Download tekstsamlingen om Grønland (pdf-dokument) - Moesgård ...

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
Grønland
En by i Diskobugten:
Erhvervsudvikling og kulturændring i Grønland
Indsamlet af Poul Brøbech Møller og Susanne Dybbroe i 1983-84.
Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta om UNESCO-samlingerne på:
www.etnografika.dk
Seneste opdatering: 3. juli 2009
LÆRERVEJLEDNING ............................................................................................................................ 2
Vedrørende samlingens opbygning ......................................................................................... 2
Hvad siger genstandene?............................................................................................................ 3
LISTE OVER GENSTANDENE.............................................................................................................. 4
BILAG:
DIAS-serier til samlingen
Side 1 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
LÆRERVEJLEDNING
Vedrørende samlingens opbygning
Som brugere af Grønlandssamlingen skal I være opmærksomme på de
forudsætninger, der ligger til grund for samlingens opbygning, idet den adskiller sig
noget fra de øvrige UNESCO-samlinger, som I eventuelt har benyttet tidligere.
Genstandssamlingen tilstræber at dække felterne: erhverv (fangst, forarbejdning,
transport og samfærdsel) og klædedragt, samt i mindre grad inventar og husgerråd -
alt fra det såkaldt traditionelle grønlandske samfund, hvor man endnu ernærede sig
primært ved fangst af havpattedyr. Da disse forhold har ændret sig meget, kan vi i
mange tilfælde ikke skaffe originaler. Hvor vi kan skaffe sådanne, vil det ofte ikke
være forsvarligt eller i det hele taget muligt at bringe disse ting ud af Grønland. Der
foregår i disse
år i Grønland en meget nødvendig kulturdebat, som søger at samle de seneste 30 års
hektiske udvikling op på egne, grønlandske præmisser. Til dette formål har man stor
brug for de værdier, som ligger rundt om i form af bl.a. ældre tiders materielle
kultur, - redskaber, beklædning osv. Vi har derfor valgt en løsning bestående i en
samling af rekonstruktioner, fremstillede i original størrelse og så vidt muligt i
originale materialer og ved hjælp af originale teknikker. Vi har desuden indkøbt
enkelte originale, brugte genstande, som endnu er i brug i uændret form.
De fleste rekonstruktioner er fremstillet ved Etnografisk Afdeling, Århus Universitet,
af to håndværkere, der er uddannede som henholdsvis guldsmed og smed.
Herudover har Moesgård Museums rekonstruktionsværksted bidraget med flere
rekonstruerede genstande, specielt i træ. Forlæggene til disse genstande findes i dag
på Nationalmuseet og er indsamlet på en etnografisk/arkæologisk
ekspedition i Diskobugten i 1988. Genstandene repræsenterer tidsperioden (1890)
1900-1920 (1930).
Enkelte genstande, der ikke længere fremstilles, er udført af ældre mennesker, der
som børn i begyndelsen af 1900-tallet lærte arbejdet med f.eks. skindberedning og
naturlig indfarvning ( idag bruges cykellak), fugleskindsgarvning, fremstilling af
forskellige former for fangstblærer, m.m., og som endnu kan gengive disse ting i
deres korrekte udformning for denne periode.
Originale genstande er indkøbt i bygder i Umanaq-distriktet i Nordgrønland (som i
teknologisk henseende på mange måder er identisk med Godhavn-distriktet), fra
Egedesminde i Diskobugten og fra en bygd i
Julianehåb-distriktet. Genstandene er medtaget i det omfang, de har gyldighed for
Diskobugtområdet/ Godhavn.
Side 2 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
Hvad siger genstandene?
Der var materielle forskelle på livsvilkårene for de enkelte hushold i Grønland, som
andre steder, i perioden 1900-1920. Koloniseringen og den globale integration af
Grønland satte en kæde af ændringer i gang, som alt i alt bevirkede, at der fra
omkring midten af 1800-tallet var et lagdelt samfund med aftagende
erhvervsduelighed (fangsteffektivitet) og begyndende nedgang i antallet af
fangstredskaber. Men bemærk: vi befinder os stadig i det såkaldte "traditionelle"
Grønland.
