f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

Jørgen Carlsen
f,thy"lLØgLlen
Fortalt til Helge Kristensen
LIMOSA

Forord
I enhver skov er der altid nogen træer, der rager op over
andre.
Fra naturens hånd er de forsynet med egenskaber, der
gør d^em bedre egnet til at overleve og ved en slags skæbnens_
forsyn er de tilmed begunstiget afdet held, der ofte er
resultatet af en række sammenfaldende tilfældigheder.
Som med planterne og dyrene i naturen er det ikke anderledes
med vi mennersker, der jo også er en del af den.
Der har altid været og vil altid være individer, der i den ene
eller anden forstand rager op over mængden.,Enten fordi
49.r dygtigere, klogere, modigere eller Jtærkere eller fordi,
de på-anden måde er udstyiet med egenskaber, der gØr
dem særligvelegnet til at klare sigbedre ehd gennemsnittet.
I sin bog->Thesurvival of the fittest< gør Daiwin sig også til
talsmand for sådanne teorier, så helt-ved siden af. kan det
næpPe være.
Det vil nok langt fra være sandsynligt, når talen i det følge.nde
bliver om familien Carlsen i Løgt..t, at nogen af familiens
medlemmer vil lade sig udråbe som bedreliler klogere
eller meget dy_gtigere end andre. Sådant ligger langt
fra deres moral og filosofi
- Men en spændende familie er det, og når det er lykkedes
Cen at gøre navnet og betegnelsen, Cailsen, Løgter., til noget,derhar
formået at manifestere sig ret så kraftigt i en hel
landsdel, hænger det naturligvis samåen med denbmstændighed,
at Carlsen, hvad enten det nu har været senior eller
junior, altid har været heldig med gode og loyale medarbejdere.
Når sådanne faktorer er nærværende, er der grundlag
for vækst, stabilitet og er godt arbejdsklima i de fleste virkl
so_mheder, o_g de er med til at bringe trivsel og sundhed til
ethvert samfund.
congo-kris...

JØrgen Carlsen ser tilbage
Udai,klingen i Lpgten
Der findes en forklaring på langt de fleste sammenhænge,
også når det for eksempel drejer sig om en egns udvikling.
Derfor må det i nærværende tilfælde være passende at berette
om personer og hændelser, som har haft afgørende
indflydelse på udviklingen i Løgten-området.
Oprindelig var Gammel Løgterren beskeden havneplads
ved Løgten bugt. Sådanne små havnepladser var dei førhen
en mængde af ved mange af vore kyster, når der lige ses
bort fra Vestkysten. Ved disse småhavne foregik som oftest
en livlig handel. Småskibe kom med hustØmmer, vogne,
redskaber, brændsel og andet nødvendigt, som bønderne
købte og betalte med deres afgrBder. Ved mange af disse
små anløbssteder var vanddybden ret ringe. Det gialdt også
ved Gammel Lpgten, hvor losningen for det meste foregik
fra fladbundede pramme, som blev bragt i pendulfart mellem
de opankrede skibe og kajpladsen.
Løgten-navnet blev egentlig til ved, at der i gammel tid
anbragtes en tændt lygte på stranden som ledefyr og belysnrqg.
Arhus-Grenå landevejen førte forbi handelspladsen,
hvilket var af vital betydning for Gammel Løgten. Her var
igvrigt også en kro, som havde været der siden 1737 ,og tæt
ved var havnens pakhus samt købmandsforretning og markedsplads.

Ved Gammel Løgten fandtes et såkaldt krammarked,
hvor der blev handlet med alt muligt. Markedet må ikke
forveksles med LBgten Marked, som er af nyere dato og
som omtales længere fremme i bogen. Billedet på disse fordums
markeder ved Gammel Løgten var, som de fleste i de
tider, blandt andet også præget af småfolk, der ikke tjente
noget, men drev omkring og tiggede sig frem til en overlevelsesmulighed.
Det var fattige tider med ofte meget barske
vilkår.
Billedet andrer sig
I løbet afårene 1850 til 1870 fandt man på at anlægge en ny
landevej længere inde i landet. Det betød, at den hidtidige
gamle landevej blev gjort overflødig. Vejforlægningen fik
til resultat, at så godt som ingen kom til Gammel LBgten og
stranden deromkring. En epoke var slut. Folkloren og markederne
døde ud.
" Først mange år senere blev det gamle handelshus omdannet
til det vi i dag kender som Gammel Lpgten Strandkro.
Jordsamleren
MogensJørgensen Blach var fødtiØdum sogn ved Galten
i1822. Han skulle senere vise sig atfåafgørende indflydelse
på udviklingen i området. Mulighederne omkring den nyanlagte
Arhus - Grenå landevej var åbenlyse. I begyndelsen
af halvtredserne købte MogensJørgensen Blach en gammel
gård, lod bygningerne nedrive og opførte en ny på stedet,
hvor tværvejen Hjelmager - Vorre dannede kryds med Arhus
- Grenå landevejen. I gårdens stuehus indrettede han
en enklave, som blev udnyttet til krovirksomhed. Funktionen
varede til 1860, hvorefter aktiviteterne blev flyttet
over i en nyopført bygning på modsatte side af vejen. Her
blev der nu indrettet kro og kØbmandsforretning. Mogens
Jørgensen Blach, der endnu kun var en knØs i begyndelsen
6
af tyverne, må have været ejer af betydetige midler, for i løbet.af
1850'erne opkøbte han betydelige jordarealer på
begge sider af den ny vej gennem Skødstrup sogn. Hans nyoplBrte
gård fik status som proprietærgård 99 han navngav
dån >NalØgtengaard

Jernbanen
I begyndelsen af 1870'erne arbejdedes med planer om etablering
af en jernbane mellem Arhus og Ryomgård. Da
Blach hqrte, at banen skulle føres direkte fra Skødstrup til
Hornslet og altså udenom L6gten, fandt han, at der måtte
gribes ind. Det lykkedes ham at påvirke de beslutningstagende
instanser, således at jernbanen blev lagt i en >>krumning<
over Lpgten-området. Helt uden betydning har det
vel næppe heller været, at samme Blach skænkede en gratis
grund til opfgrelse af stationsbygningen.
Etableringen af jernbane og station i Løgten fik afgørende
betydning for udviklingen i området. Markederne
blev større og talrige vognladninger kvæg, heste og grise fra
markederne blev fragtet bort fra Lqgten station.
Mogens Jørgensen Blachs indflydelse og klogskab prægede
i høj grad egnen. Kun24 år gammel blev han valgt ind
i sogneforstanderskabet. Han blev medlem af Randers
.amtsråd og blev desuden valgt til landvæsenskommisær.
For sine initiativer i samfundet blev han Ridder af Dannebrog.
Han døde i 1901 og er begravet på Skødstrup kirkegård.
Egentlig havde det aldrig været Blachs Bnske, at der ved
kroen og stationen skulle vokse nogen by op. Han varjordsamler
og var ikke interesseret i at sælge byggegrunde. Derfor
var der da også kun meget få huse i Løgt..r i Blachs tid.
Men efter hans død overtog sønnen Jens Blach gården. I
1916 solgtes LBgtengården, hvorefter der begyndte at
komme gang i udstykningen langs vejen mellem SkBdstrup
og Segalt. I 1921 taltes der i det nyeL4gten 48 hjem med
222 indbyggere og ved folketællingen i 1950 var der i
samme område 102 husstande og 389 indbyggere, men siden
er derjo sket meget mere.
Alt i alt kan man faktisk sige, at L4gten er af ældre dato
end de fleste af vore stationsbyer, men takket være Blachs
uvilje mod at ladejorden udstykke til parcelhusgrunde,va-
10
rede det længe, inden der kom gang i udbygningen, og altså
inden selve LPgten by skød op,
Carlsen kommer ti,l
Så meger er der nedfældet som officielle fakta om udviklingen
i iøgtett over et åremåI. Men når talel i dag falder på
Løgt"n,år det næsten uundgåeligt 9g1? at komme til at fokusere
på navnet Th.C. Carlsen,l daglig tale dog mest be-
L1

