Husavis for Bostedet Thea, juni & juli & august 2013

More documents

Recommendations

Info

DEN NYE GENBO Novelle Hans Henrik Poulsen Jesper havde købt en bas. Altså et fladt bræt med fire strenge. Han havde siddet ved computeren dag ud og dag ind og studeret de forskellige modeller. Han kunne aldrig beslutte sig. Skulle han vælge den gamle type til en overkommelig pris - eller den sorte, der var lidt dyrere. Han havde før haft en bas. Den var knækket, da den var stødt ind i et metalbord. Han sad lidt og pillede ved gribebrættet. Prøvede at stemme den. Han var på besøg hos Karl. Karl kunne ikke rigtig finde på noget at sige, så Jesper førte ordet: “Jeg har fået skiftet en streng.” “Nå, ikke.” Karl var bange, når han ikke forstod, hvad der blev sagt. Turde ikke sige ‘Hvad siger du?’. Karl hørte ikke så godt. Paradoksalt nok forhindrede det ham ikke i at nyde musik. Men Jesper bar over med ham. Karl gik hen til vinduet, hvor han skyggede for det indefra kommende lys. “Kan du høre ham. Han synger?” Kort pause. “Jeg tror, jeg kan.” Jesper tog mod til sig: “Så ka’ du fand’me også høre, når de siger, du skal vaske op!” “Det er noget andet. Det er mere nede på jorden. Nej, det her, det er sjælfuldt.” Karl var helt væk i sin egen verden. Jesper kiggede igen på sin nyerhvervelse. Han var venstrehåndet. Men havde alligevel ikke sat strengene omvendt på. Han skruede på livet løs. Karl satte sig hen til keyboardet, som stod på sofabordet. Han havde engang lært at spille på klaver. De gode gamle mestre. Han levede stadigvæk i den verden. Men nu var det et keyboard, som han havde fået af Jesper. Han måtte følge med tiden. Var bange, når han skulle spille noget moderne. Hørte hele tiden stemmer for sit indre øre. at gi toner HAVDE han da lært, så Jesper gav sig til at stemme. De to gutter havde begge været igennem et udfordrende liv og havde lært hinanden at kende på dette bosted. Som åbenbart havde sit navn efter, at det ikke var en institution for sindslidende, eller et psykiatrisk plejehjem, men bare et sted at bo. - Jo, der var tilføjet:”for folk med adfærdsproblemer.” Jesper havde fået fat i et D. Karl gentog tonen hele ti gange, men havde ikke glemt sin nervøsitet for at præstere noget, som han havde helt fra barndommen. Alting havde altid skullet være så perfekt. Så hver gang han havde sine pligter her på stedet, følte han det samme. Jesper sad længe og stemte. Men Karl var begyndt at improvisere lidt. Nu begyndte bassen også at vandre. Improvisationen fik sin helt egen klangverden. - “Svensk jazz” blev de enige om at kalde det. Pludselig var det forbi. De blev også enige om, at det var nok for idag. Karl hadede denne rastløshedsfornemmelse, hvor han følte, han måtte holde op og gerne ville flygte fra det hele. Jesper tog det dog pænt, og de blev enige om at gå hvert til sit. Det var ikke længe siden, der var flyttet en operasanger ind i ejendommen overfor. Han skulle øve sig en gang imellem. Det var en god operasanger, kunne Karl høre. Karl holdt selv meget af opera, så han kunne nikke genkendende til mange af de strofer, han hørte. Hver gang Karl hørte stemmen i baggrunden, stillede han sig hen til vinduet. Det var endnu ikke lykkedes at få øje på operasangeren. Måske havde han lejet en bolig længere inde bagved. Det var et stort lejlighedskompleks. * Werner Holting havde netop haft en stor succes, som Radames i Konge-Teatrets opførelse af Aida. Og var nu gået igang med Wagners Parsifal. Parsifal var Wagners sidste opera. Den krævede mange kræfter at synge. Stor respekt for Verdi. Men Wagner var en sværvægter. Som nyindflytter, havde han været rundt og tale med naboerne om, hvornår de ikke var hjemme, og han derfor havde mulighed for at øve. Karl havde heller ikke noget imod bare at lytte til øvelserne. Han havde som sagt selv spillet og sunget, En aften, han stod henne ved vinduet, tænkte han tilbage på sin egen konservatorietid. Han havde engang komponeret en lille sang for baryton. Den var aldrig blevet sunget. Han hørte i sit indre Werner synge den for sig. “Nå, har du været nede at spise morgenmad.” Jesper var dukket op. Han vidste godt, at Karl ikke fik for meget at spise. “Jo, tak. men jeg havde noget yougurt stående.”