Perioden omkring århundredeskiftet var kritisk, idet der på dette tidspunkt var ved at
ske en deling af befolkningen i to hovedgrupper: de, der fortsat ernærede sig ved
fangst - i større eller mindre grad kombineret med fiskeri, og de, der levede af en
blanding af fiskeri, lidt fangst og lønarbejde ved kolonierne – den sidste gruppe
klarede sig mindre godt og ernærede sig i stigende grad ved butik-kost (mel, gryn,
ærter
osv.) frem for ved grønlandsk proviant.
Genstandene i samlingen er udvalgt med henblik på at illustrere de daglige
arbejdsprocesser i et hushold. Oprindeligt indeholdt samlingen både umiaq (konebåd)
,skindtelt og slæde, for at illustrere de elementer, som er centrale for en økonomisk
velfungerende fanger-familie i begyndelsen af 1900-tallet. Ikke alle hushold havde
disse goder, og genstandene er siden udgået af samlingen p.g.a. slidtage.
Samlingen er således ikke komplet i detaljer. Husgerråd er f. eks. kun med i
begrænset omfang, og netop her finder man en del genstande af europæisk
oprindelse, som allerede før 1800 vandt meget stor udbredelse: kedler, gryder,
synåle, kamme, sakse, spejle og glas, genstande af fajance, og f.eks. kakkelovnen,
som indførtes omkring 1840.
Med genstandene 'i hånden', og ved hjælp af plancherne ,som supplerer
fremstillingen af en bestemt tidsperiodes erhvervskultur i Grønland, skulle der være
mulighed for at give et indblik i, og en bedre forståelse for det gamle Grønland.
Sammenholdt med diasserier og tekster vedrørende samtidens Grønland, er der lagt
op til drøftelser af så vanskeligt håndterbare emner som "udvikling",
"klimaudfordringer", ”kulturarv”, osv.
Normalt ledsages samlingerne af en såkaldt 'generel tekst', omhandlende det
pågældende samfunds historie, samt økonomiske ,sociale og kulturelle forhold. Vi
foreslår i stedet, at I læser de relevante afsnit i vedlagte feltrapport: Møller og
Dybbroe: Fanger/Fisker-Lønarbejder? Det drejer sig om kapitlerne 2 (side 19-33), 4
og 5.
Indsamlere og skrevet materiale: Susanne Dybbroe og Poul Møller
Rekonstruktører: Birgitte Støvring og Thomas Nørgaard.
Side 3 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
LISTE OVER GENSTANDENE
G. 1 Planche
G. 2 Planche
G. 9 Fangstkniv
G. 12 Kajakskraber
G. 13 Fiskekølle
G. 14 Pilk
Påklædningsdukke-planche til illustration af kvindedragter.
Grønlandsk-dansk planche med forslag til læringsaktiviteter.
Fremstilling: Jernblad nittet ind i et forholdsvis langt træskaft
(kopi TN).
Kajakskraberen er af hvalrostand, flad og forholdsvis let.
Anbringes under en tværrem foran mandhullet. (Kopi BS).
Fiskekøllen brugtes til at bedøve fisken med, straks den var
trukket op af vandet. Derefter blev den slået helt ihjel med
fangstkniven. Køllen medbragtes på kajakken, stukket ind
under en af tværremmene. Materialet er træ. (Kopi BS).
Fjordtorsk og ulk kan fanges hele året, direkte fra bredden
stående på klippen, fra et hul i isen eller naturligvis også fra
båd. Denne pilk er meget typisk for perioden og fisker både
torsk og ulk. Den består af fire metalkroge anbragt i et tyndt
stykke ben, hvortil fiskelinen er fastgjort.
Sammenføjningerne er lavet af almindeligt sejlgarn. På hver
side af synkestenen er anbragt en lille benplade, som vibrerer
i vandet og lokker fiskene. Fiskelinen er i dette tilfælde af
rensdyrsene. Den kunne være lavet af sejlgarn eller barde
eller sammenstykket af disse materialer og sælrem. (Kopi
BS).