nævnt >>Carlsen, L6gten

Peter Wester var en anerkendt landbruger på egnen, og
der gik desuden ry om hans gode evner somjæger, Han-
!g
ne, min mormor, var en ikke mindre dygtig husmoder, som
selv klarede hele menagen i hjemmet.
De børn, som havde evner, kom på realskolen i Grenå,
deriblandt min mor.
Da Peter Wester var cirka 62 hr, solgte han gården, da ingen
af sønnerne ville have den, og i stedet købte han en ret
stor villa i nabobyen Trustrup. I denne villa var et rummeligt
lokale, som blev lejet ud til den stedlige bank, som Peter
Wester også repræsenterede. Mine bedsteforældre boede
her til deres død. Hanne blev 78 og Peter 83 år gamle.
Min far, hvis fulde navn var Thomas Peter Christian Emil
Carlsen, for nemheds skyld holder vi os her til Thomas Chr.
Carlsen, var købmandssØn fra Gl. Skagen - HBjen, som det
dengang blev kaldt. Min farfar hed Christian Carlsen og var
født samme sted den 4. marts, 1851. Hans kone, og altså
min farmor, hed Engel. Min far var fødtden 7. marts 1878
og var den ældste af de tre børn, der blev født. Næstældst
var farbror Carl Martin, som blev født den 30. oktober,
'1880,
men da Engel fødte det tredie barn, døde hun i barselseng,
og den lille pige, hun havde født, døde også.
Nogle år efter giftede min farfar sig igen, med Methine
kaldet Tine. Hun var fødti Hulsig den 28. april 1860. Vi
kaldte hende >>Bedstestorfiskere

Disse to garnle fotografier iliser en situation, der ga.nske god.t ilhutrerer.typisk lnnd'kg idrl i
ti.d,er føåsend,e og-stqjende traktorer kom til. Men det aar ikke altid' en dans på roser at tære
karl på lnnfut denga'ng.
Bi,llid.erne erfra r"Hoigaardeno i Allelea, somd,ensåud, d.a Mari,aWestersforælÅre, Hanne
og Peter Wester, d,reu den.
fra Allelev at kende. De to giftede sig omkring århundredskiftet,
og kort efter blev de bestyrere af Søbyvad MØlle - og
Købmandsforretning ved Hammel.
Virksomheden hørte til godset >FrijsenborgPapir-
Jens

for stationsbygningen. samme Bisga.ar$ Jensen blev forresten
senere ciå føiste bankdirektør i Mørke Bank'
Le gendariske kaptajn Black
Mine forældres arbejdsgiver var således den navnkundige
kaptain Black, der Foruden kro og købmandsforretning
"gla å.j.a. selve >LøgtengårdelLøgtengåideni,. De fleste 1f
gårdene iVorre, Seealt,
Hielmag"et o! en del af de landbrug, som ligger ned
åod Slødstiup, fik tillægsjord fra >Løgtengården

dog kun til 1914, da de blev i stand til at.købe LBgten Kro
meå tiltiggendejorder og samtidig naturligvis butiko gmølleri.
Disse-jordei var identiske med den leg^endariske markedsplads,
som var at finde her lige overfor kroen, samt
hvoi nu Shell-servicestationen befinder sig, plus hvor
kroen har parkeringsplads og den tilstødende have. Hvor
Shell-statio.t.tt .tu ei, var der en slags pavillon, formet som
en stor rød barak, og den blev kun brugt ved markederne.
Sidebygningen på kioen blev dengang også kun brugt, når
d,er vaiLøglen harked. Krobygningen var. kun i 6n etage,
og til ,rettsi=re for indgangsdØren v-ar der indrettet boder
*Ied slik og til højre en afdeling med salg af forskellige souvenirs,
hovldsagålig beståendeaf pressede blomster og for-
l,Øgten kro som dpn tog sig ud omkring 1920-30. dc to ainduer til uerutre er indrettet
lag
hgimandshandel, medinsiesten af fogningen er i brug ti,l kroairhsomhed'
På trappen og fortoaet foran ses kroins personale samt en gruppe deltagere i en qhzludflugt'
som ligi har ti.lln'dt sig en patse og en forfri.skning.
skellige fugle og hatte med mere. Det var de samme damer,
som fiavde den bestilling, hver gang der var marked. Der
udviklede sig iøvrigt et ualmindeligt godt forhold mellem
nævnte damer og min mor. Flere af dem holdt forbindelsen
vedlige med min mor til hun døde i1945.
Løgten Kro havde dengang status som Kgl. Privilligeret
Kro, og der var tinglyst på kroen, at der altid skulle være et
rum til disposition for to farende svende. Dette rum kaldte
vi for >>bissekammeret

Som nævntvar Løgten markederne dengang meget store.
Folk kom langvejJ fra, ja helt fra Grenå, og det foregik
pr. hestevogtt. B-landt de mange, der hver gang havde
Lrinde til m"arkedet i den ene eller anden forstand, var der
altid nogen, der forstod at markere sig lidt mere effektfuldt
end fleriallet. En af dem var la Cour, en kendt og meget stor
hestehandler. Det skete ikke sjældent' at han kom med
>>trækskfld"strupmQllen< og ejedes på d,auærende tidspunkt af mgller Jprgen
Udsen.
Vejen haor d,en enlige d,ame (med det \se houedtgrkl.ade) står, er faktisk d,en oprindtlige
gamle Grenåaej.
ba DSB lagdl"Århus - Grenå banen i 1877 , med,fflrte d.et en del rauage i d,e oprind.eli,ge skel
mellem egnins gårde, hailhet også påuirkede den senere tffiring i om'rå'd'et.
Kaindei, haisiuerkrop skimtis uid hushjØmet fjernest i billedet, er mlllerens kone, kald.et
,Kuk-Marieo. Huset tattestoedibilledettilhgrte Niels Rasmusen, somforuden a'taare træskomand,
ogsåaar ringer og grazter aed Skldstrup ki;rke. Sidst, ogti,Ihusetformange år sid'en
bleu reaet ned, beboedes d'et af hans saigerforældre.
vogn

Til at passe købmandsforretningen havde vi gennem
mange år en mand, der hed Bang. Han var fra BBrglum og
havde fulgt mine forældre derfra til Lggten. Detvaren god
og stabil mand, som vi satte stor pris på. Han var hos os til
han giftede sig og slog sig ned i Hornslet. Han etablerede
sig iøvrigt med en mindre forretning lige overfor sygehuset,
hvorfra han handlede med kaffe, chokolade og lignende,
og hans kone blev bestyrer for Hornslet Central.
Efter datidens forhold var LBgten station et knudeBunkt
af vital betydning. Her krydsede togene i fart mellem Arhus
og Grenå. I stationsbygningen regerede stationsforstanderen
og havde til sin rådighed et par assistenter og en medhjælper
samt en overportør og en almindelig portør. I forbindelse
med stationsområdet var der indrettet to folde,
der var adskilt. Den ene var forbeholdt kreaturer, og den
anden var til grisene, som bønderne i reglen selv kom med.
Endvidere var der en vægt på stedet. Når der så var markeder,
blev grisene lukket ind i den ene og kreaturerne ind i
den anden fold. Så blev dyrene vejet og læsset påjernbanevognene
og fragtet til slagterier forskellige steder. For det
' meste førtes kreaturerne til Arhus. Jo, man kan roligt sige,
atLøgtenstation var et knudepunkt af betydningi de tider.
Hver formiddag på ugens hverdage kom en postvogn fra
Rønde. Her havde man dengang ikke noget posthus, men
det havde vi i Lpgten. Når postvognen, somjo var af den hestetrukne
slags, nærmede sig den tættere beboelse i Lggten,
satte kusken posthornet for munden og blæste sit signal. I
postvognen befandt sig passagerer, som blev befordret til
stationen til videre rejse. Om eftermiddagen gik turen tilbage
til Rønde, og var der passagerer i den retning, blev de
selvfglgelig også taget med.
Postvognen var lukketogi næsten akkurat stil med de elegante
typer, som ofte ses afbilledet på de så romantisk illustrerede
julekort både før og nu. I mine drengeår hed kusken
på postvognenHøj, og han var fra Rønde. Det var sådan,
at han altid havde nogle timers ventetid i Løgten, og
24
det skete meget ofte, at han påtog sig at passe vi børn. Det
var han vældig god til, og mor havdejo kun sjældent tid til
det.
LBgten Kro udviklede sig til at blive en betydelig og meget
besøgt kro, og det betød selvsagr, at mine foråldie fik
stadig mere at se til. Det gik sådan, at min mor til stadighed
havde to piger, ja sommetider tre, til at hjælpe sig. En af
dem, Katrine Christensen, var her faktisk hele sit liv. Hun
boede med sin familie oppe i >Teppelsig< i Segalt. Hendes
far var møllersvend på Segalt Mølle, som dengang var et
stort foretagende. Jeg kan tydeligt huske, at dei tifmøllen
var konstrueret et \ejseværk, som befordrede kornsækkene
fra vognene op til møllekværnen. En gang fik møllersvenden,
Katrines far, sin ene arm viklet ind i dette hejseværk.
Det var meget alvorligt, og han fik armen sat af. Som
erstatning fik han monteret en krog, som han lærte sig at
bruge i mange situationer. Kathrines mor hed Mette. Hun
var i mange år fast serveringsdame på kroen. Familien
Christensen og min familie arbejdede således sammen i
mlngfoldige år. Der var et fantastisk venskabs- og tillidsforhold
mellem os, og vi holdt da også sammen hele livet.
Skolegang og pligter
Jeg gik i skole hos frøken Rasmussen, som vi elever forretsten
havde for vane at benævne >Fr6hoppendegnen(< og hans kone, fru Petersen,
var slet og ret >>madammen

