbejdsmiljøarbejde, som finder - eller bør finde - sted på virksomhederne
med bistand fra BST, Arbejdstilsynet, branchearbejdsmiljørådene og resten af arbejdsmiljøapparatet.
Dette hænger først og fremmest sammen med, at mange helbredstruende
arbejdsforhold sagtens kan identificeres og løses uden at der behøver at “komme lig på
bordet”. Det hænger også sammen med, at det alt andet lige er mindre motiverende for
virksomhederne at iværksætte forebyggende aktiviteter på grundlag af en henvendelse
‘udefra’ i en konkret sag, der viser, at noget ikke er, som det burde være.
Barrierer
Det har imidlertid vist sig, at der findes en lang række barrierer for arbejdet med at forebygge
arbejdsskader og arbejdsbetinget sygefravær og reducere udstødningen som følge
af (langvarigt) arbejdsbetinget sygefravær på grundlag af sygedagpengesager. Barriererne
er dog ikke større, end at de kan overvindes, hvad projektet også har vist.
De væsentligste barrierer vedrører aktørernes bevidsthed og adfærd i relation til arbejdsskader
og arbejdsbetinget sygefravær.
Mange af aktørerne, herunder så væsentlig en aktør som virksomhederne og parterne på
disse, er ikke bevidste om sammenhængen mellem påvirkninger i arbejdsmiljøet, herunder
psykiske påvirkninger, og helbredet, og i det omfang man er bevidste om det, lader
man ikke denne viden være bestemmende for sin adfærd.
På virksomhederne kommer den manglende bevidsthed bl.a. til udtryk ved, at arbejdet
tilrettelægges, så det virker nedslidende, og at der aftales akkorder, der skruer tempoet
op i et leje, der medvirker til yderligere nedslidning.
Den manglende bevidsthed kommer også til udtryk ved, at mange medarbejdere overhører
deres krops signaler og fortsætter med helbredsødelæggende arbejde, indtil de absolut
ikke kan længere. I det omfang disse medarbejdere faktisk er klar over sammenhængen
mellem påvirkninger og helbred, prioriterer de jobbet og den økonomiske sikkerhed,
som det giver, over deres helbred.
Barriererne viser sig også ved, at mange virksomheders sociale ansvar er mere begrænset
- eller i al fald mere selektivt - end det ofte fremgår af den offentlige debat. Virk-
136

somhederne er langt fra altid parate til at gå ind i et forløb sammen med BST og kommunen
med henblik på at fastholde en medarbejder og bruge et konkret sygefravær som
anledning til at gå arbejdsmiljøet efter i sømmene. Virksomhederne sondrer meget efter,
om der er tale om en ‘god’ medarbejder eller en ‘mindre god’. Er der tale om en ‘mindre
god’ medarbejder fralægger mange virksomheder sig deres ansvar og overlader det i
stedet til den enkelte og det offentlige at finde en løsning. Er der tale om en ‘god’ medarbejder,
er virksomhederne derimod villige til at gå langt for at finde en løsning inden
for virksomhedens rammer, og i den proces er de også meget villige til at samarbejde
med både kommunen og BST.
Barriererne findes også hos de aktører, der har til opgave at forebygge, behandle og følge
op på sygefravær:
Hvis man på grundlag af sygedagpengesager, hvor fraværet er arbejdsbetinget, skal
fremme forebyggelsen af arbejdsmiljøproblemer på virksomhederne og reducere udstødningen
af arbejdsmarkedet, kræver det af alle involverede parter, at man gør noget
andet, end man er vant til. Man skal ændre arbejdsrutiner og arbejdsorganisation, man
skal lære at samarbejde med nye partnere, hvilket bl.a. kræver, at man går ind i en dialog
med disse om hinandens roller og gensidige forventninger, og man skal sidst, men ikke
mindst tilegne sig ny viden og bearbejde egne holdninger. Dette gælder medarbejdere på
alle niveauer i organisationen hos de forskellige aktører, men ligesom i mange andre
tilfælde, er det en forudsætning, at ledelsen går forrest. I kommunen gælder dette både
den politiske og den administrative ledelse. Hvis forståelsen for og viljen til at gøre
dette ikke er til stede, kan målene ikke nås.
Ved begyndelsen af projektet var forventningen, at nogle af de største barrierer ville
være de regler om tavshedspligt o.lign., som flere af de forebyggende, behandlende og
opfølgende aktører er underlagt. Dette har vist sig ikke at være tilfældet.
Perspektivering
Den demografiske udvikling i retning mod mindre ungdomsårgange og udviklingen i
retning af tidligere og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for den ældre del af
arbejdsstyrken skærper kampen om arbejdskraften mellem virksomhederne. Alt andet
lige vil denne udvikling også fremme virksomhedernes motivation for at tiltrække og
fastholde medarbejdere ved hjælp af blandt andet gode arbejdsforhold.
Hvis kommunerne vil, kan de bistå virksomhederne med at møde disse udfordringer - og
samtidig få løst deres egne problemer med at gøre så mange som muligt selvforsørgende,
så de offentlige kasser ikke belastes så meget af udgifter til sygedagpenge, førtidspension
og andre overførselsindkomster. Der er altså mulighed for at etablere en vindvind-situation.
Både virksomhederne og kommunerne kan i bestræbelserne på at løse deres egne og
deres fælles problemer drage god nytte af bedriftssundhedstjenesten, idet BST som institution
har forudsætningerne for at lave koblingen mellem individet på den ene side og
arbejdet og arbejdspladsen på den anden.
137

