Husavis for Bostedet Thea, juni & juli & august 2013

ække. Jeg håber, du ka’ ta’
med. Vi kan tage en taxa ind til
Kongepladsen.
Han synger, - jeg tror nok det
er Wagner”
“En opera af Wagner?” Karl var
næsten gået i baglås af
spænding.” Nu håber jeg, jeg
ka’ klare det.”
“Vi ta’r bare en taxa.” Jesper
kendte alt til Karl’s vankelmod.
“I overmorgen?” gentog Karl
-”Jeg trænger også til at
komme i teatret.”
Jeg ta’r en pæn jakke med op til
dig,” fortsatte Jesper, “bruger du
slips?”
“Nej, jeg går aldrig med sådan
noget.” Karl så tårnhøje
forhindringer bygge sig op.
“Nej, men ellers klarer vi den
nok alligevel,” beroligede
Jesper. “Husk nu, jeg har aldrig
været i Konge-Teatret, så jeg
håber du vil vise mig vej.”
“Jeg har været der et par
gange,” sagde Karl, “men
aldrig siddet på første række. -
Jeg er spændt.”
“Ja, nu skal I spise. Jeg løber
igen. Vi ses!”
Det var blevet lørdag aften.
Konge-Teater var fyldt til sidste
plads.
De sidste folk var blevet kaldt
ind, og atmosfæren var
forventningsfuld.
Karl og Jesper havde fået to
gode pladser til højre for
dirigent-podiet, lige foran
orkestergraven.
“Hvis du skal følge med i
oversættelsen, må du brække
nakken,” sagde Jesper og
pegede op mod overkanten af
scenen.
“Jeg ved det godt,” sagde Karl.
Dirigenten kom ind, bukkede,
tog imod bifaldet og vendte sig
imod orkestret; forestillingen
kunne begynde.
“Ka’ du høre, det er ham?”
spurgte Jesper Karl, da de i
den første pause var gået ud i
forhallen for at strække benene.
“Det er ikke til at tage fejl af;
han synger godt,” sagde Karl,
der følte sig lidt på hjemmebane.
“Måske den bedste
sanger herhjemme i øjeblikket,
selvom jeg ikke følger så
meget med.”
“Ja, det må du nok spørge mig
om,” replicerede Jesper.
“Tror du, jeg holder til det?”
spurgte Karl.
“Jeg vil foreslå, vi bliver,” sagde
Jesper,”vil du ikke ha’ en
sodavand?”
Wagners Parsifal lakkede mod
enden. Werner Holting gav alt i
de sidste strofer, og koret sang
smukt forestillingen til ende.
Wagners sidste opera var forbi.
Og salen var dødsstille.
Efter disse andektige sekunder
brød jublen løs. Folk var
virkeligt begejstrede.
Karl og Jesper klappede med,
og tæppet gik op igen.
“Synes du om det?” spurgte
Karl Jesper højt.
“Det fås ikke større,” svarede
han og tog sig i at have sved
på panden.”Det er bedre end
fodbold,” sagde han, og de
grinede.
Solisterne kom ind på scenen
og modtog stående applaus.
Til sidst var dirigenten kommet
op på scenen. Han bukkede
sammen med Werner Holting
og de andre solister.
Der var mange fremkaldelser,
og der hørtes høje råb.
Da stilheden havde lagt sig,
skete der pludseligt noget
uventet.
Werner Holting kom alene ind
på scenen.
“Det har været en dejlig aften,”
begyndte han.”Jeg føler trang
til at takke publikum for en fin
respons.
Hvis min stemme holder, har
jeg en lille overraskelse i
ærmet. Lad os bare kalde det
et ekstra-nummer.”
Folk brød ud i klapsalver.
“I øjeblikket bliver der kørt et
flygel ind på scenen.
Det er en speciel aften.
Blandt publikum har vi i aften
en komponist.
For nogle år siden studerede
han komposition på
Konservatoriet, men blev syg. -
Jeg nævner det, fordi jeg - via
hans ven Jesper Vangsås - er
kommet i besiddelse af en node
til en sang for baryton og klaver.
Jeg ved, Karl er en beskeden
type, men jeg har fundet
musikken så god, at jeg nu vil
uropføre “Rejse” af Karl
Bjernung, akkompagneret af
Claus Bjæver.
.
Karl var gået i chok; et positivt
et, altså.
Det var vist ikke rigtig gået op
ham, hvad der var sket.
Werner Holting begyndte sin
performence.
Det lød, ligesom Karl havde
hørt for sit indre øre.
Det sidste, han tænkte, inden
Werner Holting var færdig og
Karl vidste, at han bagefter
måske skulle op at stå, var, at
det var godt, Jesper fik ham
overtalt til at tage slips på.
⇥