i':. :
.:''
.
ffi;'
@lhand,ler Jens Peter AnrJersen's hus, C'renåuej 818' Bygningen befinder sig ued' den Qsttendte
sid,e af Grenåaej.
lens Pcter A'ndersen håt',de sit gldepot i hælderen ' Det fortalles om ham' at han uar en hjælp-
;;;;r: i; fi, ,ierpet aldrig uar bange for at låne tidt penge til bchendte i nød'
";';
meget spiritus. Men hvis man prøver at sammenligne med
J."?u"å, så er der såmænd ikke sket nogen nævneværdig
;"d-;"åi det billede. Man drak da mindst lige så.meget i de
tider. Så snart man kom godt over middag, var det den letteste
sag at finde fulde fo-lk påmarkederne. Især var hestei't;;i;;;.
utilbøjelige til at holde sig tilbage,.og de.holdt til
inde nå kroen, hioråe nok satte en hel del øller til livs, men
k;ii";".herne blev altid favoriseret. Mine forældre havde
i"afÅt den skik at give gratis kaffe, fløde og sukker, men
brændevinen skulle!æstårne så til gengæld betale for'
26
I løbet af et sådant markeds forløb, blev der solgt så
mange kaffepuncher, at der alene forbrugtes to hele mælkejunger
kaffefløde, som vi havde hentet på Vorre mejeri.
Det var vi børns opgave at klare den slags ærinder. Foruden
kaffefløde skulle vi også hente isklumper til at nedkøle
fløde med. Isklumperne var så store som datidens ottepundsbrød,
men de skulle jo også helst vare så længe som
muligt. En anden af vores opgaver var at åbne øller. Flaskerne
var dengang ikke forsynet med metalkapsler, men
med korkpropper.
Vi fik til dette formål anskaffet en såkaldt proptrækkermaskine,
og det lettede arbejdet ganske betydeligt. Der stod
vi så og trak øller op på stribe og stillede dem klar til serve-
Et gad,ebi.tted,e fra LQgten, formentlig taget i titlcn omkring århund,redskiftet. I baggrund,en
tts t'ihaen ,Øitertide" og i forgrund,en en bygning, haor d,er dengang uar ind,rettet en boghandel.
Her'er den senere >Dpgneren< bleaet opf|rt.

ing. De piger som tog sig af serveringen af øllerne
{l,mar;
ked-sfolkåt,-kaldte vi opvartningspigerne. Der var ikke så
mange ølmærker i handelen dengang. Jeg tror nok, at vr
fortrinsvis solgte Thor øller.
Efterhåndeå som folk behørigt havde beruset sig om eftermiddagen,
var der knap så travlt, og navnlig da vi var blevet
lidt stårre, fik vi lov til at være mere nærværende i disse
festlige sammenhænge.
Ruådt om bordene stod alle de efterladte sjatter, som
gradvis voksede i omfang efterhånden, som folk var blevet
godt drukne.
"
Disse ølsjatter samlede vi sammen. Der-måttejo ingenting
gå til spild"e. I alvsbygnilg." bag ved selve kroen havde vi
ilogle grise. Bygningån Iå åer, hvor nu vandværket er placeret:Ø[jatterndpluJalt
det brød, der også var blevet levnet,
bhndeåe vi sarnmen i en pærevælling og serverede for grisene,
som slubrede det i sig med velbehag. OS d9! var vældig
morsomt at stå og iagttåge,hvordan Srisene blev beru-
. reå. og dinglede rundt. Især fik småg4sene en ordentlig
kæfert på. Men de tog nu ingen skade af det.
Hestehandlerne og deres >>trakkere <
- Kedsommelighed er et yderst kedeligt begreb, og det er
såre naivt, hvi-s folk hælder til den antagelse, at man let
kunne komme til at kede sig i de tider. Nej, tværtimod var
markederne dengang mere festlige, end de er-i dag. Det var
for eksempel væIdig fornøjeligt at iagttage handelsmetoderne.
Def varjo iklie altid,-der fra starten-var enighed om
priserne på de"der krikker. Det var identisk med enfoldigired,
hvis nogen betalte den pris, der blev -forlangt. Det foregik
med hånåslag, og så var-den handel afsluttet. Ing-en dik-
Ledarer; et ord er eiord, og en mand er en mand. Der var
endnu et stykke vej til data- og comPuteralderen og overdrevent
vammelt bureaukrati.
28
Vejene i området var ikke asfalteret, heller ikke gennem
Løgten og Skødstrup. B6nder og handelsfolk kom fra hele
omegnen; mest fra Mols og Djursland, når der var marked.
Nogle af de større hestehandlere, og her kan jeg specielt
huske la Cour, lod deres heste bringe hertil i løbetaf natten.
De havde trækkere til at trække afsted med dyrene. Hestene
var bundet til hinanden i hobe, og så gik det ellers derudad.
Undervejs blev der giort holdt, så dyrene kunne
stjæle sig til lidt føde i grøftekanterne eller om muligt fra en
åben græsmark. For mange af disse arme krikkers vedkommende
var det såmænd den eneste føde, de fik på sådan en
udflugt.
Hestene var også forfærdelig tørstige, når de nåede frem
til Løgten markederne. Men vi havde vand parat til dem.
Fra en brønd og ved hjælp af en stor pumpe sørgede vi for,
at et stort trug blev holdt fyldt med vand til dyrene. Når så
markedet hen på eftermiddagen ebbede ud, og folk skulle
hver til sit, blev hestekøretØjerne gjort klar. Mange kom kørende
i gig ellerjumpe, det var meget almindeligt dengang.
Men hvad der navnlig gjorde indtryk på vi børn var, når de
satte afsted ud ad de støvede sten- og grusveje. De mere eller
mindre drukne markedsfolk fandt morskab i at køre om
kap. Krikkerne blev trakteret med kæp eller pisk hen over
rygstykkerne, og de strakte ud det bedste, de havde lært. De
skulle jo se, hvem der hurtigst kom til Rønde, eller hvor de
nu skulle hen. Der blev ikke tænkt på dyrplageri, og risikoen
for blåtblinkende, Iæderklædte pansere på motorcykler,
parat med blok og kuglepen til straf for hastighedsoverskridelse,
var ret minimal. Jo, det var folklore, når folklore
var festligst.
På kroen og landeriet havde vi dels et spand heste og en
vogn, som blev anvendt til transport af growarer og dels en
hest og en mindre vogn, et såkaldt enspænderkpretgj, som
brugtes til at køre kolonialvarer ud til kunderne. Men om
vintrenen når det var vanskeligt at færdes på grund af snemængder,
var vi så heldigt stillet, at vi altid kunne låne en
29

