KIRKENYT - Hundborg kirke

More documents

Recommendations

Info

Glæden i Herren Disciplene blev glade, da de så Herren. (Joh. 20,20) Det fortælles, at der engang herude vestpå blev ansat en ung præst, som i virkeligheden selv var fremmed for troens verden. Han ejede ikke selv troen på Kristus og det skinnede selvfølgelig igennem også i de prædikener, han holdt. På et tidspunkt lå der en søndag pludselig en seddel på prædikestolen, hvorpå der stod: ’Vi ønsker at se Jesus!’ Det blev selvransagende for den unge præst, der selv syntes, han havde styr på sin teologi. Det blev til anfægtelse for ham, men også til et åndeligt gennembrud. Han måtte erkende, at et langt teologisk studium ved universitetet, kjole og krave samt ordination og indsættelse osv. ikke var nogen garanti for, at budskabet var liv for ham selv. Det blev det og det manifesterede sig tillige i hans forkyndelse, så Kristus også her kom i centrum. En søndag lå der så en ny seddel på prædikestolen. På den stod der: ’Disciplene blev glade, da de så Herren!’ Jeg har lagt mærke til, at der på væggen i Vorupør missionshus, der, hvor vi nu en tid holder gudstjeneste, står noget lignende. Historien kunne godt stamme fra Vorupør, men også fra så mange andre steder her på vestkysten. Disciplene på Jesu tid og i vestkysthistorien blev glade, da de så Herren. Det gør vi bestemt også, for glæden i Herren er vores styrke. Glæden er én af Helligåndens frugter og det er 2 en anden slags glæde end den, man kendte før. Den forsvinder ikke, selv under modgang, nød og sorg. Endog midt i fortvivlelsen ejer et Guds barn en dyb og stille glæde. Det er glæden i Herren, som vi har fået del i gennem dåb og tro. Det er den glæde, der er så smittende og som vi aldrig skal miste, som vi sang det i julen. Måtte Gud velsigne os, hvad enten vi er store eller små, børn eller voksne, til at have blikket rettet mod Jesus, der et sted i Hebræerbrevet i Ny Testamente kaldes for ’troens banebryder og fuldender’. Da skal vi heller ikke miste glæden, trods en ukendt og på mange måder usikker fremtid. Glæden i Herren, i syndernes forladelse i Ham, er vores styrke. Det må og kan vi ikke holde for os selv, men det må ud – også i det såkaldte offentlige rum! Flemming Burgdorf
Udvikling – Afvikling Hundborg pastorat har gennemlevet store ændringer over de seneste år. Ser man derimod langt tilbage i tiden, var pastoratet en mere stabil størrelse, hvor der ikke skete de store ændringer. Lige fra sogneindelingen i 1300 tallet har Hundborg pastorat bestået af Hundborg og Jannerup sogne, i 1878 blev der så opført en kirke i Vorupør, og Vorupør blev dermed et annekssogn indtil 1981, hvor det blev et selvstændigt sogn. Det var alt sammen såre naturligt. Fra at Vorupør i kirkebogen i 1700 tallet kun benævnes som Husene i Klitten, var der nu tale om en egentlig landsby. Pastoratet omfattede herefter tre sogne med tre kirker og én præst med domicil i Hundborg præstegaard, som havde været hjemsted for præsten siden 1556. Altså en meget gammel og stabil sognehistorie, hvis små ændringer kun pegede fremad til et mere frugtbart og homogent kirkeliv i et pastorat med en overskuelig og vedkommende størrelse. Senere i 1980’erne mærkede vi det første sus af en begyndende afvikling, idet Vang sogn nu også blev indlemmet i pastoratet. Ikke sådan at forstå, at Vang kom til fortræd i pastoratet, men det var dog det første skridt i retning af en kommende centralisering, og man kunne begynde at ane skriften på væggen. I 2009 udløstes så andet trin på afviklingsraketten, idet præsten i hovedsognet Jørgen Erbs gik på pension pr. 1. december. Det gav så biskoppen lejlighed til – fra sit uendeligt fjerne skrivebord – at nedlægge præsteembedet i Hundborg og dermed melde sig i koret af andre offentlige instanser, som også ihærdigt arbejder på at nedlægge de små samfund – trods skønne udtalelser om det modsatte. Biskoppen brugte såmænd bare den nemme løsning, som kirkeministeriet allerede havde serveret for ham: Afskaf 8 præstestillinger i Aalborg Stift! Biskoppen klappede da også hælene sammen og nedlagde helt kvikt uden geografiske hensyn præsteembedet i Hundborg og udraderede dermed vor gamle præstegård, som dog nåede at blive hjemsted for 26 præstefamilier. Trods menighedsrådets ihærdige argumentation, var både biskop og provst på mødet i Vorupør Kirkecenter aldeles tonedøve – ja næsten arrogante. Beslutningen var taget på forhånd, forstod man. Hvad jeg tror, det næste trin vil blive, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at skrive. Det er uforståeligt, at folkekirkens topfolk i den grad fokuserer på befolkningstallet og helt overser de store afstande og landsognenes beliggenhed i forhold til hinanden. I øvrigt betyder en præsts daglige tilstedeværelse meget mere i en lille landsby end i en storby, hvor kun et fåtal i det hele taget kender deres præst. I et lille landsogn er præsten meget synlig i dagligdagen. Vi møder ham i brugsen, vi vinker til ham, når han går tur med sin hund, han møder op til store og små begiven- 3
Page 1: KIRKENYT Vang Nr. 588 • 70. årga
Page 5 and 6: Kirkelige handlinger december 2009,
Page 7 and 8: Arrangementer i Vang -Tvorup og Van
Page 9 and 10: den bedste løsning vil nok være a
Page 11 and 12: Hundborg Kirke www.hundborg.sogn.dk

KIRKENYT - Hundborg kirke

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?