Side 4 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 16 Pilk
G. 17 Fiskekrog
Denne pilk er beregnet til at fiske under isen med. Den
adskiller sig fra ved at øverste benplade, synkesten og
krogstykke er drejet i forhold til hinanden de steder, hvor de
er surret sammen. Vridningen går i samme retning og
bevirker, at pilken når den sænkes ned igennem et hul i isen
vil bevæge sig i en vrikkende bevægelse vandret under
isdækket. Fjordtorsken og ulken, som på dette tidspunkt går i
de øvre vandlag, vil da bide på. (- En gammel mand
fortæller, at ulken tror det er en anden ulk og kommer for at
hilse på…) (Kopi BS).
Denne krog er meget stærk og er beregnet til
helleflynderfiskeri. Helleflynderen kan blive meget stor og
skal trækkes op fra store dybder. Linens nederste stykke er
lavet af et stykke sælrem, som midt på er forsynet med en
surring af hvalbarde for at give den nødvendige stivhed, så
linen ikke bevæger sig for meget frem og tilbage, før fisken
bider på.
Helleflynderen var en fisk af stor betydning, fordi dens kød er
så godt at tørre til vinterforråd. Det var desuden en
forholdsvis effektiv form for fiskeri selv med de
fiskeredskaber, som stod til rådighed, fordi det er en meget
stor fisk. Den regnes for en stor delikatesse og spises både
rå, tørret og kogt.
Helleflynderen fiskes især i Vestgrønland, hvor de store
banker findes. Da det er en meget langsomt voksende fisk
kan bestanden ikke tåle massiv fiskeri. Bestanden var nær
forsvundet fra bankerne som resultat af det danske
kommercielle fiskeri ud for Vestgrønland i 1920’erne.
Hver sommer samledes 4-500 mennesker i en sommerlejr
ved Søndre Strømfjord, Taseralik, for at fiske helleflynder.
Familierne kom i konebåd fra hele kysten, fiskede og mødtes
med folk andre steder fra. Tidligere var Taseralik centeret for
udveksling af produkter i Vestgrønland for folk fra forskellige
egne af Grønland, men efter koloniseringen ophørte dette, og
stedet fungerede omkring århundredeskiftet udelukkende
som sommerfangstplads.
Side 5 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 19 Fiskenål
G. 21 Mågesnare
G. 23 og 24 Bærskrabere
Bennål til ørredfangst. Tjente samme formål ved fiskeri som
G. 18. Alle deltog i sommerens ørredfiskeri. Man udvalgte sig
specielle sommerlejrpladser efter, hvor der var godt
ørredfiskeri. Ørreden blev røget og tørret til vinterforråd, som
den også bliver det i dag. (Kopi BS).
Snaren består af en flyder af træ, hvortil er fastgjort nogle
løkker fremstillet af stykker af skaftet fra mågevinger. I den
ene ende af flyderen er fastgjort en tynd strop af sælhud og
dertil igen en figur af træ, forestillende og af størrelse som en
ammassat (en lille laksefisk, som i forsommeren er meget
talrig ved kysterne). Til fisken er fastgjort et stykke rem, der
fra ny har været ca. ¾ m lang. Remmen har fungeret som
ankersnor og har været fortøjet til bunden; fisken har da
stået lidt under vandoverfladen og ”lokket”.
Bærskrabere brugt af en voksen kvinde og en lille pige. Bær
af fjeldrævling, af danske kaldet ’sortebær’, blev plukket
overalt i Grønland sidst på sommeren og ud op efteråret;
også efter snefald. Bærrene spistes som de var eller blev
blandet med kød, lever og spæk og syltet, så de kunne holde
vinteren igennem. Spæksyltning gik for sig på den måde, at
de ting (bær, kød osv.), som skulle gemmes til senere blev
puttet i sælskind skiftevis med spæk, således at det hele lå
tæt i skindposen. Til slut blev skindet syet sammen, så at
ingen luft trængte ind. Spøk har som andet fedt den
egenskab, at det lukker lufttæt. Spæksyltning kendes også
fra bl.a. Europa, f. eks. Frankrig hvor juleanden i visse egne
er blevet slagtet og derefter syltet i svinefedt i store krukker
allerede ud på efteråret. Den bliver så senere taget op og
stegt, når den skal bruges.