slæde ovre på >Løgtengården

det var altid spændende, når bilerne kom. På den måde var
det muligt for mine forældre lejlighedsvis at kunne tillade
sig en udflugt og slappe lidt af fra dagligdagens arbejdspres.
Deres mest yndede udflugtsmål var Vosnæs Pynt. Turene
foregik i deresjumbe, og så havde de madkurv med.
Til tankpasserjobbet blev vi udstyret med en cigarkasse
indeholdende byttepenge, så vi altid kunne give tilbage.
Troligt sad vi foran huset på en bænk hver søndag og ventede
på, at der skulle komme en bil, der trængte til en slurk.
Det var en ren sport at se, hvem der først nåede at sælge 100
liter, men antallet af biler var ikke særlig imponerende i de
tider. For ulejligheden fik vi hver 25 øre, og hvis der havde
været tale om et helt usædvanligt stort salg, kunne vi måske
være så heldige at få en hel krone.
Gode betingelser
Lad mig et øjeblik dvæle lidt ved de daværende forhold i
området, sådan i grove træk. Forudsætningerne for at etablere
en købmandshandel var nemlig ikke de værste set med
baggrund i forskellige faktorer. Der var et betydeligt op-
Iand, og efter datidens forhold var landmændene i området
ret velhavende. Det skyldtes for det første, atjordens bonitet
(kvalitet) er af høj karat med deraf fBlgende både omfattende
og fine afgrgder og for det andet, at de pågældende
landbrugere var af den dygtige slags. Af andre betydende
faktorer må også nævnes selve Stationen og Segalt Mølle.
Især fortjener Segalt Mølle at blive nævnt som et særdeles
vigtigt element. Her var ikke alene mølleri, men også efterhånden
en stor brødfabrik.Jeg husker, at mØlleren havde
et stort antal brødvogne, som hver eneste dag kørte ud til
kunderne. Og møller Jensen var selvfølgelig en person af
stor betydning her på egnen. Imponerende var det selvsagt
også at betragte den vældige mølle, som med vindens hjælp
trak de forskellige maskiner. Den var så stor, at der var to
mand til at passe den. Møllen var i6vrigt en af de få seksvin-
32
Brldkuk Morten Mlgeltoft Jensen, som i mønge år kgrte med brpd fra Segaltmgllens brgdfabrik.
gede her i landet, og det var også en af de første fuldautomatiske,
hvor man stort set kunne betjene det hele fra et
sted.
Blandt andet drejede den sig selv i vindretningen. Spændende
var det også at se, når bønderne kom i deres hestevogn
med korn som skulle males. Jo, det var en meget anerkendt
mØlle.
Uddannelse
Mine forældre holdt strengt ph, atvi børn skulle have en eksamen
og det hang ikke mindst sammen med, at man i de ti-
aa
JJ

der hældte til den anskuelse, at hvis man bare havde en eller
anden eksamen, så var forudsætningerne for at klare sig
væsentlig forbedret. Jo finere eksamen jo flere døre ville
være åbne. Altså sprgede de for, at både min ældre bror
Henry, min søster Edith, som er den mellemste, ogjeg selv
kom til at gå i Ryomgård realskole. Vi fik således alle tre en
præliminæreksamen, som siges at svare til en mellemting
mellem en realeksamen og en studentereksamen med aktuel
målestok. For mit vedkommende havde jeg min eksamen
som l6-årig i 1929.
Det var i de år meget usikre tider, og mange var af gode
grunde ængstelige for fremtiden. Derfor satsede flere på at
Jkaffe sig en stilling i den offentlige sektor. Det var for eksempel
meget attraktivt at blive ansat ved statsbanerne eller
postvæsenel, så dajeg nu havde fået mit første eksamensbevis,
sagde min far til mig: Nu skriver du en ansØgning til
både statsbanerne og til postvæsenet om at blive ansat.
Det var bare ikke så let en sag at blive ansat ved det offentlige
dengang. Fremgangsmåden var, at man skrev en ansØ:gningiil
pågældende instans, og der skulle samtidig vedtægges
et nærmere fastsat beløb. Det kostede således oven i
købet penge, hvis man ville være med i køen af ansøgere,
men til gengæld fik man hvert år et brev, hvori man meddelte,
at ansøgningen automatisk blev fornyet.
Jeg måtte i lighed med mine mange medans@gere være
indstlllet på kortere eller længere ventetid, og for mit vedkommende
kunne det endda gå an, da jeg altid kunne
hjælpe
-
til i forretningen.
Men min far var imidlertid af den sikre overbevisning, at
ham >lømmelen

j.goøj.r med tre år. Dette med baggrund i den omstændighed,
at jeg jo nBdvendigvis måtte have tilegnet mig en hel
del forkundskaber ved at hjælpe til derhjemme. Man konstaterede
blandt andet, at jeg formåede at lave kræmmerhuse
og kunne lukke en pose. Vigtige sysler dengang, men
som ikke kendes mere.Jeg var i stand til begge funktioner.
Det var altså det første som min læremester, købmand Simonsen
i Balle, spurgte mig om, men samtidig ønskede han
også at vide, omjeg var i besiddelse af en cykel. For en sådan
skulle jeg bruge, nårjeg skulle bringe varer ud til kunder."
Jeg var så heldig at være den lykkelige ejer af en cykel.
Jeg blev i4vrigt rigtig glad for at være der i samfulde rre
år. Rigtig lgn, sådan i penge, fikjeg ikke. Det var ikke almindeligt.
Menjeg fik kost og logi samt skosværte og håndsæbe,
og så var det ved lov bestemt, at købmanden skulle betale sygekassekontingentet.
Stående taffel
Arbejdsvilkårene var unægtelig noget forskellige fra, hvad
man kender til nu om stunder, og det må være passende at
berette lidt om den side af sagen også. Mor var forresten
yældig glad for, at jeg havde fået netop denne læreplads,
for det betød, at jeg havde fine muligheder for at komme
hjem om søndagen. Togforbindelserne mellem Trustrup
og Løgten var gode, og mor var glad for at se familien samlet
på søn- og helligdage. Samtidig havde købmandsfruen
heller ikke noget imod at komme af med os, for så havde
hun ikke os at føde på i den tid.
På lg,rdage havde købmandsforretninger åbent tilkl.22,
så det vi i dag forstår ved weekend frihed, kendte man ikke
noget til i de tider. Når forretningen var lukket k1.22, skulle
vi bagefter vaske gulv. I det daglige var vi aldrig færdige fgr
kl. 19, og vores aftensmad, som bestod af rundtenommer
og lidt mælk, blev almindeligvis indtaget stående ved den
ene sidedisk. Når vi havde spist, gik vi i gang med at feje gul-
36
vet, hvorefter vi strøede savsmuld iblandet mobolie. som så
også efter nogle øjeblikke blev fejet sammen og samlet i en
kasse.
Sommerferier var ikke-noget, man brugte. Jeg kan dog
huske, at mine forældre alligevel mente, utj"S,-aå sidste åi
j58 var^derude,
$ulle spør$e købmandenbå muligheden
for at få en uges ferie. Dit lykkedes mig at få en uge fli, men
det var faktisk noger af en sjældenhed, at man fil. ferie.
Så til sgs
I 1932 var uddannelsen til købmand overstået og heldigt
var det selvfølgelig for mig, at mine forældre havåe råd iil
at have.mig derhjem-9t ob i den fBlgende tid {alp jeg til i
torretninge^n. Der-var blot det at sige til det, atjegjo var i
gvgrtal, og far_var ikke tilhænger af al skulle fyre-no-gie af de
folk, han havde haft i sit brødl så mange år, og som"han ua,
godt-tilfreds med. - Så ham >lømmelen.. skulle sgu,ud og
bestille noget, var hans konklusion.
^ J:S søgtg nu alverdens steder, men det var meget svært at
{ld. arbejdspladser. Blandt andet prØvedejegåt søge ind
til statshavnene og forsBgte endnu eh gang hbJpostvåsnet,
men det var altsammen forgæves.
Det var så meningen, atjeg skulle ind og springe soldat,
gg d91 var indløbet indkaldelse til artilleriel men ået var på
det tidspunkt, hvor Stauning var statsminister, og landåts
økonomi var i en sådan forfafning, at der ikke var råd til militæret.
Kort efter, at indkaldelsesordren var modtaget,
modtog vi besked_om, at vi var overførttil sikringsstyrken.
Så der blev altså ikke tale om en soldatertilværelie heller i
mit tilfælde.
{3gr^tid
iSkagen, kendte min far en udskrivningschef
ved DFDS-rederiet. Ham tog h_an nu konrakt til i et forsøg
på i det_minds-te atprøve på at få mig ud at sejle. Det lykkel
9"1, og kort efter biev jegså forhyre"t som ,railarrterhavsarbejder<
i DFDS. Mpnstringen foiegik i København, og på
37