Jesper havde ikke guitaren med, men det afholdt ham ikke fra at tale om den. “Den ene streng er svær at stemme. Jeg køber s’gu nok en ny bas. Men jeg ved ikke, hvor meget Åge vil gi for den gamle. Sikkert ikke ret meget.” “Jeg synes den har en god klang,” sagde Karl for at hjælpe. Jesper kom ind på nogle tekniske detaljer, som Karl ikke havde forstand på. “Vil du ikke have min wowwow-pedal til keyboardet?” spurgte Jesper. Karl kunne se sig selv sidde fremme på en lænestol og bevæge benene akavet, mens han spillede; men han tog imod: “Jo, tak” Han håbede, han kunne spille ligeså godt som sidst, næste gang de skulle jamme. Pludselig hørte de operasangeren øve i baggrunden. Karl gik hen til vinduet. “Nå, han er nok tidlig på færde,” sagde Jesper, der fortsatte: “Jeg synes du skal gå ned og få noget morgenmad. Det er vigtigt at starte dagen med et solidt måltid.” Karl lyttede og var helt enig. Han turde bare ikke. Han så sig selv løbe forvirret rundt efter sukker, dybe tallerkener og havregryn og de mange mennesker, der var. Han led af sociofobi, samtidig med, han var ved at udvikle en depression: Hans stemningsleje var sunket. “Han synger så flot.” Karl kunne ikke overkomme at sige andet. Jesper forstod: “Nå, men jeg løber igen. Vi ses.” Jesper var på vej ud af døren, da Karl sagde: “Ha’ det godt.” “I lige måde.” * Nogle, for Karl tunge dage var gået. Han havde været meget alene. Selvom de var gode venner, var Jesper meget på farten. Han kørte rundt på sin mountainbike og passede også at besøge nogle af sine andre venner. Selvom Karl kunne bevare fatningen, og sygdommen var raset ud, havde han stadigvæk svært ved at gå ud på egen hånd. Det blev som regel kun til den ugentlige gåtur med en personale. I sine tanker gennemgik han tit det liv, han havde været igennem. Både de gode, men også de mindre gode oplevelser. Han tænkte på operasangeren. Skulle han. Jo. Han tog sig sammen og gik hen og for at finde sin mappe med kompositioner. Det var kun minimalt, hvad han havde fået med, da han flyttede herind. Men han vil nu alligevel se, om han skulle være heldig at finde sangen, han havde skrevet. Jo. Han havde ikke bladret længe før han sad med en fotokopi i hånden. Han gennemgik noden. Den var han glad for. Den samme eftermiddag var Jesper igen på besøg. På opfordring viste Karl Jesper sin komposition frem. Jesper virkede meget interesseret: “Må jeg ta’ en print af den?” “Selvfølgelig. Jeg troede ikke du kunne noder.” “Kun unoder,” svarede den som sædvanlig drilske Jesper, “Jeg synes, den ser flot ud,” korrigerede Jesper sig selv. “Har du virkeligt lavet den. Respekt. Enhver kan skrive et digt, men færre skrive sådan noget. Karl havde brug for al den ros, han kunne få. Werner Holting øvede sig nu på de længere partier af Wagner. For det meste inde på teatret. Her kunne han blive akkompagneret af en pianist, som spillede orkestersatsen - en så kaldt repetitør. Der var heller ikke længe til opførelsen: En uges tid. Den uge glemte Karl aldrig. En aften, da de skulle spise, var han pludselig gået i stå. Det var som om, der var noget, der skar i hans hjerne. Han forsøgte at klare det, men måtte alligevel forlade bordet og gå op til sig selv. Han sad og sundede sig lidt og håbede på, at tilstanden blev bedre. Men selv en samtale med en personale kunne ikke hjælpe. Den nat lukkede han ikke et øje. Han syntes ikke, han havde fortjent det. Nu havde han holdt skansen så længe og gjort sit bedste for at spise. Han havde også taget på. Han var bange for at blive indlagt; at blive styret af andre. Men depressionen kunne han ikke stille noget op imod. En skitzofren, der får en depression, er “ikke mange sure sild værd”, så næste dag, da situationen var den samme, og han ikke havde fået det bedre, tværtimod, blev han, - på egen opfordring, - indlagt. * Hospitalets skræmmende storhed var ikke noget for Karl. Men hvad han måtte gi’ afkald på af hjemmelig hygge, fik han tilbage af sengevarme og ro. Det var altid betryggende at tale med en læge, og denne stillede Karl i udsigt, at indlæggelsen ikke kom til at vare så længe: “Det bliver ikke værre. Vi skal bare have depressionen til at gå over.,” havde han sagt, og Karl stolede på ham, selv om han aldrig kunne være helt sikker på sine følelser. En eftermiddag - lige inden spisetid - kom Jesper for at besøge ham. “Hej, din gamle støder,” sagde Jesper, og de to gav hinanden et knus. “Hvo’n går det?” “Jo, tak - bedre,” svarede Karl. “Jeg har en overraskelse til dig.” Jesper tog to billetter op af lommen. “Vores operasanger synger i overmorgen.” “Hvad er det?” spurgte Karl meget overrasket. “To billetter til opførelsen på Konge-Teatret,” sagde Jesper.”Vi skal sidde på første
Page 1 and 2: HUS AVI SEN Nr 3 Juni & Juli 2013
Page 3 and 4: Beboerrådet har besluttet at vi de
Page 5 and 6: (2) (3)
Page 7: Fotosafari til Botanisk have Fotosa
Page 15 and 16: ............ jeg skriver som det ti
Page 17 and 18: maleri Natalia
Page 19 and 20: RJ 2013
Page 22 and 23: En kærkommen forårsbebuder
Page 24 and 25: 1950´erne var over 90 elever pr. k
Page 26 and 27: ET KOREANSK FOLKE EVENTYR idé: Ann
Page 30 and 31: ække. Jeg håber, du ka’ ta’ m
Page 32 and 33: Søndag 23. juni Sankt Hans Aften V
Page 34: SALSA TIME MED EKSOTISKE DRINKS Del
Page 37 and 38: Kære Beboere
Page 40 and 41: Hej alle Jeg hedder Cathrine og er
Page 42 and 43: Bostedets Thea Menu plan Juni Manda
Page 44: “- Det er meget godt med alle de

Husavis for Bostedet Thea, juni & juli & august 2013

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?