Bærskraberne, der er ens, er lavede af buede stykker af
rentak forbundet med håndtag af træ. Bærskraberen blev
holdt sådan, at tommelfingeren havde fat om håndtaget og
de andre fingre om benpladen, dvs. at bærskraberen og
Side 6 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 27 Hundepisk
G. 28 Slædeskraber
G. 29 Skydeslæde
hånden til sammen udgjorde en art skål.
Det var kun kvinder og børn, især piger, som samlede bær til
forråd.
Pisken er det vigtigste redskab i slædekørerens styring af sit
hundespand. Det er en fejl, hvis man tror, at pisken er
beregnet til at straffe hundene med. Snerten rammer kun
sjældent: Opmuntrende tilråb og snerten, der smælder foran
snuden på en hund, opildner tværtimod spandet til at yde sit
bedste. – Med piskeskaftet til hjælp kan en slædekører vove
sig ind i et kobbel rasende hunde og skille dem ad, om
nødvendigt. Piskeskaftet kan også bruges som redskab til at
holde hundene adskilt, mens de fodres.
Fremstilling: Pisken består af tre dele. Den yderste, meget
tynde spids, der laves af hvalroshud. Hvalros hud er det
stærkeste læder, der findes, og kan skæres meget tynd uden
at gå i stykker; selve snerten, der laves af remmesælhud; og
håndtaget, der er af træ. I piskens øverste tredjedel er
snerten meget kraftig, oppe mod håndtaget er den flettet for
at opnå en vis stivhed.
Skraber af hvalben med en strop af sælhud. Bemærk, at
hvalben er meget tungt. Skraberen bruges til at fjerne
isbelægninger under mederne. En ismejsel kan evt. også
bruges. Under kørsel hænger slædeskraberen i en strop over
den ene opstander. (Kopi BS).
Skydeslæden bruges ved isfangst og da især om foråret, hvor
sælerne kommer op på isen og ligger og soler sig. Ligesom
tilfældet var med skydesejlet til kajakken er skydeslæden
udviklet efter at geværet er blevet almindeligt udbredt som
jagtvåben. Skydeslæden fungerer samtidig som skjul for
fangeren, der nærmer sig på maven henover isen, og som
geværstøtte. Under mederne er slæden forsynet med
sælskind for at frembringe så lidt støj som muligt. (Kopi BS).
Side 7 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 31 Tuq (ismejsel)
Ismejsel, også kaldet tuq [tuk], bestående af et kraftigt
stemmejern på et langt skaft. Tuq’en bruges til at hakke hul i
isen med om vinteren, hvis man skal fiske, og til at sætte
garn under isen med. Siden midten af 1800-tallet har man i
Diskobugtområdet sat sælgarn under isen om vinteren og til
det formål er tuq’en uundværlig. Det foregår på den måde, at
fangeren med sit redskab hakker tre huller i isen. Sælgarnet
med synkesten bundet i nederste garnkant puttes ned
igennem det første hul, og øverste kant fortøjres til hullet ved
hjælp af et stykke is. Med tuq’en bundet til garnet skydes
resten nu over til næste hul, hvor garnet trækkes op og
fortøjres, inden det sendes videre til sidste hul og fortøjres
der. De tre huller stoppes med is og garnet hænger nu en til
to dage, før det røgtes igen. Da er hullerne frosset til. Med
sin tuq hugger fangeren et hul i et af hullerne, sænker
forsigtigt et lille spejl – bundet til tuq-spidsen – ned i vandet
for at se, om der er noget i garnet. Hvis der er sæl, hugges et
af hullerne så store, at sælen kan trækkes op, hvorefter
garnet anbringes igen.
G. 34 Ulo (Kvindekniv)
Ulo’en (med tryk på lo) kaldes også kvindekniven. Enhver
pige og kvinde havde mindst én og ofte et par ulo’er.
Ulo’en består af et halvmåneformet jernblad med en ”hals”,
hvorpå håndtaget er monteret. Håndtaget på samlingens to
ulo’er er af rentak. Det var ofte ellers af ben, evt. træ. Som
regel købte man bladet i butikken, hvor de har været solgt i
Grønland siden slutningen af 1700-tallet i omtrent uændret
form. Håndtaget skal være ca. så bredt som den hånd, der
bruger ulo’en.