det tidspunkt havde jeg endnu aldrig været i hovedstaden,
så det var en stor oplevelse for mig.
Med s/s Frederik den Ottende sejlede vi fra København
til Oslo, der forresten den gang hed Christiania. Turen
gennem Oslo-fiorden var en smuk oplevelse, som jeg specielt
husker. Videre gik det nu fra Oslo til Halifax i Canada
og derfra til New York. Her lå vi i nogle dage, som blev benyttet
til rengØring. Damperen var en ret stor kombineret
fragt- og passagerbåd og vi havde i reglen temmelig mange
passagerer med på vore rejser.Jeg havde forresten den lidt
specielle oplevelse at være med til at bringe den første last
spiritus til Amerika efter, at spiritusforbudet var blevet ophævet.
Det var vældig spændende.
Som atlanterhavsarbejdere rangerede vi et nummer højere
end skibsdrengen, og naturligvis blev rangordenen eller
hakkeordenen, om man vil, n6je iagttaget. Vi blev brugt
til alt forefaldende ombord i pagt med vore evners formåen,
og når man hyrede os som atlanterhavsarbejdere, var
det, fordi vi ikke var medlemmer af nogen fagforening. Det
'behøvede
vi altså ikke at være, men samtidig fik vi heller
' ikke ret meget ilqn, ja, mindre end skibsdrengen. Vi var således
billig arbejdskraft, men vi fik en udmærket kost ombord.
Det var tillige således, at når vi var i havn, måtte vi ikke
bo i skibet. De faglige bestemmelser, og i den forbindelse føler
jeg mig fristet til at gætte på, at det må have været >Sømændenes
ForbundofringKa' du så se at
komme i gang med de kamre. Nu har vi haft dig til at ligge
og svine et helt døgn, og du har ikke været til nogen nytte i
den tid

des af og til for nogen at >>organisere

dem, der i reglen tog sig af sØmændene, som havde flere
penge end os unge knægte.
Skyskraberne var imponerende. Det blev mig forundt at
opleve ture op i toppen af Empire State Building og en anden
høj bygning som man kaldte >Strygejernetrneløss e a,gent<
Papir-Jens-,
_der havde været en af de flittige gæster hos
mine forældre, ikke mindst da de drev Søbyvad kio, fortalte
en dag om,en-bror, der som ung var rejst til England, hvor
det var lykkedes ham at etablerå en virksomhed, der kørte
under navnet United Molasse Company. Broderen, der
43

hed Krøyer Kielberg, havde svunget sig op ved handel med
flydende melasse, der er affald fra sukkerrør, og som er et
udmærket kreaturfoder. Krøyer Kielberg startede altså
med at opkøbe dette produkt fra de lande, hvor man dyrker
sukkerrør med henblik på blandt andet fremstilling af rom.
Melassen blev fragtet til England pr. skib i såkaldte >Basketsskindet på
næsen

Sygdom rarnmer
Desværre skete der nu det, at min far blev ret alvorligt syg,
ramt af en hjerneblødning. Dermed opstod en ny og vel heller
ikke på det tidspunkt særlig imødeset situation. Af vi tre
søskende varjeg eneste ugifte, og med baggrund i fars sygdom
havdejeg lovet min mor, atjeg ville komme hjem i det
mindste to gange om måneden og på den måde bidrage til,
at firmaet kunne holdes kørende. Det var nu så heldigt, at
man på det tidspunkt, også i DDPA, var begyndt at indføre
delvis lgrdagsfrihed. Det vil sige, at man holdt fri fra l4rdag
middag. Samtidig var lyntogene kommet frem, ogjeg var så
heldig stillet, at jeg på favorabel måde kunne benytte dette
hurtigtog både til hjemturen lgrdagog tilbageturen sØndag
aften.
På grund af fars sygdom havde vi en del drøftelser i familien
om, hvad der nødvendigvis måtte ske med forretningen.
Min ældre bror lod forstå, at han ikke var interesseret
i at overtage den, så vi enedes om at sætte den til salg. Vi fik
'
det arrangeret således, at eventuelle køberemner ville blive
' tilsagt at indfinde sig på de l6rdage, hvor jeg havde fri og
kunne være disponibel til atvise dem rundt ivirksomheden.
Jeg oplevede nu det, at da de første virkeligt købeinteresserede
indfandt sig for at blive vist rundt, så lukkede min far
og mor sig inde på deres soveværelse.
Det gav mig samvittighedskvaler, ogjeg tænkte ved mig
selv, >>Det kan du faktisk ikke være bekendt, det herJeg synes at De skal blive i firmaet til efter maj. På den
måde kan De være med til at opleve firmaets 50-årsjubilæum,
og når det så er overstået, kan De for eksempel få et års
46
orlov, hvorefter De kan genindtræde på Deres nuværende
stade

hvad de havde behov for i dagligdagen, så måtte jeg få det
overskud, som forretningen ellers kunne give.
For året 1939 blev der ikke tale om noget overskud, men
i 1940 gik det lidt bedre, ja, så godt, at når alle forhold var
tilgodeiet, både for mine forældres og mit vedkommende,
vai der et overskud på hele 3.000 kroner. Dem fikjeg så til
min egen disposition, og det var skam mange penge den
gang.
-
Dåt begyndte nu at gå lidt bedre. J.g Yul efterhånden
kommet et godt stykke op i tyverne, ikke sådan at forstå at
jegfølte, at ålderen trykkede mig, men et tålelig solidt erfaringsgrundlag
var ligesom tilgået mig undervejs, og det skader
som bekendt ikke.
Endnu i 1940 var det muligt at køre bil i Danmark. Så vores
næste store ønske var at anskaffe en ny bil. Mine forældre
syntes også, at det var en god ide, så vi købte os en
Opel Kaptajn. Det var en stor tingden gang og el meget fin
vogn. Vinavde lige nået at anskaffe den, før tyskerne kom
og besatte landet i 1940.
Vi nåede såmænd knapt at køre den ordentligt til, førend
vi af frygt for, at tyskerne skulle tage den fra os, lod den
stalde oil Stuastrupgårdens lade, hvor den blev godt gemt
under eh dynge halm. Batteriet havde vi taget ud og s-at hen
til den lokaie mekaniker, for at han kunne passe på det for
os. Tyskerne opdagede da heller aldrig, at vi havde bilen.
Herråfolket havdejo en vis tilbøjelighed til at tage, hvad de
havde behov for.
47tigt landmænd i ghonomisk ufØre
Under mit virke i DDPA havdejeg tilegnet mig en vis indsigt
i økonomi og vidste lidt om regnskaber og bogføring
med mere.
Det skulle vise sig, at min mistanke om, at der på gru_nd af
fars sygdom kunnå være en del brist i regnskabernes f$el'
se, vaibegrundet. Siden han var blevet syg, var regnska-
48
berne ikke ført, som de burde. Systematisk gennemgikjeg
alt, hvad der var af bilag og notarer, og heldlgvis fandt jef
ret hurtigt u-{ af, at den gæld, vi havde ibanken, var af ganske
uvæsentlige dimensioner. Det fremgik også af diverse
bøger, hvad mine forældre ejede, så deivar på alle måder
rene linier-og ingen egenrlig grund til bekymiing.
Det skulle vise sig, at en stor del af egnens landmænd var
så fattige, at de havde hurtig og kontant hjælp behov. Flere
af dem var i betydelig gæld til os, og der måttå gØres et eller
andet.
Jeg tog ud o.-g snakkede med dem, og det var bedrøveligt
at lægge we til sekvenser som: >>Vi er ude at stand til at betale
vor gæld til din forretning, ja vi har end ikke midler til
at betale vores ejendomsskatter eller brandforsikring
med

