f,thy"lLØgLlen - Hjelmagerparken

Til at passe købmandsforretningen havde vi gennem
mange år en mand, der hed Bang. Han var fra BBrglum og
havde fulgt mine forældre derfra til Lggten. Detvaren god
og stabil mand, som vi satte stor pris på. Han var hos os til
han giftede sig og slog sig ned i Hornslet. Han etablerede
sig iøvrigt med en mindre forretning lige overfor sygehuset,
hvorfra han handlede med kaffe, chokolade og lignende,
og hans kone blev bestyrer for Hornslet Central.
Efter datidens forhold var LBgten station et knudeBunkt
af vital betydning. Her krydsede togene i fart mellem Arhus
og Grenå. I stationsbygningen regerede stationsforstanderen
og havde til sin rådighed et par assistenter og en medhjælper
samt en overportør og en almindelig portør. I forbindelse
med stationsområdet var der indrettet to folde,
der var adskilt. Den ene var forbeholdt kreaturer, og den
anden var til grisene, som bønderne i reglen selv kom med.
Endvidere var der en vægt på stedet. Når der så var markeder,
blev grisene lukket ind i den ene og kreaturerne ind i
den anden fold. Så blev dyrene vejet og læsset påjernbanevognene
og fragtet til slagterier forskellige steder. For det
' meste førtes kreaturerne til Arhus. Jo, man kan roligt sige,
atLøgtenstation var et knudepunkt af betydningi de tider.
Hver formiddag på ugens hverdage kom en postvogn fra
Rønde. Her havde man dengang ikke noget posthus, men
det havde vi i Lpgten. Når postvognen, somjo var af den hestetrukne
slags, nærmede sig den tættere beboelse i Lggten,
satte kusken posthornet for munden og blæste sit signal. I
postvognen befandt sig passagerer, som blev befordret til
stationen til videre rejse. Om eftermiddagen gik turen tilbage
til Rønde, og var der passagerer i den retning, blev de
selvfglgelig også taget med.
Postvognen var lukketogi næsten akkurat stil med de elegante
typer, som ofte ses afbilledet på de så romantisk illustrerede
julekort både før og nu. I mine drengeår hed kusken
på postvognenHøj, og han var fra Rønde. Det var sådan,
at han altid havde nogle timers ventetid i Løgten, og
24
det skete meget ofte, at han påtog sig at passe vi børn. Det
var han vældig god til, og mor havdejo kun sjældent tid til
det.
LBgten Kro udviklede sig til at blive en betydelig og meget
besøgt kro, og det betød selvsagr, at mine foråldie fik
stadig mere at se til. Det gik sådan, at min mor til stadighed
havde to piger, ja sommetider tre, til at hjælpe sig. En af
dem, Katrine Christensen, var her faktisk hele sit liv. Hun
boede med sin familie oppe i >Teppelsig< i Segalt. Hendes
far var møllersvend på Segalt Mølle, som dengang var et
stort foretagende. Jeg kan tydeligt huske, at dei tifmøllen
var konstrueret et \ejseværk, som befordrede kornsækkene
fra vognene op til møllekværnen. En gang fik møllersvenden,
Katrines far, sin ene arm viklet ind i dette hejseværk.
Det var meget alvorligt, og han fik armen sat af. Som
erstatning fik han monteret en krog, som han lærte sig at
bruge i mange situationer. Kathrines mor hed Mette. Hun
var i mange år fast serveringsdame på kroen. Familien
Christensen og min familie arbejdede således sammen i
mlngfoldige år. Der var et fantastisk venskabs- og tillidsforhold
mellem os, og vi holdt da også sammen hele livet.
Skolegang og pligter
Jeg gik i skole hos frøken Rasmussen, som vi elever forretsten
havde for vane at benævne >Fr6hoppendegnen(< og hans kone, fru Petersen,
var slet og ret >>madammen