Anvendelse.
Med sin korte, rundede æg er ulo’en et meget præcist
redskab, der benyttedes, hvor vi bruger kniv og saks: ved
flænsning og partering af sæler (der er kvindernes arbejde),
ved udskæring af skind, osv. Til det sidste formål kunne dog
også anvendes et barberblad.
Ulo’en holdes mellem pege- og langefinger med
tommelfingeren som støtte bag på bladet. Ved vandrette
bevægelser, f. eks. Når sælen flænses (befris for skindet),
Side 8 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 36 Fedtskraber
bevæges ulo’en i små cirklende bevægelser med håndfladen
opad. På den måde er den lettere at føre helt præcist uden at
komme til at beskadige hverken skindet eller skære igennem
spækket ind til kødet.
Fedtskraberen bruges til at fjerne spækket fra skindet. Denne
skraber har et hjemmelavet blad. Som ved andre
hjemmelavede skære- og skrabeblade, man kan se, er det
noget mindre end det købte og har en lidt fladere ægkant. I
stedet for en særlig fedtskraber.
G. 38 Skrabebræt til barn
Skrabebræt tilhørende et barn.
G. 40 Fingerbølholder
G. 41 Syring
G. 42 Rynkeben
Fingerbølholder af ben, beregnet til at hænge fastgjort
udvendig på en sypose, med syringen anbragt på den lille
tap, der stikker op i midten. Disse fingerbølholdere var ofte
meget smukt udskårne som små fugle o.l. Dette er derfor
ikke noget særsyn.
Syring fremsillet af et købt fingerbøl, hvor man har skåret
låget af. Syringen anbringes på højre hånds pegefinger.
Selve syarbejdet foregår på den måde, at kvinden arbejder
væk fra sig og trækker nålen igennem ved et kraftigt tag med
tommel og pegefinger. Dvs. at en del af syarbejdet foregår
med håndfladen vendt opad til forskel fra europæiske måde
at sy på.
Rynkebenetblev brugt ved fremstilling af kamikker: for at
give plads til tæer og hæl må såleskindet rynkes til
kamikkens overlæder. Såleskindet sys på vådt, hvor det er
forholdsvis blødt at arbejde med. Når rynkerne er lavet, føres
rynkebenet indefra og udefter med en snittende bevægelse,
Side 9 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 43 Sykniv
som om det var en kniv, og medens der presses nedad på
folden. Derved presses rynkerne flade, og når skindet er tørt
sidder folderne pænt ordnet og fladt. Dette rynkeben har
været fremstilleet af narhvaltand. Den opbevares i syposen.
Sykniven blev brugt i stedet for en saks til at skære senetråd
over med og til andre skæreprocesser, der krævede lidt
præcision. Den brugtes også, når kvinden skulle udskære de
bittesmå skindstrimler, der brugtes ved skindbroderier på
kvindebukser og festkamikker til både mænd, kvinder og
børn. Sykniven har været fremstillet narhvaltand. Den
opbevaredes ligeledes i syposen.
G. 44 1-4 Sygrej souvenir
G. 48 Syredskab
Her se foruden sykniv og rynkeben et tredje redskab, der
også brugtes ved syningen af kamikker. På festkamikker
syede man altid en lille pyntekant i en kontrastfarve, som
regel hvid, i kanten mellem såler og overlæder. Når den var
syet på skulle sømmen ordnes ved hjælp af dette redskab.
Det forgik sådan:
Sygrejet her er fremstillet som souvenir og ikke særlig pænt
lavet. Materialet er knogler (I kan se de grove ”porer”) og
plastic fra et rødt og et blåt sjippetov. Det er tanken, at
redskabrne skal hænges op f.eks. i et vindue, så at lyset
falder ind igennem plastichullerne. Måden, tingene er lavet på
– dekorationen med hullerne, ”blondekanten” øverst, osv. Er
gammel grønlandsk og findes på andre redskaber, som er
lavet til at kunne bruges. Syredskaber, fremstillet som disse,
findes også i smuk og gedigen forarbejdning hos forskellige
kvinder i bygden, hvor det er købt.