I løbet af sommeren 1941 havde vi ladet bygg. en villa til
mine forældre. Det blev på en byggegrund på Grenåvej
734. Desværre nåede min far aldrig at flytte ind i den nye
beboelse. Han døde inde på Sct. Joseph Hospital i Århus,
netop som huset var færdigt. Han blev dog sat ind i villaen
i sin kiste og blev begravet derfra.
Mor var ikke meg'et for at flytte ind i det nye hus. Hun foretrak
at blive boende i de vante omgivelser. Dertil kom, at
mor og jeg altid var kommet godt ud af det sammen. Der
gik nu et stykke tid, hvorefter mine sØskende og jeg blev
enige om, at det nu nok var bedst, at hun kom op i det nye
hus på Grenåvej, hvad enten hun brød sig om det eller ej.
Huset havde jo også bedst af at blive beboet. En dag og som
aftalt kom min bror og min sØster hjem, og så flyttede vi
mor og de møbler, som hun helst ville have, ind i huset.
Hvad der blev tilbage i den gamle beboelse skulle tilhøre
mig. Det hele foregik helt uden problemer. Det gjorde det
forresten som regel. Der har faktisk aldrig været et forkert
ord mellem mine søskende og mig, siden vi blev voksne. Vi
'søskende accepterede i værdig samdrægtighed helt, hvad
begge vore forældrejo havde ytret ønske om skulle ske med
virksomheden, når de engang var borte.
Kaution oaerflødig
Mor døde 22. september 1945, men nåede at opleve verdenskrigens
afslutning.
I de knap fire år, hun boede i huset, kom hun også til at
opleve sammenhænge med relation til besættelsen, men
derom lidt længere fremme i bogen.
Som nævnt sad hun i uskiftet bo, ogjeg havde været bestyrer
for hende, efter atjeg var kommet hjem. Det var af
samtlige familiemedlemmer accepteret, at jeg skulle have
det, forretningen gav af udkomme, udover at mor kunne
leve kvit og frit og igvrigt hele tiden fik, hvad hun skulle
bruge af den ene eller den anden slags.
50
.. .D.j var lykkedgr Tig at oparbejde en vis kapital, jeg kan
ikke længere huske hvor stor, men den var investeråtl forretningen,
som var i god gænge.
. Da-mors. begravelse var overstået, tog begge mine søskende
og jeg lna tl Århus Privatbank, h"vor Eånkdirektør
Andersen-tog imod os. Vi giorde gældende, at vi skulle
PI*s:^ et beløb, så vidt jeg-husker var det på omkring
300.000 kroner, penge somjegjo skulle låne fbr at afviHå
med mine to søskende, og detblev samtidig fremhævet, at
de ville figurere som kautionister for beløb6t.
Direktør Andersen sagde hertil, at både vore forældre og
jeg havde været kunder i banken i tilstrækkelig lang tid tii
at han kendte os. - d9g ser ikke nogen grund-til kåutionister

vej. Min mor havde på det tidspunkt anskaffet sig en koloni
af ænder og hgns, og da AageJensen var en udpræget morgenmand,
påtog han sig gladeligt hver morgen tidligt at gå
over og lukke kræet ud i deres gård.
Modstandsbeaagelse
I løbet af 1944 fikjeg kontakt til Hornslet-gruppen og var
lejlighedsvis med på nogle af dens nedkastningsekspeditioner.
Det skyldtes mit gode bekendtskab med især Herold
Svarre, der var formand for la Cour, som dengang foretog
gravning af tørv i Rosenholm mose. I vores forretning
handlede vi meget med tørv på det tidspunkt. Vi solgte tprv
i massevis til hele omegnen og blandt andet især betydelige
mængder til Vorre Mejeri og Skpdstrup Mejeri. Tørvene
købte vi overvejende hos la Cour, og det var herigennem,
jeg lærte Herold Svarre at kende. Han var en både dygtig og
prægtig mand.
Der forekom nogle år, hvor det var ret vanskeligt at få
gode t@rv. Hyppige og vedvarende regnbyger vanskeliggjorde
t@rringsprocessen og skabte vanskelige kår for tØrvefabrikanterne,
herunder også la Cour. Krigsår og kriser
var resulteret i en anstrengt økonomi, men lykkeligvis var
jeg i besiddelse af midler, såjeg kunne låne penge nok til,at
jeg kunne forud indbetale over halvdelen af det beløb, der
skulle købes tØrv for i sæsonen. På den måde klarede la
Cour skærene, og det endtejo gudskelov med, at han overlevede
og oven i købet blev en velhavende mand og til stor
gavn for en hel egn. Jeg gik forresten i skole i Ryomgård
sammen med et par af hans børn, og allerede fra det tidspunkt
etableredes der et vist tillidsforhold. Det var imidlertid
også takket være bankbestyrer Viggo Mørck i Købmands-
og Håndværkerbanken i Hornslet, at det gik godt
for virksomheden i Pindstrup. Hans enestående evne til at
bedømme anliggender og forudse en udvikling kom i høj
grad la Cour til gode. Det var Viggo Mørck, der sagde god
52
for la Cour, og derfor var jeg ikke bange for at indbetale
pengene inden tørvesæsonen.
Men vi hentede altså store mængder tØrv i Rosenholm
mose, og det var samtidig på det tid"spunkt, at tyskerne for
alvor var begyndt at blive aggressive overfor den modstandsbevægelse,
som var her på egnen, og som var ret aktiv.
Det gjorde ondt at høre, at Svarre og flere af hans kammerater
i Hornslet var blevet taget af Gestapo og likvideret.
Nogen tid- efter, at det var sket, var jegmed til at flytre
modtagestedet fra Rosenholm til et område ved Vosnæsgård.
Greve Torben Knuth var også med i modstandsbevægelsen
og tilmed en fantastisk god mand. Han tilhørte den
gruppe, man kaldte >>officersgruppenofficersgruppen

serne var bestemt til. Han afleverede dem kort og godt på
den oplyste adresse og dermed var den sag ude.
Østerby havde, på grund af arbejdsløshed, været tvunget
til at arbejde for tyskerne i Tirstrup. Så trafjeg ham en dag
og spurgte ham, om han ikke hellere ville arbejde for mig
end for tyskerne. Det ville Østerby selvfBlgelig. Han blev
hos os til han døde for nogle år siden.
Det var nok en udmærket ide. at vi ikke havde fortalt
Østerby noget om, hvad der gemte sig i kasserne, for skæbnen
ville, at han, da han nåede op til Landevejen i Rodskov,
blev stoppet af tyske soldater.
De lukkede kakkelovnen (til trægasfyret) op og stak med
en jernstang ned i træbunkerne, men kasserne, som var
fyldt med våben og anbragt på lastbilens lad, ønskede de
ikke at se. Tænk, hvis de havde åbnet kasserne! Det havde
endt med intet mindre end en katastrofe.
En anden af vore tro medarbejdere hed Hilmer Rasmussen.
Han var i firmaet til han som 67-årig gik på pension. De
to, Østerby og Rasmussen, hentede en masse tørv ude i Ro-
'senholm
mose med vores lastbil. Det var en fantastisk stærk
' bil, som holdt hele krigen ud og faktisk uden nævneværdige
reparationer. Vi havde forlængst vænnet os til driften ved
hjælp af trægas, og det gik ganske godt, selv om motoren
ikke helt kunne præstere de samme >flokkeVosnæsganrd,<
som d,tin ng sig ud, i tiden op til 2. andenskrig.
Der fandtes også hensynsfulde tyskere
Det var en grim bet for os nu at skulle undvære bilen, og
gode råd var dyre. Vi vidste, at den tyske kommandant for
hele området holdt til på Vosnæsgård. Måske var det en ide
at tage kontakt med ham.
Vi havde på det tidspunkt i firmaet en dygtig kommis,
som hed Graversen. Han forlod os nogle år senere for at
etablere sig med et øldepot i Grenå, ogjeg tror nok, at han
forlængst er død. Men Graversen havde sprognemme og
var ret skrap til tysk. Samtidig havde han et sådantvæsen, at
han kunne tale med alle slags mennesker. Det lykkedes os at
overtale ham til at tale med den kommandant. som havde
55