FASA-projektet har i al fald demonstreret, at et samarbejde mellem kommuner, virksomheder
og BST om opfølgning på arbejdsbetinget sygefravær kan være til gavn for
alle parter.
138

Referencer
LO: Arbejdsmedicinsk vandrejournal. Et samarbejdsprojekt mellem Praktiserende Lægers
Organisation og LO i amterne Roskilde, Vestsjælland og Storstrøm. LO, u.å.
LO: Udspil nr. 9, 1999.
Arbejdsliv: Pilotprojekt vedrørende: Arbejdsfastholdelse ved sygdom – (sekundær)
forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme. Dansk Teknologisk Institut, Arbejdsliv,
1995.
Arbejdsliv: Evaluering af erfaringer med nuværende BST-ordninger. Teknologisk Institut,
Arbejdsliv og Arbejdstilsynet, 1999.
Arbejdsmiljø, nr. 8, 1995.
Arbejdsmiljørådets SIO-perspektivudvalg: Virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.
Arbejdstilsynet, 1994.
Arbejdsministeriet: Arbejdsministerens handlingsprogram: Rent arbejdsmiljø år 2005.
Arbejdsministeriet, 1996.
Arbejdsministeriet: Handlingsplan for forbedring af arbejdsmiljøet. Arbejdsministeriet,
1999. (http://147.29.40.122/publikationer/handlingsplan.htm)
Arbejdstilsynet: Arbejdstilsynets årsberetning 1993. Arbejdstilsynet, 1994a.
Arbejdstilsynet: Regningen for arbejdsskaderne. AT-rapport nr. 4 1994. Arbejdstilsynet,
1994b.
Arbejdstilsynet: Branchebilleder 95 – en samlet dokumentation for arbejdsmiljøet i 20
brancher. Arbejdstilsynet, 1995a.
Arbejdstilsynet: Datakilder om arbejdsmiljøet. AT-rapport nr. 1 1995. Arbejdstilsynet,
1995b.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Dødsulykker og andre alvorlige ulykker. Arbejdstilsynet,
1998a.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Kræft og hjerneskader. Arbejdstilsynet, 1998b.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Arbejdsskader blandt børn og unge. Arbejdstilsynet,
1998c.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Psykosociale risikofaktorer. Arbejdstilsynet,
1998d.
139

Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Tunge løst og ensidigt gentaget arbejde. Arbejdstilsynet,
1998e.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Indeklima. Arbejdstilsynet, 1998f.
Arbejdstilsynet: Visionsrapport 1998. Høreskader. Arbejdstilsynet, 1998g.
Arbejdstilsynet: Anmeldte arbejdsskader i 1998. Arbejdstilsynet, 1999.
Danske Kommuner, nr. 37, 24.11.1994.
Danske Kommuner, nr. 28, 21.9.1995.
Den Sociale Ankestyrelse: Vejledning om syge- og barselspenge. Den Sociale Ankestyrelse,
1998.
Eskelinen, Leena og Koch, Anna: Bedre hjælp til sygedagpengemodtagere? – evaluering
af et forsøg med ”arbejdsfastholdelse” i Brørup og Vejen Kommuner. AKF Forlaget,
1993.
Haastrup, Benedikte, Bentzen, Niels og Krogh-Jensen, Poul: Arbejdsbetingede lidelser
på Fyn. Forekomst i almen praksis. Anmeldemønster. Institut for sygdomsforebyggelse
og Helsetjenesteforeningen, Odense Universitet, 1991.
Jepsen, Jørgen Riis og Eshøj, Peter: Arbejdsfastholdelse af sygemeldte. Et forsøgsprojekt
om primær revalidering i Ribe amt, Brørup og Vejen kommuner. Sydjysk Universitetsforlag,
1993.
Kibenich, Marianne, Brendstrup, Thora og Winding, Karen: Forsøgsprojekt om forebyggelse
af arbejdsskader og fremme af et bedre arbejdsmiljø. Projektbeskrivelse. CA-
SA, 1993.
Kibsgård, Kenneth: Arbejdsmedicin i almen praksis. En spørgeskemaundersøgelse af
arbejdsskadernes hyppighed og art i almen praksis i Ringkøbring amt 1989-90. Ringkjøbing
Amtskommune, Den Medicinske Forskningsenhed, 1995.
Koch, Anna, Eskelinen, Leena, Jensen, Mette og Lyk-Jensen, Kristian: Sygemeldt – og i
gang. Evaluering af et udviklingsprojekt om socialforvaltningens arbejde med sygedagpengemodtagere
i seks kommuner. AKF Forlaget, 1997.
Kommunernes Landsforening: Arbejdsmiljøets økonomi og kommunerne – en forebyggende
effektiv indsats. Kommunernes Landsforening, 1991.
Kommunernes Landsforening: Spørgeskema om opfølgning på sygedagpengeområdet.
Indstik til nyhedsbrevet nr. 1, marts 1999. Kontoret for Social- og Arbejdsmarkdesforhold,
Kommunernes Landsforening, 1999.
140

Landsorganisationen i Danmark og Praktiserende Lægers Organisation: Den arbejdsmedicinske
vandrejournal i Danmark 1992-95. Landsorganisationen i Danmark og Praktiserende
Lægers Organisation, 1996.
Loop, Henrik: Arbejdsskadeforsikring. I DAG, 1996.
Lov om arbejdsmiljø, Bekendtgørelse af. Lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998.
Møller, Niels, Jensen, Per Langaa og Jensen, Ole Broberg: Arbejdsmåder i sikkerhedsgruppen.
Arbejdsmiljøfondet, 1988.
Nord-Larsen, Mogens: Langvarig sygdom – problemer og konsekvenser. SFI-rapport
91:5, Socialforskningsinstituttet, 1991.
Olsen, Henning, Andersen, Bjarne Hjorth og Petersen, Niels Freiberg: Efter arbejdsskaden.
Rapport 91:12. Socialforskningsinstituttet, 1991.
Pedersen, Betty, Jacobsen, Hans Henrik, Kongsager, Anny og Elbæk, Anne Lise: Statusrapport
til Socialministeriet. Projekt ”Arbejdsfastholdelse”. Fase II. Projekt Arbejdsfastholdelse,
u.å.
Projekt Arbejdsfastholdelse: Projekt Arbejdsfastholdelse – til inspiration for fagfolk.
Projekt Arbejdsfastholdelse, u.å.
Ringsted Kommune: Forvaltningsrevision og effektivisering – rapport om et pilotprojekt.
Ringsted Kommune, 1995.
Sidelmann, Margit og Skov, Inge: Arbejdsskadehåndbogen. Frydenlund Grafisk, 1996.
Socialstyrelsen: En ulykke kommer sjældent alene – erfaringer fra EF-projektet i Århus
Kommune. Socialstyrelsen, 1988.
Stranddorf, Johan, Møller, Niels og Jensen, Per Langaa: Arbejdsmiljøarbejdet i udvikling.
Arbejdsmiljøfondet, 1992.
Sønderriis, Ebbe: Sæt pris på arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljøfondet, 1994.
Virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, Bekendtgørelse om. Arbejdsministeriets
bekendtgørelse nr. 739 af 22. september 1997.
Vissing, Jakob: ”Arbejdsskadetal er misvisende”, Morgenavisen Jyllands-Posten
30.11.1995.
141