Dette redskab har ingen passende dansk benævnelse. Det
blev brugt som hjælp ved betrækning af kajakken, og det
heder på grønlandsk en ”paggersuut”: Kanten af
bådbetrækket bøjes ind under kajakringen (mandehullet) og
”knappes” på med små bentapper. Da kajakbetrækket sidder
meget stramt er det nødvendigt med dette lille instrument til
Side 10 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 49 Tranlampe
G. 49 A Lampestol
at ”løfte” skindet det sidste stykke: redskabet stikkes
igennem slidsen (”knaphullet”) i kajakbetrækket og presset
imod bentappen indeni kajakringen, så at betrækket på
denne måde knappes på. Redskabet her har tilsyneladende
oprindelig haft et andet formål – dette er blot en afbrækket
del af noget, som har været brugt til noget andet.
Til en kvindes personlige ejendele hørte også tranlampen af
fedsten og den tilhørende lampestol. Denne lampe er
beregnet til at bruge til oplysninger: den er oval og ikke
særlig stor. Tidligere, før det 20. århudrede, brugtes lampen
også som opvarmningskilde og til at koge over. Den var da
som regel fire gange så stor, næsten rund og inddelt i flere
rum. Efter indførelsen af kul-træ fyrede komfurer o. midten
af 1800-tallet gled brugen af det store lampe mere og mere
ud. I Diskobugtområdet fremstilledes de sidste nye lamper i
dette århundrede, medens man andre steder begyndte at
bruge europærisk fremstillede spæklamper af metal. Som
belysningskilde har lampen været i brug mange steder i
Grønland helt op til 1950-erne, hvor man fik elektricitet i alle
byerne. Petroleum blev først frigivet i 1940-erne, da man
havde anset det for brandfarligt.
Anvendelse: Det var kvindernes opgave at passe lampen og
sørge for, at der altid var ild i den. Spækket placeredes langs
den bageste rand, hvorfra det smeltede og løb frem til
forkanten, hvor der lå en bomuldsvæge – som regel af små
strimler bomuld. Før spækket blev lagt i lampen, blev det
tygget eller hakket i stykker med ulo’en eller evt. delvis knust
med en såkaldt spækbanker. Formålet med dette var at
knuse fedtcellerne, så at spækket hurtigere trannede (løb) i
lampen. Med ulo’en lægges spækket så over i lampen.
Spæklampen brændte helt uden at ose, hvis man passede
den rigtigt. Til dette formål brugtes en væge pind, en ganske
almindelig pind af træ eller evt. ben, hvormed vægens højde
blev reguleret.
Lampestolen benyttes som underlag for lampen. Den har en
fordybning i sædet, en såkaldt drypskål, som opsamler
Side 11 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
G. 52 Håndten
trannet, der efterhånden siver igennem den fedtmættede
lampeskål. (Det er fra denne drypskål Havets moder sender
fangstdyrene tilbage til menneskene, når deres synder er
sonede. Sagnfortællinger om Havets moder eller Havkvinden
findes bl.a. hos Knud Rasmussen, ”Myter og sagn”.)
Håndtenen benyttes til spinding af hare- og hundeuld. Garnet
brugte man til at strikke vanter og tørklæder af.
Fremgangsmåden ved spindingen var følgende: uldhårene
anbragtes på sømmet øverst, hvorefter den frithængende ten
blev sat i bevægelse med fingrene. Tapperne midt på
tenhovedet forhindrede tråden i at filtre sammen. Ikke alle
hushold havde en ten, men da det ikke var et redskab som
var i konstant brug, kunne det lånes fra en anden kvinde,
hvis man ikke selv havde et.Tennen er ikke oprindeligt en
grønlandsk redskab, men er kommet til Grønland vis
nordboerne i Sydgrønland. Materialet var træ, evt. kunne
tenhovedet være fladt og af fedtsten. Originalen, som
samlingens ten er lavet efter, var af træ.
G. 67 Tommelbeskytter
Tommelbeskytteren, som manden bruger, når han arbejder i
hårde materialer såsom træ og fedtsten. Beskytteren er lavet
af sælskind. (Kopi BS).