indrettet sig på vores skole, og senere fik vi ham også til at
tage kontakt med den SS-officer, som havde indrettet sig på
Vosnæsgård.
Det viste sig, at det var en anden våbenafdeling, som var
stationeret i Hornslet. Men kommandanten på Vosnæsgård
rangerede over de militære personer i Hornslet, og-han
ville ikke finde sig i, at disse enheder tillod sig at konfiskere
emner, som hørte til et anden område. Det endte således
med, at han sgrgede for, at vi fik udleveret vores bil igen. Så
var vi atter glade.
Da univeisitetet i Århus blev bombet 31. oktober 1944,
dræbtes 18, og 37 blev såret, men en del af de fanger, som
Gestapo havde holdt indespærret i bygningerne, blev befriet,
hvilket også var hensigten med det dristige angreb. En
del af de undslupne fanger var vi med til at hjælpe til husly.
Enkelte fik vi installeret, hvor utroligt det end må lyde, på
Vosnæsgård, hvor jo også herrefolket var repræsenteret.
Men måske var det netop det allersikreste sted?
Nogle enkelte kom til at bo i værelser hos min mor på
Grenåvej 734. Mange af de tyske soldater var rent faktisk
pæne folk, og det er der ingen som helst grund til at skjule.
Vi havde på den tid en sognerådsformand der hed Niels
Frisgaard, og det var blevet hans opgave at sØrge for behørig
indkvartering forskellige steder til tyskerne. Min mor
boede som nævnt i huset på Grenåvej sammen med sin
unge pige, der hed Gerda Schmidt, som forresten stadig
bor her i byen. Det blev pålagt mor at give husly til en tysk
kaptajn. Denne var ikke længe om at finde ud af, at huset
var ret nyt og bygget i gode f6rkrigsmaterialer, og han viste
sig at være enestående nænsom og hensynsfuld på alle måder.
Han beordrede sine to oppassere til at lægge dækkener
både på trappen og på gulvet i det værelse, han havde fået
anvist. Den pågældende kaptajn var der kun en kort periode,
og efter ham kom to unge SS-folk til at bo der. Jeg tog
hyppigt, ja næsten hver dag, op for at se til min mor, og det
blev lejlighedsvis til en lille sludder med de to tyskere, der
56
pgså viste-sig- at.yTrq aldeles pæne mennesker. Deres ophold
blev heller ikke langvarigt. Der kom besked om, at de
skulle sendes til fronten iRuslånd, og det var de naturligvis
kede af. Begg_e havde været ualmindålig ordentlige oveifor
min mor, og det kan ikke bortforklares,åt vi havdå fidt ondt
af dem.
Da dagen kom, hvor de skulle afsted, havde vi, uden atde
vidste det, puttet en spegepØlse og noger fedt ned i deres
oppakning. De kunne meget vel komme ud for at få hårdt
brug-for n-oge! af den slags. Og herregud, vi havdejo, hvad
vi behøvede af madvarer, selv under krigen.
Kapitulationen og haad derøf
fulgte
P? 9t tidspunkt under krigen blev politier raget eller sat ud
af funktion. Som kompensation herfor blev der lavet en
ordning, der gik ud på, at sognerødderne i hver kommune,
skulle udvælge to mald til at optræde som en slags politi og
skrive rapporter og lignende. For Løgten-områdttblev dei
daværende smedemester ChristensCn og undertegnede,
som skulle klare d19se opgaver. Hvis der for eksempel
havde fundet et indbrud sted, skulle vi to ud og besigtige
sle{9t og skrive en rapport om hændelsen. Disse rappårrer
skulle afleveres, når krigen var slut og rages til følgå.-
Det hele blev ikke bare sjov og lØssluppent for os allesammen,
da budskabet om kapitulationen indløb. Der blev omgående
indrettet_ hovedkvarter for modstandsbevægelsen
her hos os, og vi blev underlagt en distriktschef Scavånius,
som var fra Skramsø.
Forskellige personer indfandt sig med armbind, håndgranater
og pistoler, og hvad de ellers havde. Da de tilbageblevne
tyskere opdagede dette, oprettede de en maskingeværpost_u{
f9r vores private indgang og desuden en lignende
nede i gården. Vi tog dog ingen notits af tyskernes
dispositioner og fortsatte uhindret vbres færden ud og ind
ad butiksd øten. Det endte selvfglgelig med, at de også 6ver-
57

gav sig. Bagefter fortalte de, at de godt havde været klar
over, at der gennem nogen tid havde foregået noget illegalt
her hos købmanden.
Politibetjent H.P. Nielsen i Hornslet var på et tidspunkt
blevet nødt til at gå underjorden. Nu dukkede han op igen
iført sin uniform, og han var med til at få tyskerne på Vosnæsgård
til at overgive sig. De pågældende havde vist en del
uvilje til at acceptere, at situationen nu pludselig var blevet
en anden end den, de hidtil havde kendt. De holdt stand en
kort tid, !g der var en hel del skyderi dernede, inden de
overgav srg.
Der havde, viste det sig, været en hel del nazister her på
egnen. Disse gik der nu rygter om, at vi var ude efter for at
få dem spærret inde, og på et tidspunkt var der ved at udvikle
sig en panikagtig stemning. Men der havde fra vor
side overhovedetikke værethverken planereller tale om sådant.
Greve Knuth, somjo havde været vores chef og stadig
var det, var en yderst fornuftig mand, og fra starten havde
det været bestemt, at vi ikke ville lade den slags ske i vort
'område.
Alligevel gik det galt. Politiet kom og blandede sig, sammen
med nogle frihedskæmpere fra Randers. En del folk
fra byen blev hentet. Samtlige var nogle afvore bekendte og
folk som aldrig på noget tidspunkt havde afsløret tendens
til at ville gøre nogen noget ondt. De havde blot været så
uheldige at være meldt ind i DNSAP (Det Nationalsocialistiske
Arbejder Parti). Nu var det så lykkedes politietognogle
modstandsfolk ved hjælpe af et kartotek, som de var kommet
i besiddelse af , at finde de pågældende, anholde dem
og senere anbringe dem inde på nogle skoler i Randers.
Det var en yderst uheldig affære, for vi blev mistænkt for
at stå bag aktionerne, og vi havde intet haft med det at gØre.
Ikke mindst for mit vedkommende, som levede af at være
købmand i byen, var det meget uheldigt. Jeg fik pludselig
helt uforskyldt en hel del fiender, og det gjorde virkelig
ondt. Heldigvis var der mange, der vidste bedre, og takket
58
være stor opbakning fra familien og en stor vennekreds gik
der kun et års tid, inden det hele næsten var glemt. Jo, det
var en grim periode, som også i nogen grad påvirkede min
familie. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at
tænke på mor, der i nogen grad var blevet udnyttet under
krigen. En overgang havde hun en tysk officer boende i den
ene ende afhuset, og i den anden ende havde hun en modstandsmand
boende, som var flygtet fra Shell-huset. En tid
havde hun også Greve Knuth boende. Det var, når han følte,
atjorden var ved at >>brændeglemte

jul, ydede vi en gestus overfor vores faste kunder, der som
regel havde en kontrabog hos os. Det var meget almindeligt,
at vi sendte disse kunder en æske chokolade eller konfekt.
De dermed forbundne omkostninger var begrænsede.
Desuden brugte vi en gang om ugen at vedlægge et kræmmerhus
bolcher sammen med varerne. I det sidste krigsår
valgtejeg som dennejulegestus at dele ud af nævnte ka-ffebeholdning,
som tilmed var af fineste kvalitet.
Vi >producerede>kun mod kontant, minus
4 procent