G. 72 A+B Dagligdagskamikker, mand
Dagligkamikker til en mand. Kamikkerne har været i brug indtil
1983, men de ser ud som de gjorde for 75 år siden. Skindet er
fjordsæl, både udvendig og indvendig. Det er og var det mest
almindelige til kamikker. Sålerne er remmesæl
behandlet på en sådan måde, at det er vandtæt: såleskind
forarbejdes på næsten samme måde som bådeskind: Det
spækkes og befris for hår. Den mørke hinde under hårene får
lov at sidde på, da den gør sålerne mere vandtætte. Skindet
tørres enten indendøre eller, hvis det foregår udendøre, med
spæksiden imod hinanden, således at en del af fedtet trænger
ind under tørringen. Skindet spændes ikke ud under tørring, og
bliver derfor meget tykt og slidstærkt.
Imellem inder- og yderkamik lægges et tyndt lag tørt hø som
Side 12 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
isolation. Evt. er foden i inderstrømpen syet af hundeskind med
hårene indad imod foden. På denne måde kan man holde
varmen selv i meget streng kulde.
G. 73 Sælskindsbukser, mand
G. 74 Kasket, mand
G. 75 Anorak, mand
Sælskindsbukserne brugtes som kamikkerne indtil for nylig,
men de ser ud som de gjorde i begyndelsen af 1900-tallet.
Bukserne har frontlukning og bæres som regel med seler. I
kanten af bukserne forneden sidder en kant af afhåret skind,
beregnet til at slutte tæt om kanten af kamikkerne. Bukserne
bruges og brugtes om vinteren, når man tog på fangst.
Kasketten er af nyere dato end vores fokusperiode, men ser ud,
som de kasketter af Holmens klæde, der blev en del af den
grønlandske dagligpåklædning i løbet af 1800-tallet.
Dagliganorakken som man brugte i sommerhalvåret var syet af
tætvævet
lærred, enten blåt eller lysegrønt. Anorakken skulle slutte tær
om kroppen og hovedet men samtidig give fuld
bevægelsesfrihed for manden, der bar den.
G. 78 Anorak, kvinde
G. 79 Anorak, dreng
Kvindeanorak til dagligt brug, som er syet op i hvidt lærred efter
gammel original. Den blev almindeligvis brugt med en
fugleskindsbluse under. Kanterne af denne bluse blev bøjet om
som opslag på anorakken og som en skindkant
øverst på anorakken.
Barneanorak til dagligt brug, som er syet op i hvidt lærred.
Denne er beregnet til en dreng. Pigerne bar anorakker uden
hætte som deres mødre.
G. 81 Sælskind på tørreramme, souvenir
Side 13 ud af 14

Grønland UNESCO‐samlingerne • Moesgård Museum
Her er en sælskindsrest udnyttet til souvenir: man har med en
maskine stanset et stykke ud, så det ligner et rigtigt sælskind,
udspændt til tørring på en træramme.
Fabriksfremstillet (Grønlandsgarveriet).
G. 82 Pung, souvenir
G. 83 Sæl, souvenir
G. 84 Sæl, souvenir
G. 85 Sårpløk
G. 242 Sælskind
G. 243 Sælskind
G. A-J Plakater
Her har man syet en lille pung af sælskindsrester.
Fabriksfremstillet.
Sæl syet af skindrester. Fabriksfremstillet.
Sæl syet af skindrester. Fabriksfremstillet.
Sårpløkke fremstilledes af træ, evt. med en antydet,
skruegang som på samlingens eksemplar. Skruegangen
bevirkede, at den ikke så let faldt ud. – Strubepløkken var
smallere og lidt længere. Den manglede skruegang.
I samlingen findes et antal plakater, der stammer fra forskellige oplysnings-,
kulturformidlings- og politiske sammenhænge i Grønland. Plakaterne siger ikke i
sig selv noget om Grønland. De er medtaget i samlingen ud fra den opfattelse, at
de enkeltvis eller samlet vil kunne indgå meningsfuldt i forskellige
undervisningssammenhænge, og at de pga. deres rent dekorative effekt vil kunne
yde et positivt bidrag til den fysiske ramme omkring arbejdet med kasserne.
Juli 2009
Side 14 ud af 14