sØgning, og det var en offentlig instans, der tog stilling i de
enkelte tilfælde, hvorimod det for lastbilernes vedkommende
mere var forhandlerne, der traf afgørelser.
S arpræ gede handelsuilkår
Ejeren af Løgteneården, somjo var vores nærmeste nabo,
var dengang Peter Poulsen. Foruden at være en habil landmand,
var han også en kendt og dygtig handelsmand. Mellem
Peter Poulsen og os var et vældigt godt forhold. Vi respekterede
og hjalp hinanden, når omstændighederne bød
det. Det forekom ikke sjældent, at vi manglede plads til forskellige
varekategorier, og så lejede vi os ind hos ham. I
hans lade eller i enklaver af de andre avlsbygninger fandt vi
Llgtengaardens forrige ejer, handelsmand Peter Poulsen og hustru Agnes. De to solgte gården
til Henry Hjorxhgj ibegnd.eken af tresserne. Henry HjonshØj dØde i 1973, og agteparret
Pouken er ligeLed.es døde.
passende opbevaringsmuligheder over kortere eller længere
perioder. Det var en udmærket l6sning, så længe forholdene
var for trange hos os. Men det var indlysende, at
det ikke kunne fortsætte i det uendelige, og derfor valgte vi
da også at tage initiativ til de første større halbyggerier i begyndelsen
af halvtredserne.
Peter Poulsen gik også med planer om ar sælge gården. I
l944havde han forresten solgt os der areal, på hvilket vi lod
opfBre mine forældres hus. Pågældende areal var så srorr,
at vi kunne tillade os at anlægge en ret stor frugtplantage.
Under de hårde vintre i krigsårene skete det ofte, at vi var
i bekneb for passende transportmulighed, 4år der var tale
om vareudbringning og lignende. Vi kunne da altid låne
både hest og kane hos Peter Poulsen.
Da det nu var blevet offentligt kendt, at Peter Poulsen
godt ville sælge Løgtengården, meldtejeg mig som interesseret
køber. Det skulle vise sig at blive noget af en prØvelse.
For lige så rar og hjælpsom en nabo han var, ligeså besværlig
og udspekuleret var han som handelspartner. Hver
gang vi var blevet enig om en pris og skulle mØdes for at
skrive slutseddel og andre papirer under, havde han hævet
prisen med 20.000 kroner. Da det havde gentaget sig nogle
gange, blev jeg træt af det.
Desværre gik det sådan, at Peter Poulsen blev alvorligt
syg efter nogle hjerneblødninger, og en tid var han patient
på Hald Sanatorium. Det var formentlig den omstændighed,
der første til hans beslutning om, at nu skulle gårdeh
sælges, og at der skulle være lidt mere alvor i sammenhængen.
Han brugte sognefoged Ejner Holme som mellemmand.Jeg
husker endnu, at han på et tidspunkt sendte bud
efter Ejner Holme som kort efter ringede til mig og meddelte,
at nu kunne jeg godt købe Løgtengården, men -
sagde]ran, du skal altså give 50.000 kroner mere for den. -
OK - det vil jeg også godt, men så skal det også være sidste
gang. Hertil replicerede Ejner Holme: ja, for vi har nemlig
også en anden køber til gården nu.

- Hvis denne køber er Henry Hjortshpj, så må jeg indrømme,
at jeg har lovet ham ikke at stå i vejen for denne
handel, for han har den på hånden, sagdejeg.
Resultatet blev, at Henry Hjortshøj købte Lpgtengården,
og han ogjeg indgik den aftale, at han fremdeles skulle disponere
overjordtilliggendet, medensjeg så over et åremål
kunne leje mig ind i bygningerne. Det var i begyndelsen af
tresserne. Vi fik et fornuftigt lejemål i stand. Vi var henvist
til at bruge denne fremgangsmåde, for bygningerne kunne
jo ikke sælges fra på grund af loven om landbrugspligt.
Henry Hjortshøj lod senere en stor del afjorden udstykke.
Inden han flyttede til L6gten, havde han væretjordbesidder
i Egå-området. En del af hans jord er senere overtaget
af automobilforhandler E. Dam. Henry Hjortshøj døde
i 1973. han blev 61 år.
Luftfungrafiaf eld,re dato.Ydzrsttilhljre ejendommen, haor Carlsens isenkramerindrettet.
I baggru,nden komsiloen og tilhflrend,e lagerbygninger. Ejnn Holmes gård
"Holmegårdeno
ses i
lid,t til aenstte for milten. Her er senere etableret fuggemarked og EF-lager
.baggrund,en
Frø rejsegildzt på
Carkms silo til komog
foderstoffer.
65

Holmegården
Det gik nu sådan, at jeg i 1963 købte >HolmegårdenVosnæsgårdVosnæsgåld"
kammerhe_rre og kontraadmiral J.V.C. Kniger for
en kontant sum af 2.901 RD og fire Sk. Flre år senerå overdrog
Niels Pedersen Basse gården til sin stedsBn, Rasmus
Jensen Grosen.
Af et skøde fra4. december 1857 fremgår det, at der blev
oprettet en aftægtskontrakt for Niels Pedersen Basse og hustru
i købesummen, der var på 3000 Rd. Rigsmønt. Iiden
Tt'dlige.re ejer af >FruensejeGrosenseje

overtagelsen af gården havde Rasmus Grosen været soldat
og deltaget i krigen 1848-50. Som veteran fra denne krig
blev han dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn.
I 1868 byggede han gården op på dens nuværende
beliggenhed, hvor den, stort set, er forblevet uændret frem
til 1980. Rasmus Grosen blev kendt som en både dygtig og
effektiv landbruger. Han specialiserede sig i såvel kvægavl
som hesteopdræt, og gården, der havde fået navnet >>Grosenseje

Da >Fruenseje< den 1l . juni 1940 aar bleut ouertaget af dr. Dorff Kjel.d"sen og haru engelske
fru Gertie, bleu en d,el af stuehusets ydre
"shal<
ænd,ret så fugningen fi.k et engekk præg.
Typish er skorstenenmed d.e to rlr itoppen. Denne ydre forandring homd,og ikke til at inJluere
på huets interiflr.
sen, og der forekom lejlighedsvis situationer, hvor han
fandt det klogeligt at stikke af.
På >Fruenseje< kunne han både holde sig skjult og samtidig
slappe af. Af samme grund ville han heller ikke have installeret
telefon på gården. Når han opholdt sig på >>Fruenseje<
ville han have fred og ikke forstyrres unødigt. Det
medfprte, at folk ofte ringede til os, og resultatet var, atjeg
fungerede som en slags telefonpasser for ham. Lægen var
iBvrigt af den kendte Kjeldsen slægt fra >Lunderupgaard<
i Himmerland og af samme familie som landbrugsrådets
præsident H.O.A. Kjeldsen.
70
Under krigen og til min mor døde, udviklede der sig et
varmt venskabsforhold mellem fru Gertie Dorff Kjeldsen
og min mor. På et tidspunkt havdejeg i en eller anden forbindelse
nævnt overfor dr. Dorff Kjeldsen, at jeg fandt at
>FruensejeFruensejeFruensejecs stuehus blea laaet af en anlægsgartner i I 944 - også i typish
engelsk stil. Hauen blet, iqrrigt senere pramieret.

overlæge. Her døde han kort efter indlæggelsen. I 1946
blev bestyrerparret Karla og Knud Pedersen åfløst af Svend
Tholstrup.
>>Summa
slr,rnrnarumrutte>I bor og leverJo i
grunden sp.artansk, sammenlignet med jeres medarbej-dere

med kulgrossisterne, og det fremgik heraf, at der var opånået
en tilfredsstillende ordning.
I en passage ijubilæumsskriftet hedder det: at ved flere
lejligheder, hvor der har været foretaget indsamlinger, som
for eksempel til trængende medlemmer, samvirkefond,
hædersgaver samt til handelsskoler og lignende, har foreningen
altid vist, at hjertet var i >god kontaktSilkeborg-systemet

.t
Et liv i Løgten er trykt
i 500 nummererede eksemplarer
hvoraf et begrænset antal
kommer i handelen.
Dette eksemplar har
nummer